26.11.2011

RÆSON har bedt fire bogaktuelle forfattere om at fortælle om deres bøger og i samme omgang vurdere aktuelle politiske tendenser og problemstillinger. Her forfatter og debattør Lars Olsen (f. 1955), der i september i år udgav bogen ’Uddannelse for de mange – opskriften på en kulturrevolution‛. Uddannelsessystemet er blevet for elitært og akademisk, mener han. Interessen for de praktiske fag skal genoprettes – det vil styrke sammenhængskraften i samfundet og vise vejen til, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

INTERVIEW af Lars Theil Münster

Læs også
– Peter Nielsen: Væksten vender ikke tilbage

Udvalgte citater
– ”Kampen om skolen en social kamp mellem forskellige sociale interesser og erfaringer og livsformer. Forskellige klasser har forskellige måder at forestille sig, hvad den gode uddannelse er. Det er en samfundsmæssig styrkeprøve, der er i gang.”
– ”De Radikale er blevet et meget eksklusivt parti. Deres vælgere er de rigeste og højst uddannede af alle, og de varetager deres egne vælgeres interesser. De står for en meget akademisk uddannelsespolitik.”
– Vi har fjernet mange af de økonomiske barrierer, der hindrede arbejderklassens kvikke børn i at tage en uddannelse. Men de kulturelle barrierer er der fortsat. Vores dages uddannelsessystem er stadig indrettet efter de velstillede samfundsgrupper bare på en anden måde end før. (Uddannelse for de mange, s.41)

RÆSON: Hvad er det, der ikke fungerer i uddannelsessystemet?
Lars Olsen: Især to ting. De praktiske elementer i undervisningen er blevet så svage, at folkeskolen i virkeligheden kun peger frem mod gymnasiet. Det er et problem, fordi en stor del af en årgang tager en erhvervsuddannelse. Når du er færdig i 9. klasse, skal du vælge mellem to spor. Det ene er gymnasiesporet, og det andet er erhvervsuddannelsesporet, og det er kun det ene spor, vi uddanner til i folkeskolen. Det andet problem er, at meget af undervisningen i de boglige fag er blevet for teoretisk og især i gymnasiet er blevet enormt akademiseret med videnskabsteori og metodeovervejelser, og noget af det siver også ned i folkeskolen, bl.a. af den grund at lærerne vil forberede deres elever til gymnasiet: Når gymnasiet bliver mere akademisk, bliver folkeskolen det også.
RÆSON: Men er det ikke en naturlig udvikling – i takt med at videnssamfundet udvikler sig, skal skolen så ikke ajourføre de kompetencer, de videregiver?
Lars Olsen: Dit spørgsmål afslører forestillingen om det abstrakte videnssamfundsbegreb, som der er to problemer med: Det ene er, at den erhvervspolitiske debat er skiftet. Når du hører dem, der taler om, hvad Danmark skal leve af, taler de ikke om Danmark som videnssamfund alene, men om Danmark som et videnssamfund OG et produktionssamfund, fordi der opstået en erkendelse af, at kilden til ny innovation og ny viden er produktion – at teori og praksis hænger sammen. Det nytter ikke noget, at man kan en masse abstrakt teori, hvis man ikke har lært at forbinde det med praksis, og den meget teoretiske undervisning i gymnasiet og delvist i folkeskolen afspejler en forestilling om videnssamfundet, som vandt frem for 15 år siden, men som man faktisk er ved at forkaste i den erhvervspolitiske debat.

