05.09.2011

HVEM SKAL UDFORDRE OBAMA? RÆSON portrætterer op til det amerikanske primærvalg fra januar-juni 2012 de republikanske kandidater, der har størst vinderchancer. En af dem bliver Barack Obamas udfordrer ved præsidentvalget til november 2012. Her Tea Party-prinsessen og outsideren Michele Bachmann.

Af Mira Borggreen og Anne Mørk

Læs også
– Mitt Romney: Den stille favorit
– Rick Perry: Den nye favorit

Meget tyder på, at Bachmann fuldstændig vil ødelægge republikanernes chance for at vinde i 2012. Hvis hun nomineres til sit partis præsidentkandidat vil hun ifølge de fleste amerikanske medier skræmme midtervælgerne over til Obama. Og hvis hun ikke nomineres, vil hun i forsøget kunne tvinge de resterende kandidater så langt til højre for at slå hende, at de giver Obama let spil på midten.

Men der er stadig uendelig lang tid til november 2012. Spørgsmålet er, om Bachmann overhovedet vil kunne overleve det kommende års valgkamp mod de andre republikanske kandidater? Hun har haft succes indtil videre, men siden Texas’ guvernør Rick Perry trådte ind på scenen i starten af august, har presset på Bachmann været støt stigende. Intet er dog afgjort, og som det ser ud nu, så kan alt kan ske:

“Intet er udelukket – særligt ikke hvis valget reelt bliver til en afstemning om Obama – mere end et valg mellem to opstillede kandidater. Meningsmålingerne tyder på, at mange vælgere vil stemme på stort set alle andre end Obama,” siger Politikens USA-korrespondent Marcus Rubin til RÆSON.

Fra kristen husmor til politisk engageret
For de fleste kom Michele Bachmann mere eller mindre ud af det blå – og det på trods af at hun har siddet i Kongressen siden 2007. Men som del af den republikanske flodbølge ved Midtvejsvalget i 2010 – også kendt som Tea Party bevægelsen – har Michele Bachmann på mindre end et år placeret sig solidt i det republikanske kandidatfelt til præsidentvalget i 2012.

Bachmann blev født i Iowa i 1956, og senere flyttede familien, som var demokrater, til staten Minnesota, som Bachmann nu repræsenterer i Repræsentanternes Hus. Forældrenes skilsmisse og morens nye ægteskab med en enkemand med fem børn satte familien i dyb fattigdom. I et interviewet ‘On the Beach, I Bring von Mises‘ med Wall Street Journal fra 11. juni 2001 beskriver hun, hvordan hendes opdragelse lærte hende værdien af hårdt arbejde.

Bachmann har i den grad brugt sin opvækst i Midtvesten som et middel i sine kampagner. Da hun stillede op til Kongressen for Minnesota i 2006 talte hun om sin opvækst i staten. Ifølge Ryan Lizzas portræt af Bachman ‘Leap of faith’ fra 15. august i The New Yorker skiftede fokus i løbet af sommerens kampagne i Iowa til den del af barndommen, som blev tilbragt i Iowa, og til hvordan hendes forfødre overkom umenneskelige forhold for at slå sig ned i frihedens land i 1860’erne.

I portrættet nævner Bachmann konverteringen til born-again Christian i gymnasieårene som den skelsættende begivenhed i hendes liv. På universitetet mødte hun sin kommende mand, Marcus – et møde, som hun selv har beskrevet som planlagt af Gud.

Bachmanns religiøse overbevisning kan vise sig både en fordel og en ulempe i præsidentkampagnen. Hendes fundamentalistiske, kristne tro virker nemlig stærkt stødende på mange amerikanere, men samtidig fungerer den som en mobiliserende kraft på den yderste højrefløj. Ifølge artiklen ‘Michele Bachmann: Evolution of a Cultural Warrior’ af Ari Shapiro på npr.com skete skiftet i Bachmanns politiske loyalitet fra demokraterne til republikanerne i løbet af Jimmy Carters præsidentperiode i slutningen af 1970‘erne, fordi hun følte, at demokraterne fjernede sig fra de oprindelige intentioner, USAs grundlæggere havde.

