16.02.2011

Er Mellemøsten på vej mod en sunni-shia-konflikt? I det lille kongedømme Bahrain gik demonstranterne på gaden allerede sidste år, uden at dét dog nogensinde nåede de vestlige medier. Demonstranterne er shia-muslimer, der protesterer mod landets sunni-muslimske magthavere. Deres oprør bekymrer eliterne i Bahrains nabolande, der nemlig også er overvejende sunni, men alle har shia-muslimske mindretal.

Af Helen Hajjaj, RÆSONs Mellemøstenredaktør

Det må være en ambivalent følelse at være bahrainer i øjeblikket. På den ene side finder de, som så mange andre på tværs af Mellemøsten, inspiration og opmuntring ved synet af de væltede præsidenter i Tunesien og Egypten. På den anden side må de så småt være begyndt at spørge sig selv, hvorfor det ikke er dem, der har haft samme succes. De har nemlig været i gang længe – demonstranterne i Bahrain. Faktisk siden i sommer, hvor styret begyndte at slå hårdt ned på de oppositionsfolk, der så desperat ønsker forandring.

Hvor store problemer kan man have i et land, der kun er en halv gang større end Bornholm og med lidt over en halv million statsborgere? Når nu Bahrain, på trods af en beskeden oliereserve, alligevel har formået at opbygge en solid økonomi. Så solid, at den ifølge Wall Street Journals 2011 ’Index for Economic Freedom’ er den 10. frieste økonomi i verden. Men problemer er der. Af de 500.000 indbyggere er cirka to tredjedele af dem shiamuslimer, mens magthaverne er sunnimuslimer. Og store dele af den shiamuslimske befolkning har længe følt, at de bliver betragtet som andenrangsborgere i forhold til de cirka 150.000 sunnimuslimer.

Bahrains shiamuslimer har tidligere forsøgt sig med massedemonstrationer. I 80’erne og 90’erne fik utilfredshed med styret store grupper af shiamuslimer til at gå på gaden og det gik ikke roligt for sig. Først da Hamad al Khalifa i 1999 satte sig på tronen blev der gydet lidt olie på vandene. Kongen gav flere politiske fanger amnesti og indførte en lang række politiske reformer, herunder stemmeret til kvinder. I 2002 afholdt Bahrain således det første valg siden parlamentet blev opløst i 1973. Men reformerne har hverken stillet landets shiamuslimer eller de andre oppositionsgrupper tilfredse. De siger, at det er Overhuset, som kongen udpeger, der sidder på den reelle magt i landet. Samtidig føler de sig overset, når der skal besættes stillinger i det offentlige. Og de kritiserer, at landets sunnimuslimske elite har sat sig på det bedste land og de mest lukrative forretningsområder i Bahrain.

Derfor erklærede de ledende oppositionspartier i god tid, at de ville boykotte det valg, der skulle finde sted i oktober (2010). Flere måneder inden begyndte styret at masseanholde folk fra oppositionen – politikere, men også journalister, bloggere og menneskerettighedsaktivister. Måske kunne man undgå negativ opmærksomhed fra omverdenen, hvis man fængslede alle, der tiltrak sig opmærksomhed. Hvis det var strategien, så lykkedes den – og med stor succes. Anholdelsen af flere hundrede politikere og aktivister inden for få uger blev mødt med tavshed i vesten og blandt alverdens medier. Og det blev hurtigt dagligdag igen.

I hvert fald indtil det begyndte at buldre i Tunesien og Egypten. Med et var verdens øjne rettet mod regionen. Og pludselig begyndte USA og Europa at tage afstand fra de ledere, der ellers har siddet ved magten netop takket være vestlig støtte. På Twitter ryger det rundt med bønfaldelser om ikke at lade det stoppe her. Bahrainerne tigger om verdens opmærksomhed i håbet om at de nu også kan få gennemført reformer.
Men ser man uden for Bahrains grænser, så er det langt fra alle, der er interesseret i den slags forandringer. En styrkelse af Bahrains shiamuslimer vil nemlig blive opfattet som en styrkelse af Iran. Og det ønsker hverken Vesten eller de andre Golf stater.

Bahrain var egentlig en del af det persiske rige (Persien svarede nogenlunde til vores dages Iran, red.) indtil al Khalifa-familien tog kontrol med området i 1783 og siden gjorde det til et britisk protektorat. I 1971 blev landet selvstændigt. Iran anerkendte modvilligt Bahrains selvstændighed, men der findes stadig indflydelsesrige personer, der beskriver Bahrain som Irans 14. provins. I 1981 sponsorerede Iran et kupforsøg i Bahrain. Og Bahrains sunnimuslimske ledere fremfører med jævne mellemrum anklager om, at det stadig er Irans ønske.

Netop dét er mareridtsscenariet for USA, der har en af sine største militære baser i Bahrain, men i høj grad også for lande som Saudi Arabien og Israel. Flere af de arabiske golfstater har nemlig store shiamuslimske mindretal, som gennem årene er blevet undertrykt med forskellige grader af hårdhændethed. Frygten er, at hvis først et sunnistyre falder for shiamuslimerne, så vil flere følge med. En shiamuslimsk revolte i Bahrain vil altså totalt ændre styrkeforholdet i hele regionen.

Ifølge Wikileaks-dokumenter har amerikanske diplomater i Bahrain endnu ikke set beviser for, at et iransk sponsoreret kupforsøg skulle være undervejs. Men det er en trussel, der bliver taget alvorligt i Bahrains nabolande. I sommer indgik både Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater (UAE) store våbenkontrakter med USA. Og i juli erklærede den emiratiske ambassadør i USA, at en krig mod Iran er den eneste konventionelle militære trussel, som landets hær forbereder sig på. Samtidig gik der rygter om, at Israel og Saudi Arabien forhandlede brugen af saudisk luftrum, hvis det skulle komme til krig mellem Iran og Israel.

Så truslen om et regionalt shiamuslimsk oprør bliver i den grad taget alvorligt. Derfor kan få tusinde demonstranter i Bahrain vække større bekymring end de hundreder af tusinder, der mødte frem i Kairo. Bahrains politi har også vist sig klar til at optræde endda særdeles hårdhændet. Billeder på YouTube viser betjente, der på få meters afstand affyrer tåregas mod demonstranter. Og i forbindelse med et begravelsesoptog for en dræbt demonstrant mistede en anden livet, da politiet satte ind med tåregas og gummikugler. Flere i Bahrain har peget på, at det kan skyldes, at en stor del af politistyrken består af udlændinge, der har fået bahrainsk statsborgerskab alene fordi de er sunnimuslimer.

Indtil videre forsøger kongen dog endnu engang at dæmpe gemytterne. Det har han blandt andet gjort ved at love cirka 12.000 kroner udbetalt til alle familier, ligesom han vil igangsætte en undersøgelse af drabene på de to demonstranter. Og hvis man skal tro USA’s ambassadør i Bahrain er der god grund til at være fortrøstningsfuld. Så længe det største shiamuslimske oppositionsparti, Wifaq, deltager i den politiske proces, så er langtidsudsigterne for Bahrains stabilitet gode, skrev ambassadøren i 2009 ifølge The Guardian. Spørgsmålet er så, hvor længe Wifaq gør det. Tirsdagens demonstrationer fik nemlig Wifaq til at suspendere sit parlamentarbejde, mens det overvejer, om det helt skal trække sig.

Illustration: Politibetjente i Bahrain, 2010 (Foto: Al Jazeera English)