RÆSON: Rummer din uddannelsesvision – med fokus på det virkelighedsnære; det, der er umiddelbart anvendeligt – ikke en fare for en funktionalisering af skolen? Hvor idealet om, at skolen også skulle være dannende og give livsoplysning forsvinder?
Lars Olsen: Vi må spørge os selv, hvad er det for nogle mennesker, vi vil danne. Summen af de forskellige planer, der ligger for, hvad der skal ske med uddannelserne, er jo i virkeligheden et uformuleret bud på nogle dannelsesidealer. Jeg synes ikke, vi skal danne en gruppe af højtudannede, der har gået i gymnasiet og går videre på universitetet, som kan en hel masse teori, men ikke er særlig tæt forbundet med det virkelige liv. Nu stiller jeg det meget primitivt op: Det kan godt være, at hvis du er vokset op i Gentofte og gået på Ingrid Jespersen [københavnsk privatskole, red.], så vil du have en høj statistisk chance for at blive akademiker og få et rigtig indflydelsesrigt job, men hvor meget af virkeligheden kender du, hvis du er vokset op i et afsondret villamiljø og har gået i skole med en masse andre fra det bedre borgerskab og så oveni købet i undervisningen har lært en masse abstrakt teori, men har været forbløffende lidt ude at undersøge virkeligheden? Når man snakker om djøf’icering, snakker man om, at man har fået en elite inden for den offentlige sektor – nogle akademikere inden for forvaltningen, som er kommet for langt væk fra folk. Og der mener jeg, at uddannelsessystemet skal være med til at skabe forståelse mellem grupperne – social sammenhængskraft kan du sige.

RÆSON: Overvurderer du ikke skolens betydning i denne sammenhæng – er der ikke mange andre mere væsentlige politikområder, der skal bidrage til den sociale sammenhængskraft?
Lars Olsen: Jeg har skrevet en bog, der tager det udgangspunkt, at der er en politisk målsætning om, at flere skal nå længere i uddannelsessystemet. Så spørger jeg, hvordan opnår vi det – og konstaterer, at dem, der mangler, for at regnestykket skal gå op, er folk fra faglærte og ufaglærte miljøer. Det er ikke akademikerbørn. Og så kommer jeg med nogle ideer til, hvordan man kan gøre udannelsessystemet bedre i stand til at skabe mobilitet i samfundet. Det er jo ikke mit postulat, at skolen skal være det eneste sted, der skal skabe social sammenhængskraft. Jeg siger bare, at hvis vi skaber et uddannelsessystem, der er bedre til at integrere teori og praksis, så opnår vi en række fordele på én gang: Den ene er, at vi gør det nemmere for dem, der ikke kender alle teorierne og begreberne hjemmefra – vi hæver det faglige niveau for brede grupper og fremmer den sociale mobilitet. Det andet er, at vi får en bedre samklang med det paradigmeskifte, der er ved at ske i den erhvervspolitiske debat. Så tilføjer jeg, at det vil skabe en mindre modsætning mellem samfundsgrupper, hvis især de højtuddannede lærer at forholde sig til andres virkelighed. Det er ikke mit hovedargument, men en sidegevinst, kan du sige. Hovedargumentet er social mobilitet og bedre samklang med, hvad Danmark skal leve af.
RÆSON: En anden politisk prioritering på skoleområdet kunne være, at man fokuserede på, hvordan vi gjorde de klogeste elever endnu klogere og eksempelvis oprettede eliteskoler. Er du modstander af eliteskoler?
Lars Olsen: Jeg synes at eliteskoler er noget skidt. En af de mest veldokumenterede effekter i skolen er det, der hedder klassekammerateffekten, som går ud på, at hvis du har en blandet skoleklasse, så vil de uddannelsesvante trække de mindre udannelsesvante op.
RÆSON: Men går det ikke også den anden vej – at de mindre kloge trækker de kloge nedad?
Lars Olsen: Der findes masser af undersøgelser der viser, at socialt blandede skoler trækker de uddannelsesvante op, men at de andre IKKE bliver trukket ned. Det, PISA-undersøgelserne også viser, er jo, at de lande, der har meget opdelte skolesystemer enten i form af niveaudeling eller i form af stærke privatskoletraditioner, ikke klarer sig særlig godt, snarere tværtimod. Fx er der i Tyskland, der ikke klarer sig særlig godt i PISA-undersøgelserne, enormt meget debat om delingen af skolen, og der er mange i Tyskland, der peger på, at den skandinaviske tradition for udelt skole ville være bedre for landet.

