30.08.2011

I starten af finanskrisen agiterede daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen for at danskerne skulle arbejde en time mere om ugen. Selvsamme idé, som S-SF har leget med i deres 2020-udspil ”Fair Løsning” og som statsministeren nu vender sig imod. Forslaget ser dog ud til ikke at blive til noget, uanset hvilken blok der vinder. Men er det nu også fornuftigt?

KOMMENTAR af Zeki Laurent Sadic

SOCIALDEMOKRATERNES formand – og måske kommende statsminister – Helle Thorning-Schmidt har sagt det meget tydeligt: Enten skal danskerne arbejde 12 minutter mere om dagen, eller også bliver regeringens tilbagetrækningsreform vedtaget, som afskaffer efterlønnen og giver 18 milliarder ekstra i statskassen. Enten/eller. ”Danskerne skal ikke bonnes to gange”, som hun siger. Da det dog ikke er sandsynligt, at S-SF og EL kan mønstre 90 mandater tilsammen ved det kommende valg, og fordi de Radikale støtter regeringens tilbagetrækningsreform som der højst sandsynligt fortsat vil være flertal for efter valget uanset hvem der vinder, falder forslaget om de 12 minutter derfor til jorden. De Radikale har åbent sagt, at de ikke er til at rokke på dette punkt. Men mon ikke, at der bag facaden hos S-SF alligevel er tilfredshed med, at de Radikale dermed skaffer 18 milliarder til den (måske) kommende S-SF-regering? Måske det er derfor S-SF er begyndt at tale om ”forsigtighedsprincipper” i stedet for ”12 minutter mere om ugen”? S-SF er med andre ord nu i gang med at nedtone vigtigheden af at ”vi alle arbejder noget mere.” Problemet er blot, at Danmark befinder sig i en dyb krise, med recession, stigende arbejdsløshed, dalende konkurrenceevne og blodrøde tal på statens budget. At der derfor er behov for at smøge ærmerne op hvis vi en gang i fremtiden skal kunne høre en statsminister med troværdighed i stemmen sige at ”nu er krisen lagt bag os”.

HVORFOR denne modvilje mod, at danskerne skal arbejde en time mere om ugen? Vi er jo i forvejen den befolkning i EU der har den korteste arbejdsuge og har flest feriedage om året. Hvor vi Danmark har en 37 timers arbejdsuge, har briterne f.eks. en arbejdsuge på 41 timer. Læg dertil at vi i de kommende år har en stor generation som er ved at gå på pension. Alt dette udgør tilsammen en sprængfarlig cocktail, især hvis den politiske konsensus bliver at arbejdstiden – og byrden – ikke må forøges. Da Hilmar Baunsgaard og hans VKR-regering i perioden 1968-1971 gennemførte de største skattestigninger i Danmarks historie, var det for at sikre det velfærdssamfund som var under opbygning. Velfærdsstaten skulle sikre, at alle havde lige muligheder og rettigheder og at der fandtes et sikkerhedsnet som tog hånd om de svageste. Dengang – for lidt over 40 år siden – havde vi en arbejdstid på 42,5 timer om ugen. I takt med, at vi som samfund blev rigere og rigere, og danskerne fik flere og flere velfærdsgoder, faldt arbejdstiden, til den vi har i dag – 37 timer om ugen.

DE sidste fem folketingsvalg vi har haft i Danmark har overordnet set handlet om at dele gaver ud. Vi har vænnet os til, at de partier, der kæmper om magten, favoriserer udvalgte samfundsgrupper. De ældre, boligejerne, de studerende, børnefamilierne, osv. Hvem skal have endnu mere af den velfærdskage som bare bliver større og større i takt med at væksten og velstanden bare stiger og stiger? Men det er slut nu. Hvis man ser udover det valgflæsk som vælgerne i øjeblikket forsøges fodret med under den nuværende valgkamp, så handler det kommende valg for første gang i lang tid ikke om hvem der skal have mere og yde mindre, men hvem der skal have mindre og yde mere, hvis vi vil sikre at velfærdsstaten består. Er det de ældre og – måske – nedslidte der skal give den en ekstra skalle, før de kan gå på pension? Er det de unge som skal yde mere i deres uddannelser? Er det millionærerne som skal betale mere i skat? Er det virksomhederne? Sandheden er at vi alle skal yde noget mere. Og vi skal gøre det uden at blive kompenseret. Derfor skal arbejdstiden hæves igen og alle lønmodtagere skal vænne sig til at arbejde en time mere om ugen uden arbejdsgiverne skal spekulere i at fyre folk på grund af lønudbetalingerne for den ekstra time. Det vil være noget der for alvor kan få sparket gang i væksten igen. Forøgelsen af arbejdsugen skal dog følges op af smidige ordninger, f.eks. i forbindelse daginstitutionernes åbningstider, da mange i forvejen har svært ved at nå at hente deres børn, selv i en 37-timers arbejdsuge.

UTALLIGE generationer af danskere har vist hvad det vil sige at løfte i flok. De har med sved, hænder og stærke rygge skabt det velstandssamfund som vi alle sætter pris på i dag. Måske det er på tide at vise at vi sammen kan videreføre denne arv?

Zeki Laurent Sadic (f. 1970) er folkeskolelærer, samfundsdebattør og gæsteskribent for RÆSON. Illustration: Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal til demonstration (foto: Socialdemokraterne)

SKRIV EN KOMMENTAR TL RÆSON:
send dit forslag til redaktionen@raeson.dk