20.12.2011

[Denne artikel er fra RÆSON10 og forudsætter abonnement]
Præsidenten prøver ikke selv at forme begivenhederne. Det er en stor skam, ikke mindst i en periode, hvor den globale magtpolitik er i skred.

Af Martin Krasnik


JOURNALISTER på ugemagasiner spørger ofte sig selv, om magthaverne mon nogensinde læser deres kloge, alenlange artikler. Det er trods alt oftest dagspressen og tv, der sætter dagsordenen. Men journalisten Ryan Lizza fra det amerikanske ugemagasin The New Yorker må efterhånden vide, at mange mennesker med indflydelse faktisk nåede hele vejen gennem hans artikel om Barack Obamas udenrigspolitik, der blev trykt i foråret. Den gigantiske artikel havde rubrikken „The Consequentialist“ og fyldte omkring 9000 ord, men det var de sidste afsnit, der fangede offentlighedens opmærksomhed. Lizza konkluderede, at Obama er på vej mod noget, der ligner en sikkerhedspolitisk doktrin, og citerede en anonym rådgiver i Det Hvide Hus for at sige følgende: „Barack Obama is leading from behind“. Præsidenten leder „fra bagsædet“ eller „fra baglinjen“, eller hvordan man nu skal oversætte et udtryk, som venner og fjender straks kastede sig over.
Siden har formuleringen været omdrejningspunktet i en hidsig debat om Barack Obamas udenrigspolitik. Fjenderne består naturligvis hovedsageligt af republikanske politikere, især de håbefulde kandidater, der søger nomineringen som partiets præsidentkandidat. At „lede fra baglinjen“ er en selvmodsigelse – det kan ikke lade sig gøre; enten går man forrest, eller også overlader man styringen til andre. Som i tilfældet Libyen, hvor initiativet blev kapret af præsident Sarkozy. Samtlige republikanske kandidater med Mitt Romney i spidsen opfatter udtrykket „leading from behind“ som en egentlig doktrin, hvormed Obama velvilligt lader USA falde tilbage i rækkerne og opgiver kontrollen med verdens begivenheder. Som en overgivelse, slet og ret. Det seneste eksempel er for dem Barack Obamas beslutning om at trække alle amerikanske styrker ud af Irak ved udgangen af dette år.
Obamas tilhængere har derimod været begejstrede. Når det gælder alle de problemer og udfordringer, der udgår fra Mellemøsten, har Obamas antidogmatiske, uideologiske tilgang til sikkerhedspolitikken været en stor succes: Aktionerne, der tog livet af Osama bin Laden og flere andre al-Qaeda-ledere, og ikke mindst den succesfulde luftkrig mod Oberst Gaddafi, viser netop, hvor effektiv denne pragmatiske tilgang har været. Og Obamas tilhængere ærgrer sig stærkt over, at præsidenten får så lidt credit for en sikkerhedspolitik, der hverken tæller katastrofer eller brølere, men kun stille og rolige sejre.

Selv har Obama forsøgt at lægge afstand til udtrykket. NATO-ambassadør Ivo Daalder har for nylig insisteret på, at det, USA har foretaget sig i forhold til
netop Libyen, er at lede, slet og ret, styre slagets gang og udføre langt de fleste militære opgaver. USA er og bliver den naturlige leder, mener ambassadør Daalder. Obama selv vil utvivlsomt være mere enig i den omtalte artikels overskrift: „The Consequentialist“. Konsekvensialisme, eller mere præcist „objektiv konsekvensialisme“, er en slags teleologisk filosofi, der retter opmærksomheden mod konsekvensen af ens handlinger: En handling er god eller moralsk rigtig, hvis konsekvenserne af den er det. Man kan jo sige, at lige netop dette bør være udgangspunktet for enhver rationel udenrigspolitik, men det rækker længere end som så. Konsekvensialisme kan gå fra hardcore realisme [udenrigspolitisk tankegang, hvor verden er anarkisk, og stater derfor, i frygt for hinanden, altid må forberede sig på krig/konflikt, red.], der afviser enhver form for idealisme, til en lammende passivitet, fordi man ikke mindst i usikre tider vil have svært ved at overskue konsekvenserne af at handle. Sikrere er det derfor at holde sig i ro. I enkelte tilfælde falder Obamas Mellemøstpolitik i den første kategori – den hårde realisme – som når han viderefører og optrapper droneangrebene mod al-Qaeda i de pakistanske grænseområder til trods for de mange civile ofre. Eller når han kasserer beslutningen om at lukke Guantanamo-lejren, fordi det simpelthen vil være for besværligt juridisk, politisk og praktisk. Men oftere resulterer denne tilgang i passiv lammelse. Det er tydeligt i snart sagt alle konflikter og scenarier i Mellemøsten for tiden. Man kan også kalde Obamas doktrin for en næsten ekstrem ad-hoc-isme, hvor det efterhånden er uklart, hvad den sammenhængende strategi mon er.

