22.07.2011

Det Hvide Hus kom til at forære Republikanerne et valgslogan, da en anonym Obama-rådgiver sagde til en journalist, at ”ledelse bagfra” var præsidentens strategi i forhold til Libyen. Siden har ”leading from behind” udviklet sig til et smædeslogan, som Republikanere hæfter på alt hvad Obama gør eller ikke gør, både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk.

[President Obama’s] Administration boasts that he is “leading from behind” in Libya.
– Mitt Romney, tidligere guvernør for Massachusetts og præsidentkandidat

President Obama, once again on the economy, is leading from behind.
– Michelle Bachmann, kongresmedlem fra Minnesota og præsidentkandidat

President Obama [is] leading from behind and refusing to address the real issues facing our economy.
– Tim Pawlenty, tidligere guvernør for Minnesota og præsidentkandidat

Af Ulrik Jørstad Gade

UDTRYKKET ”leading from behind” passer perfekt ind i Republikanernes fortælling til konservative vælgere: Obama er en kujon, der svækker Amerika med sin pessimisme, forsigtighed og pragmatiske kompromiser. Og det gør udtrykket ekstra værdifuldt for Republikanerne, at det kommer fra Obamas egen stab – administrationens ejerskab gør det endnu lettere at få vælgernes usikkerhed om fremtiden til at klæbe til Obama, så de selv kan fremstå som det optimistiske, modige og handlekraftige alternativ.

Mitt Romney, der foreløbig fører an i feltet af Republikanske præsidentkandidater, har formet store dele af sin kampagne som den direkte modsætning til Obamas ”svage” stil. ”Leading from behind” blev gjort til en af Romneys vigtigste punchlines, da Romney officielt annoncerede sit kandidatur. Romney sagde, at Obamas administration ”praler med, at han ’leder bagfra’ i Libyen,” og at præsidenten generelt er ”tøvende og usikker” i forhold til den arabiske verden. Med indstuderet afsky sagde Romney, at Obama ligefrem havde indledt sit præsidentskab med at ”rejse verden rundt for at undskylde for Amerika!”

Konservative har længe foragtet Obamas udenrigspolitik, som de skiftevis beskriver som svag, naiv, ubeslutsom, europæisk og defaitistisk. Ordene er stort set synonymer, når de bliver brugt i konservativ kritik af venstreliberale, og deres betydning hænger nært sammen med et andet af konservatives yndlingsord i valgkampen, nemlig ”declinism” – at Obama og demokraterne ikke ”tror på Amerika”.

Romney har derfor gjort ”Believe in America” til sit kampagneslogan, og hele kampagnens hjemmeside fremstiller Romney som Obamas diametrale modsætning. Man kan blandt andet læse, at “I stedet for at undskylde for Amerika og ’lede bagfra’, vil Mitt Romney forfølge en strategi, der bygger på et stærkt Amerika.” Kampagnesiden har ”Et stærkt militær” som det øverste punkt på Romneys udenrigspolitiske dagsorden, og ”No apology” (”Ingen undskyldninger”) er et af hans centrale kampagneslogans.

Beskrivelsen af Obama som ”leading from behind” stammer fra en artikel i The New Yorker den 26. april, hvor en unavngiven Obama-rådgiver brugte udtrykket i en samtale med journalisten og kommentatoren Ryan Lizza.

Artiklen er en lang (9.000 ord!) og nuanceret beskrivelse af, hvordan Obama håndterede konflikten i Libyen. Den beskriver de mange overvejelser og interne magtkampe, der er foregået omkring Obamas stab, med baggrund i en lang række interviews med centrale aktører.

Rådgiveren er citeret i allersidste afsnit, hvor vedkommende beskriver Det Hvide Hus’ håndtering af Libyen – der som bekendt primært er foregået gennem FN, NATO og i samarbejde med Den Arabiske Liga, frem for som en unilateral amerikansk aktion – som ”leading from behind”. Rådgiveren forklarer videre, at strategien ”står i klar modsætning til John Wayne-forestillingen om Amerikas rolle i verden,” men at den er nødvendig for at ”føre os gennem” en vanskelig historisk fase.

Lizza selv mener, at ”leading from behind” meget nøjagtigt beskriver den balance, som Obama forsøger at finde for USA på den internationale scene. En tilgang til lederskab, som er meget anderledes end den, USA traditionelt har været kendt for, og som afspejler to grundlæggende erkendelser i Det Hvide Hus: At USA’s relative magt på verdensplan er for nedadgående, og at USA er ekstremt upopulær i mange dele af verden.

Men det er netop denne form for realisme, mange konservative tolker som svaghed. Og derfor fik artiklen øjeblikkeligt en række konservative kommentatorer til at gå i blodrus. For dem var citatet en afsløring af, hvad de hele tiden havde haft på fornemmelsen: Obama er en taberpræsident med en taberstrategi for Amerika.

John Podhoretz, tidligere taleskriver for præsidenterne Ronald Reagan og George H. W. Bush, brød ud i skadefro jubel på sin blog: ”Leading from behind. Hoo boy.” Han forudså straks, at ”leading from behind” ville blive en hjørnesten i kritikken af ”Obamaismen” frem til præsidentvalget i 2012. ”Vendingen er faktisk så afslørende, at jeg ikke ville blive overrasket, hvis Det Hvide Hus går på jagt efter den person, der sagde det, for at smide ham ud af vinduet før han gør mere kolossal skade på hans chefs chancer for genvalg.”