Bachmann fik sin juraeksamen i 1986 fra Oral Roberts University. Her arbejdede hun som forskningsassistent for juraprofessoren John Eidsmoe, som blev kendt for sit arbejde for at genetablere USA som kristen nation. Linket til Eidsmoe har givet anledning til en del kritik af Bachmann, men hun har dog konsekvent fastholdt støtten til sin mentor. Efter endnu en juragrad fra University of William and Mary blev det til en kort karriere som skatteadvokat, inden Bachmann dedikerede sig til rollen som hjemmegående husmor og plejemor for i alt 23 plejebørn, primært teenagepiger med spiseforstyrrelser.

Samtidig med familielivet blev Bachmann en aggressiv politisk aktivist med basis i sin religiøse tro. Således var der i mange år ikke tegn på, at det skulle være økonomisk politik, der skulle sætte Bachmann på det politiske landkort. Før hun blev valgt til Kongressen i 2006, var hun yderst aktiv som politisk aktivist i moralske og religiøse spørgsmål, primært i forhold til abort og biologiundervisning i skolerne. Aktivismen for et friere skolesystem og især retten til hjemmeundervisning blev Bachmanns adgang til et politisk embede. Hun blev valgt til Minnesota State Senate i 2000, hvor hun fortsat talte imod abort og homoseksuelles rettigheder. Efter valget til Kongressen i 2006 skiftede hendes fokus til mere kontrol af den nationale regerings magt og et ønske om mindre føderal indblanding i økonomiske forhold. Således lagde hun grunden for sin kommende rolle som ledende figur i Tea Party-bevægelsen.

Tea Party-prinsesse
Ved midtvejsvalget i 2010 blev Bachmann en af Tea Party-bevægelsens frontfigurer, og hun grundlagde i juli samme år arbejdsgruppen Tea Party Caucus i Kongressen, som tæller 60 medlemmer, alle republikanere, der holder møder, studiegrupper og pressekonferencer. På trods af Tea Party-bevægelsens evne til at skabe folkelig entusiasme for konservative kandidater, hersker der dog en vis konflikt mellem bevægelsen og det republikanske parti, da sidstnævnte frygter, at bevægelsen skræmmer moderate vælgere, og da førstnævnte er betænkelige ved at blive for integrerede i det etablerede Washington.

Et af Bachmanns mest bemærkelsesværdige øjeblikke som Tea Party-leder var, da hun i januar 2011 kritiserede Obamas State of the Union tale – på trods af at kongresmedlem Paul Ryan allerede var officielt udvalgt af det republikanske parti til at give den sædvanlige udtalelse. Dette illustrerer tydeligt konflikten mellem bevægelsen og partiet, men i særdeleshed også hvordan Bachmann af mange republikanere opfattes som for radikal til at vinde præsidentposten.

Men hvad står Bachmann egentlig for politisk? Ved to politiske møder midt i august kaldte hun ifølge politico.com sig selv både finanspolitisk konservativ, socialkonservativ, konservativ på national sikkerhed og tea-party-konservativ. Derudover er det yderst bemærkelsesværdigt, at Bachmann, som støtter en religiøst og moralsk baseret regeringsform, er blevet et ikon for de frihedselskende libertarians. Libertarians støtter minimal regeringsindblanding i både økonomiske, sociale og religiøse forhold. Tea Party-bevægelsen har dog til tider selv fremstået søgende i balancen mellem økonomisk og social indblanding, og derfor har Bachmann matchet bevægelsens ønske om mindre føderal indblanding i økonomiske forhold, med en en åbenhed over for central indblanding i moralske spørgsmål såsom abort, homoseksuelles rettigheder, og undervisning af evolutionsteori i skolevæsenet.

Bachmanns korte politiske karriere har primært været defineret af angreb på præsident Obama. Ifølge artiklen ‘Michele Bachmann’s thin legislative résumé’ bragt på politico.com er hun i sine fire år i Kongressen aldrig lykkedes med at få tilstrækkelig opbakning til et lovforslag. Hendes bidrag til den daglige politiske agenda har, ifølge forfatterne til artiklen, John Breshahan og Jake Sherman, primært udmøntet sig i blokering af demokraternes lovforslag og i hendes formidable retoriske evne til at piske en stemning op.

