30.08.2011

JEG kommer ikke til at stemme på et parti, der støtter den røde blok. Jeg støtter overvejende ikke dens foreslåede politikker. Men jeg tror besynderligt nok, at jeg alligevel vil føle et vist vemod, hvis ikke Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister d. 15. september.


KOMMENTAR af Rasmus Fonnesbæk Andersen

VED nogle valg virker det direkte kriminelt, hvis oppositionen ikke vinder valget. Den har en vision, der fanger noget i befolkningen, og ikke mindst en brændende, altopslugende higen efter at gøre noget anderledes. Regeringen er kørt så træt, at selv den største regeringsparti-loyalist kan se, at den ikke fortjener fire år mere. Det er eftertrykkeligt ikke tilfældet i denne omgang. Omend VK-regeringen bærer klart præg af metaltræthed, så har S-SF ikke aktivt gjort sig fortjent til en sejr ved hårdt politisk arbejde. Rød blok har i stedet ladet regeringen køre sig selv i sænk og er gået i flyverskjul for ikke at risikere at kaste sejren over bord. Alternativet til den eksisterende regering fremstår i bedste fald uklart og vagt, fra en given rød regerings sammensætning til dens økonomiske politik i samarbejde med de Radikale og Enhedslisten (hvem sagde 12 minutter?).

PÅ trods af disse usikkerheder har jeg dog siden valgets udskrivelse taget mig selv – et ærkeborgerligt menneske – i gang på gang at overveje, om jeg egentlig ønsker, at den nuværende regering skal fortsætte. Det er ikke af skam eller pinlighed over Dansk Folkeparti, som det ellers ofte fremføres af selverklæret ’anstændige’ borgerlige. Det skyldes derimod en langsigtet vurdering af det borgerlige Danmarks fremtid. Selvom Lars Løkke Rasmussen siden sin tiltræden har gennemført gedigen reformpolitik med barbering af efterlønnen, halvering af dagpengeperioden samt forkortet SU-periode, har enhver regering en udløbsdato. Det har udnævnelsen af nye og kompetente ministre som Lykke Friis, Søren Pind og Benedikte Kiær ikke kunnet gøre noget ved. Det er tydeligt, at VKO-partierne bærer præg af magtfuldkommenhed, og de ville formentlig have godt af fire år i opposition (men så forhåbentlig ikke flere). En slagen VKO-regering kunne eksempelvis reflektere over, hvorfor markante indsatsområder som folkeskolens faglighed, integration og effektivisering af den offentlige sektor stadig halter efter næsten ti års borgerligt styre – og på at støtte de Radikale i at holde en rød regering i ørene. Det er nemlig også tydeligt, at den nuværende opposition ville have godt af at skulle hæfte for de politikker, den foreslår. Kortsigtet økonomisk politik baseret på ukontrolleret gældsætning er let at foreslå som oppositionsparti, men sværere at vedtage som minister over for kvalificerede embedsmænds indvendinger, når man også skal bære ansvaret for beslutningens konsekvenser. En fornuftig modstander gør det også lettere for de borgerlige partier at føre en fornuftig politik: man må antage, at gaveboden i de fede år i midten af 00’erne havde været mindre omfangsrig, og at mere gæld var blevet betalt af, hvis ikke S og SF konstant havde foreslået at bruge overskuddet på statsbudgettet til udgiftsfest i det offentlige. Jo længere væk fra magten S-SF befinder sig, des mere kortsigtede vil deres forslag være.

DESUDEN har S-SF bekendtgjort, at de i regering ville gennemføre en række liberale tiltag, som VKO trods enkelte gode undtagelser aldrig vil kunne vedtage. De vil afskaffe værnepligten, indføre kønsneutral ægteskabslovgivning og slippe af med den klinisk-bureaukratiske term ’registreret partnerskab’, og de vil adskille kirke og stat. Måske kan man nogle gange i folkestyrets historie tale om Fremskridt. Filosoffen Peter Singer har talt om udviklingen af moral som udvidelsen af den moralske cirkel af væsener, vi betragter som havende lige moralske rettigheder. Således har vi udvidet vore moralske kategorier fra kun at gælde for hvide, luthersk-evangeliske overklassemænd til at også at omfatte arbejdere, kvinder, ikke-kristne og ikke-heteroseksuelle. Selvom det lyder højstemt, så tror jeg, at beslutningerne om kønsneutralt ægteskab og adskillelse af kirke og stat falder ind i den kategori. En senere centrum-højre-regering vil hverken have lyst til eller mulighed for at omgøre dem.

DE RADIKALES nyfundne selvhævdelse og krav til den røde bloks økonomiske politik (samt alliancen med de Konservative) betyder også, at bekymringen for græske tilstande i dansk økonomi er mindre akut ved en rød regering. Et potentielt ’anti-reform’-flertal bestående af S-SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil have mere end svært ved at samarbejde om en politik, som end ikke Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan anbefale. Derfor ser Tilbagetrækningsreformen ud til at være sikret efter valget, og de Radikale vil fra en god forhandlingsposition søge at holde S og SF i stramme tøjler.

JEG kommer ikke til at stemme på et parti, der støtter den røde blok. Jeg støtter overvejende ikke dens foreslåede politikker. Men jeg tror besynderligt nok, at jeg alligevel vil føle et vist vemod, hvis ikke Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister d. 15. september.

Rasmus Fonnesbæk Andersen (f. 1987) er stud.scient.pol. ved Københavns Universitet. Han har redigeret antologien „11 konservative tænkere‟ og bidraget til debatbogen „Friheden flyver‟ med et indlæg om Georg Brandes. Han har arbejdet ved tænketanken CEPOS, er vidensredaktør og fast blogger på Damefrokosten.com og er frivillig i ytringsfrihedsorganisationen Fri Debat. Illustration: Helle Thorning-Schmidt i valgkamp (foto: Socialdemokraterne)

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk