12.12.2011

En misforstået opfattelse af immigration som en økonomisk trussel har gjort det legitimt at behandle immigranter på måder, som vi normalt ikke tillader: De er blevet ekskluderet fra samfundet. Det forvandler en potentiel økonomisk gevinst for staten til en økonomisk udgift.

KOMMENTAR af Lasse Marker

Regeringen vil lempe udlændingepolitikken ved blandt andet at fjerne pointsystemet, indvandringsprøven og medborgerskabsprøven. Asylansøgere skal have mulighed for at arbejde og bo uden for asylcentrene, kvoteflygtninge uanset integrationsparathed skal have lige mulighed for at komme til Danmark, tidsubegrænset ophold skal kunne opnås efter fem år, og der gives mulighed for dobbelt statsborgerskab. Antallet af kvoteflygtninge og kriterier for hvem, der kan få asyl, ændres ikke.

Venstres integrations- og udviklingsordfører, Karsten Lauritzen, advarer i Information 2/10 2011 om, at lempelsen af udlændingepolitikken vil få fattige folk til at ”vælte ind over grænsen”. Men fattigdom er ikke tilstrækkeligt til at producere emigration og har aldrig været det – selv ikke i tiden før stater fik administrative kapaciteter til at kontrollere deres grænser. Migration sker i bestemte mønstre, der er bundet i tid, rum og skala. Historikeren Saskia Sassen afviser i bogen “Guests and Aliens” fra 1999 empirisk forestillingen om, at åbne grænser vil få det til at fosse ind med fattige immigranter og flygtninge. Migrationen fra et uland til et andet (74 mio.) er cirka den samme som migration fra ulande til OECD-ilande (73,3 mio.), 75 og 90 % af alle flygtninge bliver i deres eget land eller i deres egen region, og kun 12,3 millioner ud af EU’s 501 millioner indbyggere er bosat i et andet EU-land – selvom der er betydelig forskel i lønniveauet blandt medlemsstaterne. Hvis fattigdom var nok til at producere emigration, burde vi forvente at se fattige grækere fosse ind over Danmarks grænser. Det sker ikke.

Immigration er en økonomisk gevinst for modtagerlandene
De fleste internationale kommentatorer argumenterer for, at der er en positiv nettogevinst ved migration – både for afsender- og modtagerlande. Verdensbanken estimerer, at en øget immigration på 14,2 millioner fra 2001-2025 til ilande vil øge realindkomsten for indfødte i ilande med 0,4 %. The Economist 27/8 2011 argumenterer endda for, at en af de hurtigste måder at få gang i den globale økonomiske vækst ville være at fjerne restriktionerne for migration af arbejdskraft. Indvandrere og efterkommere fra mere udviklede lande bidrog i 2010 med 2 mia. kr. til den danske statskasse. Ikke desto mindre udgør immigration fra 3. verdenslande en økonomisk udgift for den danske stat: Den seneste DREAM-analyse vurderer, at indvandrere fra mindre udviklede lande og deres efterkommere årligt koster den danske stat 15,7 mia. kr. Mange har argumenteret for, at det tal er væsentligt overestimeret.

Beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere og efterkommere fra hhv. mindre og mere udviklede lande var i 2009 54,1 % og 62,9 % mod 77,8 % for danskere. Ifølge DREAM-analysen ville perfekt integration, hvor alle indvandrere og efterkommere i Danmark har samme arbejdsmarkedstilknytning og produktivitet og får de samme overførselsindkomster og ydelser som danskere forholdsmæssigt, betyde, at den samlede integration ville bidrage positivt til statskassen med 9,1 mia. kr. om året. Det er altså ikke immigrationen i sig selv, men den lavere tilknytning til arbejdsmarkedet, der er problemet.

Den signifikant højere arbejdsløshedsrate for indvandrere og efterkommere tyder på en institutionaliseret diskrimination. Uddannelsesniveauet blandt indvandrere og efterkommere er ikke så lavt relativt til personer med dansk oprindelse, at det kan forklare en så signifikant højere arbejdsløshedsrate. Andelen, der har en lang videregående uddannelse er 4,69 % for etniske danskere og 4,61 % for indvandrere og efterkommere, mens andelen med en mellemlang videregående uddannelse og erhvervsuddannelser dog er noget højere for etnisk danskere henholdsvis 9,38 % og 23,87 % end for indvandrere og efterkommere henholdsvis 5,82 % og 13,39 %. Uddannelsesniveauet for immigranter og efterkommere er underestimeret, fordi uddannelsesniveauet for en større andel er uoplyst. Det er min påstand, at det er italesættelsen og institutionaliseringen af immigration som en social og økonomisk trussel, der er årsag til udlændinge og efterkommeres lavere tilknytning til arbejdsmarkedet relativt til deres uddannelsesniveau. Dvs., at den misforståede italesættelse af immigration som en trussel forvandler en potentiel økonomisk gevinst til en udgift for staten.