RÆSON: Johannes Andersen påpeger i RÆSON et skifte, han mener finder sted fra en kollektivt orienteret til en rettighedsorienteret medborgertype, der stiller individuelle krav til velfærdstatens ydelser. Hvis vi overfører analysen til folkeskolen, vil en niveauinddelt skole så ikke bedre imødese forældrenes og børnenes specifikke behov og ønsker end den bredere orienterede enhedsskole?
Lars Olsen: Jeg er enig i analysen af, at samfundet har ændret sig på den måde. Men jeg mener, at hvis vi ændrer velfærdsstaten til en stor rettighedsmaskine og lægger enhver form for borgersind på hylden, holder systemet ikke ret længe. Og det samme vil være tilfældet for folkeskolen. Når man taler om niveauinddeling, er det jo, fordi især den tidligere regering appellerede til rettighedstænkningen blandt de bedre stillede ved at sige, at ’hvis vi niveauinddeler, så vil dine børn få den helt unikke undervisning og slet ikke nogen af ballademagerne.’ Dér mener jeg, at vi må stå ved nogle af de mere klassiske borgerdyder, som handler om, at skolen har til opgave ikke bare at give høje faglige resultater – det kan en udelt skole i øvrigt lige så godt – men også at skabe samfundsborgere, der vil vinde på at kunne samarbejde med andre med en anden baggrund og få en fornemmelse for, hvordan mennesker fra forskellige samfundslag lever. Hvis vi får en niveauinddeling, hvor den bedre middelklasses børn går i én slags skole, og arbejderklassen går i en anden, vil vi også få et samfund, hvor vi kender mindre til hinanden.

RÆSON: Hvad kan vi forvente os af den nye regerings uddannelsespolitisk?
Lars Olsen: Man vil lægge mere vægt på uddannelse og bruge flere penge på det. Regeringspartierne er enige om at bevare den udelte skole, og de vil oprette en flexuddannelse, som er et forsøg på sige, at hvis alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, må der laves nogle mere tilpassede tilbud til dem, der har svært ved at gå de etablerede veje. Men jeg mener også, der er et spændingsfelt mellem den radikale og socialdemokratiske uddannelsespolitik. Socialdemokratiet købte jo meget af den akademiske elites måde at føre uddannelsespolitik på. Fx var man med til at indføre ”ansvar for egen læring” i folkeskolen, som de nu driver kritik imod. Man har erkendt, at den uddannelsespolitik, man selv førte for 10 siden, favoriserede den veluddannede middelklasses børn på bekostning af arbejderklassens børn, og dér har man faktisk sagt ret utvetydigt offentligt, at man tog fejl. Men de radikale har slet ikke haft den erkendelse. De er blevet et meget eksklusivt parti. De radikales vælgere er de rigeste og højst uddannede af alle, og de varetager deres egne vælgeres interesser. De står for en meget akademisk uddannelsespolitik. En af de ting, man er enige om i regeringen, er at gøre noget ved praktikpladsmanglen på erhvervsuddannelserne. Der tror jeg, at regeringen vil give arbejdsgiverne tommelskruerne på – i forbindelse med fremrykningen af offentlige investeringer bliver det fx et krav, at der oprettes lærepladser. Så der er en række ting, der vil markere nybrud. Men så har du dette opgør mellem S og R. Man er enig om at ville prioritere uddannelse højere, men hvordan og til hvem? Det er konfliktlinjen i regeringen, og det er i virkeligheden en social konflikt om hvis interesser, man vil varetage.

