31.05.2011

Indenrigspolitiske forhold har begrænset de tjekkiske og ungarske EU-formandskabers handlekraft. Nu er det Polens tur, og det bliver næppe bedre. Blandt andet fordi de i forvejen egenrådige polakker skal have parlamentsvalg lige midt i formandsskabet.

Af Søren Riishøj

Den ungarske regering har i løbet af sit EU- formandskab fremsat flere yderst kontroversielle love. Det har sin naturlige forklaring : den ungarske premierminister og nuværende EU-formand, Viktor Orban prioriterer den nationale dagsorden højere end den europæiske. Orbans ønske er genvalg ved det næste valg, og det sætter præg på landets EU-formandskab. Omkring årsdagen for Fideszs store valgsejr, erklærede Orban da også stolt, at ingen, heller ikke EU, skal have lov til at undergrave Ungarns politiske og økonomiske handlefrihed.

Det ungarske formandskab må indtil nu siges at være forløbet turbulent. Viktor Orban og hans regerende parti, Fidesz er ikke i høj politisk kurs i det øvrige Europa. Skytset har især været rettet mod den nye ungarske medielov og den nye forfatning.

Medieloven indeholder flere problematiske ”gummiagtige” og derfor fortolkbare paragraffer, ligesom kontrollen med lovens gennemførelse helt er overladt til Fidesz. Den nye grundlov indeholder flere paragraffer, der mest af alt er taget fra Fidesz’ eget program. Regeringens særlige ”kriseskat” på banker og udenlandske virksomheder har også været genstand for kritik, især blandt landets udenlandske investorer. En lov, der sætter loft over høje lønninger, eksempelvis for centralbankchefen, er heller ikke faldet i god jord og er fra Den Europæiske Centralbank (ECB) blevet betegnet som en trussel mod nationalbankens uafhængighed.

Det er ikke for meget sagt, at med ”27 Orban’ere” ved roret ville EU befinde sig i en krise, der overstiger den nuværende med euro’en og medlemslandenes økonomier.

Østeuropæiske formandskaber er ofte problematiske
Frem til 1. juli har Ungarn EU-formandskabet, og fra juli er det Polens tur. Efter de slovenske og tjekkiske formandskaber er vi således nået frem til det tredje og fjerde i rækken af østeuropæiske formandskaber. Det slovenske formandskab forløb fredeligt, mens det tjekkiske i 2009 var mere problematisk med den tjekkiske regeringsafgang midt i formandskabsperioden. Tjekkerne var derfor ikke i stand til at fremme fælles politik blandt EU-landene som svar på finanskrisen, der var brudt ud lige før formandskabet begyndte.

Det polske formandskab er forhånd imødeset med spænding. Polakkerne er både kendt og frygtet for sin høje patriotisme og udenrigspolitiske aktivisme, og det selv om Kaczynski’s nationalistiske Ret og Retfærdighedsparti ikke længere har regeringsmagten. Dertil kommer, at det polske formandskab kommer til at finde sted midt i den polske valgkamp med parlamentsvalg antagelig i sidste halvdel af oktober og bliver uden tvivl efterfulgt af langstrakte og vanskelige regeringsforhandlinger.

Polen får formandskabet midt i en valgkamp
Det polske formandskab må antages at være bedre forberedt end det ungarske. Den polske regering har haft længere tid til at forberede sig, men der er ikke tvivl om, hvad polakkerne vil prioritere højt.

Minister for europæiske anliggender Mikolaj Dowgielewicz peger i et interview i avisen ”GazetaWyborcza” (23.-25. april, 2011) på de svære forhandlinger om EU’s budget for 2014-2020, færdiggørelse af forhandlingerne om EU-medlemskab for Kroatien, EU’s naboskabspolitik mod Øst, hvor der efter planen skal afholdes et topmøde den 30. september.

Dertil kommer forhandlingerne med Ukraine om en asssocieringsaftale, en ny og ”dybere” frihandelsaftale , samt mere liberale visum-bestemmelser. Hertil kommer emner som energisikkerhed, uddybning af den fælles sikkerhedspolitik gennem at styrke EU kampenheder og i den forbindelse tilnærme EU til NATO.

