04.07.2011

I torsdags vedtog et bredt flertal i Tysklands forbundsdag en historisk beslutning om, at lukke  landets atomkraftværker i 2022. Merkel kasserede dermed årtiers borgerlig energipolitik – på trods af modstand både i det bærende regeringsparti CDU og hos partneren FDP. I jagten på at styrke samarbejdet med det kraftigt voksende parti de Grønne, har kansleren igen valgt strategi frem for ideologi.

 
Af Kim B. Olsen
 
Impulsivitet er et karaktertræk, man ikke kan anklage den tyske kansler Angela Merkel for at udstråle. Hun er kendt for at overveje omfattende politiske beslutninger nøje, i en sådan grad at hun kritiseres for manglende lederskabsevner og handlekraft. Den usikre tyske kurs i Euroens største krise og beslutningen om at forholde sig neutralt overfor Libyen-interventionen i FN’s Sikkerhedsråd er kun to eksempler herpå. Men i det indenrigspolitisk afgørende spørgsmål om den fremtidige anvendelse af atomkraft har kansleren handlet med hidtil uset beslutsomhed. Atomkatastrofen på det japanske værk Fukushima ændrede med ét Merkels energistrategi – til stor undren og forargelse i både hendes eget parti og regeringens liberale juniorpartner FDP. I stedet for at anvende atomkraft som central energikilde i flere årtier, vedtog Forbundsdagen med bredt flertal i torsdags at lukke det sidste tyske atomkraftværk allerede i 2022. Beslutningen er historisk: Atomkraft har i årtier udgjort den energisikkerhedsmæssige rygrad for den tyske industri. Alligevel stemte kun venstrefløjspartiet Die Linke samt enkelte medlemmer af de Grønne og Merkels eget kristendemokratiske CDU imod. Forud var dog gået heftige interne diskussioner om forslagets indhold, både blandt medlemmer af regerings- og oppositionspartierne.

Skepsis i det konservative bagland
Beslutningen er på ingen måde triviel og kommer tilmed i en tid, hvor regeringen dagligt møder dårlige meningsmålinger. Merkels konservative CDU har  i årtier har ført en konsekvent energipolitik med atomkraft i centrum, oftest med argumentet om, at den tyske industri har brug for absolut energisikkerhed. Kursskiftet er ligeledes overraskende fordi den borgerlige fløj i 2009 gik til valg på at ophæve den rød-grønne Schröder-regerings atomaftale, som netop indebar at de sidste tyske atomkraftværker skulle udfases med udgangen af 2021. Efter valgsejren med det liberale FDP fremlagde Merkel-regeringen sidste år sin energipolitik, der bl.a. ville forlænge de 17 tyske atomkraftværkers levetid med gennemsnitligt 12 år mere end hidtil planlagt og således lade dem fortsætte ind i 2030erne.
     Et flertal af tyskerne – også dem, der ville sætte deres kryds ved Merkels CDU – ser gerne atomkraften afviklet i Tyskland inden for en overskuelig fremtid. Og Merkel trumfede beslutningen igennem på trods af intern modstand. Den markante frustration blandt Tysklands konservative skal ses i et større perspektiv, hvori opgøret med atomkraft kun er seneste kapitel. Tysklands første kvindelige kansler har nemlig på én og samme tid været en velsignelse og en forbandelse for de tyske kristendemokrater. Efter partiet i slutningen af 1990’erne blev rystet af en omfattende korruptionsskandale, der ikke kun bidrog til at svække forhenværende kansler Kohls eftermæle men også tog mange ledende CDU-politikere med i faldet, formåede partiets unge, østtyske generalsekretær at kæmpe sig til topposten. Efter hun i 2005 indtog det tyske Kansleramt, har hun promoveret en midtersøgende kurs. Hendes politik har altid været præget mere af magtkalkuler end ideologiske felttog. Dette har fået mange konservative tyskere til at føle sig berøvet deres sikre hjemstavn.
     Ikke så få kritikere fører partiets dårlige meningsmålinger og elendige valgresultater i de seneste delstatsvalg tilbage til Merkels usikre kurs på konservative kernespørgsmål. De mener at hun skræmmer vælgere, der ønsker stabilitet og sikkerhed. En stærkere konservativ profil skulle være svaret. Men i Fukushima-katastrofens umiddelbare kølvand har Merkel igen valgt strategi frem for ideologi. Hendes blik er rettet mod nye magtkonstellationer. For selvom regeringspartneren FDP, der traditionelt har bakket op om den tyske industris ønsker, er på barrikaderne, tvivler Merkel formodentligt på samarbejdets holdbarhed. FDP’s aktuelle meningsmålinger på under 5 % ville ikke engang få partiet over spærregrænsen til Forbundsdagen (hvilket står i stor kontrast til deres valgsejr på 14,6 % i 2009). Selvom FDP næppe forsvinder helt ved næste valg i 2013, har dette fået Merkel til at se sig om efter et mere intensivt samarbejde med de Grønne.