DET mest iøjnefaldende eksempel er bal- laden om palæstinensernes forsøg på at opnå anerkendelse i FN . Barack Obama har for længst opgivet at spille nogen kon- struktiv rolle i konflikten mellem israelerne og palæstinenserne . Han er ikke villig til at satse noget særligt på at løse en kon- flikt, der på selv mellemlang sigt forekom- mer umulig at afslutte . Konsekvensen af et stærkt amerikansk pres på især Israel vil være svækket troværdighed, og politikken er derfor slået over i en ret bemærkelses- værdig passivitet, som mest handler om at undgå at støde den hjemlige opinion . Det er tydeligt, når det gælder palæstinenser- nes forsøg på at opnå anerkendelse i FN . Obamas tale ved FN’s generalforsamling i september var hverken rettet mod palæ- stinenserne eller israelerne, men snarere mod de jødiske vælgere i Florida . De var sikkert glade, for hans tale var fuld af forståelse for Israels dybe sikkerhedspolitiske bekymringer. Og man skal som bekendt ikke kimse af nogle tusinde vælgere i Florida og deres humør frem mod et præsidentvalg, der meget vel kan ligge lige på vippen.

Det samme gælder de endnu mere presserende problemer – Syrien og Iran. En del kritikere af krigen i Libyen mener, at det netop er den, der forklarer den tilbageholdende politik over for Syrien. De siger, at NATO-landene overskred FN-mandatet i Libyen så meget, at Kina og Rusland nu afviser enhver form for stærk FN-pression mod Syrien. Det første er rigtigt nok: FN-mandatet, der tillod militær aktion mod Gaddafi, BLEV overskredet markant. Det næste er derimod ikke rigtigt; Kina og Rusland ville nemlig under alle omstændigheder blokere for heftige sanktioner mod Syrien på grund af deres økonomiske og geopolitiske interesser i landet. Til sammenligning betød Libyen nærmest ingenting for russerne og kineserne. Og ser man nærmere på USA’s retorik over for Syrien, er der ikke meget, der tyder på, at Obama vil gå meget længere over for præsident Assad i Damaskus end Kina og Rusland.

OBAMA lagde for tre år siden op til, at netop Syrien skulle være nøglen, der kunne åbne for et helt nyt Mellemøsten. Vi var mange journalister, der tog til Damaskus for at portrættere det regime, som ved reformer og åbenhed ville svække både Iran og Hizbollah, til dels også Hamas, og dermed ændre hele kabalen: En fredsaftale med Israel om Golan-højderne lå lige for, fulgt af en fredsslutning mellem israelerne og Libanon hen over hovedet på Hizbollah. Det helt store stik ville være, at Iran ville miste kontrollen med Syrien, mullahernes primære trædesten til Israel og resten af Mellemøsten. Måske ville et

Det var selvfølgelig den rene og skære ønsketænkning. Siden det viste sig, at den glade optimisme var totalt ubegrundet, har Barack Obamas regering haft meget svært ved at sætte noget andet i stedet.

I Tunesien og Egypten var det længe uklart, hvad USA egentlig mente om oprøret mod de siddende diktaturer, men det kan et stykke af vejen forklares med, at det trods alt var gamle amerikanske allierede, der faldt i Cairo og Tunis. Når det gælder Syrien, der er et af de mest modbydelige diktaturer i regionen, har USA været endnu mere tilbageholdende og uklar i mælet. Det har næsten alene været op til Robert Ford, den amerikanske ambassadør i Damaskus, at gøre klart, hvad USA mener om de massive overtrædelser af menneskerettighederne i Syrien. Ambassadøren har også forsøgt at kommunikere med de syriske oprørere på Facebook og Twitter, ja, han har endda besøgt byen Hama, der nu igen har været scene for voldsomme overgreb mod civile. Ford er nu blevet trukket hjem til Washington på grund af tiltagende trusler mod ham, og hans stemme mangler i den grad i Syrien.

MANGE vil indvende, at der ikke er nogen ordentlig opposition at støtte. Det er ikke rigtigt, selvom den er splittet i flere dele, mellem Damaskus og Istanbul, og selvom fraktionerne er uenige om strategien over for præsident Assad. Skal de gå i dialog med regimet, skal de arbejde for udenlandsk intervention osv.? Men det taler jo slet ikke for den underlige passivitet over for en opposition, der er ved at blive smadret af præsident Assad. Ingen kan naturligvis forestille sig en egentlig intervention, ikke mindst fordi Barack Obama helt har udelukket noget i den retning. Mindre kan også gøre det. En håndfuld stemmer i den sikkerhedspolitiske debat i USA har opfordret til langt hårdere midler: At USA skal sikre flere multilaterale sanktioner, få de europæiske lande til at holde op med at købe syrisk olie eller sælge syrerne raffinerede olieprodukter, at indføre sanktioner mod Syriens nationalbank osv. Hertil kan man tilføje et pres på Golfstaterne, som står for den største del af de udenlandske investeringer i Syrien.

