27.01.2011

Valget af Najib Mikati som ny premierminister i Libanon bliver af mange betragtet som endnu en sejr for Hizbollah. Det var nemlig den shiamuslimske bevægelse, der først pegede på Mikati – på trods af at han, efter mere end ti år i politik, stadig er et relativt ubeskrevet blad. Men Mikati er også sunnimuslim, Libanons rigeste mand og en god ven af Saudi Arabien. Og der er ikke stor risiko for en større konflikt lige nu: Hizbollah vil hellere samarbejde med sine rivaler end risikere den legitimitet, bevægelsen over de sidste år har arbejdet hårdt på at opbygge.

Af Helen Hajjaj

Mikati blev udpeget som premierminister i 2009, dog kun for at libaneserne kunne gennemføre et parlamentsvalg, så posten blev givet videre efter blot tre måneder. Dengang faldt valget på ham, netop fordi han blev set som en god konsensuskandidat: På den ene side havde han et relativt tæt forhold til Syrien og landets støtter i Libanon. Men han vandt opbakning fra den anti-syriske fløj, da han samtidig erklærede sig villig til at stille gerningsmændene bag mordet på tidligere premierminister Rafik Hariri til ansvar. Dengang mente man, at det var højtstående medlemmer af Libanons sikkerhedsstyrker. Men idag falder hovedmistanken på Hizbollah. Så både i og udenfor Libanon er der en overbevisning om, at Najib Mikati må have erklæret sig villig til at føje Hizbollah ned til mindste detalje, siden partiet pegede på ham.

Medlemmerne af Libanons hidtidige parlamentsmajoritet (også kendt som ”14. Marts-Koalitionen”) havde på forhånd meldt ud, at de under ingen omstændigheder ville støtte en kandidat udpeget af oppositionen i ”8. Marts- koalitionen”, som udgøres af bl.a. Hizbollah. Tidligere på måneden trak ”8. Marts-koalitionen” nemlig sine ministre fra den skrøbelige konsensusregering, der har siddet siden 2009. Det var et forsøg på at presse den daværende premierminister Saed Hariri (søn af dræbte Rafik Hariri) til på forhånd at frasige sig resultatet af den pt. igangværende FN-undersøgelse, der skal danne basis for en retssag mod de mistænkte i Hariri-attentatet.

Man kan mene, at det var uklogt, usympatisk eller ligefrem bølle-agtigt at ”8. Marts-koalitionen” væltede regeringen. Men det var i fuld overensstemmelse med de relativt demokratiske love, der trods alt findes i Libanon. Man kan også se valget af Mikati som en sejr for Hizbollah, siden det nu var dem, der først pegede på ham. Saad Hariri havde på forhånd sagt at enhver sunnimuslim, der accepterede en nominering af Hizbollah, ville blive betragtet som forræder. Men faktum er, at Hizbollah ikke kunne have fået valgt nogen som helst, hvis ikke Hariris tidligere støtte, druserlederen Walid Jumblatt, havde trukket sig fra ”14. Marts-koalitionen” og besluttet sig for at gå sine egne veje. Dermed sidder oppositionen pludselig på flertallet af stemmerne, mens det hidtidige flertal er i mindretal.

Spørgsmålet er nu, hvordan de to grupperinger vil agere og reagere i den nye situation. Libanons sunnimuslimer har fyldt flere gader med protester og bilafbrændinger, selvom Saad Hariri forsøger at mane til ro. Samtidig opfordrer Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, til hurtigst muligt at få dannet en ny koalitionsregering.

Næppe borgerkrig
Frygten blandt mange i både Vesten og Libanon er, at Hizbollah med hård hånd vil gennemtrumfe sin vilje og bl.a. øge Syriens og Irans indflydelse over landet og i værste fald kaste libaneserne ud i endnu en krig mod Israel. Men dette ville stride imod alt hvad Hizbollah hidtil har sagt og gjort på den nationale scene:

Da der i 2008 igen blev dannet en regering i Libanon efter halvandet års tomrum var en af hovedgrundene, at oppositionen (”8. Marts-koalitionen”) blev garanteret en tredjedel af ministerposterne og dermed fik vetoret i forbindelse med alle politiske beslutninger. Argumentet dengang lød at det skulle sikre, at ingen religiøs sekt blev kørt over af de andre. Så det er svært at forestille sig, at Hizbollah vil kunne slippe afsted med at danne en ny regering uden en eneste minister fra ”14. Marts-koalitionen” og samtidig bevare bare en smule troværdighed. Og samtidig kan politikerne fra ”14. Marts” pludselig spille præcis de samme kort, som oppositionen har gjort de senere år – nemlig insistere på at få veto-ret og samtidig udnytte denne ret efter forgodtbefindende. Libanon har flere gange tidligere gået i op til flere år uden en fungerende regering, så det scenarie er langt fra utænkeligt.

Om den nuværende situation udvikler sig til decideret borgerkrig er dog sværere at spå om. Tidligere har man set alvorlige kampe blive sat i gang af noget så banalt som strid om en parkeringsplads. Men som forholdene er i øjeblikket, er ingen af parterne interesseret i en egentlig væbnet konflikt. Først og fremmest fordi vinderen er givet på forhånd. Hizbollah er i dag uden sammenligning den største militære magt i landet – selv medregnet den nationale hær (som alligevel med 99% sandsynlighed aldrig vil gribe til våben mod en anden libanesisk fraktion). Fra sunnimuslimsk side vil et nederlag koste for meget – både hvad angår menneskelige og økonomiske tab, men i høj græd også når det kommer til ære. Hizbollah vil derimod miste en stor del af den legitimitet, bevægelsen de senere år har kæmpet hårdt for at opnå – ikke mindst udenfor shiamuslimske kredse. Så alt tyder på at begge parter vil gøre mest muligt for at undgå endnu en omgang borgerkrig.

Står sunnierne bag Mikati?
Tilbage står så Najib Mikati og skal forsøge at danne en ny samlingsregering. De næste dage vil vise, om han virkelig bare er en marionet for Hizbollah, eller om han har et reelt politisk projekt at kæmpe for.

Flere ting tyder på, at man ikke bare skal afskrive ham som Nasrallahs mand. For det første har Saudi Arabien, der ellers er Saad Hariris stærkeste støtte, ikke taget afstand fra udnævnelsen. Samtidig siger flere libanesiske analytikere, at det netop var Mikati, som både Tyrkiet og Qatar ville have indsat på posten under deres (ellers forgæves) mæglingsforsøg.

Ud over sin politiske karriere er Najib Mikati med en formue på over to milliarder dollars også kendt for at være Libanons rigeste mand. Sit forretningsimperium har han bygget op i høj grad takket være saudiske forbindelser. Og de fleste analytikere er da også enige om, at det er tvivlsomt om han vil være villig til at sætte alt det over styr, bare for at tilfredsstille Hizbollah.

Alt det er dog ligegyldigt, hvis ikke Mikati formår at sikre sig opbakning blandt landets sunnimuslimer. Selv om flere Hariri-støtter skulle vælge at bakke op om Mikati, så vil han ikke have nogen legitimitet i den brede befolkning, hvis ikke et flertal i hans egen religion – sunnierne – gør det samme. Manglende opbakning her vil utvivlsomt lede til endnu et politisk kollaps.

Helen Hajjaj blev uddannet journalist fra SDU i 2005. Praktik på Reuters, siden artikler for bl.a. B.T., Information og Nyhedsavisen. For DR bl.a. journalist på ”Deadline 17” og vært på ”DR2 Udland”. Dette er hendes første artikel for RÆSON.