Netop de manglende politiske resultater er Bachmanns svaghed i forhold til hendes nærmeste rival, Rick Perry. Ifølge lektor i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, Niels Bjerre-Poulsen, appellerer Perry til den samme del af partiet, og håber samtidig, at hans resultater med jobskabelse som guvernør i Texas kan gøre han attraktiv for uafhængige vælgere, som Michele Bachmann ikke kan nå. Som resultat har Bachmann forsøgt at nedtone de religiøse og moralske elementer i sin præsidentkampagne og fokuserer i stedet på emner som netop jobskabelse, samt energipolitik, national sikkerhed og modstand mod gældsaftalen og sundhedsreformen.

Uheldige udtalelser
På mange måder er Bachmann-kampagnen en yderst professionel maskine. Holdet bag Bachmann inkluderer således Ed Rollins, der tidligere har været kampagnechef for Ronald Reagan og tale- og debattræner Brett O’Donnell, som tidligere har arbejdet sammen med George W. Bush, John McCain og Sarah Palin. Men en politisk kampagne er kun så stærk som frontfiguren tillader, og ét af de problemer, Bachmanns politiske rådgivere af og til må rive sig lidt i håret over, er hendes tendens til yderst uheldige udtalelser.

Et eksempel herpå er den tale, Bachmann holdt i januar 2011, hvor hun blandt andet fokuserede på, at alle mennesker var lige i USA i det 18. århundrede. Talen faldt mange for brystet, da Bachmann ignorerede, at USA dengang i stor stil gjorde brug af slaver. Hun priste også USAs grundlæggere, der ifølge hende arbejdede hårdt for at afskaffe slaveri. I et interview med tidligere rådgiver for Bill Clinton, George Stephanopoulos, der nu er vært på morgentalkshowet Good Morning America påpegede Stephanopoulos, at både Jefferson og Washington var slaveejere. Bachmann svarede igen med, at John Quicy Adams i det mindste arbejdede for at afskaffe slaveri. Stephanopoulos gjorde derefter Bachmann opmærksom på, at Adams nok var præsident, men aldrig en af USAs grundlæggere.

Når det kommer til Bachmanns politiske mærkesager, er der også udtalelser, der nok gør hende svær at sælge til vælgere uden for de græsrødder, hun indtil videre har ret godt fat i. I 2004 ved EdWatch National Education Conference advarede Bachmann imod at vise filmen Løvernes Konge. Hun mente, at filmen var propaganda for homoseksualitet: “Vidste I, at musikken til denne film er skrevet af en homoseksuel mand? Budskabet er: Jeg er bedre til det her, fordi jeg er homoseksuel,” lød det fra Bachmann. Senere på året udtalte hun, at homoseksualitet er “personlig tilfangetagelse” og, at hvis homoseksuelle ægteskaber blev legaliseret, som det for eksempel skete i staten New York i juli 2011, så ville “små børn blive tvunget til at lære, at homoseksualitet er en naturlig ting og måske noget, de burde afprøve.”

Bachmann vs. Obama
Præsident Obama har også fået et par bevingede ord med på vejen, som på mange måder spiller perfekt ind i den skræmmekampagne, Bachmann og Tea Party-bevægelsen kører mod Obama og demokraterne. Lige før valget i 2008 udtalte Bachmann i programmet ‘Hardball’ på MSNBC, at hun var meget bekymret for, at “Obama havde anti-amerikanske synspunkter.” I sommeren 2010 antydede Bachmann endog, at Obama var ved at forvandle USA til “en nation af slaver.” I forbindelse med det verdensomspændende udbrud af svineinfluenza i 2009 udtalte Bachmann: “Jeg finder det interessant, at sidste gang svineinfluenza brød ud var tilbage i 1970erne under en anden demokratisk præsident nemlig Jimmy Carter. Og jeg anklager ikke præsident Obama for det her, men jeg mener bare, at det er et interessant sammenfald.”

