25.01.2011

[Frem til valgdagen dækker RÆSON valget på sitet ”Helle eller Løkke?”, der er forbeholdt vores abonnenter samt alle, der har købt bogen. SÆRTILBUD; Bestil abonnement nu (250 kr./året) og få bogen til kun 99 kr.]

Af Frederik Vitting Hermann

RÆSON har talt med Morten Messerschmidt om det forestående folketingsvalg, som han denne gang ikke selv stiller op til. Han siger om den offentlige sektor: ”Jeg synes, at der i visse kredse er opstået den tanke, at de offentlige udgifter kan stige fuldstændigt uhæmmet, uden det har nogen konsekvens. Her tænker jeg særligt på overførselsindkomster. Der er noget helt vanvittigt over, at så brede kredse af befolkningen i dag modtager offentlige ydelser.”

Dansk økonomi kommer indenfor de næste 5, 10 eller 20 år under voldsomt pres fra lavtlønslande i øst, og hvis Danmark skal have en chance for at klare sig i konkurrencen må den offentlige sektor beskæres, siger Messerschmidt: ”Vi har lige nu et økonomisk udgangspunkt med mulighed for at håndtere disse problemer. Det er meget værre for de lande, der i forvejen har en lille offentlig sektor og alligevel har dårlig konkurrenceevne. Vi har muligheden for at rationalisere og nedskære, og kan via langsigtede reformer påvirke både arbejdsmarked og vores omkostningsniveau.”

Stemmer du personligt eller på partiliste?
Det har jeg ikke gjort op med mig selv endnu. Først når valgkampen er begyndt, vil jeg tage stilling til om, der er nogle af de kandidater, der opstiller i min kreds, som jeg vil stemme personligt på. De sidste tre gange har jeg stemt personligt på mig selv, men det kan jeg ikke denne gang.

Har du nogensinde skiftet parti eller kandidat under et valg?
Nej, jeg har været ret overbevist om, at jeg selv var mit bedste valg.

Var Schlüter og Nyrup grundlæggende mere ansvarlige end Fogh, Løkke og Helle?
Ansvarlighed er et meget bredt begreb. Hvis man ser det overordet, var der ikke nogen, der var mere ansvarlige end andre. Man kan dog dykke ned og lave enkeltstående analyser. Schlüter var eksempelvis på udlændingepolitikken klart mindre ansvarlig end Fogh, fordi han indførte udlængeloven og retskravet på familiesammenføring i 1983. Derimod må det pege den anden vej, når det kommer til økonomisk politik. Foghs æra var præget af, at man forsøgte at føre en meget midtsøgende økonomisk politik, hvor de offentlige udgifter steg meget voldsomt – særligt de offentlige udgifter til overførselsindkomster steg voldsomt. Overordnet set tror jeg ikke, at nogle har været mere ansvarlige end andre, men på enkeltområder kan man se en forskel.

Var Foghs økonomiske politik en fiasko?
Nej, det kan man på ingen måde sige. For det første kunne Fogh lige så lidt som alle andre forudsige den finanskrise, der ramte os. For det andet er dansk økonomi stadig i topfrom. De problemer, som Løkkes udspil er møntet på at håndtere, ligger årtier ude i fremtiden. Det udspil han er kommet med på efterlønnen, lægger op til, at efterlønnen først skal være udfaset om 20 år. Dansk økonomi er lige her og nu sådan set fornuftig nok. Vi ligger flot i både EU, OECD osv. Det er ikke rimeligt at forvente, at en politiker i 2004 eller 2005 skulle have forudset den enorme recession i 2007 og 2008. Derfor synes jeg ikke, det er rimeligt at sige, at Fogh var en fiasko hverken på den økonomiske politik eller generelt.

