04.11.2011

Klima- og Energiministeren vil lukke et bredt energiforlig på fire uger. ”Alle analyser er lavet, og regeringens politik er klar. Det er bare om at komme i gang med forhandlingerne. Hvis der er politisk vilje, så når vi det,” siger Martin Lidegaard (R) til RÆSON. Forbrugere og virksomheder kommer til at betale regningen, men det er en forsikring mod fremtidige stigninger i energipriserne.

INTERVIEW af Esben Alslund-Lanthén, RÆSONs klimaredaktør

RÆSON: Regeringen går efter et energiforlig inden nytår. Det er en stram deadline. Bliver et bredt forlig ikke sværere at få i hus, når forhandlingerne skal gennemføres på omtrent fire uger?
Lidegaard: Mit håb er at lave et energiforlig, der bliver historisk bredt, men det her forlig står og falder ikke med, om det bliver gennemført inden nytår. Det er vigtigere for mig, at forliget bliver bredt og godt. Der ligger jo også et godt forarbejde fra den tidligere regering, som er blevet tygget igennem af alle partier. Alle analyser er lavet, og regeringens politik er klar. Det er bare om at komme i gang med forhandlingerne. Hvis der er politisk vilje, så når vi det.
RÆSON: Men hvorfor al den hastværk?
Lidegaard: Vi skylder energisektoren og hele erhvervslivet at have et politisk forlig på plads. Jeg kan give et eksempel på hvorfor: Vi har lavet en aftale om en energispareindsats, hvor energiselskaberne hvert år skal sikre nogle energibesparelser i de danske samfund. Hvis energiselskaberne skal have nogen som helst mulighed for at fortsætte tilrettelæggelsen af det arbejde, så skal politikerne altså se at få hænderne på af lommen.

RÆSON: Du har omtalt den tidligere regerings energiudspil, ’Energistrategi 2050’, som en buket blomster, hvor der skal fjernes nogle tidsler og tilføjes nogle roser. Kan du give et par konkrete eksempler på tidslerne?
Lidegaard: Jeg er ikke nogen stor fan af frit brændselsvalg. Altså at man lader det være op til lokale kraftvarmeværker, hvad de må bruge af brændsler. Det kan vise sig at blive en dyr ordning, og jeg er ikke sikker på, at det vil gavne klimaet på lang sigt. Jeg synes heller ikke, at den tidligere regerings plan på biogasområdet er ambitiøs nok.
RÆSON: Og hvilke roser vil regeringen sætte i buketten?
Lidegaard: Flere energibesparelse og mindst én havvindmøllepark mere.

RÆSON: Bliver konsekvensen ikke en dyrere energiaftale end den fuldt finansierede ’Energistrategi 2050’?
Lidegaard: Jo, når man hæver ambitionsniveauet, så hæver man også den investering, der skal foretages. Men det gode spørgsmål er, om dét er en god investering. Og det jeg er helt overbevist om, at det er. Ikke bare for klimaets skyld, men også fordi priserne på råstoffer stiger voldsomt. Det er tale om prisstigninger på op til 200 procent inden for ganske får år. De investeringer, vi laver nu, vil sikre danskerne lavere energipriser i 2020, men med de aktuelle priser er der en lille merværdi at betale. Den opfatter vi som en forsikringspræmie i danskernes fremtidige energiforbrug, som også vil være til gavn for erhvervslivet.
RÆSON: Men hvor skal de ekstra penge komme fra?
Lidegaard: Vi har den tradition i Danmark, at på energiområdet, der laver vi en stor del af investeringer med direkte hjælp fra forbrugerne. Det hedder en PSO-afgift på el, hvor vi alle betaler et par øre ekstra per brugt kilowatt-time. PSO vil være en del af finansieringen, men den er ikke nok. For hvis vi ikke skal ramme de energitunge virksomheder uforholdsmæssigt hårdt, og hvis vi vil undgå at ramme socialt skævt i befolkning, så skal finansieringen spredes ud. Derfor vil vi se en forsyningssikkerhedsafgift på varme, som den tidligere regering introducerede. Men det bliver også finansloven, der kommer i spil. Det handler om at sikre, at ingen må gå fra hus og hjem, og at ingen erhvervsvirksomheder bliver skræmt væk fra Danmark.
RÆSON: Vil der være tale om en generel stigning i afgiftsniveauet, som finansiering af energiforliget?
Lidegaard: Den øvelse, vi laver her i ministeriet i forbindelse med energiforliget, er at finansiere den forholdsvis beskedne ekstrainvestering, det er at køre grønt i stedet for at køre rent kul. Finansieringen af den grønne omstilling bliver relativt overkommelig, men så har regeringen annonceret en større skattereform, hvor skatten bliver sænket på indkomst og hævet på blandt andet ressourcer. Her vil nogle afgifter nok skulle stige for at få råd til en lavere indkomstskat, men det er en større øvelse, som vi ikke er færdige med at drøfte i regeringen.

RÆSON: I regeringsgrundlaget fremgår det, at I vil hæve andelen af vind i danskernes elforbrug fra omtrent 22% til 50 %. Med så kraftig en stigning i brugen af vind, er der så plads til at satse på andre vedvarende energiformer?
Lidegaard: Vi kan slet ikke undgå at satse på andre områder. Energibesparelser og vind er de to store overskrifter, og de er taget direkte fra Klimakommissionen. Den pegede på, at med den nuværende teknologi, så er vind og energibesparelser de to områder, hvor man ikke kan komme galt af sted. Men der er et tredje ben, og det er bioteknologier. Den her pakke vil også indeholde en massiv satsning på at erstatte kul på kraftvarmeværkerne med biomasse og en stor satsning på biogas. Vi kan ikke nå vores mål for CO2-reduktion uden at have bio med, men vi er meget optaget af, at biomassen er bæredygtig, og at vi bruger den på den rigtig måde. Jeg håber, at et energiforlig vil indeholde en strategi for brug af biomasse, for man skal huske, at biogas er en begrænset ressource, og derfor skal den høstes og anvendes med omhu.

RÆSON: Særlig i transportsektoren har det vist sig svært at knække udledningskurven. Hvad vil regeringen gøre på det energipolitiske område for at mindske CO2-udledninger fra transportsektoren?
Lidegaard: Hvis det står til regeringen så får vi en samlet strategi for elbiler. Det er ikke noget, der kan rokke markedet markant på den her side af 2020, men det er til gengæld en forudsætning for at kunne rykke på transportsektoren efter 2020. Som beskrevet i regeringsgrundlager, vil vi satse på en afgiftsomlægning på registreringsafgiften, men også på tunge køretøjer, hvor vi vil se tysk-lignende ordning.

RÆSON: Europa er midt i en økonomisk krise, senest eksemplificeret ved den dramatiske aftale om EU’s krisepakke i sidste uge. Har den økonomiske smalhals betydning for den grønne satsning i energipolitikken?
Lidegaard: Danmark står over for tre kriser: en økonomisk krise, en råstofkrise og en klimakrise. Det er regeringens opfattelse, at de tre kriser er dybt forbundne og kun kan løses sammen. Den grønne omstilling skal ses i dette perspektiv og er ikke kun et spørgsmål om at løse klimakrisen, men også en forudsætning for at løse de to andre.