08.12.2011

RÆSON har bedt fire bogaktuelle forfattere om at fortælle om deres bøger og i samme omgang vurdere aktuelle politiske tendenser og problemstillinger. Her forfatter org professor ved CBS Ove K. Pedersen (f. 1948), der tidligere på året udgav den meget omtalte bog Konkurrencestaten. Den hævder at velfærdsstaten er ved at blive erstattet af en „kamporganisation skabt til at mobilisere samfundets ressourcer i konkurrence med andre stater‟ – konkurrencestaten.

INTERVIEW af Lars Theil Münster

Læs også
– Peter Nielsen: Væksten vender ikke tilbage
– Lars Olsen: Uddannelsessystemet er for elitært

RÆSON: Hvad er det mest positive henholdsvis negative, du kan sige om konkurrencestaten?
Ove K. Pedersen: Positivt er det, at konkurrencestaten har reformeret velfærdsstaten i en nødvendig retning og har gjort den meget mere effektiv, så den kan opfylde de ligheds- og tryghedsskabende opgaver, den er pålagt. Der er ingen tvivl om, at vi gennem 1970’erne og 1980’erne var i en situation, hvor velfærdsstaten var ved at kollapse og til sidst spændte ben for sig selv. Det er et godt stykke politisk håndværk op igennem 1980’erne og 1990’erne til dags dato, at det er lykkes at fastholde velfærdsstaten ved at transformere den til en konkurrencestat. Vi har sammen med Sverige gennemført denne proces, samtidig med at vi har opretholdt lighedsfaktoren i samfundet. I den her overgang fra velfærdsstat til konkurrencestat, hvor andre samfund er blevet mere ulige, er Danmark blevet mere lige end noget andet land i verden.
Der har været en politisk konsensus på tværs af de politiske skel – fra de sidste de sidste tre år under Anker Jørgensen frem til i dag. Der er kun et hestemulehår til forskel mellem de strategier, disse mange regeringer har anvendt, og de har alle sammen anvendt dem ud fra en holdning om, at der ikke er nogen mulighed for at rulle velfærdsstaten tilbage. Spørgsmålet er at effektivisere den.
Det negative ved konkurrencestaten er, at den pålægger den enkelte en fællesskabsforpligtigelse, vedkommende ikke nødvendigvis selv tror på. Pligten til arbejde, til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, ansvar for at udvikle sine kompetencer, således at man er ”ansættelig”. Der er sket et skift i frihedsbegrebet versus pligtbegrebet, som er uddiskuteret og kan vise sig at være direkte negativt i den forstand, at den enkelte pålægges et ansvar for fællesskabet, før den enkelte får mulighed af at udøve sine pligter. Jeg vil påstå, at velfærdsstaten var et frihedsprojekt, at den gjorde den enkelte fri – ved at gøre det enkelte respekteret og accepteret som frit af andre ved at sige, at intet menneske kunne tvinges til noget, og det var fællesskabets opgave at sikre, at dette ikke skete. Denne frihedsopfattelse ruller vi gradvist tilbage i konkurrencestaten.

RÆSON: Men er det ikke en nødvendig udvikling som sker af hensyn til den internationale konkurrence? Det er vel ikke noget politikerne gør frivilligt?
Pedersen: Nej, men heller ikke nødvendigt. Danmark er en lille åben økonomi, vi har altid haft muligheden for vækst plus velstand, fordi vi er tilpasningsdygtige. Danmark præger ikke verden. Danmark reagerer ved at tilpasse sig, når f.eks. den internationale økonomi ændrer sig.
Når vi ser på velfærdsstatens periode og på de forskellige typer konkurrencestater, der opstår internationalt, viser det sig, at der nok er en form for nødvendighed bag udviklingen, men også at der er forskellige veje, vi kan gå inden for denne ramme. Der synes jeg nok, at Danmark alt for ureflekteret og ensidigt har gået i retning af skærpelse af fællesskabets krav, og ikke tilstrækkeligt har afbalanceret det i forhold til frihedsrettigheder. Det er paradoksalt, at de partier, der repræsenterer en liberal frihedstænkning – Venstre, de Radikale og lidt længere nede af stigen Socialdemokratiet og de Konservative – ikke har taget den refleksion.

