13.09.2011

Valgkampen er gået ind i slutfasen og de to blokke er blevet hårdere i angrebene på hinanden. Af uransagelige årsager er Liberal Alliance (LA) gået fri af kritik af deres 2020-plan på trods af, at det er den mest useriøse plan, noget parti har fremlagt. Men lad os prøve at se dem lidt i kortene.

Af Trine Pertou Mach, folketingskandidat for SF

LÆS OGSÅ ‘SVAR TIL MACH FRA LIBERAL ALLIANCE: VI HAR MASSER AF MILLIARDER‘

LA er det tætteste dansk politik kommer et moderne Fremskridtsparti (minus hetzen mod indvandrere – og tak for det!). Lidt karikeret måske, men sat på spidsen har LA ikke andet at byde ind med end lavere skatter. Vinderne er virksomhedsejerne og lønmodtagere, som løber ind i progressiv beskatning. De ”rige” med andre ord. Men den sociale uansvarlighed lader vi ligge i denne artikel: I stedet er fokus rettet mod den økonomiske uansvarlighed. Liberal Alliances økonomiske politik hænger simpelthen ikke sammen.

Lad os kort rekapitulere Liberal Alliances 2020-plan som partiet selv fremstiller den:

UDGIFTER:
Sænke skatten på arbejde til maks. 40 % = 26,1 mia.
Halvere selskabsskatten = 17,3 mia.
Afskaffe multimedieskatten = 0,65 mia.
Afskaffe iværksætterskatten = 1,8 mia.
Afskaffe særskatten på pensioner = 0,35 mia.
Afskaffe fedtskatten = 1,2 mia.
Afskaf moms på byggegrunde = 0,45 mia.
Afskaffe iværksættergebyret = 0,05 mia.
Fjerne loftet over SU-fribeløbet = 1 mia.
Mere fri forskning = 0,8 mia.
Udvide frit valg i sundhedsvæsenet = 1,3 mia.
total = 51 mia.
 
INDTÆGTER:
Gennemføre en tilbagetrækningsreform = 22 mia.
Effektivisere den offentlige sektor = 20 mia.
Reducere erhvervsstøtten = 10 mia.
Indføre brugerbetaling i sundhedsvæsenet = 4,3 mia.
Yderligere udlicitering = 15 mia.
Ændre dagpengesystemet = 1 mia.
Total = 72,3 mia.
KILDE: http://2020plan.dk/reformplan.html

HVAD angår besparelserne, er der konkrete forslag til nedskæringer og brugerbetaling for samlet 15,3 mia. (beskæring af erhvervsstøtte og dagpenge, ny brugerbetaling i sundhedsvæsnet). Det stoler vi på, kan lade sig gøre, hvis man ellers synes det er den rigtige politik. Værre ser det ud med den øvrige finansiering. For en central del af finansieringen af LAs økonomiske politik kommer fra påståede gevinster ved udlicitering af offentlige opgaver. LA henviser til en analyse fra Dansk Industri (2010) som grundlag for besparelsen. Ifølge DIs analyse kan det offentlige spare 15-20 pct. ved at udlicitere en række offentlige opgaver til private virksomheder. Det vil ifølge DI give en samlet besparelse på 15 mia., uden at man skal gå på kompromis med kvaliteten. Det lyder for godt til at være sandt og er det også. Kvaliteten af DI-beregningerne er tvivlsom. For en gang skyld var der en ekspert på området som satte sig ned og gennemgik beregningerne [http://www.b.dk/kronikker/tvivlsom-redegoerelse-fra-di]. Ikke alene er det statistiske grundlag på ingen måde repræsentativt. DI sorterede cases fra, hvor den økonomiske nettogevinst var negativ, eller så lille at følgeomkostningerne overstiger gevinsten ved udbuddet. Hvis en kommune skønner besparelserne til mellem 1 og 1,5 mio. kr. så regner DI med 1,5 mio. og i nogle tilfælde beregnes gevinsten på baggrund af besparelsen uden de meromkostninger, der er ved selve udliciteringen. Endelig glemmer DI at fortælle, at en række af udliciteringsopgaverne vindes af offentlige virksomheder. Eller med andre ord: Der er intet belæg for at hævde, at der kan spares 15 mia. kr. for at udlicitere offentlige opgaver til private virksomheder. Liberal Alliance vil hertil måske indvende, at der trods alt er en gevinst at hente ved øget udlicitering. Hvis vi skal tro DI’s nyeste udmelding [http://www.business.dk/industri/offentlige-udbud-koster-kassen-for-samfundet ] er det ikke så simpelt. Omkostningerne ved udlicitering overstiger i flere tilfælde gevinsterne. Markedet er ikke gratis.

NÅR Liberal Alliance har forklaret deres økonomiske politik over for vælgerne, har det, at deres økonomiske plan er testet i den såkaldte DREAM-model, været nævnt af partiet som kvalitetsmærke. Nu kan det for det første diskuteres, om DREAM er den rette model til at estimere de økonomiske konsekvenser af politiske tiltag under en økonomisk krise. Professor i økonomi ved Roskilde Universitetscenter Jesper Jespersen har sammenlignet virkeligheden med modellen og er i hvert fald meget skeptisk [http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1381391/oekonomerne-burde-tage-sig-en-taenkepause/]. Men lad os overlade den debat til fagøkonomerne i denne omgang. For heller ikke økonomerne bag DREAM godtager beregningerne uden videre. Forskningschef Peter Stephensen fra DREAM forklarer til Politiken (31.8): »Hvis krisen er overstået i 2020, og der ikke er opbygget en alt for stor pukkel af langtidsledige – så er det rigtigt. Hvis det ikke er tilfældet, er det ikke rigtigt. Vi er i en situation i dag, hvor ingen af os ved, om det vil være tilfældet eller ej. Det ved DREAM heller ikke«. LA er naturligvis i sin gode ret til at lægge den præmis ind i deres økonomiske udspil, at krisen er long gone, men det ville være rimeligt at gøre vælgerne opmærksomme på, at det forholder sig sådan. Eller sagt på en anden måde: vi kan kun regne med de 22 mia. fra tilbagetrækningsreformen, hvis krisen slutter om ca. 108 dage (i 2012). Det er der intet, som tyder på.

ENDELIG er der 20 mia. fra effektivisering af den offentlige sektor. Beløbet svarer til besparelserne på lønomkostningerne til offentlig ansatte, hvis antallet af fuldtidsstillinger bringes tilbage til Nyrups regeringsperiode. Tilbagegangen skal ifølge LA ske ved hjælp af naturlig afgang. Udover at LA’s kilde (Finansministeriet) kun nævner en provenu-effekt på 16 mia., er der ingen anvisninger på, hvordan eller hvor personalenedgangen skal foregå og hvad konsekvenserne bliver. Der er ingen anvisninger til effektivisering, der kan retfærdiggøre beløbet “20 mia.” Før der foreligger politik- og handlingsanvisninger må vi sætte parentes om beløbet.

LA er gået til valg på en økonomisk plan, der ikke eksisterer. At den skulle tilgodese almindelige lønmodtagere er ifølge MandagMorgen også tvivlsomt [https://www.mm.dk/liberale-drømmeberegninger]. Den politiske debat skal naturligvis forholde sig til fakta og økonomiske planer som LAs bør dømmes ude i valgkampen. Men den politiske debat er netop politisk og derfor skal der fortsat være fokus på politiske visioner og grundholdninger.

FOTO: Liberal Alliance