04.04.2011

Interventionen i Libyen har skabt splid mellem præsident Medvedev og ministerpræsident Putin. Rusland undlod overraskende at stemme imod Sikkerhedsrådets blåstempling af et indgreb, men mandatet udlægges vidt forskelligt af de to stærke mænd i russisk politik. Spliden afspejler en dybere splid om kursen for russisk udenrigspolitik – mellem Putin og princippet om ikke at blande sig i andre landes interne affærer og Medvedev og mere international samarbejdsvillighed.

Af Karsten Jakob Møller

LÆS OM TEMAET ‚BRICS-LANDENE OG DET ARABISKE FORÅR‛ HER

Rusland har i modsætning til Sovjetunionen under Den Kolde Krig ingen geopolitiske intentioner om øget tilstedeværelse i Mellemøsten og Nordafrika. Rusland har for eksempel stiltiende accepteret USA’s ledende rolle i den israelsk-palestinensiske konflikt og har som hovedregel støttet Washington i arbejdet i Mellemøstkvartetten.

Rusland har i modsætning til USA ingen klientstater i området, som skal understøttes af geostrategiske årsager og har heller ikke som EU etableret særlige partnerskabsaftaler med de nordafrikanske lande. Rusland er heller ikke afhængig af olie fra Mellemøsten i modsætning til den vestlige verden og Kina.

Ingen politiske og økonomiske interesser i området
Kort sagt: Den russiske politiske tilstedeværelse og interesse i regionen er begrænset, selvom Rusland har tilstræbt at have gode relationer til alle aktører i regionen. Man har konsekvent undgået at blande sig i parternes indbyrdes kontroverser og har lagt vægt på at fremstille sig selv som en potentiel konfliktmægler. Moskva har således ikke snævre forbindelser til de for tiden herskende regimer. De vil således kunne samarbejde med de nye regeringer i Nordafrika, hvad enten de er mere eller mindre liberale eller fundamentalistiske, som f.eks. Hamas og Hezbollah, med hvem Rusland opretholder politiske kontakter.

Ruslands økonomiske interesser i området er ligeledes begrænsede. Ægypten, Algier, Marokko og Libyen er de vigtigste handelspartnere i Nordafrika. Men den største handelspartner, Ægypten, udgør kun 0,4 procent af Ruslands samlede udenrigshandel i 2010. Rusland vurderer imidlertid de potentielle muligheder i Nordafrika som lovende, ikke mindst inden for energisektoren, transport og infrastruktur, turisme og våbeneksport.

Libyen udfordrer princippet om ikke-indblanding
Ruslands reaktion på revolutionerne i Nordafrika, Tunesien og Ægypten, var i starten afdæmpet, ikke mindst i sammenligning med den tilsvarende vestlige aktivitet. Moskva koncentrerede sig om evakueringen af de cirka én million russiske turister, der befandt sig i Tunis og Ægypten, samtidig med at man understregede, at omverdenen skulle afholde sig fra indblanding i de arabiske staters interne affærer. Et velkendt russisk synspunkt.

Imidlertid tvang den libyske krise den russiske ledelse til en mere substantiel stillingtagen, hvilket afslørede de første usikkerhedstegn. På et møde 22. februar i Den Nationale Anti-terror Komité advarede præsident Medvedev mod en mulig disintegration af de arabiske lande som et resultat af revolutionerne, som han tillige frygtede kunne blive overtaget af radikale fundamentalistiske kræfter. Den russiske politiske elite, eller i det mindste store dele af den, er af den opfattelse, at det er de vestlige lande, der sponsorerer de arabiske revolutioner, og man kritiserer de vestlige landes bestræbelser på at fremme den demokratiske udvikling i området, hvilket man frygter vil føre til fundamentalisme. Det udtrykte vicepremierminister Igor Sechin på det omtalte møde 22. februar.

Derfor kan det undre, at Rusland og EU, to dage senere24. februar, vedtog en fælles udtalelse, der fordømte Gadaffis brug af vold mod den libyske civilbefolkning. 25. februar udtalte den russiske præsident sin fordømmelse af den libyske regerings brug af vold. Den følgende dag støttede Rusland vedtagelsen af FN’s sikkerhedsråds resolution 1970, der blandt andet indebar sanktioner mod Libyen. Mest overraskende var det dog, at Rusland med sin støtte til resolutionen også accepterede, at Den Internationale Kriminaldomstol skulle inddrages mod den libyske ledelse. Rusland anerkender nemlig ikke denne domstol. Den russiske FN-ambassadør udtalte ved resolutionens vedtagelse, at den ikke måtte bruges som et påskud for anvendelse af væbnet magt i form af en såkaldt humanitær intervention.

