04.03.2011

I midten af 00’erne vandt den norske venstrefløj regeringsmagten på en koalition mellem Arbeiderpartiet og Sosialistisk Venstreparti. Med seks års forsinkelse kan S-SF gøre dem kunststykket efter. Men kan sammenholdet overleve efter valget, og hvordan skal velfærden finansieres? RÆSON kigger mod nord for at finde svaret.

Af Esben Alslund-Lanthén

Danmark regeres ikke i vakuum. Med serien LEX undersøger RÆSON de lektier, Helle eller Løkke kan lære fra vores naboer.

”SV betyder mere, end I tror”. Bifaldet er massivt, da SF’s formand Villy Søvndal i 2009 går ned fra talerstolen i Folkets Hus til Sosialistisk Venstrepartis landsmøde i den norske by Bergen. Budskabet fra det danske søsterpartis formand er da heller ikke til at tage fejl af. Regeringssamarbejdet mellem SV og det socialdemokratiske Arbeiderpartiet er en inspirationskilde for den europæiske venstrefløj som helhed – og for Danmark i særdeleshed.

På det tidspunkt har en proces været i gang i næsten to år på den danske venstrefløj. En proces, der har til formål at bringe de to største oppositionspartier sammen for at skabe et dueligt regeringsalternativ og har resulteret i en nu fasttømret S-SF-alliance, der ifølge meningsmålingerne står til at skulle danne regering i Danmark efter næste valg. S-SF er den norske model i Danmark.

Danmark: seks år bagud
Det dårligste valg i mere end 100 år. Det var den virkelighed Socialdemokraterne måtte forholde sig til efter folketingsvalget i 2007. Samtidig havde SF næsten fordoblet deres mandatantal og var dermed suverænt blevet oppositionens næststørste parti. Med den nye magtfordeling på venstrefløjen rettede de to partier deres opmærksomhed mod Norge, hvor man seks år tidligere havde oplevet noget tilsvarende og efterfølgende fundet en opskrift på succes.

”På mange måder er situation ved det danske valg i 2007 ganske lig, hvad der skete i Norge i 2001. SV, der minder meget om danske SF, var gået kraftigt frem, og samtidig led Arbeiderpartiet et historisk stort nederlag,” forklarer ph.d.-stipendiat i statskundskab ved Oslos Universitet, Anders Ravik Jupskås.

Valgnederlaget blev startskuddet til et hidtil uset samarbejde, hvor Arbeiderpartiet for første gang anerkendte SV som et muligt regeringsparti og gik til valg på en koalition med SV og det midtersøgende Senterpartiet. Samarbejdet viste sig at blive frugtbart.

”Regeringsskiftet i Norge i 2005 blev til på baggrund af stor utilfredshed med den borgerlige regering og en intern splittelse i den borgerlige blok. Det samme ses i Danmark forud for valget i 2011. Jeg har set meningsmålinger, der viser, at 70 procent af vælgerne mener, at Løkke-regeringen er nedslidt. Det er afgjort samme tendens i de to lande,” siger Anders Ravik Jupskås.

Med seks års forsinkelse ser udviklingen i Norge og Danmark ens ud. Og hvis det fortsætter har S-SF meget at vinde. For det lykkedes som bekendt Stoltenberg-regeringen at sikre sig yderligere fire år i regeringen ved det seneste valg i 2009.

Nordisk samarbejde kickstartede S-SF
”Det, der er sket på venstrefløjen i Danmark, er udslaget af et stærkt samarbejde mellem de nordiske partier både formelt og uformelt. Samarbejdet er langt større, end hvad der kommer til udtryk i offentligheden,” forklarer professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Peter Nedergaard.

Norske og danske venstrefløjspartier og fagforeninger mødes jævnligt i organisationerne Nordic Green Left og SAMAK-samarbejdet, og senest er Helle Thorning-Schmidt blevet formand for de nordiske arbejderbevægelsers samarbejdsorganisation.

Landssekretær i SF Turid Leirvoll beskriver det nordiske samarbejde som en vigtig inspirationskilde – både, når det gælder aktuelle politiske udfordringer og i forbindelse med strategiske overvejelser: ”Vi snakker blandt andet om erfaringer med at danne alliancer for at få reel indflydelse på samfundsudviklingen,” forklarer hun.

Turid Leirvoll er noget så sjældent som en omrejsende succes i at føre venstrefløjen til magten. Før hun i 2003 blev landssekretær i SF, besad hun gennem otte år en tilsvarende stilling som partisekretær for norske SV og var med til at danne grundlaget for det samarbejde, som senere skulle føre til Stoltenberg-regeringen. ”Samarbejde mellem politiske partier handler om at bygge tillid over tid. Vise, at man mener det alvorligt, også når der kommer pres på. 2007-valget satte skub i en erkendelsesproces hos S og SF: Det var nødvendigt at samarbejde i stedet for at konkurrere,” siger Turid Leirvoll.

