13.12.2011

I fredags blev de 17 eurolande enige om en finanspagt, som de øvrige ti EU-lande kan vælge at tilslutte sig. Storbritannien siger blankt nej, mens Danmark overvejer situationen. Økonomiprofessor Niels Thygesen mener, vi bør tilslutte os den. Men vi skal ikke tro, den løser krisen: ”Der er ikke nogen samlet plan for EU’s situation. Der mangler også nogle instrumenter til at sikre, at en opretning af konkurrenceevnen faktisk finder sted.”

INTERVIEW af Tine Gjedsted Østergård

ARTIKELOVERBLIK
– Kan Europa redde sig selv?

RÆSON: Hvad betyder det for EU-samarbejdet, at Storbritannien har valgt ikke at støtte op om en traktatændring og dermed har tvunget eurolandene til at lave en selvstændig finanspagt?
Niels Thygesen: Den europæiske kreds er ikke lige så splittet, som det ser ud til i øjeblikket. Det er i realiteten Storbritannien, der har et problem, når de vælger at stå uden for samarbejdet. Storbritannien har gennem længere tid taget afstand til en traktatændring, og landet vidste i virkeligheden godt, at de øvrige lande ikke ville gå med til Storbritanniens krav om at få indrømmelser og garantier til deres finansielle sektor. Med Storbritanniens modstand mod en traktatændring havde de 17 euro-lande ikke andet valg end at finde en alternativ løsning, der kan sikre, at vi ikke oplever en gentagelse af, hvad vi har oplevet i de seneste år. Det hele vil formentlig føre til, at Storbritannien melder sig ud af EU. Det vil dog ikke have den store betydning for EU-samarbejdet, da Storbritannien stadig vil være en del af det indre marked, mens de øvrige EU-lande formentlig vil tilslutte sig pagten, når forhandlingerne finder sted i de kommende måneder.

RÆSON: Bør Danmark indgå i pagten og dermed underlægge sig øget kontrol fra EU, eller skal vi lægge os på linje med Storbritannien?
Thygesen: Danmark skal i hvert fald ikke lægge sig på linje med briterne. Vores EU-forbehold har på visse punkter lignet det britiske forbehold, men det har aldrig været magen til. Vi har hele tiden ført en politik, hvor vi valuta- og rentemæssigt har holdt os tæt på euroområdet, og frem til 2009 har vi ført en finanspolitik, der holdt sig langt inden for reglerne. Der er nogen, der hævder, at traktaten ikke er særlig interessant for Danmark, men jeg mener, at vi bør støtte op om regler, der gør det muligt at håndhæve kravet om, at lande ikke bare kan gå langt ud over grænsen på tre procent af BNP. Det krav har eksisteret siden 1991, men er systematisk blevet tilsidesat i mange lande gennem de senere år. Det er selvfølgelig ikke sådan, at de lande, der ligger langt over de tre procent, kan komme ned på tre procent i løbet af meget kort tid, men det gælder om at få nogle klare aftaler om at nedbringe underskuddene. Derudover er der mange, der siger, at finanspagten vil forhindre os i at lave ekspansiv politik. Det vil det kun i den forstand, at vi ikke har forberedt os på at have noget råderum til at føre en ekspansiv politik. Hvis man starter fra en situation, hvor man ikke har noget råderum og alligevel gerne vil føre en ekspansiv politik, så kommer man i konflikt med sådan nogle regler. Det er i og for sig ikke urimeligt. Alt i alt vil det være en overraskelse, hvis Danmark ikke tilslutter sig finanspagten.
RÆSON: Hvad mener du om finanspagtens udformning?
Thygesen: Jeg mener ikke, den er omfattende nok. Det ville være ønskeligt, om man kunne have brugt traktaten, som omfatter alle 27 lande, men når det ikke kan lade sig gøre på grund af den britiske holdning, så må man lave en delvis løsning. Der kan så komme en ny løsning, hvis Storbritannien træder ud af samarbejdet. Traktaten bærer præg af, at man har været skræmt af markedsrelationerne. Man vil være helt sikre på, at situationen ikke gentager sig, og derfor indfører man nogle idealistiske tiltag i det nye forslag. For eksempel at den Europæiske Domstol skal kunne blandes ind i, om et land har opfyldt de økonomiske forpligtelser eller ej. Det er at gå lovlig vidt, og jeg tvivler også på, at det bliver vedtaget. Der sker i øvrigt under alle omstændigheder det, at der 1. januar 2012 træder et nyt regelsæt i kraft, som opstrammer stabilitetspagten. Det er overraskende, at man slet ikke taler om det. Man kunne spørge, om det ikke var tilstrækkeligt at se tiden lidt an og se, om ikke opretningen i Italien og Spanien var godt på vej. Men man har ikke villet tage nogen chancer. Markedsreaktionerne har været ganske kritiske gennem længere tid, og derfor kan man godt forstå, at stats- og regeringscheferne er blevet enige om at stå sammen om nogle principper, som sådan set har ligget der hele tiden i form af Mastricht-traktaten, men som ikke er blevet fulgt. Derfor kan der være behov for at markere, at nu skal det for alvor fungere. Så på mange punkter synes jeg, det er fornuftige ting, man er blevet enige om, men det er lovlig stift. Det er svært at forestille sig, at man fuldstændig automatisk kan skride til de aktioner, man taler om.

