21.05.2011

Regionens egne aktører, herunder Saudi-Arabien, Iran, Tyrkiet, Egypten og Israel, har i stigende grad lagt deres egne kurser. USA er bredt opfattet som værende i modsætning til deres strategiske interesser, og stadig flere beslutninger hos regionens aktører vedtages uden at konsultere Det Hvide Hus. Obamas store tale vil blive husket som et udsigtsløst forsøg på at definere en ny rolle i regionen for USA.

KOMMENTAR Af Poyâ Pâkzâd

DA PRÆSIDENT Barack Obamas gav sin første Mellemøstentale i Cairo 2009 blev den bredt men også forkert fortolket som et drastisk vendepunkt i amerikansk Mellemøstenpolitik. Talen i 2009 var et frisk elokvent [elegant, velformuleret red.] pust, som blev varmt modtaget verden over, selvom de mere kritiske røster var påpasselige med euforien. På vejen til sin tale havde den nyudklækkede præsident givet et interview til BBC, hvor han blev spurgt, om ikke han mente, at hans vært i Cairo, Præsident Mubarak, var en autoritær leder. Obama svarede undvigende: ”Jeg kan ikke lide at klæbe etiketter på folk”. Mubarak var dog ifølge præsidenten ”en stålsat allieret” og ”en stabiliserende magt i regionen”.

Den nye Mellemøstentale blev afgivet til et drastisk forandret Mellemøsten, men talen selv fulgte den velkendte drejebog: Når forholdet til et klientregime er stabilt og imødekommende overfor de ”kerneinteresser” – som Obama blandt andet kalder ”den frie handel” og ”beskyttelsen af Israel” – ser man gennem fingre med omfattende undertrykkelse. Man må derfor antage, at Obama-administrationen mener, at det absolutte diktatur i Saudi-Arabien, som talen ikke nævner ved ord, er en ”stabiliserende” faktor for den uhindrede adgang til ”frihandel”, og at ”folkets selvbestemmelse” endnu er betinget af de politiske og økonomiske ”kerneinteresser”.

Mest iøjnefaldende var talens udsigtsløse forsøg på at definere en ny amerikansk rolle i regionen. Især Clintons indledende bemærkninger om ”et essentielt amerikansk lederskab” faldt for døve ører, selv i de arabiske medier, og i modsætning til Cairo-talen i 2009 tjente den nye tale som et godt bevis på, at USA har ganske lidt at tilbyde regionen og dens befolkning i 2011. Faktum er, at den amerikanske politik i Mellemøsten har ledt til rodfæstet mistillid hos de arabiske befolkninger. Dette skyldes, ifølge Obamas tale, de autoritære lederes bevidste forsøg på ”at dirigere deres folks beklagelser andetsteds”.

Den nyeste årlige meningsmåling af den arabiske opinion som blev udgivet af Brookings Institute [anerkendt amerikansk tænketank, der af nogle anses for at være centrum-venstre-orienteret, red.] kort før den tunesiske opstand, gav en anden historie. 77 pct. mente at USA var den største trussel i regionen – 88 pct. Svarede Israel Kun 10 procent så Iran, der næppe er populær blandt de arabiske stater, som en trussel mod deres nationale sikkerhed. Meningsmålingen viste en voksende bitterhed over for Obama-administrationens politik, og den samme vrede er blevet bekræftet i en nyere undersøgelse fra Pew Research Institute, der blev udgivet tidligere på ugen. Det ville være en uvederhæftig og ringeagtende opfattelse, at den overvejende majoritet i den såkaldt ”arabiske gade” er blevet ført bag lyset.

Foruden Obama’s flotte retoriske poseren, og den gode portion tidlige selvgratulering over mordet på Osama bin Laden samt krigen i Libyen, skal talens egentlige substans findes i den længere sektion om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Obama nævner ”forfølgelsen af fred” mellem Israel og Palæstina som en amerikansk ”kerneinteresse”, men tilføjer intet nyt herom: Konflikten skal ende med en tostatsløsning med udgangspunkt i 1967-grænserne; den territorielle strid skal løses gennem gensidige ombytninger af jord; palæstinenserne skal anerkende ”Israels ret til at eksistere”; Israel skal være sikkert og bevare ”retten til selvforsvar”, og Palæstina skal være levedygtig og sammenhængende. Denne formular er en gentagelse af det skriftlige amerikanske standpunkt.

