17.12.2011

[RÆSONS KOMMENTARSERIE] Det rigtige problem er manglende politisk ansvar: Man har ladet private selskaber – kaldet banker – fungere som administratorer for inden- og udenrigspolitikken uden at gribe ind. EU vil nu ikke længere blive ledet af politikere, fordi EU ikke længere handler om politik, men om finanser. Og Unionen skal nu ledes af økonomer og finansanalytikere.

Af Lars Østman

EFTER de afsluttede forhandlinger natten mellem torsdag d. 8. og fredag d.9. december står det nu klart for alle, hvad EU egentlig handler om: penge, finanser, økonomi.

Hvad der dog må komme bag på den, som har fulgt med i de seneste ugers intense økonomiske krisesituation i EU, er, at den sjældent eller aldrig er kommet til at handle om baggrunden, årsagen eller omstændighederne omkring miseren. I Danmark er det blevet kutyme at tale om “gældsramte”. Men en gæld rammer én ligeså meget, som et bankrøveri rammer en bankrøver. Og på samme måde virker det, som om EU tror, at den finansielle krise ikke handler om de (politiske) beslutninger, unionen og medlemslandene har taget, men om en midlertidig sygdom, der kan afhjælpes med en tur på operationsbordet i form af økonomiske hjælpepakker.

17 lande er nu med, 10 er ikke med. Vi kender alle jargonen. Den blev præsenteret af daværende præsident George Bush i anledning af krigen i Irak, som jo på sin vis også var en økonomisk krig. I sin grund omhandlede det et helt kristent budskab, som vi finder hos evangelisten Matthæus: “Den, der ikke er med mig, er imod mig” (Matt.12,30). Det var ifbm. Irakkrigen, at forsvarsminister Donald Rumsfeld talte om “det gamle Europa” kontra det “nye Europa”. Det er vanskeligt at afgøre, hvad der er værst. At retorikken fra en regering mere konservativ end Nixons er genopstået direkte såvel som indirekte. At den i sin bagage har en kristen forståelse af krisehåndtering. Eller endelig: at økonomien bestemmer, hvad der for ikke længe siden var “det nye” Europa, nu atter er “det gamle” Europa.

Glem derfor alt om visioner og kulturel og politisk, europæisk pluralisme; glem alt om at grundlægge Europa, og at nedlægge nationalstaten. I stedet må man gør sig klart, at hvad der i sin oprindelse startede som en politisk opfindelse med formålet at forhindre politiske og humanitære katastrofer – såsom Anden Verdenskrig – ikke er endt med andet end et økonomisk kommissariat. EU er blevet en bankfilial.

Den finansielle krise, der hersker nu, kan måske i et vist omfang siges at være resultatet af de amerikanske subprime-lån og efterdønningerne af disse. Men egentlig forholder det sig meget værre. Tilsyneladende kommer det bag på både USA og EU, at når man reducerer politik til økonomi, når man efterlader afgørende beslutninger i hænderne på spekulanter, investorer og aktieejere, der udelukkende er interesseret i én ting: profit – fordi dette jo netop er deres arbejde – så ender det galt.

Det er ikke primært bankerne, der er skyld i den nuværende krise og EU´s splittelse. Det rigtige problem er manglende politisk ansvar. Man har ladet private selskaber – kaldet banker – fungere som administratorer for inden- og udenrigspolitikken uden at gribe ind. Og hvem betaler for uduelig politisk ledelse? Som altid i Europas historie: Borgerne.

EU er kollapset – så det, der i første omgang startede krisen, kan fortsætte som før. Bankerne skal blive rigere, staterne skal belånes, så at vi – forbrugerne – kan fortsætte med at købe for meget, sådan at vi fortsat vil arbejdere mere. Det kan heller ikke være anderledes under en fri markedsøkonomi. Det er ikke den, der er noget galt med, og egentlig heller ikke den, der udgør problemets kerne. Men der er noget galt med, at man tror, at markedsøkonomien kan stå alene, at EU kan fungere politisk uden politik, og at EU kan forvandle borgeren til en forbruger.

EU vil nu ikke længere blive ledet af politikere, fordi EU ikke længere handler om politik, men om finanser. EU skal nu ledes af økonomer og finansanalytikere. EU er styrket økonomisk, men vil politisk stå i stampe i år fremover, fordi det eneste på dagsordenen vil være økonomi. At det i sit væsen kun kan dreje sig om forfejlet politik, synes fuldstændigt irrelevant.

Under alle omstændigheder må det stå klart for enhver, at hvordan man end har kørt EU – på overnationalt såvel som på nationalt niveau – så er det forkert. Den hjælp, som skal afhjælpe gælden i det “nye EU”, vil ikke ændre på hverken indtægter eller udgifter. Man vil overvåge staternes finanser, uden at styrke EU. Derfor er det kun et spørgsmål om tid, før der atter vil være problemer – politisk, kulturelt og DERFOR økonomisk. Europa minder på mange måder om en gastro bypass-patient; et kirurgisk indgreb, hvor man snører maven sammen for at forhindre overforbrug. Europa får på denne måde løst sit problem her og nu, men det er en kortsigtet løsning, der ikke løser det eksisterende problem men skaber ét nyt. For det nytter ikke at operere maven, når problemet sidder i hovedet.

EU har længe været optaget af at optimere nationalstaten; man kan ligefrem tale om egennytteoptimering. Begrebet stammer egentlig fra Adam Smith og hans ”The Wealth of Nations”, der har lagt soklen til den moderne kapitalisme og markedsøkonomi. EU´s ingeniører følger dette pensum, der er skræddersyet til nationalstaten og politikerne har læst så godt på lektien, at ethvert spørgsmål umiddelbart skal “oversættes” til nationalisme og hjemegn før det kan sælges “derhjemme” – som om EU var et andet sted. Men faren for, at det vil gå, som når man forsøger at tænke produktet ét sted og at producere det et andet, er overhængende. Og spørgsmålet er, om ikke det egentlig netop er, hvad EU hele tiden har forsøgt at gøre? Produktet er udtænkt i Bruxelles, men produceret i hjemlandet?

Den egentlige krise i EU vil ikke være tilendebragt, før vi har fundet ud af hvad EU skal være. I dag består den af halvhjertede nationalister, som er bange for at blive “parkeret i EU”, og som kæmper for nationale interesser, nationale prioriteringer og nationale befolkninger. Ikke før man har forvandlet danskeren, tyskeren, franskmanden og italieneren til europæere, vil EU have en chance. Indtil da vil det bestå af teknokrater og økonomer. Vil EU overleve må det forvandles i sin grundsubstans. Vil EU og dets europæiske stater overleve, er de nødt til kraftigt at overveje hele forudsætningen ikke blot for ét EU men i det hele taget for, hvordan man politisk skal regere mennesker, varer og kapital på det europæiske kontinent.


Skriv en kommentar til RÆSON: send os et par linjer med din idé eller en kladde til artiklen på redaktionen@raeson.dk

ILLUSTRATION: Angela Merkel ved topmødet d.8-9/12 (foto: EU)