Er den nuværende krisementalitet hos politikere og medier forfejlet, eller bør det blive et valg på økonomien?
Det er meget klogt at få et valg på økonomien. Lige så vel som vi i dag er duks i europæisk og vestlig sammenhæng, lige så lidt er dansk økonomi langtidssikret. Dels på grund af den demografiske ændring i de kommende 20 år. Dels på grund af, at vi i stadig højere grad vil blive presset af lavomkostningslande – både i Østeuropa og længere øst på. De kan ikke længere bare siges at være lavtlønsområder, men er nu også højteknologiske områder med enormt høje uddannelseskvalifikationer, resursemæssig styrke og stadigt lave produktionsomkostninger. Desuden er logistik- og fragtomkostninger blevet lavere. Alt det til sammen gør, at dansk og europæisk økonomi inden for de næste 5, 10, 20 år vil blive sat voldsomt under pres. Jeg synes, det på alle måder er positivt at få en diskussion om, hvordan man håndterer disse problemer. Vi har lige nu et økonomisk udgangspunkt med mulighed for at håndtere disse problemer. Det er meget værre for de lande, der i forvejen har en lille offentlig sektor og alligevel har dårlig konkurrenceevne. Vi har muligheden for at rationalisere og nedskære, og kan via langsigtede reformer påvirke både arbejdsmarked og vores omkostningsniveau.

Troels Heeger og Søren Villemoes advarer Helle Thorning og centrum-venstre mod at ignorere værdipolitikken, udlændingespørgsmålet m.v. Har de ret i, at centrum-venstre ignorerer spørgsmålet – og i, at det er risikabelt?
Vedrørende værdipolitikken er der ingen tvivl om, at de røde håber på, at dette spørgsmål er uddebatteret og med deres accept af en stram udlændingepolitik er sparket til hjørne. Sådan tror jeg ikke, det bliver. Værdidebatten er meget mere end udlændinge og handler også om, hvordan Danmark skal agere på den internationale scene – i EU, NATO, FN osv. ligesom det handler om, hvordan vi håndterer hele menneskerettighedsspørgsmålet, ja faktisk vores demokrati. Her kan man ikke bare krybe i skjul under dække af at have lavet en – i øvrigt dårlig – kopi af VOKs familiesammenføringsregler.

Bliver Danmark nogensinde medlem af euroen?
Nej, det kan jeg slet ikke forestille mig. Jeg vil ikke gå ind i en lang økonomisk redegørelse hvorfor, men kan bare konstatere, at jeg ikke tror euroen overlever særligt mange år endnu. Dels fordi det er blevet så tydeligt, at man kun kan have en fælles valutapolitik, hvis man i alle enkeltheder også styrer landenes økonomiske politik. Det ønsker europæerne ikke. De ønsker at bevare deres nationale frihed. Dels også fordi der er en grænse for hvor længe, man kan overbevise danskere, tyskere, finner og hollændere om, at de skal blive ved med at hælde gode penge ned i det store sorte hul, som de sydeuropæiske landes statsbudgetter udgør. Jeg tror ikke euroen overlever. Jeg er i tvivl om den overhovedet overlever med den nuværende medlemskreds i 2011. Jeg tror meget vel, vi kan se lande blive smidt ud inden næste nytår. Jeg tror simpelthen ikke på, at selve konstruktionen kan overleve på den mellemlange bane. Derfor ville det være fuldstændigt uansvarligt at bede danskerne melde sig ind i euroen.

