12.12.2011

EU satte scenen i Durban, hvor der blev skabt historie, da Kina, Indien og USA for første gang indvilgede i behovet for en international klimakonvention. Det siger klimadirektør hos tænketanken Mandag Morgen, Per Meilstrup, som kalder COP 17 en diplomatiske sejr for Connie Hedegaard.

INTERVIEW af Troels Boldt Rømer

Læs også
– Thomas Becker: EU tør ikke lægge pres på USA (GRATIS)
– COP17: De 5 største sten på vejen mod en aftale

Udvalgte pointer:
– COP 17 var EU’s topmøde.
– ’Rent politisk kan vi være godt tilfredse’
– Om Kina og Indiens nye position: ’Historisk’
– Men ’selvfølgelig har Durban ikke løst klimaproblemerne’

RÆSON: Under COP17 blev en ny alliance mellem EU og de fattigste lande født. Hvilken rolle spillede EU i forhandlingerne?
PER MEILSTRUP: Det her er bestemt en diplomatisk sejr for EU og Connie Hedegaard. COP-processen har haft brug for innovation – at der blev smidt noget på bordet, som ændrede den fastlåste position forhandlingerne har været i de sidste 15 år. EU’s ’noget-for-noget’-kurs ændrede diskussionen. Hvis man skal se, hvem der satte scenen, var det EU. Det var den ene ting. Den anden var, at EU indgik alliancen med de fattigste lande. Med Connie Hedegaards egne ord har den ændret diskussionen fra at være mellem rig og fattig til at være mellem de ambitiøse og de uambitiøse. Med det træk splittede man G77-landene [alliancen af udviklingslande, red.] og gjorde dermed, at Kina og Indien ikke kunne gemme sig bag u-landene og manipulere med dem. Det her var EU’s topmøde. Og jeg mener, at det er EU’s ære, at vi fik en så konstruktiv aftale. Jeg bliver nok flået af mine venner i alle NGO’erne og diverse grønne politikerne for at mene det, men det gør jeg altså.

RÆSON: Men man kan jo indvende, at denne aftale kun vil betyde, at man har en aftale i 2020. Er det her overhovedet mere end bare en diplomatisk sejr?
MEILSTRUP: Ja, for det skaber en fælles ramme, der forpligter. Aftalen forpligter de relevante spillere på, at arbejde frem mod noget, som bliver juridisk bindende. Og det vigtigste er, at det skaber en psykologisk forandring – en retning, der viser virksomheder, byer og regioner, at den grønne vej er fremtiden. De kan nu jagte de nye vækstmarkeder, som vil komme med den grønne udvikling. Det virkelig interessante er, at den nye aftale vil komme til at omfatte Kina og Indien. Jeg tror, at det er første gang nogensinde, Kina og Indien indvilger i en international konvention, som i et eller andet omfang vil begrænse deres vækstpolitik. Det er faktisk verdenshistorie. USA har før indgået internationale aftaler – men aldrig før på klimaområdet. Så på den måde er det her en stor succes. Men selvfølgelig har Durban ikke løst klimaproblemerne – der er også derfor, kritikken er markant. Det store problem er fortsat, at de forpligtelser der er på bordet efter 2020 er for lidt og for sent.
RÆSON: For lidt og for sent – kan du prøve at uddybe det?
MEILSTRUP: I 2020 skal verdens CO2-udledninger toppe. Men med de nuværende frivillige løfter fra København vil de fortsætte efter 2020. Der er et ’gap’ mellem det, som landene lover og det, som der er brug for. Som det er nu, er der ikke nok forpligtelser til at nå togradersmålsætningen. Det er nemlig vigtigt at forstå, at kurven skal knække i 2020, fordi emissioner akkumuleres i atmosfæren. Det nytter altså ikke noget at satse på, at vi har opfundet fissions-energi i 2048 og derfor kan løse alle problemer billigt og hurtigt.

