28.11.2011

RÆSONs abonnenter kan over de næste dage læse uddrag af de 29 artikler i RÆSON10, der udkommer på mandag (d.5/10). Lasse Ellegaards artikel er på 3.600+ ord; her følger de første 700 af dem:

Der er ingen vej tilbage. Krisen i Syrien nærmer sig en borgerkrig, der på sigt kan ryste Mellemøsten i et jordskælv, der vil sætte hele regionen i flammer. Krisen har allerede bredt sig ind i Libanon og Tyrkiet – hvad bliver det næste? NATO?

Beirut i november: Det er dæmret for EU-diplomater, at den syriske revolte ikke bare er et internt anliggende, men nærmer sig en international krise, der kan få alvorlige følger for regionen. Så efter otte måneders revolte vil diplomaterne nu vide besked med, hvad der foregår i oprørernes hoveder, da de lige om et øjeblik kan folde sig ud som magthavere. Så de spørger: Kender du nogen? De oppositionsfolk, jeg har berøring med, er ikke sådan til at få fat på, da de pendler mellem Damaskus og Beirut i dunkle ærinder. Deres navne og telefonnumre kan ikke sendes pr. mail af hensyn til risiko for libanesiske og syriske spiontjenesters hacking – og da slet ikke uden deres tilladelse. Når de er i byen, får jeg en sms med besked om varighed og et mobilnummer, jeg kan ringe på. Derefter hører jeg ikke fra dem i uger eller måneder. Når vi mødes, er det på forskellige adresser, ofte i den kristne bydel, hvor de føler sig mest sikre. De er ikke typiske. Mange syriske oppositionsaktivister hænger ud på caféerne i Hamra-kvarteret omkring AUB, det amerikanske universitet, hvor de snakker såvel højt som over sig, hvilket er uklogt. I Hamra har den syriske ambassade adresse, og bydelen kontrolleres i vidt omfang af SSNP, et syrisk nationalistparti af fascistisk tilsnit, hvis fane, et rødt kuglelyn på en sort dug, blafrer fra gadehjørner, hvor partiets gorillaer holder til – og holder øje. En kendt kommentator på en international arabisk avis er ophørt med at vise sig i Hamra-gadebilledet, efter han blev antastet på en bar af en kleppert, der lige ville aflevere et kammeratligt råd: „Stop med at kritisere det syriske regime i dine klummer, ellers …“ „ Jeg var endda sammen med min kone,“ som han sagde, stadig perpleks over truslen. I det hele taget har den nu otte måneder lange revolte i Syrien yderligere forgiftet det politiske klima i Libanon, der i forvejen er præget af spændinger mellem 8. marts-blokken, der støttes af Iran og Syrien, og 14. marts-blokken, der læner sig mod Saudi-Arabien, USA og Frankrig. Gamle venner taler ikke længere sammen, kærestepar er brudt op, og på den avisredaktion, hvor jeg plejede at have min daglige gang, er der blevet meget stille. Folk stirrer tavse ind i deres digitale skærmbilleder, som leder de efter tegn på forsoning. Den lader vente på sig. En af kollegerne hvislede ud gennem mundvigen: „Du skal ikke tro på alt, hvad du hører.“ Hvad han prøvede at sige var, at han er uenig i den linje, der præger avisens ledere og kommentarer, og som afdækker forskellen i synet på revoltens årsager og virkninger, ikke kun her, men også i Syrien. Det ene synspunkt er: Revolten inspireres af USA og Israel med det formål at destabilisere præsident Bashar al-Assads regime, der som det eneste i den arabiske verden har ført en konsekvent antiimperialistisk politik som medlem af „afvisningsfronten“, der indtil Det Arabiske Forår bestod af Iran-Syrien-Libanon-Hamas (Hamas er i skrivende stund på vej ud af alliancen – og af Damaskus – efter kritik af det syriske regimes løbende nedslagtning af oppositionsfolk). Det andet synspunkt er, at den syriske revolte er social; en lokal, folkelig bevægelse, hvor folk, inspireret af revolutionerne i de andre arabiske diktaturer: Tunesien, Egypten, Libyen, nu kræver indflydelse på egen tilværelse, der helt ud i latterlige detaljer – som fx ferierejser og byggetilladelser – har været kontrolleret af korrupte sikkerhedstjenester. Der er ikke rum for debat, der er kun fronter: Enten er du for, eller også er du imod Syriens regime. Krisen har spredt sig ind i Libanon, hvis aktuelle regering domineres af de shiamuslimske partier, Amal og Hizbollah, og det kristne „Fri Patriotisk Bevægelse“, hvis leder, en eks-krigsherre ved navn Michel Aoun, har indset, at shiamuslimerne er Libanons egentlige magthavere i kraft af Hizbollahs velbevæbnede milits. Over for denne 8. marts-blok står sunnimuslimske og kristne partier i 14. martsblokken, der ledes af tidligere premierminister Saad Hariri (søn af den myrdede sunni-leder Rafik Hariri). Denne blok støtter aktivt den syriske opposition, hvilket har medført syriske militær-raids ind i Libanons Bekaa-dal og over den nordlige grænse for at lukke sunni-gruppers smuglerier af våben og flygtninge. Felthospitaler i private huse er etableret på den libanesiske side, hvor sårede oppositionsaktivister behandles af frivillige læger og sygeplejersker.