Oplyste læsere vil indvende, at den slags sanktioner alligevel ikke hjælper det store, og det er rigtigt. Men hvad så? I august krævede Obama, at Assad skal træde tilbage. Han har også udtrykt støtte til oppositionen. Tænker man over det, bør det vel også være det absolutte minimum. Desværre har han gennem sin udenrigsminister Hillary Clinton gjort det klart, at USA’s støtte til de grupper, der kæmper mod præsident Assads tanks og snigskytter, er betinget af, at de ikke griber til vold og militære midler. Man kan med rette spørge, hvordan Obama mon så har tænkt sig, at de skal reagere på de daglige overfald?

NATURLIGVIS vil enhver pragmatisk udenrigspolitik være – skal vi sige – afventende over for store forandringer i Mellemøsten. Med rette. Omvæltningerne særligt i Egypten har åbnet for alle mulige ubekendte situationer og forløb, der ikke mindst lægger pres på Israel og dermed også USA. Når det gælder Syrien, er der naturligvis også en god grund til en vis nervøsitet: Alternativet til det siddende regime kan meget vel være heftig
ustabilitet med konsekvenser for hele regionen. Når den amerikanske regering ligefrem gør sin støtte til oppositionen betinget af, at den ikke bruger vold, skyldes det naturligvis også frygten for en langvarig borgerkrig i Syrien.

PROBLEMET er blot, at Barack Obama lod opgøret med George Bushs udenrigsog sikkerhedspolitik være omdrejningspunktet i valgkampen i 2008. Obama var ikke bare imod Irak-krigen, nej, han ville tage et stort opgør med forgængerens konfrontationskurs. Det skete mest som retorisk øvelse. Obamas tale i Prag om nedrustning blev belønnet med Nobels Fredspris, hans taler i Cairo og Istanbul skabte håb om et nyt og varmere forhold mellem USA og de mellemøstlige lande. Men den egentlige politik har været så passiv, at Obama i realiteten lader omgivelserne definere den ensidigt. I tilfældet Syrien afhænger presset på præsident Assad nu i højere grad af nabolandet Tyrkiet end af USA. Tyrkerne udkæmper en slags „kold stedfortræderkrig“ med Iran om Syriens fremtid, mens USA i dén grad holder sig tilbage. Og i tilfældet Iran er det også ganske uklart, hvad der er USA’s politik. I disse uger er der stadig mere, der tyder på, at den israelske regering gør sig klar til et angreb på Irans atomanlæg. USA mener tilsyneladende, at der stadig er tid til at overbevise iranerne om at droppe de nukleare ambitioner, men det er efter al sandsynlighed i samme kategori som den ønsketænkning, der for nogle år siden styrede politikken over for Syrien. Det synes klart for de fleste, at Iran snart vil have en atombombe, hvilket naturligvis vil medføre en kædereaktion i resten af Mellemøsten. I hvert fald vil tyrkerne hurtigt sætte et tilsvarende program i værk, måske også Saudi-Arabien og Egypten. Skal der gennemføres et angreb mod Iran, vil det derfor være overladt til israelerne, selv nu hvor man kan argumentere for, at det vil være oplagt med en militær aktion af en eller anden art: Iran er presset af både situationen i Syrien og af interne magtkampe.

DET er sandt nok, at Barack Obama på hjemmefronten har fået al for lidt politisk gevinst ud af de succeser, der trods alt har været. Men sådan fungerer politik – det var helt indlysende, at aktionen mod Osama bin Laden ville være hurtigt glemt. Og lige så indlysende at politikere sjældent får tak for en krig mod et nordafrikansk diktatur, og da slet ikke når Obama selv har gjort så meget ud af at holde sig i baggrunden. Det kan altså godt være, at Barack Obama er konsekvensialist. Men det ser egentlig ud, som om det er i omvendt form: Hans udenrigsog sikkerhedspolitik er en konsekvens af omverdenens handlinger. Præsidenten prøver ikke selv at forme begivenhederne. Det er en stor skam, ikke mindst i en periode, hvor den globale magtpolitik er i skred. De stormagter, der er på vej frem, er fløjtende ligeglade med, om de nordafrikanske stater, endsige Syrien, vil udvikle sig til demokratier. Det er også ærgerligt, fordi en amerikansk præsident faktisk har langt mere indflydelse på netop sikkerhedspolitik end den hjemlige økonomi. Men Barack Obamas politik over for Mellemøsten er endt med netop at blive styret dels af indenrigspolitiske hensyn, dels, i regionen, af de begivenheder, der måske i sidste ende vil presse ham til at tage stilling. Indtil da handler alt tilsyneladende om at undgå at vippe båden.

Martin Krasnik (f. 1971), cand.scient.pol., journalist på Weekendavisen, hvor han startede i 1994. Han har været avisens korrespondent i Jerusalem og London samt udlandsredaktør. Vært på DR2’s Deadline og TV2 News’ Ellemann|Lykketoft (2010 -). Forfatter til „De retfærdige – en islamisk stafet“ (2004), „Min amerikanske drøm – på jagt efter stjernerne“ (2008) og instruktør af dokumentarfilmen „På guds parti“ (DR2).


Illustration: Obama ombord på Air Force One, på vej fra Canberra to Darwin, Australien (foto: Det Hvide Hus/Pete Souza)