22.06.2011

”EU igangsatte krisen i Spanien med en meget lav rente, som skabte grundlag for byggesektorens boom, og afhængigheden af ”cheap money” i mange år. Indirekte har det haft en stor betydning, at den monetære union førte en ensidig økonomisk politik.” Det siger en af Spaniens mest anerkendte kommentatorer, lederen af tænketanken ECFR’s Madrid-afdeling José Ignacio Torreblanca, til RÆSON. ”Men i løbet af krisen har EU’s rolle omvendt været meget positiv og hjælpsom.” Med demonstrationer, ekstremt høj gæld og ungdomsarbejdsløshed, økonomisk krise og spekulation om behov for hjælpepakke fra EU ser Spaniens krise dyb ud. Alligevel er Torreblanca optimistisk: ”Det, der skal gøres, bliver gjort.”

Interview af Line Nissen

RÆSON: Der er økonomisk krise i Spanien, som ikke kan devaluere, fordi landets økonomi er bundet af euroen, og som ikke kan føre ekspansiv finanspolitik på grund af de finansielle markeder. Fra Bruxelles kræves der store besparelser på de offentlige udgifter. Hvordan kan Spanien komme ud af krisen?
José Ignacio Torreblanca: Spanien er på vej i den rigtige retning. Der er forskellige udfordringer afhængigt af, om man ser på kort, eller lang sigt. På kort sigt, tror jeg, man må gøre det, man gør nu, nemlig at holde udgifterne nede, bibeholde disciplinen og måske endda tage den endnu videre. De reformer der foretages nu, er meget vigtige. EU Kommission, IMF og OECD, har også udtalt, at vi skal blive ved med, at gøre det, vi gør. Vi er på rette vej, men selvfølgelig må vi stadig fokusere på vores problemer med konkurrencedygtigheden, den offentlige gæld og rentespændet mellem Spanien og Tyskland. Men vi er ikke i nærheden af en græsk eller portugisisk situation. Man kan diskutere, hvorvidt Spanien burde gå endnu længere med disse nedskæringer, men basalt set tror jeg, at det, der skal gøres, bliver gjort.
RÆSON: Og på lang sigt?
Torreblanca: Der er nøglespørgsmålet, om reformerne vil generere vækst og jobs, og herved skabe en bæredygtigøkonomisk udvikling, eller om ekstern efterspørgsel, eksempelvis fra en tysk økonomisk vækst, vil være det, der hiver Spanien ud af krisen.

Velfærdsstaten er nøglen til Spaniens fremtid
RÆSON: Der har i løbet af den sidste måned været store demonstrationer i Madrid. Nogle af demonstranternes hovedargumenter er, at staten støtter bankerne økonomisk, men ikke befolkningen, og at valgsystemet er udemokratisk. Demonstranterne har endvidere skrevet et manifest, hvor de bl.a. kræver, at Senatet skal afvikles, og at regeringen skal gøre mere for at nedbringe den høje ungdomsarbejdsløshed. Tror du, at der eksisterer nogle muligheder for, at demonstranternes krav bliver hørt?
Torreblanca: Jeg tror, at demonstranterne kan nå igennem på den måde, at de vækker opmærksomhed omkring en række problemer i spansk politik som korruption, uigennemsigtighed, jagt på personlige gevinster og et gigantisk bureaukrati. Jeg tror dog ikke, bevægelsen opnår forandringer i valgloven eller i konstitutionen. Alle kravene er meget spredte og vage, og de er endnu ikke blevet artikulerede i et politisk program. Demonstranterne har valgt at arbejde uden formelle politiske institutioner og med direkte demokrati, idet de vedtager hvordan deres aktioner skal udformes ved offentlige møder. Dette er meget kompliceret og meget få mennesker har den energi og tid, der skal til. Vi må se, om demonstranterne formår at danne en politisk platform frem til næste valg, selvom deres mål lader til at være mere indirekte påvirkning, end direkte politisk indflydelse. Det er dog stadig et åbent spørgsmål. Jeg tror også, at man kommer til at se en stor forskel på, hvad der kommer ud af stemmeurnerne til næste valg, og hvad demonstranterne på Sol mener. Tiden vil vise om demonstranterne vil træde ind på den politiske scene, eller fjerne sig fra den og blive mere radikale.
RÆSON: Mange har undret sig over, at der ikke har været demonstrationer tidligere under krisen, og derfor er dette blevet set som noget meget betydningsfuldt. Hvilken betydning tror du,” los indignados” (demonstranterne) vil få på sigt?
Torreblanca: Vi kan jo se, hvad der sker i dag på Island, hvor befolkningens oprør mod politikerne, det finansielle system og regeringens håndtering af krisen og markedet virkelig er blevet til en politisk bevægelse. Vi ser, at statsministeren bliver nødt til at tage stilling til demonstranternes krav. Den islandske befolkning har således formået at omdanne deres frustrationer til direkte politisk indflydelse, og har herved skabt opbakning til at kunne annullere nogle af de mest omdiskuterede love. På denne måde har de formået at stille politikerne til regnskab for deres manglende krisestyring. I Spanien kan det være, at M15-bevægelsen er et første skridt i den samme retning, selvom der er lang vej endnu.
RÆSON: Hvordan vil de spanske politikere fremtidssikre Spanien oven på denne krise?
Torreblanca: I forhold til Spaniens fremtid er der ikke synderlig forskel på højre- og venstrefløjens projekt. På trods af uoverensstemmelser på overfladen eksisterer der stor enighed om at bibeholde velfærdsstaten, og at den skal finansieres på en bæredygtig måde. De konservative, ser nok gerne en effektivisering af det offentlige system, ved at inddrage den private sektor, hvor venstrefløjen hellere ser, at løsningerne kommer fra staten selv, men i sidste ende er det forskellige måder at lede velfærdsstaten, man diskuterer. Grundlæggende eksisterer der stadig enighed omkring en åben social økonomi.

EU har skabt den spanske syge, men leverer selv medicinen
RÆSON: Hvor stor en rolle spiller EU og ECB i den spanske krise?
Torreblanca: En meget stor rolle! For det første fordi de, om end indirekte, igangsatte krisen med en meget lav rente, som skabte grundlag for byggesektorens boom, og afhængigheden af ”cheap money” i mange år. Dette satte gang i prisforøgelser og tab af konkurrenceevne, hvilket igen førte til inflation. Jeg siger ikke, at de er direkte ansvarlige, men indirekte har det haft en stor betydning, at den monetære union førte en ensidig økonomisk politik. I løbet af krisen, synes jeg omvendt, at EU’s rolle har været meget positiv og hjælpsom og ECB har genopfundet sig selv som en anden type bank, ved nu at være en selvstændig aktør på den europæiske scene og ikke blot en udlånsbank. Jeg tror, at folk i Spanien er meget tilfredse med denne forandring, hvad angår bankens vision om at forsøge at holde alle landende ombord, ved at finde europæiske løsninger på problemerne, i stedet for at favorisere en side frem for en anden.
RÆSON: Hvilke implikationer kan den spanske krise have for euroen på lang sigt, hvis nogen?
Torreblanca: Sidste år var der bekymringer for om, Spanien ville gå fallit og skulle reddes af EU, og at dette ville udløse en dominoeffekt, der ville blive enden på den monetære union. Jeg tror, at det på et tidspunkt gik op for os, at ét land ikke nødvendigvis vil hive et andet med sig ned. Island faldt ikke, fordi Grækenland skubbede dem, og Portugal faldt ikke på grund af Irland. På et tidspunkt indså folk, at landende ikke var så forbundne, og at det i højere grad drejede sig om, hvorvidt landende tog den rigtige eller den forkerte beslutning. Således har Irland og Grækenland taget nogle forkerte beslutninger, men jeg tror, at Spanien tog den rette beslutning ved at foretage store reformer. Selvom de fleste EU-lande nok føler, at deres suverænitet er blevet formindsket viser krisen paradoksalt nok, at de enkelte nationalstaters regeringer har frihed til at vælge og har valgt forskellige veje. Nogle har været succesfulde og andre har ikke. Selvom der fortsat eksisterer nogen usikkerhed i forhold til den spanske arbejdsløshed og gæld, tror jeg at man vil se, at den spanske regering har taget den rette beslutning.

Foto: Demonstranter i Madrid 19. juni 2011. “Uden hus, uden arbejde, uden pension, uden frygt”, står der på plakaten.

Line Nissen (f. 1986) er kandidatstuderende på statskundskab ved Københavns Universitet. Ekspertiser: Spansk politik, europæisk politik og EU, samt international politik og global etik.