RÆSON: Hvem vinder denne kamp?
Lars Olsen: Det mener jeg er temmelig uforudsigeligt. Igennem trepartsforhandlingerne vil fagforeningerne forsøge at få styrket erhvervsuddannelserne og efteruddannelsen. De radikale har fået igennem i regeringsgrundlaget, at 25 % af en ungdomsårgang skal være akademikere, og 60 % skal tage en videregående uddannelse, og det står i nogen grad i modsætning til Socialdemokratiet og fagforeningernes ønske om at styrke erhvervsuddannelserne og efteruddannelsesmulighederne. Spørgsmålet er, hvor du skal bruge pengene? Det, der kan være faren ved at lægge så meget vægt på, at så mange unge skal tage en videregående uddannelse, er, at du gør gymnasiet til hovedsporet efter folkeskolen, og det er ikke hensigtsmæssigt, fordi vi ved, at vi ikke kun kommer til at mangle folk med videregående uddannelser, men også folk med faglige uddannelser. Man er bedre tjent med to store systemer efter folkeskolen, nemlig et gymnasialt og et erhvervsuddannelsessystem.
RÆSON: Hvor tror du, at den danske skole er henne om 20 år – hvilke tendenser vil være toneangivende?
Lars Olsen: Vi står ved en skillevej med nogle grundlæggende spørgsmål, der lægger sporene for, hvor skolen er om 20 år – delt skole kontra udelt; en meget teoretisk skole kontra én, hvor teori og praksis spiller sammen, for at tage to af de afgørende spørgsmål. Efter min menig er meget af det her en social konflikt, der handler om, hvem vi vil drive uddannelse og skole for. Der er i hvert fald tre store visioner i spil, som jeg ser det: Du har den radikale måde, der har meget vægt på det akademiske; gymnasiet bliver i praksis hovedsporet, og en stigende del vil gå på universiteterne ud fra en forestilling om videnssamfundet, der afspejler de højere kulturelle klassers måde at tænke uddannelse på. Så har du det, den tidligere regering stod for, som var en skole, der skulle være drevet meget af konkurrence med skoleranglister, offentliggørelse af karakterer og testresultater, hvor drivkraften bliver forældrene som forbrugere i et forsøg på at appellere til den bedrestillede økonomiske middelklasse, der tænker ’hvor kan jeg maksimere udbyttet for mine egne børn?’ Og endelig kan du sige, at der er den skolevision, som jeg står for, og som jeg synes har fået en vis klangbund hos S og SF – uden at den er blevet altdominerende – som siger, at vi skal føre uddannelsespolitik for det store flertal, vi skal genskabe den sociale mobilitet; det skal ske ved at undervise på en måde, der gør rejsen for børn fra ikke-akademiske hjem mindre – og det vil i øvrigt have den sidegevinst, at det vil resultere i bedre sammenhæng mellem teori og praksis og styrke den sociale sammenhængskraft. Set i et socialt perspektiv er kampen om skolen en social kamp mellem forskellige sociale interesser og erfaringer og livsformer. Forskellige klasser har forskellige måde at forestille sig, hvad den gode uddannelse er. Det er en samfundsmæssig styrkeprøve, der er i gang.

RÆSON Det er vel ikke en ny erkendelse, at forskellige samfundsgrupper forsøger at sætte deres egne interesserer igennem?
Lars Olsen: Det er sociologisk børnelærdom, men hvis du følger skoledebatten, er der jo ganske få, der siger, at de her ting afspejler nogle forskellige samfundsgruppers forestillingsverdener. Skolespørgsmål diskuteres i stedet som pædagogiske og didaktiske problemstillinger, hvilket er alt for snævert. Skolen har helt tilbage til etableringen af folkeskoleloven 1903 været en social kampplads, ligesom skolen er det i dag og vil være det fremover.

Lars Theil Münster (f.1983) er cand. mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Arbejder til daglig i forlagsbranchen. Skriver for RÆSON om kulturpolitik. ILLUSTRATION: dansk folkeskole (foto af Klaus Markussen).