Det er et grundlæggende princip i russisk udenrigspolitik, at indblanding i en stats interne anliggender er udelukket. Derfor er man principiel modstander af enhver form for humanitær intervention med væbnet magt. Derfor kom det som en overraskelse for mange, herunder denne artikels forfatter, at Rusland (og Kina, der har samme principielle holdning) afstod fra at nedlægge veto mod vedtagelsen 17. marts af Sikkerhedsrådets resolution 1973, der sanktionerer alle nødvendige forholdsregler for at beskytte den libyske befolkning. Resolutionen tillader anvendelsen af alle nødvendige forholdsregler til etablering og opretholdelse af en flyveforbudszone i libysk luftrum, i praksis en tilladelse til anvendelse af omfattende militær indsats, bortset fra en invasion og besættelse af libysk territorium med landstyrker.

Ændrede signaler, da krigen startede
Ruslands noget uventede stillingtagen skyldes formentlig Den Arabiske Ligas krav (støttet af Den Afrikanske Union) om, at Sikkerhedsrådet handlede aktivt i denne situation. Dertil kommer formentlig også Moskvas strategiske relationer til Frankrig, der som bekendt har anlagt en hyper-aktivistisk linie.

Men da ”koalitionen” med Frankrig, Storbritannien og USA i spidsen indledte de militære operationer 19. marts, ændrede den russiske ledelse signaler. 20. marts tilkendegav det russiske udenrigsministerium, at den konkrete anvendelse af militær magt gik ud over rammerne for mandatet i resolution 1973. Formændene for henholdsvis Dumaens og Føderationsrådets udenrigsudvalg, Konstantin Kosachov og Leonid Slutsky, udtalte sig stærkt kritisk om operationerne og blev bakket op af udenrigsminister Lavrov. Han påpegede, at man havde overskredet den arabiske ligas forslag og intentioner.

Splittelsen mellem Medvedev og Putin
Uoverensstemmelserne i den russiske politiske ledelse blev for alvor synlige, da Premierminister Vladimir Putin i en tale til fabriksarbejdere på en våbenfabrik (der blandt andet producerer de interkontinentale missiler Topol-M og Bulava) i Votkinsk i Udmurtien21. marts udtalte, at efter hans helt personlige opfattelse – og her skal vi jo erindre os, at det er præsidenten, altså Dmitrij Medvedev, der fører Den Russiske Føderations udenrigspolitik, ikke regeringschefen – var Sikkerhedsrådets resolution utilstrækkelig. Dens ordlyd tillod indblanding i andre staters interne affærer og mindede mere om en middelalderlig opfordring til korstog.

Putin benyttede lejligheden til at rette et hårdt angreb på USA’s udenrigspolitik, først og fremmest den dårlige vane at gribe til væbnet magtanvendelse.En klar fortsættelse af den stærkt anti-amerikanske linie i Putins skelsættende tale ved Wehrkundetagung i München februar 2007.

Kun få timer efter denne nok så markante udtalelse var blevet kendt, svarede den russiske præsident på denne åbenlyse kritik på en usædvanlig markant måde. Han betegnede premierministerens udtalelser for utilstedelige (neposvoditel’nie), idet de kunne bidrage til at skabe unødig splid mellemforskellige religiøse og kulturelle grupperinger. Præsidenten understregede, at han personligt havde givet instrukser om støtte til intentionerne i resolution 1973, og om at undlade at nedlægge veto. Nok så interessant var det, at han ikke eksplicit fordømte omfanget af den væbnede intervention, idet han dog beklagede, at civile tab ikke havde kunnet undgås.

Forsøg på at forene Putin og Medvedev
23. marts forsøgte Dumaen gennem vedtagelsen af en særlig erklæring om situationen i Libyen at forene præsidentens og ministerpræsidentens synspunkter, idet man på den ene side anerkendte begrundelserne for at afstå fra at nedlægge veto, samtidig med, at man opfordrede parterne til at standse kamphandlingerne hurtigst muligt og til at indlede forhandlinger om våbenhvile.

Erklæringen slutter med en lidt kryptisk udtalelse om, at visse lande havde (mis)brugt resolutionen til andre formål. Disse blev dog ikke specificeret. Men i tabloidavisen Moskovskij Komsomolets kunne man læse, at borgerkrigen i Libyen var blevet iscenesat af visse vestlige efterretningstjenester med det formål, at den vestlige verden kunne sætte sig i besiddelse af de libyske olieressourcer. Dette var en lære for Rusland, hvis olie- og andre vigtige naturressourcer snart kunne blive genstand for den vestlige verdens ”interesse”.