Som argumenteret er det en misforståelse, at en lempelse af udlændingepolitikken vil få det til at vælte ind med fattige immigranter, og regeringens lempelse af udlændingepolitikken bør derfor ikke vurderes ud fra en misforstået frygt for masseinvasion, men ud fra om det styrker integrationen og tilknytningen til arbejdsmarkedet. Og min påstand er, at det gør det.

Den ulykkelige italesættelse af immigration som en trussel
En undersøgelse bragt i Politiken 18/11 2011 viser, at EU er fjendtligt stemt over for muslimer, og at hele 43 % af danskerne svarer ja til spørgsmålet: ”Der findes for mange muslimer i Danmark”. Det skyldes, at immigranter og asylansøgere i EU er blevet forbundet til debatter om kulturel identitet, velfærd og intern sikkerhed, hvilket har konstrueret immigration og asyl som en social trussel. På samme måde er asyl og immigration blevet forbundet med terror og grænseoverskridende kriminalitet for eksempel ved at nævne både asyl og terrorisme som grund til at introducere ’identity cards’ eller ved at nævne immigration og grænseoverskridende kriminalitet som grund til at indføre grænsekontrol, sådan som Dansk Folkeparti har gjort i den danske debat. Herved overføres usikkerhed fra terror og grænseoverskridende kriminalitet til asyl og immigration, hvilket har skabt en imaginær frygt for immigranter.

Det ulykkelige ved at italesættelse immigration som en social og økonomisk trussel er, at det legitimerer brugen af ekstraordinære midler, som bryder med de normale spilleregler. Det legitimerer, at asylansøgere og flygtninge placeres uden for samfundet i asylcentre, og at immigranter ikke får samme rettigheder som statsborgere. Det gør det legitimt at behandle mennesker på måder, som vi normalt ikke tillader: at ekskludere dem fra samfundet. Og det er ganske alvorligt.

Sociologen Axel Honneth viser, hvor farlig ekskludering er. Hans teori er, at mennesket har brug for menneskelig anerkendelse – via bl.a. arbejde og privatliv – for overhovedet at kunne fungere. Menneskets opfattelse af sig selv afhænger af andres fortsatte opbakning, og erfaringen af ringeagt truer med at få hele personens identitet til at bryde sammen. Erfaringen af social nedværdigelse truer menneskets identitet og medfører, at immigranten og asylansøgeren ikke har mulighed for personlig selvværdsættelse, dvs. at kunne forstå sig selv som én, der værdsættes for sine karakteristiske egenskaber og muligheder.

Ved at begå den fejl at forveksle immigration og asyl med en økonomisk og social trussel, risikerer vi at producere nedbrudte mennesker, der har al mulig grund til at føle sig hævngerrige over for det samfund, de lever i. Erfaringen af social nedværdigelse kan blive et motiv til politisk modstand og en ’kamp om anerkendelse’, og det udgør til gengæld en meget reel social og økonomisk trussel. Derfor er det skadeligt, når Karsten Lauritzen med flere ukorrekt udtaler, at lempelsen af udlændingepolitikken vil få fattige folk til at ”vælte ind over grænsen”. For det legitimerer netop en eksklusion og forhindrer en integrationsproces, der ville øge indvandreres tilknytning til arbejdsmarkedet og gøre immigration til en økonomisk gevinst for Danmark.

Regeringens lempelse af udlændingepolitikken vil styrke integrationsprocessen og gøre immigranter til en mere naturlig del af samfundet. Et svensk studie viser, at dem, der bliver en naturlig del af samfundet, de kommer tæt på landets borgere i forhold til uddannelsesniveau, tilknytning til arbejdsmarkedet, sundhed, kriminalitetsrate m.m. Altså: Holder vi op med fejlagtigt at italesætte immigration som en økonomisk trussel, vil integrationsprocessen styrkes og immigranternes tilknytning til arbejdsmarkedet øges. Derfor er det min påstand, at en lempelse af udlændingepolitikken vil være en økonomisk gevinst for Danmark.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Basketspillere i Mjølnerparken (foto af Gam3Gam3 via Flickr).

Alle kommentarer på RÆSON er alene udtryk for skribentens egne holdninger. Vil du skrive en kommentar eller et svar til denne? Så send dit forslag til: redaktionen@raeson.dk