24.06.2011

Obamas pragmatiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske linje beskrives ofte som et velkomment opgør med Bush’ forfejlede doktrin. Men der er en skjult bagside ved denne pragmatisme: Obamas videreførelse af kampen mod terrorisme har accelereret Bush‛ militarisering og privatisering af efterretningstjenesten og tendensen til i de vigtigste sikkerhedsanliggender at omgå både den offentlige debat og Kongressens tilsyn.

Af Morten Hansen

Har Obama en udenrigspolitisk doktrin? Hans valgsejr kan ses som et ideologisk opgør med Bush-doktrinen, der kort kan sammenfattes som en legitimering af præventive indgreb eventuelt unilateralt, såfremt opbakning blandt allierede ikke kan fremskaffes. Dette har fået nogle til at vurdere, at Obamas linje kan ses som en fortsættelse af Colin Powell-doktrinen, der bygger på mere forsigtige forudsætninger for militærbrug: en klar exitstrategi, overensstemmelse med nationale interesser og en multilateralt fundering. Den tidligere amerikanske forsvarsminister Bob McNamara efterrationaliserede i forhold til Vietnam-krigen, at når USA har problemer med at skaffe international opbakning til militære interventioner, er det ikke de allierede, den er gal med, men rationalet for interventionen.

Andre har vurderet, at Obamas udenrigspolitik ikke afviger væsentligt fra Bush-doktrinen, og det har fået enkelte observatører til at tale om en Bush Light doktrin eller Bush-doktrin 2.0. I den forbindelse kan det nogle gang være nyttigt at huske, at præventive interventioner ikke er en Bush-opfindelse, men en mulighed, som de fleste analytikere tilskriver amerikansk sikkerhedspolitik generelt, når nationen står over for direkte sikkerhedstrusler. Endvidere beskrives Bush-doktrinens unilateralisme ofte fejlagtigt næsten som et ønske om at drage alene i krig. Idet man kan stille mange spørgsmål ved Bush’ intervention i Irak, så ville det være forkert at sige, at han ikke brugte mange ressourcer på at sikre en så bred koalition som muligt. Hvorfor skulle han ikke det? USA agerer internationalt ud fra en såkaldt moralsk internationalisme, der vægter FN-resolutioner og bred international opbakning højt.

Obama, den Intellektuelle
Senest har Kathrine Simonsen ræsonneret, at Obamas udenrigspolitiske udtalelser er for elastiske til, at man kan tale om en decideret doktrin, og at der derimod snarere er tale om en udenrigspolitisk stil. Obamas veldokumenterede pragmatisme skyldes hans intellektuelle personlighed, der ifølge professor i politisk psykologi ved George Washington University Jerrod Post kommer til udtryk ved, at tankegang dominerer over følelser, og at beslutninger endevendes med stor fokus på detaljen. Denne stil skal ses i kontrast til George W. Bush’ primært følelsesbaserede ledelsesstil, hvor beslutninger træffes i overensstemmelse med værdier og mavefornemmelse.

Obamas proces for gennemgang af strategien for Afghanistan illustrerer hans ledelsesstil og særligt de mange møder, der lå til grund for beslutningen om at øge antallet af soldater med enten 30.000 eller 40.000, vidner om en præsident, der ikke primært handler ud fra mavefornemmelse.

Offentlige og skjulte operationer
Obama handler ud fra en pragmatisme, der vurderer om de udenrigs- og sikkerhedspolitiske mål er realistiske og opnåelige, samt hvorvidt de tilfredsstiller nationens interesser. I den forbindelse kan det være nyttigt at skelne mellem de på den ene side meget offentlige sikkerhedspolitiske operationer, som Obama-administrationen er involveret i såsom Irak, Afghanistan og Libyen, og de på den anden side skjulte sikkerhedspolitiske operationer i lande såsom Pakistan, Yemen og Somalia.

Når det kan være svært at definere Obamas udenrigs- og sikkerhedspolitiske stil, skyldes det, at hans retorik ikke altid synes at afspejle hans handlinger. I forhold til de offentlige operationer skal tilbagetrækningen i Irak f.eks. ses i lyset af en tilsvarende optrapning af tilstedeværelsen af private sikkerhedsstyrker i landet. Pragmatismen er ikke til at overse. Private sikkerhedsstyrker figurerer ingen steder i forhold til de samlede dødsfald og er en bekvem forudsætning for en retorisk linje, der både kan påvise et fald i voldshandlinger samt en reel tilbagetrækning af uniformeret personel. Der er ikke noget at sige til, at Obamas tidligere meget skarpe tone i forhold til privatisering af sikkerhed og militære operationer på det seneste er forstummet.

