15.08.2011

Uanset om Venstres kampagne mod S-SF bliver tolket som en skræmme- eller oplysningskampagne, bør oppositionen let kunne gå i modoffensiv. For med hver ny kursændring Venstre foretager, reducerer regeringspartiet sin troværdighed.

Af Zeki Laurent Sadic

DET BLIVER EN valgkamp, hvor målet først og fremmest bliver at udstille fjendens svagheder. Ved vi, hvor vi har Venstre? Det ene øjeblik indgyder partiet til optimisme med budskaber om at “fremtiden ser lysere ud for os alle sammen”, det næste øjeblik befinder vi os i en “kritisk situation“. Den ene måned skal vi “sætte tæring efter næring” og “spænde livremmen ind”, den næste måned skal vi “finde dankortet frem fra pungen“. Er der med så modstridende udmeldinger, så kort tid efter hinanden noget at sige til, at mange har svært ved at følge med og finde ud af hvordan de skal forholde sig? At folk holder på hvad de har, tager en dyb indånding og venter med at foretage sig noget?

SAMTIDIG har V leveret en regulær gave til oppositionen, idet partiet her umiddelbart inden valget pludselig vil gøre op med regionerne – en opfindelse som partiet ellers længe har markeret som et “stort politisk svendestykke” og som oppositionen vil bevare, helt i tråd med de fleste vælgere. Kan man forestille sig at Venstre i en valgkamp vil kritisere oppositionen for at ville bibeholde noget som partiet selv har sat så højt? Næppe! Uanset om det er fornuftigt eller ej at barbere regionerne ned, så står Venstre med en tabersag de får svært ved at sælge. Især når ikke engang baglandet kan overbevises. Med sin nytårstale oplevede statsministeren at blive belønnet for at tage fat på et tabu: nemlig afskaffelsen af den efterløn, som han ellers kort forinden havde udstukket en garanti for. Måske var det sådan, Venstre tænkte på sommergruppemødet på Bornholm? At regionsopgøret ville signalere handlekraft på samme måde som forslaget om afskaffelsen af efterlønnen? For i en tid med recession og stigende arbejdsløshed, er handlekraft i den grad noget der i stigende omfang efterspørges. Mens Claus Hjort Frederiksen fortæller at regeringen ingen yderligere planer har for at bringe os på ret kurs, står økonomerne nu på nakken af hinanden for at kræve nye indgreb, med fremrykning af offentlige investeringer som det mest åbenlyse. Problemet for Venstre er, at fremrykning af offentlige investeringer længe har været en del af oppositionens plan og at partiet selv gentagne gange har skudt forslaget ned. Så tæt på et valg vil det være meget modigt hvis Venstre også på dette område laver en kovending, men også risikabelt fordi det vil være en kæmpe indrømmelse til den røde blok.

HVOR ER SOCIALDEMOKRATIET? I fredags dukkede Helle Thorning-Schmidt frem fra sit sommerhi for i TV2 Nyhederne at debattere med Lars Løkke Rasmussen, der havde valgt at indlede sensommerens offensiv med anklager om at oppositionen vil gældsætte landet med 320 milliarder. Her blev der igen taget hul på disciplinen: slå-hinanden-i-hovedet-med-tal-som-de-færreste-kan-forholde-sig-til. TV2 havde naturligvis allieret sig med en økonom der på bedste vis, med grafer på en computerskærm, prøvede at forklare seerne hvem af de to der har ret, dog uden at komme med noget entydigt og klart svar.

ERGO kommer valget ikke til at handle om, hvem der har mest ret, men hvem man som vælger kan have mest tillid til. Hvem får på den mest troværdige måde bedst formidlet sine budskaber om, hvordan vi kommer ud af krisen og får bugt med den stigende arbejdsløshed uden at henvise for meget til tal og statistikker? Helle Thorning-Schmidt har det meste af året valgt at holde lav profil. Så længe hun fører så markant, som hun gør, og så længe uroen og panikken langsomt breder sig i den blå lejr, hvor både de Konservative og DF mere og mere kører solo, har der rent taktisk ingen grund været til at hun skulle stikke hovedet for meget frem og risikere at blive blottet og få udstillet sine svagheder. Men nu skal hun igen til at navigere i en egentlig valgkamp, som oppositionens bannerfører. Sidst gik det ikke så godt for hende. Denne gang er hendes blok dog begunstiget med et større sammenhold end i de blå partier. De politiske udmeldinger (læs: overskrifter) fra den røde blok er da også nogenlunde konsistente. Desuden har de historien med sig. I Danmark er der nemlig i nyere tid ikke præcedens for at en regering får mere end højest to-tre valgperioder. Midtervælgerne vil have forandring.

MEN HVAD SKER DER, når rød blok under valgkampen bliver afkrævet en konkretisering af sin politik frem for luftige hensigtserklæringer om, at vi skal arbejde 12 minutter mere om dagen og uddanne os ud af krisen? Risikoen er, at de afgørende tvivlere mister tilliden til oppositionspartierne, hvis argumentationen – og svarene – er for utydelige, ukonkrete og usammenhængende, som ofte eksemplificeret når SF’s Ole Sohn folder sig ud. Interessant bliver det at følge oppositionens svar på Venstres annoncekampagne, hvor regeringspartiet beder vælgerne om at ”kigge bag facaden” på S-SF’s politik. Kampagnen er allerede af flere medier blevet kaldt en ”skræmmekampagne”, men er det nu helt fair? Den indledes med ordene ”Kære Helle og Villy”, for at signalere at man trods alt ønsker at bevare en pæn tone. Derpå lyder det, at ”Danmark har brug for økonomisk ansvarlighed”, og derfor stilles der i kampagnen en række meget varierede kritiske spørgsmål, typisk om økonomi – fx: ”hvordan sikres der velfærd når I vil øge gælden med op til 270 milliarder kroner?”

MEN UANSET om kampagnen bliver tolket som en skræmme- eller oplysningskampagne, bør S-SF intet problem have med at svare effektivt og gå i modoffensiv, måske endda ved at rette nogle af sætningerne i kampagnen mod Venstre selv? For S-SF ligger det f.eks. lige til højrebenet, at spørge Venstre om man kan klandre andre for at være ”økonomisk uansvarlige”, når man selv som regeringsparti midt under en krise vælger at sidde med hænderne i skødet uden at foretage sig noget (nyt) for at vi kommer ud af den igen. Ved samme lejlighed kan S-SF spørge Venstre hvordan det er gået til, at det underskud på ”op til 320 milliarder” som statsministeren i fredags påstod, vil være en konsekvens af rød bloks politik, henover weekenden er blevet nedjusteret til at være ”op til 270 milliarder”.I første omgang tager rød blok kampagnen med sindsro og siger at der vil blive svaret igen med humor. Men mon ikke at vi under valgkampen alligevel vil se S-SF fremføre striben af tydelige eksempler på, at det kan være svært fortsat at have tillid til regeringspartiet Venstre, når det så ofte er kommet med modstridende meldinger, som indenfor det seneste år?

Zeki Laurent Sadic (f. 1970) er folkeskolelærer, samfundsdebattør og gæsteskribent for RÆSON. Illustration: Venstres kampagne “Bag Facaden” (foto: Venstre)

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON: send dit forslag til redaktionen@raeson.dk