RÆSON: Hvordan forholder Den Europæiske Centralbank sig til situationen?
Thygesen: Fra markedernes side har man ventet på, at den Europæiske Centralbank skulle erklære, at den er klar til at gå ind og støtte markedet. Det har Centralbanken så ikke villet – hvilket jeg udmærket forstår – og det burde heller ikke være nødvendigt, hvis der var politiske mekanismer, som kunne sikre, dels at politikken på længere sigt var holdbar, og dels at der var en politisk mekanisme for at give lån og kreditter til lande med store problemer. Jeg synes, at Centralbankens reaktion er forståelig. Markederne er skuffet over det, fordi de har vænnet sig til at se Centralbankerne i USA og Storbritannien gå ud og købe statsobligationer i meget stort omfang. Men det er også enklere, fordi det er stater, hvor der er et stort marked for statsobligationer og ikke en række nationale udstedere. Det er en politisk vurdering at tage stilling til, om man skal købe eksempelvis italienske obligationer frem for spanske. Den Europæiske Centralbanks opgave er at sikre likviditeten i det europæiske banksystem, og siden krisen brød ud for over fire år siden, har de faktisk gjort det i et meget stort omfang. Så grunden til, at vi overhovedet har et rimelig velfungerende banksystem i Europa, er, at ECB har været der til at tilføre billig likviditet til bankerne, så de kunne bevare noget af deres udlånskapacitet, ellers havde vi set et helt anderledes tilbageslag. Men det er ikke ECB’s opgave at tage stilling til, om de eksempelvis skal købe italienske statsobligationer, fordi rentespændet er blevet lidt for stort. Det er en politisk opgave, som skal ses i sammenhæng med de låne- og opretningsvilkår, som gælder for eksempelvis Italiens økonomi.

RÆSON: Finanspagten skal sørge for, at euro-landene holder balance i de offentlige budgetter og ikke får et budgetunderskud på mere end 3 % af BNP. Er det den rigtige måde at gribe krisen an på? I en artikel i Finansial Times hævder Martin Wolf, finanskrisen IKKE skyldes gældsproblemer, men de enkelte landes dalende konkurrencedygtighed.
Thygesen: Det er rigtigt, at der ikke kun kan tales om et gældsproblem. Der er også et betalingsbalanceproblem. Det, der gør gældsproblemerne meget vanskelige for navnlig Grækenland og Portugal, er, at de har finansieret store dele af deres statslige underskud i udlandet og ikke på deres egne markeder. Derfor har de et stort betalingsbalanceproblem. De har haft cirka 10 % underskud over for omverdenen i de seneste år af krisen. Derfor skal de på en eller anden måde have lavet nogle omstruktureringer, der kan forbedre deres konkurrenceevne. Noget af det går ud på, at de skal have tilpasset deres lønniveau, og det er de også i gang med. Det hele hænger sammen med det her om, at der ikke er nogen samlet plan for EU’s situation, og hvordan man skal placere sig i forhold til omverdenen. Der mangler også nogle instrumenter til at sikre, at en opretning af konkurrenceevnen faktisk finder sted.

Tine Gjedsted Østergård (f. 1986) er bachelor i dansk og læser kandidat i journalistik ved Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Den tyske kansler Angela Merkel og EU-præsident Herman van Rompuy.