For så vidt angår de skjulte operationer i Pakistan, Yemen og Somalia, er det i modsætning til de offentlige operationer hér, den virkelige amerikanske sikkerhedspolitik bedrives. De seneste operative succeser mod Osama bin Laden og hans potentielle efterfølger, Ilyas Kashmiri, har givet Obama nævneværdig goodwill i forhold til sikkerhedspolitikken. Denne politiske kapital kan dog meget vel sløre nogle vigtige tendenser omkring Obamas hemmelige operationer. Først og fremmest har han med tydelighed set fordelen i at disse operationer ikke diskuteres vidtgående i det offentlige rum, og en række udviklinger synes at sikre dette.

Militarisering og privatisering af efterretningsvirksomhed
De målrettede angreb på bin Laden og Kashmiri blev udført under ledelse af det såkaldte Joint Special Operations Command (JSOC). Denne enhed, bestående af specialstyrker, opererer i modsætning til CIA udenfor Kongressens tilsyn og kan således indsættes uden nævneværdig demokratisk kontrol. Desuden gennemføres operationer, inklusive likvideringer, i eksempelvis Pakistan, Yemen og Somalia med anvendelse af privat sikkerhedspersonale, hvilket den seneste sag om den CIA-kontraktansatte Raymond David, der blev arresteret af pakistanske myndigheder for drabet på to pakistanere i Lahore, illustrerer. Efter at de amerikanske myndigheder, inklusive Obama selv, havde presset for løsladelsen af den tidligere Blackwater-ansatte, blev frigivelsen endelig gennemført med betalingen af 2.4 millioner dollars til familierne til de afdøde.

Udover den i dag noget slørede distinktion mellem offentlig og privat i sådanne hemmelige operationer, som professor ved Copenhagen Business School Anna Leander blandt andet har forsket i, udviskes grænsen tillige mellem det militære og det efterretningsmæssige miljø. I de omtalte operationer er soldater spioner og spioner er soldater. New York Times-journalisterne Mark Mazzetti og Eric Schmitt har for nyligt problematiseret denne stigende amerikanske militarisering af efterretningsvirksomheden, hvor specialstyrker og kontraktansatte operatører varetager både indhentningsopgaver og clandestine (hemmelige, red.) operationer. I 2009 underskrev daværende chef for CENTCOM, General David Petraeus, en eksekutiv ordre, der tillod JSOC at operere i eksempelvis Saudi Arabien, Jordan, Iran samt andre områder i Centralasien.

Desuden hævder nogle, at CIA hastigt forvandles til primært at fungere som en paramilitær organisation. Et sådan tendens vil givetvis fortsætte med nuværende CIA-direktør Leon Panetta som ny amerikansk forsvarsminister samt General David Petraeus, nuværende chef for de amerikanske styrker i Afghanistan, som ny chef for CIA.

Leon Panetta har allerede sikret, at fundamentet for et stærkt CIA er til stede med hans succesrige magtkamp mod den tidligere chef for den samlede amerikanske efterretningstjeneste, Admiral Dennis Blair. Dennis Blair har senest i et vidnesbyrd overfor Kongressen stillet sig meget kritisk i forhold til CIA’s ny rolle og i stedet foreslået en opdeling af CIA i en analytisk del samt en paramilitær del. Desuden har Blair i en personlig samtale med denne skribent kraftigt kritiseret den nuværende tendens indenfor brugen af kontraktansatte i efterretningsmæssige operationer. Blairs interne kritik kostede ham jobbet, og meget kunne tyde på, at Obama fortsat ser stor værdi i CIA, Pentagon samt privatsektorens tætte samarbejde i den fortsatte kamp mod terrorisme.

Nye fronter
Kampen mod terrorisme finder i stigende grad sted udenfor Afghanistan. I dag er fronten flyttet til henholdsvis Pakistan og Yemen. Mange analytikere ser Anwar al-Awlaki og al-Qaeda på den arabiske halvø (AQAP) som den største trussel mod USA i dag, og den ustabile situation i Yemen har besværliggjort JSOC’s operationer. Kampen mod AQAP fandt, indtil han blev såret, sted i tæt samarbejde med Yemens Præsident Ali Abdullah Saleh. Ifølge tidligere Defense Intelligence Agency (DIA) analytiker Joshua Foust var Obama ikke sen til at optrappe JSOC’s operationer i Yemen og selvom Foust ikke principielt er uenig i anvendelsen af sådanne metoder, har han kraftigt advaret mod de bevismæssige standarder for, hvornår likvideringer kan anvendes, som i hans øjne er ”skræmmende lave”.

Det står selvsagt noget uklart i hvor høj grad clandestine operationer (der i modsætning til indhentningsopgaver har til formål direkte at ændre det politiske status quo i det pågældende land) finder sted også udenfor den umiddelbare kamp mod terrorisme, men såfremt Iran f.eks. er på radaren, kunne det tyde på, at kampen mod spredning af masseødelæggelsesvåben tillige gør brug af sådanne metoder.