RÆSON: Hvilken fortolkning af konkurrencestaten kommer under S-R-SF regeringen?
Pedersen: Regeringsgrundlaget er et eksemplarisk udtryk for konkurrencestatstænkning. Det var Løkkes 2020-plan også. Det er karakteristisk, at konkurrencestaten viser sig at have to alternative muligheder i sig. Løkke lagde vægt på ændringer af skattestruktur og deregulering – for derigennem at skabe incitamenter for mere arbejde og større opsparing og så overlade resten til det selvinteresserede og nyttemaksimerende menneske. Og så er der Thornings mere intervenerende strategi med arbejdsmarkedsreformer kombineret med uddannelsespolitiske programmer for at sørge for, at udbuddet af arbejdskraft maksimeres. Men målsætningen er akkurat den samme – at fremme væksten som forudsætning for velfærd og udvikling af velfærd som forudsætning for vækst, og at sørge for, at Danmark har en konkurrencedygtig økonomi i en europæisk og global sammenhæng og at sørge for en maksimering af befolkningens arbejdskraftspotentiale.

RÆSON: Velfærdsstaten var et kulturelt og moralsk projekt, skriver du. Hvad gik det ud på?
Pedersen: Velfærdsstaten er en kulturpolitisk institution og et kultupolitisk projekt. Det er noget, der er gået i glemmebogen. Efter Anden Verdenskrig bliver den moralske dimension af politik ganske væsentlig. I Danmark slår det igennem i et bestemt menneskesyn, som bliver lagt til grund for en lang række førstegenerations velfærdsinstitutioner som skoler, museer, teatre, medier, og ikke mindst biblioteker. Det er dette menneskesyn, som også slår igennem internationalt ved FN-menneskerettighedskonvention i 1948, og som i det hele taget er en definition på mennesket. Den siger, at du er menneske, før du er statsborger, troende, køn, race og alt muligt andet. Det er dette menneskebegreb, der f.eks. bliver lagt til grund for folkeskoleloven i 1958: Skolen accepteres som et fristed – som et reservat for dannelse. Den enkelte skulle uddannes til en aktiv kritisk medlevende borger i demokratiet, som er noget andet end at give færdigheder og kompetencer til arbejdslivet, som er omdrejningspunktet i øjeblikket. Velfærdsstatens allerinderste kerne er dette kulturpolitiske dannelsesprojekt.

RÆSON: Skal skolen ikke i dag ikke ruste eleverne til den internationale konkurrence, og skal der derfor ikke være et øget fokus på kompetencer og færdigheder?
Pedersen: Jo, absolut. Der er ingen vej uden om. Det er utidigt at tro, at man kan fastholde dannelsesprojektet i den gamle form, men jeg mener ikke at de to ting – færdigheder og dannelse – nødvendigvis er modsætninger.
RÆSON: Så der mangler et nyt dannelsesprojekt?
Pedersen: Der mangler en refleksion over og en dyb debat om, hvordan vi reformerer det klassiske dannelsesprojekt under de nye betingelser, således at vi ikke hælder det hele ud med badevandet. Vi trænger til en refleksion over kultur- og værdispørgsmålene, men ikke således, at vi skubber det hele bagud og så barer sætter noget nyt ind, men om hvordan vi gradvist reformerer og reformulerer dannelsesprojektet.
Vi har i vores formålsparagraf for folkeskolen tre formål: Konkurrencestatens formål i færdighedsbegrebet, vi har velfærdstatens i medborgerbegrebet, og så har vi nationalstatens i orienteringen mod national identitet. Ved de sidste skoleforlig har partierne ikke kunnet blive enige om en prioritering, så den har man overladt til klasselæreren, som står derude i dag og skal prioritere mellem tre forskellige menneske- og fællesskabssyn og tre forskellige pædagogikker, og hvad der kommer ud af det, kan ikke blive andet end kaotisk. Så vi skal igennem en debat om hvor kombinationen af dem ligger: hvor ligger den filosofiske streng, der reformulerer dem i stedet for at se dem som modsætninger?