Den neokonservative Charles Krauthammer skrev straks i The Washington Post (og de ca. 200 andre amerikanske aviser, der fast bringer hans klummer), at vi nu endelig havde fået en slags forklaring på, hvorfor Obama “med vilje mindsker amerikansk tilstedeværelse, status og lederskab i verden.”

Erick Erickson fremsatte den samme analyse i sin toneangivende konservative blog, redstate.com: ”Barack Obamas udenrigspolitik er baseret på en holdning om, at vi har opgivet eller er blevet frataget vores lederrolle i verden,” skriver Erickson. ”Han handler med vilje som en fiasko.”

Det har ikke gjort nogen forskel for konservative, at venstreliberale bloggere hurtigt gjorde opmærksom på, at hyrdemetaforen om at ”lede bagfra” tidligere er blevet brugt af Nelson Mandela til at beskrive sin egen ledelsesfilosofi. Men uanset hvor godt Mandelas beskrivelse af subtil magtudøvelse passer som slogan for moderne ledelse, passer den ikke ret godt på konservative amerikaneres nationale selvbillede og idealer om styrke, suverænitet og handlekraft.

I mange konservatives øjne er Obamas multilaterale, pragmatiske kurs per definition en svækkelse af USA’s retmæssige og naturlige rolle i verden. For dem er det i sig selv ydmygende, at Amerika ikke bare gør, som det passer dem. De forstår ikke, hvorfor Obama ”tøver”, hvorfor han ”skjuler sig bag NATO”, hvorfor han lader sig ”lænke af FN-resolutioner,” sådan som en anden præsidentkandidat, Tim Pawlenty, har kritiseret Obama for.

Ryan Lizza prøvede efterfølgende at begrænse skaden med et blogindlæg, hvor han pegede på, at Obamas strategi jo havde virket. Obama havde opnået det, han ville: Han sikrede FN’s opbakning til militær indgriben i Libyen. Med andre ord havde Obama sat USA’s vilje igennem globalt på en måde, der hverken lykkedes for Bill Clinton i forhold til Kosovo eller George W. Bush i forhold til Irak.

Men den slags pragmatiske resultater interesserer ikke konservative som Krauthammer og Podhoretz. Modsat Lizza og andre Obama-sympatisører mener de konservative nemlig ikke, at den relative svækkelse af USA’s globale magt er en realitet, som præsidenten skal acceptere og handle efter. Tvært imod mener de, at præsidentens tabermentalitet er selve årsagen til svækkelsen. Som Podhoretz fortsatte sin blodrus i den Murdoch-ejede tabloidavis New York Post: ”En nations aftagende magt er ikke som månens effekt på tidevandet, styret af kræfter vi ikke kan kontrollere. Den er et resultat af handlinger, optræden, ideer.”

Det Hvide Hus har længe forsøgt at tie ”kommunikationslækagen” ihjel, men i sidste ende blev den så belastende, at administrationen nu forsøger at rejse sig ved det træ, hvor den er faldet – nemlig i præsidentens sikkerhedspolitiske stab. Modangrebet blev sat ind på CNN, hvor Obamas nationale sikkerhedsrådgiver Thomas E. Donilon lagde stor energi i at afvise karaktermordet på sin chef.

Donilon forsøgte på ingen måde at fremhæve det fornuftige ved ”ledelse bagfra”, og han anerkendte ikke, at der skulle være nogen form for sandhed i dets beskrivelse af Obama. Han sagde i stedet, at citatet ”ikke kunne være mere forkert”, og det intet havde med hverken Obamas udenrigspolitik eller måde at forvalte sit præsidentskab på. Han holdt en lang tale om Obamas stærke lederskab og lagde maksimal afstand til den stadigt unavngivne rådgiver, der havde brugt det over for Ryan Lizza i foråret: ”Jeg forstår ikke hvordan den person, hvem end han eller hun var, kunne kalde sig selv rådgiver for præsidenten. Det er tydeligvis en rådgiver, der aldrig har ført en seriøs samtale med ham.” (Se hele udsendelsen her. Fareed Zakarias spørgsmål om ”leading from behind” kommer sidst i interviewet med Donilon, ca. 27 minutter inde i udsendelsen).

Valget næste efterår bliver først og fremmest afgjort af, om vælgerne oplever, at der sker fremskridt i økonomien, at arbejdsløsheden falder, at deres købekraft stiger, og at USA hverken er truet udefra eller sidder fast i for mange meningsløse krige i fjerne lande. Men på den baggrund bliver valget samtidig et spørgsmål om, om vælgerne til næste efterår vil tro mest på Krauthammers og Romneys tolkning af præsidentens ledelse, eller om de accepterer Donilons og Lizzas. Med andre ord: Opfatter de Obamas pragmatiske lederstil som en svaghed eller en styrke for Amerika? ■

Ulrik Jørstad Gade (f. 1979) er cand.mag. i historie fra KU med amerikansk politik og politisk retorik som speciale. Han arbejder som Online CommunityManager for den internationale avisdatabase Outside24.dk og underviser dette efterår i amerikansk konservatisme på Folkeuniversitetet i København.

Illustration: Præsident Obama mødes med de Demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, 2. juni 2011: til venstre for ham sidder partiets leder i Huset Nancy Pelosi t.h. Steny Hoyer, der er partiets whip. Foto: Det Hvide Hus/Pete Souza