Når det gælder den økonomiske politik i EU-landekredsen vil polakkerne efter bedste evne tage del i rådslagningerne mellem euro-landene om at styrke EU som helhed økonomisk. Her er formandskabets muligheder begrænsede, men polakkerne vil utvivlsomt søge at undgå et ”two speed Europe” med euro-lande over for ikke-eurolande.

Parlamentsvalgets aftryk
Som et af EU’s større lande agter polakkerne at sætte sit helt eget præg på den politiske dagsorden. Polen vil handle i ”harmoni” med EU-systemet, men ikke være ”usynlig”. Spørgsmålet er så, om Polen evner at tøjle egne interesser og optræde som ”ærlig mægler”.

Her kommer polakkerne nemlig i svære indenrigspolitiske dilemmaer. Oppositionen og især Ret og Retfærdighedspartiet vil under valgkampen uden tvivl beskylde regeringen for at ”sælge ud af polske interesser”, og den kritik vil blive yderligere forstærket, når vi nærmer os valget i oktober.

Især vil budgetforhandlingerne og spørgsmålet om EU’s partnerskabspolitik mod øst komme i det politiske søgelys. Polakkerne prioriterer EU’s udvidelse med Kroatien og Vest-Balkan højt, også relationerne til Moldova. Polen har ligeledes fået et bedre og i hvert fald et mere ”diplomatisk” forhold til Rusland og vil utvivlsomt søge at udnytte dette til egen fordel.

Under det særlige topmøde om østpartnerskabspolitikken i september satses utvivlsomt alt for at opnå et positivt resultat for Polen. Fiasko kan få politiske følger, for mødet finder sted kort for parlamentsvalget.

EUs østpartnerskabspolitik er under pres, da EU’s sydlige lande ønsker at overføre flere EU-penge til Nordafrika. Det samlede budget for partnerskabspolitikken bliver derfor næppe udvidet. Som formandskabsland vil Polen derfor vise flaget også i Nordafrika, både når det gælder fred i Libyen og problemer med illegal indvandring. Den gamle frihedshelt Lech Walesa har været med på en særlig mission til Tunesien, hvor det arabiske forår som bekendt begyndte.

Polen er stormodtager af EU penge, og vil uden tvivl forsøge på at fastholde den gunstige position. Forhandlingerne om EU’s budget fra 2014 afsluttes dog ikke under det polske formandskab og går i arv til danske formandskab i første halvår af 2012.

Formandskabsrollen efter Lissabon
EU-formandskabsrollen har ændret karakter i takt med udvidelserne af antallet af medlemmer og EU’s nye opgaver. Med Lissabon-traktaten er der sket forandringer. Etablering af en EU præsident og udenrigsminister har formindsket formandskabets betydning, især når det gælder relationerne til tredjelande og ”high politics” i EU, for eksempel krisestyring og håndtering af de alvorlige problemer omkring euroen og krisepakker til de økonomisk hårdest ramte lande. Ligeledes EU- topmøder med Rusland og også EU’s egne topmøder er flyttet fra formandskabslandet til Bruxelles.

Det skal heller ikke overses, at formandskabet i anden halvdel af året er forskelligt fra første, da august måned er feriemåned i mange europæiske lande, og i december måned sætter julen uundgåeligt den politiske aktivitet på vågeblus.

Formandskabslandets manøvremuligheder er kort sagt blevet begrænsede, når det drejer sig om de store politiske og økonomiske spørgsmål. Formandskabsrollen er i dag forbundet med, hvad der i fagterminologien kaldes agenda-setting. At sætte emner på dagsordenen, agenda-strukturering, at prioritere emnerne på dagsordenen, og agenda-udelukkelse, at forhindre, at emner kan sættes på dagsordenen. Dertil kommer så, at formandskabslandet helst skal tilsidesætte egne nationale interesser og optræde som den ”ærlige mægler”.

Foto: Vandaliseret EU-skilt i Sopot, Polen, 2003 (commons.wikimedia.org).

Søren Riishøj er lektor ved Instituttet for Statskundskab ved Syddansk Universitet og ekspert i øst- og centraleuropæiske politiske forhold.