Hver 10. år holder USA folketælling, og i 2010 advarede Bachmann i et interview til Fox News befolkningen om, at Obama potentielt kunne benytte de optegnelser og private oplysninger, folk afgav, til at sætte dem i lejre, som Roosevelt gjorde mod den japanske befolkning i USA under Anden Verdenskrig: “Jeg siger ikke, at det er, hvad denne administration har tænkt sig at gøre – men blot at den private information, der blev indsamlet i 1940 blev brugt til at samle folk i lejre og dermed overtræde deres forfatningsmæssige rettigheder.”

De mange udtalelser bekymrer i den grad den republikanske partiledelse. Problemet for dem og Bachmann i en national kampagne vil være at overbevise den store del af republikanske midtervælgere om, at hun ikke er den she-devil, som mange af hendes politiske modstandere beskylder hende for at være. Ifølge artiklen ‘Can Bachmann beat Obama’ bragt i august på thehill.com er “republikanernes første prioritet at nominere en kandidat, der kan slå Obama.”

Bachmann er ikke den mest valgbare kandidat. Hun har sagt ting, der bekymrer de uafhængige vælgere, vi er stærkt afhængige af, lyder det fra den republikanske kommentator Andy Brehm fra Minnesota.

En Palin light?
Dem, der nu tror Bachmann er en ubetydelig Palin light, tager dog grueligt fejl. På mange måder er hendes politiske budskaber måske mere ekstreme end Palins, men det skal man på ingen måde lade sig narre af. Ifølge Niels Bjerre-Poulsen ligger den store forskel i, hvilken opfattelse folk har af dem som seriøse politikere:

“Det er muligt, at Bachmann stadig har mindre stjernestatus hos de 15-20 procent af de amerikanske vælgere, som er vilde med Palin, men hun er efter alt at dømme væsentlig mere vidende end hende om de fleste politiske forhold. Bachmann virker trods alt mere som en “rigtig” politiker,” siger Niels Bjerre-Poulsen.

En anden interessant ting er, at Palins høje “negatives” – altså så mange procent af vælgerne som under ingen omstændigheder vil stemme på hende – ligger markant højere end Bachmanns. Alene blandt republikanerne siger 41 procent, ifølge en PEW meningsmåling fra 25. august i år, at de aldrig ville stemme på Palin i et præsidentvalg. Niels Bjerre-Poulsen vurderer, at mange af dem måske kan lide at høre Palin give en pep talk, men de vil ikke have hende som præsident.

Marcus Rubin er enig og påpeger desuden, at Bachmann i modsætning til Palin ikke har “gjort sig til en tv-stjerne.” I 2010 forsøgte Palin, at promovere sig selv i en dokumentarserie, hvori hun viser Alaska frem for seerne. Serien blev aldrig en succes og blev aflyst efter blot otte afsnit. Med ovenstående in mente burde Palin ikke umiddelbart kunne true Bachmann, men så enkelt er billedet dog ikke, for Palin har på trods af Bachmanns bredere politiske CV stadig berømmelsen på sin side. Så hvis Palin, som mange iagttagere er enige om, prøver lykken i 2012 vil det skade en stor del af de nuværende kandidater på højrefløjen, måske især Bachmann:

“De går jo efter samme typer vælgere – Tea Party-tilhængere og højreorienterede/traditionelt orienterede, og Palin vil derfor givet tage vælgere fra Bachmann. Det vil især komme Romney til gode, fordi han går efter et mere midtsøgende segment til primærvalget,” lyder det fra Marcus Rubin.

En forsvindende lille chance
Alligevel har tvivlen om Bachmanns styrke i en national valgkamp mod Obama altid været stor – også blandt republikanerne selv. Den tvivl er kun taget til i styrke, og Bachmann kæmper nu først og fremmest for at fastholde sin frontposition blandt de republikanske kandidater.

