09.06.2011

De er alle tre tidligere franske kolonilande og har lige så fælles sprog og kultur som de skandinaviske lande. Men det arabiske forår har påvirket de tre Maghreb-lande Algeriet, Marokko og Tunesien vidt forskelligt. Hvor Tunesien startede hele revolutionsbølgen, da de væltede præsident Ben Ali, har Marokkos autokratiske monarki bevaret magten og roen med en gradvis politisk liberalisering. Og i Algeriet hæmmer erindringerne om 90’ernes borgerkrig fortsat befolkningens lyst til opstand. Men både i Algeriet og Marokko er der håb om en fredelig overgang til demokrati.

Af Lola Bruun Jørgensen

Ifølge Julie Pruzan-Jørgensen, som forsker i politik i Mellemøsten og Nordafrika ved DIIS, skyldes de vidt forskellige reaktioner på det arabiske forår i de sprogligt, etnisk og kulturelt så ens Magreb-lande en række historiske forskelle: ”Det giver meget mening at tale om Maghreb som en samlet region, og befolkningen tænker på sig selv som maghrebinere. Men regimernes historisk betingede forskelle er afgørende. Den politiske historie og den måde, man forholder sig til de politiske regimer på, har betydning for det, vi nu ser”.

Marokko: Fred gennem politisk liberalisering
I Marokko har kong Mohammed VI formået at holde en forholdsvis fattig befolkning nogenlunde tilfreds med gradvise reformer. Da Jasminrevolutionen opstod i Tunesien, omfavnede han nærmest protesterne og udtrykte sin støtte til oprørene.

Marokkos udenrigsminister Taieb Fassi-Fihri sagde i maj, at oprøret har demonstreret, at der ikke er nogen arabisk undtagelse til universelle principper. Og forinden havde kongen selv proklameret, at han ville ændre landets forfatning for første gang i 15 år for at styrke demokratiet. Men indførelsen af gradvise, mere demokratiske reformer skal ikke ses som en pludselig kovending fra en monark, der frygter revolutionen. Politikken ligger i tråd med den strategi, styret i Marokko længe har ført: ”Det marokkanske monarki har været dygtigt til at iscenesætte sig selv om reformvilligt. Og der har også været meget mere politisk frihed i Marokko end under Ben Ali i Tunesien. Kongen har købt sig fred med politiske reformer,” siger Julie Pruzan-Jørgensen til RÆSON.

Men den politiske frihed og liberalisering rækker ikke ind i himmelen. Politiet har de seneste måneder slået hårdt ned på de folkelige protester i Marokko, og mange demonstrationer er blevet erklæret for ulovlige.

Algeriet: Frygt for ny blodig revolution
Heller ikke i Algeriet har man oplevet en folkelig opstand lig Tunesiens. Fortiden skræmmer. I 1988 oplevede Algeriet en demokratiseringsbølge i hælene på et folkeligt oprør ikke ulig det, der netop har fundet sted i Tunesien. Men resultatet blev langt fra det som håbet: Militæret kuppede den nyvalgte islamistiske regering, mens Vesten valgte at vende det blinde øje til efter devisen ”Hellere militærdiktatur end demokratisk valgt islamisme”.

Revolutionen endte i en blodig borgerkrig, der varede fra 1992 til 1999. Op mod 200.000 mennesker mistede livet. Disse endnu åbne sår har ifølge Pruzan-Jørgensen været med til at føre oprøret uden om Algeriet: ”Der er en ekstrem angst for at lukke posen op igen; for at det bliver ragnarok, Libyen eller det, der er værre. Algeriet har et kæmpe potentiale med en stor middelklasse som Tunesien, men de historiske ar skræmmer virkelig.”

Algeriet er dertil hårdt ramt af terrorisme. Selvmordsbomber og undtagelsestilstand er med til at udmatte befolkningens appetit på flere problemer. Som en ung algerier skriver på en debatside på Facebook, hvor man diskuterer oprøret i nabolandet: ”Hvis jeg skal indånde tåregas hver eneste dag for at leve som civiliseret menneske og kunne gå frit rundt med min familie, så siger jeg længe leve tåregas og længe leve politiet.”

Det arabiske forår har dog i nogen grad manifesteret sig i krav om sociale og økonomiske reformer i Algeriet. Og tilsyneladende er præsident Abdelaziz Bouteflika parat til at lytte. Han har iværksat en række reformer og stod i foråret i spidsen for en forøgelse af de offentlige budgetter på 25 %. Ifølge finansminister Karim Djoudi for at ”give algerierne nogle fremtidsperspektiver – det er det vigtigste, der er på spil.”

Heldigvis for regimet er der råd til at dele gaver ud. Modsat Marokko er Algeriet nemlig et velhavende land set med regionale øjne. Præsidenten har råd til at købe en vis mængde fred. Og det er der brug for: Ungdomsarbejdsløsheden anslås at være over 50 %.

Tunesien: Frygt for at nogen stjæler revolutionen
Tilbage i Tunesien er situationen fortsat usikker her flere måneder efter Jasminrevolutionen. Tunesiens provisoriske premierminister Béji Caïd Essebsi har netop meldt, at datoen for valget til den grundlovsgivende forsamling nu er fastsat til 23. oktober 2011 i stedet for 24. juli. Flere end 60 partier har meldt sig på banen.

Som en af de få stærke aktører står det islamistiske parti Ennahda, der var forbudt under den nu fordrevne præsident Zine al-Abidine Ben Ali. Partiets centrale figurer, der har været i eksil, vender nu tilbage. De sekulære tunesere frygter, at Ennahda kommer til magten efter valget.

Mange tunesere er ifølge Pruzan-Jørgensen nervøse for, at nogen skal stjæle deres revolution: ”De unge er bange for, at de gamle stjæler den; dem på landet er bange for, at Tunis stjæler den; og de sekulære er bange for de religiøse kræfter. Frem for alt er mange bange for Ben Ali’s gamle støtter – ’l’ancien régime’. Der er jo ikke blevet ryddet ud i deres rækker. Og de er sammen med islamisterne nogle af de eneste, der har de fornødne ressourcer til på meget kort tid at forberede en valgkampagne.”

Truslan fra islamisterne skal dog ikke overdrives, hvad Veten ifølge Julie Pruzan-Jørgensen har gjort: ”Vi har overset, at der var et dybt ønske i befolkningen i Maghreb om at få indført helt essentielle rettigheder.”

Fundamentet for frihed findes
Ender historien om Jasminrevolutionen lykkeligt, vil det måske kunne inspirere befolkningen i Algeriet og Marokko til at forsøge det samme.

Selv om det har kostet blod og tårer i Tunesien, behøver politiske forandringer ikke nødvendigvis ske på samme dramatiske vis i Algeriet og Marokko. Fundamentet for at indføre større politisk frihed og liberalisering er til stede, hvis regimerne handler i tide og hvis der kommer tilstrækkeligt ydre og indre pres. Det er store hvis’er. Men det er ikke umuligt, at det arabiske forår når resten af Maghreb i form af en reformation med forholdsvis fredelige overgange til mere åbne og demokratiske samfund i stedet for gennem en blodig revolution.

Foto: Plakat med Algeriets præsident siden 1999 Abdelaziz Bouteflika i en forstad til hovedstaden Algier (commons.wikimedia.org).

Lola Bruun Jørgensen (f. 1986) er kandidatstuderende i statskundskab på Københavns Universitet. Lola har i foråret 2010 været tilknyttet Danmarks ambassade i Paris og har tidligere været ansat som student i Udenrigsministeriet.