25.05.2011

Obamas udmelding om at en fremtidig palæstinensisk stat skal etableres med udgangspunkt i 1967-grænserne har sat Netanyahu under pres. I værste fald må han se et flertal i FN anerkende en sådan stat til september. Men han hjælpes dog godt på vej af tidligere generationers arbejde med at fylde landskabet, skriver Cavling-vinder Jørgen Flindt Pedersen til RÆSON.

Af Jørgen Flindt Pedersen

Kedumim ligger på en bjergtop i det, som israelerne kalder for Samaria og vi andre for Vestbredden. Jeg kom til at tænke på mit besøg i byen, da premierminister Netanyahu under sin tale til USA’s kongres i går blev ved med at tale om 1967-grænserne som ”indefensible”.

Vi henvendte os ved hovedindgangen til bosættelsen for at få en samtale med byens borgmester Daniela Weiss – en af pionererne fra Kedumims kontroversielle grundlæggelse i 1975. Efter erobringen fra Jordan i 1967 begyndte mange at propagandere for, at man skulle kolonisere den Vestbred, hvor der ellers kun boede jøder i Kiryat Arba ved Hebron. Regeringen var imod det, men grebet af ønsket om at komme nær til de bibelske steder i et Storisrael og af overbevisning om, at facts on the ground i det lange løb ville bestemme nationens endelige grænser, vandt de unge pionerer i sidste ende kampen og fik lov til at blive. I dag bor der omkring 5000 bosættere på dette og nærliggende bjerge.

Og vi bliver da også fortalt, at det nye rådhus netop er blevet placeret langt uden for byen på en bakketop. Det er her, at borgmester Daniela Weiss griber et kort af Israel og med forarget stemme viser os, hvor smalt der er på det smalleste sted, og at hun derfor – ligesom daværende udenrigsminister Abba Eban – vil kalde de nuværende grænser for ”koncentrationslejrgrænser”. Altså grænser, som risikerer at føre til Israels udslettelse og et nyt Holocaust.

Det kan lyde hysterisk i vores ører, men ingen skal selvfølgelig underkende jøders forståelige frygt for en gentagelse af rædslerne dengang i Europa, og ingen skal derfor negligere virkningen af den slags argumentation. Men hvor meget land skal der til, før denne frygt kan elimineres? Hvor mange flere bakketoppe skal erobres af Daniela Weiss´ unge pionerer, og hvor lidt kan der ende med at blive tilbage til den palæstinensiske stat, som selv premierminister Netanyahu bedyrede over for den amerikanske kongres, at han går ind for?

Den israelske premierministers besøg i USA blev domineret af et udspil fra præsident Obama i dennes mellemøsttale, hvor Obama nok tog afstand fra den anerkendelse af Palæstina som stat, der muligvis vil finde sted i FN’s generalforsamling til september, men til gengæld som noget helt afgørende nyt i forhold til den foregående Bush-regering erklærede, at 1967-grænserne måtte være udgangspunktet for en fredsaftale. Dermed var Netanyahu bragt i defensiven – den, der hele tiden med forskellige argumenter måtte erklære, hvorfor han ikke kunne gå ind i forhandlinger.

Men som Nehemia Shtrasler skriver i det israelske dagblad ”Haaretz”, er der hverken noget nyt eller overraskende i, at Netanyahu ikke ønsker forhandlinger om en palæstinensisk stat. Han er – som Shtrasler skriver – akkurat den samme politiker, som efter sin tiltræden i 1996 øjeblikkelig gik i gang med at sabotere Oslo-aftalerne. Og hans vision for en palæstinensisk stat handler om tre landområder, der er adskilt af bosættelser som Ariel og Ma´aleh Adumim – sådan at Israels grænse rykkes mod vest, og Jordandalen forbliver under israelsk militær besættelse. Og med et udelt Jerusalem som Israels hovedstad. Som den israelske skribent konkluderer: ”A clear nonstarter”.

Netanyahu kunne nyde klapsalverne hos vennerne i den pro-israelske lobby AIPAC og den amerikanske kongres, hvor mange af medlemmerne er økonomisk afhængige af jødiske penge. Men der venter tømmermænd forude, når et overvældende flertal af medlemmerne i FN stemmer for en palæstinensisk stat, og Israel dermed står mere og mere isoleret internationalt – nu også med en amerikansk præsident, der offentligt giver udtryk for et andet syn på, hvilke grænser der er forsvarlige.

Spørgsmålet er, hvordan den israelske offentlighed vil reagere på denne udvikling, og om der kan opstå et alternativ til Netanyahu. Forsvarsminister Ehud Barak barsler med et nyt parti, og det må endnu en gang slås fast som en realitet i israelsk politik, at hvis der skal gøres indrømmelser – som Barak faktisk gjorde det under forhandlingerne i Camp David i år 2000 – så skal det helst være med en tidligere general i spidsen. Kun det kan tilsyneladende dæmpe frygten for, om man kan overleve med koncentrationslejrgrænser.

Da vi havde interviewet borgmester Daniela Weiss skulle vi besøge en familie i selve bosættelsen. En meget typisk familie. De to store drenge aftjente deres værnepligt i eliteenheder, og to af de mindre børn havde deltaget i de voldsomme protester mod den daværende regerings forsøg på at fjerne en ulovlig udpost. Forældrene var overbeviste bosættere, men dog af den mere moderate slags, og de fremførte over for mig, at der ikke kunne blive fred med ”araberne”, så længe Israel ikke fandtes i de palæstinensiske skolebøger. Næste dag besøgte jeg en fællestime i skolens aula. Her projicerede læreren et kort op på væggen, som viste et Storisrael uden antydning af 67-grænser.

Og det er i realiteten dette kort, der gælder i dag. Det er de facts on the ground, som er skabt siden 1967. Det er den besættelse, som Netanyahu ikke vil opgive, og det er den realitet, som den internationale verden må tage stilling til, når der stemmes i FN til september.

LÆS JØRGEN FLINDTS SENESTE ISRAEL-PALÆSTINA-ANALYSE I RÆSON HER

Foto: Netanyahu og Obama (The White House)

Jørgen Flindt Pedersen (f.1940) er vinder af Cavlingprisen 1979. Cand. scient.pol. 1964 fra Aarhus Universitet. Chefredaktør ”Det Fri Aktuelt” 1987-2003. Adm. Direktør TV2/DANMARK 1993-1999. Siden 2000 freelancejournalist, forfatter og filminstruktør. Har fra Mellemøsten bl. a. produceret filmen ”De Besatte” og skrevet bogen ”Brylluppet i Ramallah”.

KRASNIK vs PAKZAD om ISRAEL-PALÆSTINA. Mandag 30. maj kl. 21-22 på Facebook.com/raesondk debatterer journalist Martin Krasnik og kommentator Poya Pakzad, om anerkendelse af en palæstinensisk stat uden om Israel er den rette vej at gå, og hvis ikke, hvilke alternativer der så er. Deltag i debatten med spørgsmål og kommentarer. Ordstyrer: Helen Hajjaj, RÆSONs Mellemøstenredaktør.