RÆSON: Så hvis man skal være lidt skeptisk, kan man sige, at den her Durban-aftale er et skridt på vejen – men den sikrer langt fra, at vi undgår en to graders temperaturstigning?
MEILSTRUP: Præcis. Men det er altså en gammeldags forståelse af, hvad en COP-proces kan løse. Vi så i København, at bare fordi alle verdens præsidenter mødes, så løser det ikke nødvendigvis noget. COP’en kan binde nogle initiativer sammen. Hvis man anmelder COP17 ud fra, om topmødet har løst verdens klimaproblemer, så får den meget få stjerner. Men det er også den forkerte målestok efter min mening. Jeg forsøger at vurdere COP17 ud fra et politisk perspektiv. Man kan ikke vurdere det ud fra et videnskabeligt eller moralsk perspektiv, for det er ingen af delene. Men set i et politisk lys er resultatet overraskende godt. At det lykkedes i løbet af de sidste 24 timer at bevæge USA og Kina det stykke, man har prøvet i 10 år, er historisk. I København gik der kage i den og man nåede det aldrig – men det gjorde man i Durban.
RÆSON: En forlængelse af Kyoto-protokollen (KP-2) var et af hovedspørgsmålene på COP17. Hvad er der kommet ud af forhandlingerne?
MEILSTRUP: I virkeligheden er KP-2 blevet mindre interessant efter COP17. I forhandlingerne om en helt ny aftale blev KP-2 nemlig taget som gidsel af EU. EU sagde: ”Vi kan godt acceptere at forlænge Kyoto, men vi skal have noget til gengæld. Vi skal have alle de store udledere til at erkende, at der er behov for en juridisk bindende aftale om reduktion af deres emissioner.” Og EU fik, hvad de ville. Connie Hedegaard fik efter meget anspændte forhandlinger parterne til at blive enige om en formulering, der siger, at der skal være en juridisk bindende aftale i 2020. Men det betyder også, at KP-2 kun vil omfatte EU, der udleder 11 % af verdens CO2. Alle de fattige lande, inklusiv Kina og Indien, bakker også op om KP-2, men de har ingen forpligtelser, hvilket gør KP-2 helt impotent. Men sejren er, at man nu har fået skabt fundamentet, der skal skabe et effektivt instrument, som kan begrænse udledningerne af CO2 efter 2020.

RÆSON: Hvad bliver det næste skridt i klimaforhandlingerne?
MEILSTRUP: Man lægger i kakkelovnen til 2015, hvor man skal lave en juridisk bindende aftale for alle verdens lande. COP-møderne i ’12, ’13 og ’14 bliver diplomatiske trædesten frem mod COP21 i 2015. Den helt centrale diskussion bliver, at de forpligtelser, som landene i øjeblikket har meldt ind til opfyldelse efter 2020, overhovedet ikke er ambitiøse nok. Der vil EU og deres nye venner fra de fattige lande lægge ultimativt pres på USA, Kina og Indien for at øge ambitionsniveauet. Det vil de gøre med argumentationen: Aftalen skulle egentligt træde i kraft i 2012, nu kommer den i 2020 – ergo skal ambitionerne være meget højere. Derfor kommer vi nok også til at se et EU, der skruer deres egne ambitioner op fra 20 til 30 % reduktion i forhold til 1990-niveau.

PER MEILSTRUP (f. 1963) er klima-journalist, forfatter og til dagligt klimadirektør i tænketanken Mandag Morgen. Tidligere kommunikationschef i miljøstyrelsen og under COP15 fast kommentator på TV2 News, P1 m.fl. Har udgivet bogen ’Kampen om klimaet’ om COP15 og ’De Grønne Helte’ om grøn innovation. TROELS BOLDT RØMER (f. 1994) er fast skribent og interviewer hos RÆSON. Han er tidligere formand for interesseorganisationen Danske Skoleelever, har skrevet for Jyllands-Posten og studerer til daglig på Rysensteen Gymnasium. Ofte benyttet debattør i medierne, bl.a. i TVAvisen, TV2 News, Debatten og Deadline. ILLUSTRATION: Per Meilstrup (foto af Asia-Europe Foundation).