I Seoul diskuteres den nylige udnævnelse af den etnisk-koreanske Sung Kim som amerikansk ambassadør til Sydkorea tillige i dette lys. Sung Kim fulgte som 13-årig i 1973 med sin far til USA efter denne opsagde sit arbejde på den sydkoreanske ambassade i Tokyo. Sung Kims far forlod sit hjemland efter at være blevet anmodet af sydkoreansk CIA om at bistå med kidnapningen af den senere sydkoreanske præsident Kim Dae-jung.

I en personlig samtale med en sydkoreansk professor i efterretningsvirksomhed kom det frem, at udnævnelsen af Sung Kim meget vel kunne antyde en optrapning af clandestine operationer i Nordkorea. Professoren, en daværende afdelingschef indenfor efterretningsverdenen i Seoul, der var blevet bedt om at tager over efter Sung Kims far på ambassaden i Tokyo, gik endda så vidt som til at spekulere i, at Sung Kims efterretningsmæssige mandat i forhold til clandestine operationer i Nordkorea allerede var forhandlet på plads med sydkoreanerne.

Uagtet om et mandat er på plads eller ej, så synes Sung Kim at have den ideelle baggrund til at overse sådanne aktiviteter. Sung Kim anses for Obamas største aktiv i forhold til Nordkorea. Som etnisk koreaner taler han sproget og kender modparten særdeles godt – udover at have ledet de amerikanske sekspartsforhandlinger, har han besøgt Nordkorea intet mindre end ti gange. Motivationen ville formentlig heller ikke afholde ham fra denne opgave, særligt når man tager i betragtning, at hans egen far i 1958 blev kidnappet af det nordkoreanske regime og tilbageholdt i tre uger. Frustrationen over Nordkorea er stor og der spekuleres i Obama-regeringen åbent i om tiden er inde til at forsøge at påvirke den uforudsigelige Kim Jong-il igennem handlinger og ikke ord. Sung Kim kunne meget vel være manden, Obama har udpeget til denne opgave.

Genvunden tro på CIA
Tiden hvor CIA kunne gennemføre fuldbyrdede (og forfejlede) landinvasioner som Svinebugten i Cuba er selvsagt ovre, men organisationen har sjældent stået så stærkt som i dag. Da Obama tog Leon Panettas parti over dennes chef, Dennis Blair, signalerede han klart, hvor magten i det amerikanske efterretningssystem var placeret.

Senest har seniorrådgiver ved Center for a New American Security (CNAS) og tidligere efterretningsofficer Dr. Patrick Cronin over for denne skribent bekræftet, at magten i det amerikanske efterretningssamfund i dag reelt ligger hos chefen for CIA samt Obamas chefrådgiver for kontraterrorisme, John Brennan, mens den formelle chef General James Clappers rolle som national efterretningsdirektør er reduceret til en koordinerende eller ligefrem ceremoniel funktion.

Pragmatismens demokratiske underskud?
Med de nye udnævnelser, har Obama nu tre stærke mænd til at gennemføre sine visioner for sikkerhedspolitikken de kommende år. Trioen forsvarsminister Leon Panetta, antiterrorrådgiver John Brennan samt USA’s mest populære general siden Eisenhower og en mulig kommende præsidentkandidat, David Petraeus, skal videreføre den linje som præsidenten med al tydelighed har lagt. Denne linje peger på, at Obamas pragmatiske indstilling typisk ikke anser det for formålstjenligt at dele oplysninger med Kongressen.

Der er i dag ikke meget opbakning til Bush’ doktrin, men på trods af den forfejlede invasion i Irak, var Bush’ ligefremme og værdibaserede ledelsesstil ensbetydende med en meget offentlig debat vedrørende hans politiske beslutninger. Bush-regeringen opererede givetvis også i det skjulte, men i forsøget på at samle opbakning til sine sikkerhedspolitiske visioner, blev hans holdninger og værdier ofte gjort til genstand for stor offentlig debat. Det samme kan man ikke sige om hans efterfølger.

Præsident Obama vægter først og fremmest sikkerhedspolitikken på dens politiske præmisser: Er den realistisk? Er den indenfor rammerne af det finansielt mulige? Kan den sælges til det amerikanske folk? Dette betyder, at vi ikke vil se nye storstilede invasioner fra Obamas side. Men det har også en anden konsekvens. Pragmatismens skjulte bagside er, at mange sikkerhedspolitiske beslutninger træffes, ikke bare uden om den offentlige debat, men også uden om Kongressen. Efterlader dette et demokratisk underskud? Og er det i så fald et problem, hvis blot beslutningerne er de rigtige? Døm selv…

Morten Hansen (f. 1975) er PhD-stipendiat ved Korea University i Seoul, hvor han forsker i nye tendenser indenfor amerikansk efterretningsvirksomhed. Morten er bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet, master i militærstrategiske studier fra S. Rajaratnam School of International Studies ved Nanyang Technological University i Singapore samt MBA fra Aarhus Universitet/Syddansk Universitet.