12.02.2011

Nordafrika er i forandring. Det utænkelige er sket – tuneserne og ægypterne har drevet deres diktatorer på gaden. I Algeriet har der været gentagne opstande, og regimet der har måtte lyn-subsidiere fødevarepriserne for at lægge låg over befolkningens frustrationer. Hvorfor har vi ikke set tilsvarende optøjer i Marokko?

Af Julie Pruzan-Jørgensen

Befolkningen i Marokko er fattigere end i både Tunesien og Ægypten. Der er stor arbejdsløshed – ikke mindst blandt de uddannede unge – og afstanden mellem elitens og den brede befolknings levevilkår er blevet stadig større i de senere år. Dertil kommer, at Marokko har et autokratisk regime, som sidder tungt på såvel den politiske, den økonomiske som den religiøse magt. Selvom Marokko har relativt frie og transparente valg, så ligger den reelle politiske magt udenfor den parlamentariske arena og er styret af kongehuset. Det marokkanske kongehus har direkte eller indirekte kontrol med de fleste større virksomheder og sektorer – og kongen selv, Mohammed VI, er ikke bare konge, men også emir al muminin, landets øverste religiøse autoritet.

Umiddelbart synes alle gode grunde derfor at være til stede for, at også den marokkanske befolkning skulle rejse sig og kræve en ny ledelse. Men det har de ikke gjort. Tværtimod. Marokko har også haft sine Facebook-opfordringer – men flere af dem har kaldt til demonstrationer, hvor folk kunne udtrykke deres kærlighed til kongen! Dette vidner selvfølgelig også om, at det marokkanske regime har været bedre og hurtigere til at forstå og bruge de nye sociale medier end ægypterne, som mindre raffineret forsøgte at stoppe folkets krav ved at lukke helt ned for både mobil- og internettet. Men det giver langt fra et uddybende svar på dette paradoks – at regimet i et af Nordafrikas lande med de allerstørste sociale og økonomiske udfordringer synes at være det mest stabile?

En helt afgørende forklaring på dette paradoks kan formentlig findes i forskellen mellem regime-typerne. Mens regimerne i både Marokko, Tunesien og Ægypten er (eller var) autokratiske, så adskiller det marokkanske regime sig fra de øvrige ved at være et monarki med stærk national-historisk og religiøs legitimitet.

Mohammed VI er en del af det alaouitiske dynasti, som har siddet på magten i Marokko siden det 17. århundrede. Hans bedstefar, Mohammed V var dertil en vigtig figur i slutspillet i opgøret med den franske (og spanske) kolonimagt. Dertil kommer kongefamiliens religiøse legitimitet som (angivelige) efterkommere til profeten Muhammed. Alt det styrker Mohammed VI muligheder for at fremstå som en legitim faderfigur, som kan sikre landets fortsatte stabilitet og beståen.

Den marokkanske konge er dermed også ’hævet’ over den formelle parti-politiske arena. Han tilhører ikke et forhadt og de facto enerådende politisk parti, som Ben Ali og Mubarak gjorde det. Mohammed VI har derfor bedre muligheder for at fremstå som en alfaderlig figur, der (til forskel fra de uduelige og korrupte politikere) for alvor er optaget af folkets ve og vel. Samtidig har kongehuset udstrakt kontrol med såvel den siddende regering som det meste af den politiske opposition. Mohammed VI kan derfor i vidt omfang orkestrere politiske initiativer og tage æren, når de lykkes – og give de folkevalgte skylden, når deres indsatser (som oftest) mislykkes. Og det ikke mindst fordi den reelle politiske og økonomiske magt i så høj grad ligger uden for deres beføjelser.

Endelig giver kongerollen også bedre muligheder for at tillade politisk pluralisme og liberalisering. Fordi Mohammed VI ikke er en del af det formelle parti-politiske spil, så har han også bedre muligheder for at åbne op for politisk pluralisme, for politiske reformer og åbninger – så længe han samtidig lykkes med at bedrive en ’del-og-hersk’-politik, hvor forskellige fraktioner bruger deres nyvundne friheder og muligheder til at bekæmpe hinanden. Hidtil har det marokkanske regime været exceptionelt dygtigt hertil. Siden begyndelsen af 1990’erne har det taget vigtige skridt i forhold til blandt andet kvinders rettigheder, ytringsfrihed og anerkendelse af først den socialistiske og senere (dele af) den islamistiske opposition. Selvom der i de senere år har været en klar tendens til de-liberalisering (pressens frihed er blevet mindre, mens undertrykkelsen er steget af kritiske røster såsom tilhængere af et frit Vestsahara og medlemmer af den ikke-tolererede islamistiske opposition) – så er der fortsat ’højere til loftet’ i Marokko end i de fleste andre lande ikke blot i Nordafrika men i hele den arabiske verden. Det offentlige rum føles på mange måder friere og mindre kontrolleret – og dermed er der også en vis ventil i forhold til den folkelige utilfredshed.

Den relative politiske pluralisme og reform vilje har endvidere gjort Marokko til en duksedreng i forhold til vesten, ikke mindst EU, der samtidig ser Marokko som en vigtig allieret i kampen mod terror og en tæt samarbejdspartner i europæiske bestræbelser på at begrænse illegal migration. Marokko har derfor opnået en såkaldt avanceret status i forhold til EU og er det europæiske ’naboland’ som modtager allermest økonomisk støtte (godt 1,5 mia. kroner i 2010).

Der er derfor mange gode grunde til at det marokkanske regime for tiden synes at være det mest stabile i et Nordafrika, hvor forandringens blinde blæser. Men dermed selvfølgelig ikke sagt, at forandringer ikke også kan komme der. Gode grunde til folkelig utilfredshed er der nok af. For indeværende synes der dog hverken at være en markant folkelig mobilisering eller en stærk og samlende politisk opposition. Men nøjagtig det samme kunne man jo have sagt om både Tunesien og Ægypten for ikke så forfærdelig længe siden. Så selvom den marokkanske konge og emir al muminin umiddelbart synes mere fastklinet til tronen end hans nu forgangne præsident kolleger, så er der ingen garantier for at de godt 31 millioner marokkanere ikke en dag bliver godt trætte af kongens klæder og stiller krav om at blive respekterede som borgere – frem for som undersåtter.

Julie Pruzan-Jørgensen er PhD. og forsker i politik i Mellemøsten på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).