Men det er ikke nok at have et stærkt og konstant samarbejde på tværs af partierne. En af de ting, som Turid Leirvoll har taget med fra sit arbejde i SV, er, at beslutningen om at gå efter regeringsmagten kræver en dyb forankring i partiorganisationen. ”Mange skal involveres, for at projektet bliver bæredygtigt. Ligesom vi gjorde det i SV, har projektet i SF gennemgået gentagne behandlinger på landsmødet og andre besluttende organer. En samlet organisation er helt afgørende for, at man kan mobilisere folk,” siger hun.

Valgsejr svækker sammenhold
Siden sommeren 2009 har Socialdemokraterne og SF stået hinanden last og brast. Og hvis valget – som det efterhånden kunne se ud til – først kommer til efteråret, så når alliancen at have mere end to år på bagen. Dertil skal så lægges perioden frem til sommeren 2009, hvor der i længere tid var forhandlinger mellem partierne. Det overrasker Anders Ravik Jupskås, at man i S-SF i så lang en periode har været i stand til stort set kun at markedsføre partierne på fælles sager.

Men selvom der op til valget bliver givet udtryk for enighed, så advarer han mod, hvad der vil ske efter et regeringsskift. ”I Norge så man, at sammenholdet begyndte at blive svækket efter, SV og Arbeiderpartiet kom i regering. Sammenholdet er i dag slet ikke hvad, det var i 2005, og det skyldes primært uenigheder om miljø, asyl og EU,” forklarer Anders Ravik Jupskås.

For S-SF kunne mulige knaster være asyl- og integrationspolitikken eller boligbeskatningen. Men Turid Leirvoll mener ikke, at man vil komme i samme situation som i Norge. ”Vi har lært fra Norge, at hvis man ikke tager hul på de svære ting fra starten, så kan der opstå problemer. Det har vi gjort og står derfor i dag meget stærkt rustet til et fremtidigt samarbejde,” forklarer hun.

Ved de seneste to stortingsvalg har SV mistet næsten halvdelen af vælgertilslutningen. Det har tvunget partiet til at profilere sin politik mere klart og har skadet samarbejdet med Arbeiderpartiet. Men tilbagegang i vælgertilslutningen er ifølge Peter Nedergaard et nødvendigt onde, og SF-ledelsen er klar over, at det er prisen for ministerkontorerne. ”Det er en del af SF’s kalkule, at partiet bliver bragt ned i naturlig størrelse. Det er et offer fra SF’s side, men man har vurderet, at indflydelsen er vigtigere,” forklarer han.

Ingen olie, ingen velfærd
I Norge har man brugt afkastet fra den gigantiske oliefond til at finansiere investeringer i infrastruktur såsom udvidelse af jernbaner og opgradering af de fysiske rammer for skoler og børneinstitutioner. Det har ikke alene skabt begejstring hos vælgerne, men har også betydet, at Norge under den økonomiske krise har oplevet en arbejdsløshed, der er halvt så stor som i både Danmark og Sverige.

Danmark står ikke i samme privilegerede situation. Vi bruger rub og stub af vores indtægterne fra olien, og alligevel er der et stort hul i statskassen. ”Norge bliver i fremtiden den eneste universelle velfærdsstat, vi har i verden. De har råd på grund af den kolossale rigdom i undergrunden, det har Danmark ikke,” forudsiger Peter Nedergaard.

På trods af, at der er råd til at ’slå til Søren’, så har Stoltenberg-regeringen de sidste to perioder ført en relativt stram økonomisk politik med fokus på effektiviseringer og rationaliseringer af den offentlige sektor krydret med en aktiv finanspolitik for at holde arbejdsmarkedet i gang. Det er sket ud fra erkendelsen af, at hvis man bruger løs af formuen, så vil den borgerlige blok kunne slå ned netop dér.

Ifølge Peter Nedergaard bliver S-SF nødt at gå endnu længere, end hvad man har set i Norge. ”Den demografiske udvikling gør, at medmindre vi skal have et skyhøjt skattetryk, så bliver vi nødt til at skære ned. Der er dele af velfærden, vi simpelthen ikke har råd til mere,” siger han.

Det store spørgsmål er, om en S-SF regering på den ene side kan fremstå økonomisk ansvarlige og på anden side opretholde velfærdsstaten. ”Hvis vi forudsætter, at S-SF vinder næste valg, så bliver lakmusprøven, om de kan føre en ansvarlig økonomisk politik. Faktisk skal de næsten føre en politik, der er endnu mere ansvarlig end de borgerlige, for at lukke den flanke af. Det bliver afgørende for, om S-SF kan beholde magten,” forklarer Peter Nedergaard.

Velfærd og økonomisk ansvarlighed bliver den knivsæg, som Helle og Villy skal balancere på, og måske er det netop her, at læren fra Norge bliver utilstrækkelig for S-SF – er den norske model brugbar uden det sorte guld?

Esben Alslund-Lanthén er stud.scient.pol ved Københavns Universitet, har læst international politik ved Freie Universität i Berlin og er uddannet faglig formidler fra Tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen i Århus. Han har tidligere været ansat som researcher på Politikens indlandsredaktion og har blogget på Politiken.dk. Esben skriver primært om dansk politik, miljø- og klimapolitik samt internationale forhold.