RÆSON: Hvor er Danmark er henne om 20 år?
Pedersen: Det er vi kun delvist herrer over selv. Vi er en lille åben økonomi, som ikke kan præge omgivelserne særligt meget, og dermed er den internationale politiske dimension afgørende for, hvordan vi kan fremskrive udviklingen, og i øjeblikket ser det endnu en gang lidt blakket ud.
Udfordringerne for Danmark er af en sådan størrelse, at det ligner situationen i begyndelsen af 1970’erne – det er en krise af mammutdimensioner, både internationalt og nationalt, og den nationale orientering i debatten er slet ikke parat eller interesseret i, hvad det er for nogle konsekvenser, de økonomiske og politiske udviklingstendenser har for landet. Hvis det nu lykkes at redde euroen, så vil det kun kunne ske ved en yderligere integration af de økonomiske politikker i EU – og det vil kun kunne ske ved, at der sættes betydelige grænser for de nationale regeringers mulighed for at føre finans- og skattepolitikker og national politik i det hele taget. Hvis det nu går i den retning – hvilket man kan håbe, for det er det, der vil skabe fremtidig stabilitet – så er det klart, at Danmark som lille åben økonomi, kommer under et økonomisk og politisk pres, som kun kan sammenlignes med 1970’erne og den integrationsproces, der herefter fulgte med indmeldelsen i EF. Og man kan se, at den politiske debat slet ikke er klar til at håndtere det kæmpe skridt i integration – tværtimod vil det meste af befolkningen stå fuldstændigt forvirrede over, at det var det, der skete.
Det andet scenarie er, at det ikke lykkedes, og så ser det endnu værre ud. Så kan man gå ind i en 5- til 10-årig dyb økonomisk krise med tydelige handelskonflikter og økonomiske konflikter mellem en række lande, ikke bare USA og Kina men også internt i EU. Det vil betyde arbejdsløshed og nedsat eksport og stagneret økonomi og velstand og dermed betydelige ændringer i velfærdsstaten. Så der er lagt i kakkelovnen derude. Vi står midt i et betydeligt historisk vadested, og i den danske debat har man overhovedet ikke forholdt sig til det.

RÆSON: Peter Nielsen giver i RÆSON udtryk for, at den økonomiske krise er en grundlæggende systemkrise, og ser i forlængelse heraf et potentiale for samfundsmæssig omstilling som følge af krisen. Du synes at mene det modsatte, når du skriver, at ”Hvis nogen havde troet, at krisen ville betyde et brud i de økonomiske politikker eller endda et paradigmeskifte i de økonomiske teorier, så kan de altså godt tro om igen”.
Pedersen: Der er diskussion om, hvorvidt den neoliberale offensiv, som satte sig igennem i 1980’erne ved udviklingen af udbudspolitikker med vægt på deregulering og skattenedsættelser, ville blive delegitimeret med finanskrisen 2008, således at man kunne forvente en tilbagevending til en stabil efterspørgselsorienteret keynesianistisk politik. Der siger jeg nej, det kan man ikke forvente. Der er karakteristisk, at inden for de seneste 20 år har keynesianismen og neoliberalismen så at sige annammet hinanden, således at det, der er mainstream i dag, er en form for neokeynesianisme – en type af keynesianisme, som er dybt neoliberalt påvirket. Dét paradigme vil ikke ændre sig.

RÆSON: Tror du, det er muligt for Danmark at opnå længerevarende vækst?
Pedersen: Det er en drøm, og det betyder, at når vi nu er på vej ind i en langvarig krise, så må vi forvente arbejdsløshed i stedet for mangel på arbejdskraft. Mange af de politiske reformdiskussioner og den politiske debat de sidste fem seks år kan derfor vise sig at være utidig, simpelthen, fordi de internationale rammer er nogle andre end dem, der blev taget som forudsætning. Dermed kan vi godt være på vej ind i en politisk kolbøtte, og derfor kan man godt begynde at forstå, hvorfor den nytiltrådte regering begynder at løbe fra nogle af sine politiske løfter – den er faktisk begyndt at få is i maven og sige, ’det her er anderledes, end vi selv har argumenteret for. Der er faktisk udsigt til noget andet derude, end vi forventede, og det kræver rettidig omhu’. Derfor er det lidt sjovt at se, at politiske journalister og mange andre lægger så meget vægt på løftebrud, mens det er åbenlyst, at der er noget andet på spil – der er eddermaneme grund til at holde fast i tøjlerne i øjeblikket! Vi ser en regering, der er født med nogle livsbetingelser, som er betydeligt udfordrende, og den tidligere regering har undladt at bygge en krisebevidsthed op. Lars Løkke vil jeg rose for at have gjort en indsats for at opbygge en krisebevidsthed – jeg vil ikke rose Fogh for det samme.
Vi står som befolkning med håret i postkassen. Det er nu vi langsomt skal til at indrømme, at betingelserne er nogle andre, end vi havde forventet. Det er både typisk, men også katastrofalt, at meget af den debat, der har foregået den sidste måneds tid, har handlet om symbolpolitik. Det er stadigvæk sådan, at man skal læse internationale aviser, hvis man skal vide noget om, hvad der har betydning for dansk politik.

Lars Theil Münster (f.1983) er cand. mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Arbejder til daglig i forlagsbranchen. Skriver for RÆSON om kulturpolitik. ILLUSTRATION: Lars Løkke og Helle Thorning i folketingssalen før valget.