10.08.2011

Kvarterer som Tottenham får lov at synke dybere og dybere ned i fattigdom, under bevogtning af et stadig mere militant britisk politi. Der er en lang historie bag ugens voldsomme gadekampe.

Af Poya Pakzad

HVAD DER BEGYNDTE som en fredelig demonstration mod politimordet på den 29-årige Mark Duggan udløste lørdag aften voldelige optøjer i Tottenham; afbrændingen af biler, butikker, huse og hjem, samt udbredt plyndring af butikker og forretninger. Siden har begivenhederne med hastig fart spredt sig til London og de omkringliggende byer i Leeds, Liverpool, Birmingham og Bristol. Henover bordet har politikerne reageret med konsensus – fra borgmesteren i Tottenham til David Cameron, der taler om ”tåbelige”, ”opportunistiske” og ”gemene bøller” fra en ”voldelig minoritet”, som ”morer sig” og ”griner”, mens de udøver ”ren og skær kriminalitet”. Dette narrativ [fremstilling, red.] og den rituelle fordømmelse blandt medier, politikere og embedsmænd er i realiteten en – bevidst eller ubevidst – reaktionær øvelse i depolitisering af uroen, og dermed udelukkelse af en nærliggende politisk diskussion af eventuelle rodårsager. Den uniforme fordømmelse er, for at sige det mildt, uvederhæftig, og for at sige det skarpt, hvad der ellers er behov for: hyklerisk foragt. Nick Clegg advarede da selv mod optøjer af denne art af hensyn til de forestående ”rigtigt svære beslutninger” (dvs.: nedskæringerne) i tiden op til valget i 2010. Og David Cameron udviste da også en forsigtig analytisk eftertænksomhed, da han i 2006 i sin ”hug a hoodie”-tale angående kriminalitet i ghettoer udtalte, at en indsigt i ”baggrunden, grundene, og årsagerne, ikke er en undskyldning for selve kriminaliteten, men en hjælp til at tackle den”. I dag er han tilsyneladende af en modsat opfattelse, og har senest godkendt brugen af vandkanoner mod oprørerne.

Den umiddelbare katalysator var mordet på Mark Duggan, men længe før har der været et dårligt forhold mellem politiet og ungdommen i Tottenham, der ligesom Nørrebro i København har det, der svarer til ”visitationszoner”, som har ført til utallige arrestationer med magtmisbrug til følge – særligt mod sorte. For at sikre tilstrækkelig med politi på gaderne, har man rekrutteret politimænd fra Skotland, Wales og Irland, hvilket svarer til at hente politimænd fra Vendsyssel for at bekæmpe kriminalitet i Ishøj. Disse politimænd, skriver seniorredaktør på Financial Times Hal Austin, ”bryder sig ikke om at bo i London”, og ”oplever politiarbejdet som en kontrolkamp mod udlændinge, slyngler, banditter, narkoforhandlere og stofbrugere, alfonser og dovne nassere”. Som filosof og skribent Nina Power påpeger i avisen Guardian er ”mindst 333 [døde i politiets varetægt] siden 1998 uden en eneste domsfældelse”. Som hun også påpeger, har der faktisk været et væld af protester, strejker og demonstrationer siden den nye regering trådte til, ikke for at nævne tilsvarende nationale optøjer op gennem 80erne.