Et dybere opgør om den udenrigspolitiske linje
Den russiske politiske elite er splittet i spørgsmålet om, hvordan Rusland skal placere sig i denne sag. Men splittelsen er dybere end det. Det er et opgør om, hvordan den generelle udenrigspolitiske linie skal lægges.
Den ansete udenrigspolitiske kommentator, Fjodor Lukyanov, der er chefredaktør for tidsskriftet Russia in Global Affairs, skriver i en kommentar, at USA’s geopolitiske mål med Operation OdysseyDawn er at standse en yderligere underminering af dets indflydelse i Mellemøsten, mens Europa forsøger at bibeholde den smule rest af international prestige, som det måtte have tilbage. En hård, men næppe helt forkert bedømmelse af de grundlæggende motiver hos to af hovedaktørerne.

I en lang periode efter Sovjetunionens opløsning i 1991, fortsætter Lukyanov, var Moskva optaget af at få bekræftet sin status som en verdensmagt, som skulle have indflydelse på beslutninger om alle (væsentlige) problemer i verden eller som minimum tage del i beslutningsprocessen.

Regional jernnæve og globalt samarbejde
Men omkring 2010 er Rusland nået til den erkendelse, at landet ikke er en mindre udgave af USSR, men en regional stormagt, om end stor og indflydelsesrig, hvis vitale interesser er geografisk begrænsede. Det er i virkeligheden essensen af præsident Medvedevs tese om ”et område af privilegerede [russiske] interesser”. Rusland er klar til at anvende magtmidler for at beskytte disse interesser, som det gjorde i Sydossetien i 2008, mens det ved problemer i andre dele af verden enten ikke deltager direkte eller er åbne for forhandlingsmuligheder.

Udviklingen af situationen i Nordafrika indikerer, at den russiske præsident og kredsen omkring ham er af den opfattelse, at Rusland skal samarbejde konstruktivt med den vestlige verden om løsningen af vigtige internationale problemer. Samarbejdet omkring Afghanistan og det iranske nukleare projekt er yderlige tegn på et skifte i russisk udenrigspolitik, hvor man søger et tættere samarbejde med den vestlige verden. Dette samarbejde skal først og fremmest bidrage til den moderniseringsproces i Rusland, som Dmitrij Medvedev har gjort sig til talsmand for.

Udviklingen i den arabiske verden kan påvirke Rusland
Dertil kommer, at udviklingen i Mellemøsten og Nordafrika da også kan få implikationer for Rusland. Hvis den radikale, politiske islamisme sejrer, kan det få alvorlige konsekvenser for udviklingen i Nordkaukasus og Centralasien. Den politiske islamisme er på fremmarch i disse områder, og Rusland har gennem de sidste 20 år måttet forholde sig til en blodig borgerkrig i Tadsjikistan, to revolutioner i Kirgisistan samt et systemskifte i Turkmenistan. I horisonten kan skimtes systemskifte i Kasakhstan og Usbekistan, idet man må formode, at hverken Nazarbayev (71) eller Karimov (73) lever evigt.

Endelig er nogle af de faktorer, der fremkaldte begivenhederne i Tunesien, Ægypten og Libyen, ikke ukendte for den russiske befolkning: magthavere, der ikke drages til ansvar (f.eks. gennem fair valg og en kritisk presse); omfattende, for ikke at sige massiv korruption; og udbredt arrogance og foragt for den almindelige befolkning.

Medio februar 2011 viste en opinionsundersøgelse foretaget af Levada Center i Moskva, at 34 procent af de adspurgte var af den opfattelse, at noget tilsvarende kunne ske i Rusland. Det fik formanden for Dumaens udenrigsudvalg, Konstantin Kosachev til at konkludere, at det ville være nødvendigt at afskaffe det i realiteten gældendeétpartisystem samt tilsikre at regeringens politik førte til reelle forbedringer for den almindelige befolkning. Hvorvidt det bliver tilfældet vil blive nok så interessant at følge i den kommende tid. Hvorvidt den mere pragmatiske vestvendte russiske udenrigspolitik fortsætter, vil være et mindst lige så interessant spørgsmål.

Foto: Præsident Medvedev og premierminister Putin (commons.wikimedia.org).

Karsten Jakob Møller (f.1947) er generalmajor og senioranalytiker ved DIIS. Oprindeligt uddannet som sprogløjtnant (russisk). Har været chef for Den Nordisk-Polske Brigade i Bosnien 1997, forsvarsattaché i Moskva, Kiev og Minsk 1998-2000. Fra 2001-2007 chef for Forsvarsakademiet. Fra 2007 senioranalytiker og fra 2009 leder af den forsvars- og sikkerhedspoltiske afdeling ved DIIS. Forfatter til bogen ”Fra kaos til Putin”.