13.03.2011

Siden 1992 har konflikten mellem Moldova og udbryderrepublikken Transnistrien været fastfrosset i en regional kamp for økonomisk og ideologisk indflydelse. Rusland og Ukraine støtter Transnistriens ønske om selvstyre, mens Moldova, som før ejede området, kæmper en ensom kamp for at få det tilbage. Men freden er kommet nærmere med stigende internationalt pres for en løsning og valgsejren i december til den pro-vestlige koalition Alliancen i Moldova.

Af Niels Martin Andersen


TEMA: DE FASTFROSNE KONFLIKTER. Rusland, USA og EU’s kamp for deres egne interesser har stået i vejen for fred i de konfliktramte gamle sovjetlande i Sortehavsområdet. Iagttagerne taler om ’de fastfrosne konflikter’, fordi de blev holdt i ave af Den Kolde Krig og brød ud igen, da den stoppede. Men spillets regler er under forandring netop nu. Derfor tager RÆSON i tre artikler temperaturen på Transnistrien, Nagorno-Karabach og Georgien: Er en optøning på vej?

Efter Sovjetunionens sammenbrud opstod konflikten mellem Moldova og Transnistrien, da pro-kommunistiske fraktioner besatte det smalle landstykke mellem floden Dnister og den ukrainske grænse og erklærede fra den nye hovedstad Tiraspol en ny stat: Transnistrien. Etniske russere fra Moldova strømmede til Transnistrien af politiske årsager. Moldova havde i 1990 erklæret sin selvstændighed fra USSR, og i 1992 ledte Transnistriens krav om selvstændighed til krig mellem Moldova og Transnistrien. Rusland var officielt neutral i konflikten, men den 14. armé bestående af russiske styrker støttede af ideologiske grunde det kommunistiske Tiraspol. Transnistrien vandt slaget.

Det er næsten 20 år siden en våbenhvile kom på plads, men Transnistrien er stadig en omstridt de facto-stat på Moldovas territorium.

Transnistrien er stærkt præget af sine sovjetiske rødder. Ønsker man benzin, smør eller underholdning må man henvende sig hos den statskontrollerede virksomhed Sheriff, og et statskontrolleret erhvervsliv og civilsamfund har skabt et autoritært styre. Sikkerhedspolitiet KGB er talrige gange blevet kritiseret for overtrædelser af menneskerettighederne. Landet, der formelt er en illegitim stat, er også økonomisk afhængigt af kriminelle aktiviteter. Det kan derfor undre, at Vesten, og i særlig grad EU, ikke har gjort mere for at løse konflikten.

Et tilbud, man ikke kan sige nej til
Det landlåste land Moldova har siden sin selvstændighed i 1991 kæmpet med store økonomiske problemer, der har placeret landet i et politisk vakuum mellem Europa og Rusland. Demografisk og kulturelt er Moldova lige så europæisk som Rumænien og Ukraine. Man kunne derfor have forventet, at EU ville stille landet et medlemskab i udsigt. Men det er ikke sket. Dels på grund af finanskrisen og østudvidelsen i 2004 og 2007, dels fordi Moldova med den nuværende infrastruktur og industrielle kapacitet ikke er i stand til at gennemføre de økonomiske reformer, EU kræver. Dertil kommer, at udenlandske investorer har været tilbageholdende med at investere i et land med en uafklaret territorialkonflikt.

Rusland har derfor haft frit spil til at søge politisk indflydelse i Moldova med økonomiske midler. Ruslandsekspert Dov Lynchs har sagt om EUs og Ruslands udenrigspolitik i Transnistrien, at ”Russia makes an offer, you can’t refuse, while the EU makes an offer you can’t understand.”

Smuglere, pengehvidvaskere og menneskehandlere
Økonomisk har Transnistrien klaret sig bedre end Moldova, og det har mindsket indbyggernes lyst til at blive en del af Moldova igen. Men den relative velstand er baseret på hvidvask af penge, menneskehandel og smugling.

Den organiserede kriminalitet er central for at forstå konflikten. Kriminelle i Moldova og Transnistrien har lukreret på den politiske ustabilitet, konflikten har skabt og har derfor haft en interesse i at den forblev uløst. Seniorlektor ved University of Edinburgh med speciale i Rusland Luke March siger til RÆSON, at forudsætningerne for fred er på plads, men processen bremses af, at Transnistrien er for økonomisk uafhængigt.

Politisk har Rusland aktivt støttet Transnistrien og dermed status quo. Mere end 125.000 personer har siden konfliktens start modtaget russisk statsborgerskab, deriblandt Transnistriens præsident Igor Smirnoff. Rusland har derved søgt at fremme sin kulturelle og politiske indflydelse. Moldova, der indtil 2009 var ledet af kommunistpartiets formand Vladimir Voronien, var villig til at acceptere russisk indblanding til gengæld for politisk og økonomisk støtte. Voronien var garant for russisk indflydelse i Moldova, og derved opretholdelsen af den fastfrosne konflikt. Det tyder ikke på, at Rusland har ændret politik på området. Kommunistpartiet var blevet lovet lukrative priser på gas og ophævelse af den russiske embargo på moldovisk vin, hvis de havde vundet valget i december 2010.