Faktisk er sociale optøjer ikke nyt i britisk historie, der er tværtimod rigeligt med eksempler i de foregående fire århundreder. Mest nævneværdigt fra et historisk perspektiv er måske ”maskinstormerne”, som gjorde oprør mod ”ejerskabet” under den industrielle revolution. Det bør nævnes fordi det fortæller os noget om den intellektuelle kultur, der gennemsyrer den nuværende diskurs [diskussion, red.]; herunder den selvtjenende forestilling om, at det giver socialt afkast for de lavest stillede, hvis de rige gør sig rigere. At man endog skader de lavest stillede, hvis man begiver sig for at hjælpe dem, fordi man ”forstyrrer markedet”. Uanset hvad man måtte nære af selvstændige overbevisninger om klassisk økonomisk rationalisme, er det måske unødvendigt at påpege konsekvenserne: en lille indflydelsesrig minoritet beriger sig gevaldigt og bemægtiger sig kontrollen over det meste af produktionen og handlen, mens majoriteten lever i fastlåst elendighed eller håbløs fattigdom. Dette er ikke en marxistisk analyse, men – af indlysende normative bevæggrunde – en simpel konstatering af fakta. Alene i Tottenham har man ”det fjerde højeste niveau i børnefattigdom i hele London og en arbejdsløshed på 8,8%, hvilket er det dobbelte af landsgennemsnittet” ifølge Power. Svaret på optøjerne – trods uroens overfladefænomenale dynamik, som kommentatorerne konkurrerer om at beskæmmes over – skal findes i selve det moderne samfunds grundtræk. De britiske beslutningstagere er godt klar over hasardspillets risici, når de selv advarer mod optøjer som følge af bredspektrede finansielle stramninger. Administrerende direktør for Institute for Policy Research & Development i London Nafeez Mosaddeq Ahmed skriver, at de „unge mennesker i Storbritannien har været hårdest ramt af recessionens konsekvenser. Arbejdsløsheden i Storbritannien er nu på et svimlende 2.49 mio., og er steget støt i løbet af det sidste årti – i stigende grad siden [krisen i] 2008. 1.46 mio. er jobsøgende, og søger godtgørelse [som de ikke kan få]. Over hele landet er en ud af fem i aldersgruppen 16-24 år arbejdsløse – godt og vel lige under en million unge.”

I et interview med britisk TV udtaler den verdenskendte økonom og nobelprismodtager Joseph Stiglitz, at de ”drakoniske nedskæringer er årsag til, at mange mennesker mister håbet”. Til spørgsmålet om hvorvidt dette spiller nogen rolle i de nuværende optøjer i England, svarer Stiglitz: ”Ja, i høj grad”. For det er efterhånden blevet demonstreret til kedsomhed, at social uro og vold af denne art følger med strukturel ulighed. Det ville virke mere rationelt hvis frustrationen blev rettet mod rige magthavere, men den udmunder som oftest i irrationel ikke-artikuleret voldsanvendelse. De unge mennesker, som udgør majoriteten af dem, der deltager i optøjerne, er udstødte, og lever et liv i samfundets udkant uden håb eller drømme – uden noget materielt at miste. En sådan tilstand er prekær. Når en BBC-reporter i et yderst sjældent tilfælde bevæger sig ud af sin comfort-zone, og spørger en af de unge uromagere, om ”optøjer er den rigtige måde at udtrykke din utilfredshed?” får hun svaret: ”Ja… Du ville da ikke tale med mig lige nu, hvis ikke vi gjorde oprør, ville du?”

Den britiske regering har dog i seneste par dage gjort det klart i såvel retorik som handling, at den vil reagere ved at eskalere. Dette svarer til at hælde benzin på bålet. Måske kan det lykkes at slå oprøret ned, men så længe problemerne vedbliver, vil det kun svare sig for en midlertidig periode, fx ved at flytte problemet geografisk. Vreden over den stigende militarisering af staten og erosionen af den sociale kontrakt mellem stat og borger vil fortsat ulme lige under overfladen.

Poyâ Pâkzâd (f.1984) er aktivist, debattør og blogskribent vedrørende udenrigspolitik og Mellemøsten. Bestyrelsesmedlem i “Netværket af Akademikere, Studerende og Interesserede i Mellemøsten” (NASIM). Initiativtager til foreningen “Uvildig Irak-undersøgelse Nu!” Deltager i den internationale “Gaza Freedom March”, der blev organiseret af CODE Pink i Egypten og Gaza i 2009. Han har tidligere bidraget til RÆSON. ILLUSTRATION: Tottenham efter optøjerne (foto: Patrick van IJzendoorn)


Skriv en kommentar, kronik eller analyse til RÆSON – send dit artikelforslag til: redaktionen@raeson.dk