Forår for De Grønne
Det grønne parti Bündnis90/Die Grünen har senest oplevet rivende vælgertilslutning, ikke mindst fordi deres kernetemaer som klimaforandringer, grøn energi og atomkraftmodstand optager de tyske vælgere mere end nogensinde før. Partiet har rødder i den udenomsparlamentariske anti-atomkraftbevægelse, der for alvor fik fart i 1980’erne. Efter længe at have været anset for at være uegnet til magten, blev partiet som led i et opgør med Helmut Kohls 16-årige kanslerperiode juniorpartner i Gerhard Schröders socialdemokratiske regering fra 1998. Ikke mindst daværende partiformand og udenrigsminister Joschka Fischer viste de Grønnes seriøsitet som politisk kraft i Tyskland.
     Partiet har altid været kendetegnet af en splittelse mellem to fløje, de såkaldte Realos (real-politikerne, der dominerer partiets gruppe i Forbundsdagen og accepterer at gennemførelsen af grønne reformer kræver politiske trade-offs) og de såkaldte Fundis (økologi-fundamentalisterne med rod i den oprindelige grønne bevægelse, der særligt rejser deres stemmer til partikongresser og kræver en grøn „alt-eller-intet‟-strategi). Da denne splittelse ikke kan skjules, indkaldte partiet til en ekstraordinær partikongres, hvor det, efter intense diskussioner, blev besluttet at man støttede regeringens forslag om a-kraft-afviklingen.
     Ikke mindst efter de Grønne for første gang i partiets historie har formået at stille en delstatsministerpræsident, Winfried Kretschmann i Baden-Württemberg, har realpolitikerne i partiet sat sig i førerpositionen. Partitoppen vil mere end blot at være den brokkende opposition. Derfor stemte de (med undtagelse af enkelte ubevægelige realos) for Merkels atomforslag i Forbundsdagen. Denne „grønne pragmatisme‟ kan på sigt være til Merkels strategiske fordel.

En ligning med (for) mange ubekendte
For Merkel har netop formået at drive en kile i den grønne sprække. Partiledelsen ønsker at vise ansvarlighed og ønsker at støtte regeringens nye atomplaner. Baglandet finder aftalen for uambitiøs, og kræver et atomstop allerede i 2017. I deres optik er det grønne accept af Merkels nye kurs en endelig falliterklæring for partiets oprindelige ånd.
     Kanslerens kursskifte kan vise sig at blive et strategisk mesterstykke. Ved at „berøve‟ de Grønne for et kerneemne kan hun enten sætte en stopper for den grønne vækst eller endda åbne for et fremtidigt konservativt-grønt regeringssamarbejde. Særligt sidstnævnte har været genstand for omfattende spekulationer i det politiske Berlin. Men udsigterne til en sort-grøn regering er stadig lange: skulle enten Merkel eller den grønne partitop begynde at lægge i ovnen til et formelt samarbejde på forbundsniveau (samarbejdet blev uden held prøvet i bystaten Hamburg), ville begge partiers bagland gøre massivt oprør. For selvom begge partier appellerer til det bedre borgerskab – CDU som ordens- og retsstatspartiet, de Grønne som det postmoderne, økologiske valg – er partiernes kernevælgere som dag og nat. Kristne konservative nærer afsky for antiatomaktivisterne, grønne øko-entusiaster ser den borgerlige alliance med den tyske industri som den største trussel mod klimaet.  At slå bro over denne kløft ligner en ligning, end ikke fysikeren og talstrategen Merkel ville kunne få til at gå op – ihvertfald ikke foreløbigt. Men det tyske partilandskab, der i mange år har syntes fastfrosset, er igen i bevægelse. Om Merkel kan trække en afgørende fordel heraf afgøres ikke mindst af hvor langt hun ideologisk kan strække sit kristendemokratiske bagland. Selv pragmatismen har sine grænser.

Illustration: Merkel er på denne fup-plakat placeret side om side med milliardæren Mr. Burns fra tv-serien „The Simpsons‟, der i serien ejer et uansvarligt drevet atomkraftværk. Plakaten er fra landsmødet hos partiet „De Grønne‟ i Berlin, 25. juni 2011 (foto: BÜNDNIS 90/DIE GRÜNEN)