Moldova har været en del af den politiske strategi, Rusland har praktiseret siden Sovjetunionens sammenbrud. Politikken har været tostrenget. Man skulle beskytte russiske interesser i de lande, der opstod efter 1991, og samtidig undgå at miste ydereligere territorium. Strategien har vist sig svær og usammenhængende. I Tjetjenien har man slået hårdt ned på nationale bevægelser, mens man i Moldova har støttet separatistbevægelsen – Transnistrien.

Ifølge Luke March vil en løsning på konflikten bringe Moldava tættere på EU, og derved øge EU’s indflydelse i Ruslands interessesfære. Det bekymrer Rusland. Ruslands status quo-politik i forhold til Moldova har virket politisk og økonomisk destabiliserende på landet og vanskeliggjort reformforsøg og konkrete forhandlinger med EU. Rusland har nemlig vidst, at et tilbud til Moldova om EU-medlemskab ville opstille et reelt alternativ til Rusland og dermed svække russernes indflydelse i Kaukasus.

Indenrigspolitisk enighed
Men der er udsigt til en fredelig løsning – dels på grund af fornyet internationalt fokus, dels på grund af indenrigspolitiske forandringer i Moldova. Siden 2009, hvor den EU-venlige og pro-vestlige koalition Alliancen (bestående af de liberale, demokraterne, Moldova-alliancen og det liberale demokratiske parti) anført af den nuværende premierminister Vlad Filat, vandt valget, har Moldova været plaget af en konstitutionel krise. Valgsejren til Alliancen har opstillet et reelt alternativ til russisk indflydelse i landet og tydeligt understreget, at store dele af befolkningen i Moldova ønsker europæisk integration. Hverken kommunistpartiet eller Alliancen har dog haft mandater nok til at besidde præsidentembedet. Det har kastet landet ud i en konstitutionel krise, der har undergravet politiske og økonomiske reformer og skadet landets internationale omdømme.

Nu peger udtalelser fra den tidligere præsident, kommunistpartiets formand Vladimir Voronin dog i retning af, at en flertalsregering bestående af partier fra Alliancen og kommunistpartiet kan blive en realitet. En sådan koalition kan ikke blot løse den konstitutionelle krise. Den kan også danne grundlag for fælles fodslag i Moldovas udenrigspolitik. Det er en forudsætning for fred.

Merkel og EU presser på for fred
EU ønsker at vise sin udenrigspolitiske effektivitet. Angela Merkel har foreslået at vende tilbage til de ”5+2”-forhandlinger, der siden 2006 har stået stille. 5+2-formatet, der består af Moldova, Transnistrien, Ukraine, Rusland, OSCE og observatørerne EU og USA. Luke March forklarer til RÆSON, at formatet er blevet kritiseret af personer involveret i forhandlingsprocessen for at favorisere Transnistrien. Håbet er, at et fornyet EU-engagement i konflikten vil stække russisk og ukrainsk indflydelse i ”5+2”-formatet og gøre forhandlingerne mere balancerede.

Lakmusprøven bliver, om Rusland vil acceptere tættere bånd mellem EU og Moldova. Det har Angela Merkel lagt pres på Moskva for at få dem til. Så strategien burde være mulig. Rusland vil nemlig ikke være interesseret i at sætte et relativt godt forhold til EU overstyr på grund af Transnistrien, som ifølge Luke March er den mindst vigtige af de tre fastfrosne konflikter for Rusland.

Tyskland har krævet russiske styrker ud af Moldova, men samtidig understreget, at Transnistrien kunne tildeles en grad af selvbestemmelse i en fremtidig løsning. EU’s udenrigspolitiske repræsentant, Catherine Ashton, har understreget behovet for, at Moldova løser sin konstitutionelle krise og iværksætte ambitiøse reformplaner. Fortsat interesse fra EU og økonomisk udvikling i Moldova er afgørende for at løse Transnistrien-konflikten.

At EU er klar til at styrke samarbejdet med Moldova, så man senest i januar 2010, hvor økonomiske og politiske forhandlinger blev indledt. Et succesfuldt udfald af forhandlingerne vil politisk bringe Moldova tættere på Europa, og biddrage med økonomiske aftaler, der vil øge velstanden i landet. Samarbejdsaftalen vil styrke den pro-vestlige Alliancen, da de vil kunne fremvise konkrete økonomiske og politiske aftaler. Det giver grund til optimisme. Moldova må dog først løse sin konstitutionelle krise. EU kan og vil ikke udbygge samarbejdet med Moldova, før en forfatningsgodkendt præsident er valgt.

På det geostrategiske niveau skal EU fortsætte sin ”tilnærmelsespolitik” over for Rusland, og Rusland skal nedtrappe støtten til regimet i Transnistrien. Lykkes alt dette, er fred i Transnistrien inden for rækkevidde.

Foto: En plakattavle med de facto-staten Transnistriens flag i centrum af hovedstaden Tiraspol. (commons.wikimedia.org)

Niels Martin Andersen (f. 1986) studerer international og europæisk politik ved University of Edinburgh. Han er BA i historie og samfundsfag fra Århus Universitet, og har tidligere været i praktik på den danske mission ved OSCE, IAEA og CTBTO. Særlige interesser er EU’s udenrigspolitik, Kaukasus og Centralasien.