Tror du Liberal Alliance er kommet for at blive?
Det er umuligt at svare om på, om de har liv i det lange løb. Det var Churchill, der sagde, at en god politiker er ham, der i dag kan forudsige i morgen, og i overmorgen forklare hvorfor han tog fejl. Intet parti overlever, hvis det ikke er opgaven voksen. Hvis Liberal Alliance i dag siger, at 7 – 8 % i målingerne er fedt og læner sig tilbage, tror jeg det kan gå galt. Men hvis man hele tiden sover med støvlerne på, så er der mulighed for at overleve på den lange bane. Jeg tidligere har gjort opmærksom på, at Liberal Alliances mulighed opstod da Det Konservative Folkepartis holdt op med at være konservativt. Deri lå og ligger Liberal Alliances store mulighed. I gennem de seneste ti år er De Konservative gået fra at være et egentligt konservativt parti bundet i tradition og i den konkrete nære virkelighed til at blive et enkeltsagsparti. Den enkelte politiker har kun skullet kunne en sætning udenad: ”Skatten skal ned.” Hvis man i et i øvrigt hæderkronet og gammelt parti som det konservative pludselig kun har en vare på hylden, er det nemt for et nyt parti, at komme ind og overtage vælgerne. Hvis et parti ændrer sig, ændrer partiets vælgere sig jo også. Der har de konservative gjort sig enormt sårbare ved at bevæge sig væk fra den konservative orientering. Det er ødelæggende for et parti kun at have en vare på hylderne.
Hvis ikke de konservative formår at genopdage sig selv, tror jeg at Liberal Alliance er kommet for at blive. Jeg er da mere bekymret for de konservatives overlevelse.

Har København særskilt bygget moské inden for fem år?
Med minaret og alt det her?

Ja…
Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror modstanden er for udbredt. Der er selvfølgeligt et rødt styre, så man ved aldrig. Inden for fem år er mit bud nej, men jeg er mere sikker på euroen.

Nævn en politiker, der er uenig med på substans, men som du respekterer som politisk håndværker.
Jeg vil nævne Svend Auken. Jeg havde ligefrem til, jeg trådte ud af folketinget et fuldstændigt fremragende samarbejde med ham og en fantastisk relation. Han var formand for europaudvalget, hvor jeg var mit partis ordfører. På EU-politikken kunne vi nogle gange blive enige. Jeg ville gerne genere regeringens EU-politik, og han ville gerne genere regeringen i al almindelighed. Derfor kunne vi fra to meget forskellige udgangspunkter tit lave gode aftaler. Dertil kom at, der var et hav af områder, hvor vi var fundamentalt uenige. Men han var en blændende politisk analytiker, en uovertruffen retoriker og samtidigt en god kollega. Jeg ved, der er gået dårlige rygter og historier om ham, og jeg er ikke i stand til hverken at af- eller bekræfte nogen af dem, men kan bare sige, at min oplevelse af Svend var, at han var et gennemført dedikeret og godt mennesker samt en god politiker. Ham savner jeg meget, både fordi han desværre er død, men også fordi vi ikke længere skulle være kollegaer, da jeg skulle til Europaparlamentet.

Du har tidligere udtalt til RÆSON at efter økonomiske reformer bør komme en ”en moralsk reformdagsorden.” Hvad består denne moral i?
Jeg synes, at der i visse kredse er opstået den tanke, at de offentlige udgifter kan stige fuldstændigt uhæmmet, uden det har nogen konsekvens. Her tænker jeg særligt på overførselsindkomster. Der er noget helt vanvittigt over, at så brede kredse af befolkningen i dag modtager offentlige ydelser. Hvis omfordelingen skal have en praktisk relevans, så må det være de folk, der reelt ikke kan klare sig uden, som får pengene. I dag er den praktiske relevans fuldstændigt sat til side til fordel for en rent ideologisk betragtning om, at man skal søge en økonomisk lighed alle folk i mellem. Derfor har man dette ofte beskrevne billede af de 80 % rigeste, der betaler til de 80 % procent fattigste. Det er fuldstændigt galt. Dels fordi det så er blevet ren ideologi at have et velfærdssamfund i stedet for at handle om, hvordan man bedst løser konkrete udfordringer. Jeg mener at velfærdssamfundet skal bruges til netop at håndtere de konkrete problemer, samfundet står over for. Men også fordi man får en hæslig administration, som er tordende dyr. Hvis man skar opgaver til og reserverede ydelserne til de, som reelt har brug for dem, ville man få langt mindre administration og dermed lavere udgiftstryk.