På trods af hendes sejr i Ames’ straw poll i Iowa i begyndelsen af august er Bachmanns popularitet gået markant ned siden juni. Selvom målingen ingen reel indflydelse har på valgkampen, så er det en god indikator på, hvilken kandidat der er bedst organiseret og klarer sig bedst i medierne og hos Party insiders. Siden Rick Perry officielt trådte ind i valgkampen på dagen, hvor hun vandt i Ames, Iowa, har Bachmann måtte se sig selv overhalet indenom. En Public Policy Polling måling fra 23. august viser ifølge online-sitet ‘Talking Points Memo’, at hendes popularitet (favorables, red.) er faldet fra 53 til 47, og at hun desuden placerer sig som nummer tre ud af fire kandidater efter henholdsvis Romney og Perry.

Men der er stadig dem, der mener, Bachmann har en reel chance for at trække sejren hjem i primærvalgene. Ifølge en artikel i det konservative online-magasin ‘American Thinker’ fra juni i år, er der op til flere grunde til, at hun kan blive partiets endelige kandidat. Hun er stadig et ‘nyt ansigt’ i forhold til f.eks. Romney, som potentielt ses som ‘mere af det gamle’ af tvivlende vælgere. Indtil videre er hun også den eneste kvinde på scenen. Derudover er hun en meget effektiv fundraiser. Hun indsamlede 13.5 millioner dollars som medlem af Kongressen op mod valget i 2010, hvilket er imponerende for en kandidat, der på daværende tidspunkt ikke havde en ledende rolle inden for partiet. Og selvom hendes 4.2 millioner dollars på ingen måde slår Mitt Romneys 18.25 mio i andet kvartal af 2011, så er det nok til at give hende bemærkelsesværdig pondus op mod starten af primærvalgene, der begynder i februar 2012.

Men både Niels Bjerre-Poulsen og Marcus Rubin tvivler alligevel stærkt på, at Bachmann kan trække sejren om den republikanske nominering hjem:

“Det er efter min mening en ikke-eksisterende mulighed – og slet ikke nu, hvor Perry er på banen. Selv om hun har klaret sig bedre end forventet indtil nu, og har været bedre, end mange havde troet til at mainstreame sin kampagne, så har hun trods alt været på hjemmebane i Iowa. Hendes eneste mulighed for at blive ‘anti-Romney’-kandidaten som Tea Party-fløjen stemmer på, er, at Perry imploderer (fejler el. kolapser, red.),” siger Niels Bjerre-Poulsen.

Bachmann har dog allerede vist, at hun har et godt tag i de græsrødder, Perry også håber på at mobilisere – og hendes navn klinger ifølge American Thinker på ingen måde hult hos hverken dem, der definerer sig som Tea Party, social-konservative, evangeliske kristne, finanspolitiske konservative, mindre forretningsejere, militær- eller forfatningsfokuserede vælgere. Det er vælgere, der i høj grad elsker hende, fordi hun for eksempel har meldt åbent ud, at hun ikke mener, der er noget bevis for evolution, og som hader alt det, Obama og demokraterne har indført siden 2008. Vigtigst af alt er måske, at hun på nuværende tidspunkt bliver undervurderet af næsten alle – inklusiv Obama.

Hvis republikanernes primærvalg på mirakuløs vis skulle falde ud til fordel for Bachmann, så åbner Niels-Bjerre-Poulsen derfor for en – omend forsvindende lille mulighed – for et Bachmann præsidentembede:

“I 1976 sagde man, at demokraterne kunne stille et jordsvin op mod Gerald Ford og vinde. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at den økonomiske situation bliver så dårlig, at enhver republikansk kandidat – og dermed også Bachmann – kan vinde over Obama. Men så galt tror jeg ikke, det går, og gør det ikke det, så har hun ingen chancer.”

MIRA BORGGREEN (f. 1983) er uddannet journalist med en cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Tidligere praktikant i både Udenrigsministeriets Kommunikationsenhed og på den danske ambassade i USA. Hun arbejder i dag som Netværkskoordinator hos Udvikling Odense. ANNE MØRK (f. 1985) er ph.d.-studerende ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Hendes afhandling fokuserer på præsidenters brug af ’ national service programs’ som indenrigspolitisk redskab, herunder forholdet mellem velfærdsstaten og frivillige organisationer. ILLUSTRATION: Michelle Bachmann.