Obama gør også klart i talen, at USA ikke vil presse Israel. Obama-administrationen vil ”kun gå symbolsk til værks” forsikrede en af hans embedsmænd New York Times, der spurgte hvorvidt Det Hvide Hus ville lukke for den økonomiske hane for at standse bosættelserne. Det havde Bush Sr. gjort i 90erne. Hvis Obama var alvorligt imod udvidelsen af bosættelser, kunne han nemt iværksætte konkrete foranstaltninger. For eksempel ved at reducere USA’s økonomiske støtte, der afsættes til netop konstruktionen af nye bosættelser. Det ville ikke være et radikalt træk.

Når Obama gør klart, at han ikke vil presse Israel, kan Israel fortsætte sin annekteringspolitik. Det svarer til at lukke en løve og en gazelle ind i et bur sammen. De planer, der udføres lige nu er designet til at give Israel kontrol over de mest værdifulde arealer på Vestbredden. Fragmenteringen af Vestbredden og Østjerusalem i ikke-levedygtige enklaver har hindret meningsfuld palæstinensisk udvikling, og givet Israel kontrollen over Vestbreddens grundvandsreserver. Israel vil, uden det amerikanske pres, være i stand til fortsat at sikre, at palæstinenserne kun får en fjerdedel af det vand, som israelerne i bosættelserne benytter.

Bag talens retorik og idealiserede fremstilling, har vi konfliktens egentlige diplomatiske historie, som vidnesbyrd om at forholdene er de modsatte. I FN-regi har der i årevis – med undtagelse af Israel og USA – foreligget en såkaldt ”international konsensus” om en tostatsløsning langs 1967-grænserne. USA stemmer årligt imod en resolution i Generalforsamlingen, der kalder på ”to stater for to folk” baseret på 1967-grænsen, og har nedlagt veto hver gang striden er kommet for Sikkerhedsrådet. Selv Danmark er årligt blandt de stater, de stemmer ja til resolutionen. Denne udvikling fortsætter uændret helt op til det seneste amerikanske veto mod en Sikkerhedsrådsresolution i februar, der i overensstemmelse med Obama-administrationens egen retorik fordømte det hastigt voksende antal af bosættelser og bosættere på Vestbredden og Østjerusalem.

Det spekuleres ofte, senest i en leder skrevet af The Economist, om hvorvidt en ikke-voldelig såkaldt ”hvid Intifada”, kan bringe konflikten til ophør. Om denne græsrodskamp for anerkendelse siger Obama, at ”bestræbelserne på at delegitimere Israel vil ende i fiasko”. Palæstinensernes ”forsøg på at isolere Israel i FN i september vil ikke skabe en uafhængig sta..” Der bliver aldrig fred hvis ”Hamas insisterer på terrorvirksomhed og afvisningspolitik”. Palæstinenserne får aldrig uafhængighed, ”hvis de nægter Israels ret til at eksistere”. Igen er de konkrete forhold på jorden et vidnesbyrd om en anden virkelighed. Det er åbenlyst for verden at se, at det er Israel, der gennem sin bosættelsesaktivitet og militære besættelse nægter Palæstinas ret til at eksistere inden for sikre og anerkendte grænser. Selv det islamistiske Hamas har gentagende gange insisteret på forhandlinger om statsdannelse langs 1967-grænserne.

Den amerikanske rolle er blevet mere og mere irrelevant. Regionens egne aktører, herunder Saudi-Arabien, Iran, Tyrkiet, Egypten og Israel, har i stigende grad lagt deres egne kurser. USA er bredt opfattet som værende i modsætning til deres strategiske interesser, og stadig flere beslutninger hos regionens aktører vedtages uden at konsultere Det Hvide Hus.

Mellemøsten er under forandring, men den amerikanske politik er ikke synligt ændret. Det er ikke længere afgørende, hvad USA siger, men hvad verdenssamfundet gør. En mere repræsentativ politisk orden i Mellemøsten, vil selvsagt betyde mindre begejstring for et strategisk samarbejde med USA. Obamas revisionistiske tale var smukt stykket sammen, som altid, og den vil måske imponere dånende kommentatorer på vestlige TV-kanaler, men i den arabiske verden klingede den mere hult end nogensinde.

Poyâ Pâkzâd (f.1984) er aktivist, debattør og blogskribent vedrørende udenrigspolitik og Mellemøsten. Bestyrelsesmedlem i “Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten” (NASIM). Initiativtager til foreningen “Uvildig Irak-undersøgelse Nu!” Deltager i den internationale “Gaza Freedom March”, der blev organiseret af CODE Pink i Egypten og Gaza i 2009. Han har tidligere bidraget til RÆSON.

Skriv en kommentar, kronik eller analyse til RÆSON – send dit artikelforslag til: redaktionen@raeson.dk

Foto: Obama under sin Cairo-tale i 2009 (foto: Det Hvide Hus)