01.09.2011

Kina vil have USA på ’gældsafvænning’ – men har selv skubbet gæld ind under gulvtæppet ude i de mange provinser. RÆSON spørger en af Kinas fremmeste økonomer, hvordan det hænger sammen.

Interview af Christiane Bjerglund Andersen

Høje offentlige gældsbyrder. Lemfældig adgang til kredit. Ejendomsbobler. Usikre økonomiske fremtidsudsigter. Det er ord, vi har lært at sætte sammen med Europa og USA i de seneste år. Imens har den kinesiske økonomi fortsat sin sejrsgang med høje vækstrater og ambitiøse investeringer.

Og dog. For det fortsatte kinesiske vækstmirakel har overraskende mange paralleller til de vestlige økonomiers skærmydsler. Når højhusene skyder op i Kinas storbyer, er det finansieret af en meget høj gældsætning af de kinesiske lokalregeringer, muliggjort af en alt for lempelig lånepolitik. Henover sommeren har først den kinesiske rigsrevision og siden centralbanken offentliggjort tal, der anslår lokalregeringernes gæld så højt som 14 billioner remninbi (11.34 billioner danske kroner). Sammenlagt med den øvrige offentlige gæld, ser den kinesiske gældsituation pludselig knap så besindig ud, især fordi der er tvivl om lånernes tilbagebetalingsevne. Er der grund til bekymring?

RÆSON har spurgt Yao Yang, hvordan vi skal forstå den kinesiske gældsituation. Han er professor ved Beijing Universitet, leder af China Center for Economic Research og ekspert i kinesisk økonomi.

Det er ikke så slemt – gældsbyrden er mindre og lånene er relativt sikre
RÆSON: Medregnet lokalregeringernes og bankernes gæld kan den samlede kinesiske offentlige gæld være på niveau med USA’s og Europas – ifølge et estimat af den anerkendte kinesiske økonomiskribent for bl.a. Foreign Policy og Foreign Affairs, Minxin Pei, nærme sig 80 % af BNP. Skal vi være lige så bekymrede for Kinas gæld?
Yao Yang: Jeg ved ikke, om procentdelen er så højt. Efter min opfattelse ligger den offentlige gæld på omkring 60% af BNP, selv hvis vi medregner de bagvedliggende gældsforpligtelser såsom mulige betalingsstandsninger på lokalregeringernes statsgaranterede lån eller udestående overførselsindkomster. Jeg tror, der har været en tendens til at slå lokal gæld og offentlig gæld sammen. Størstedelen af den lokale gæld ejes af statsfinansierede selskaber. Det vil sige, at gældsposterne er kommercielle og som regel har sikkerhed i den jord, som selskaberne skal udvikle for lokalregeringerne. Ind til videre har tilbagebetalingen af lånene foregået ret fornuftigt. Man regner med, at en stor del af lånene misligholdes, men eftersom der er stillet sikkerhed, vil bankernes tab være kontrollerbare. Desuden opretholdes restværdien, selv hvis lånet misligholdes, fordi størstedelen af pengene er blevet brugt på infrastruktur.
RÆSON: Så Peis tal er blevet blæst op?
Yao Yang: Hvad angår Peis tal, så tror jeg ikke, de stammer fra hans egen forskning. De 60% stammer fra Jia Kang, som er direktør for det kinesiske finansministeriums Institut for finanspolitiske studier, og er en troværdig videnskabsmand. Som sagt, så er ikke hele den såkaldte lokalregeringsgæld ejet af staten men af statsfinansierede selskaber, ligesom andre offentlige virksomheder. Vi kan ikke klassificere offentlige virksomheders gæld som offentlig gæld – gældsposterne bliver først offentlig gæld, når de ikke kan indfries.

Pengene skal gå til sociale ydelser
RÆSON: Gældssætningen har finansieret store investeringer i infrastruktur og ejendomsbyggeri. Var det en rimelig investering – eller står Kina tilbage med en boligboble?
Yao Yang: Investeringer i infrastruktur er altid velkomne i et udviklingsland, men jeg synes, regeringen bør rette sine ressourcer mod udgifter på det sociale område. Når det er sagt, har offentlige infrastrukturinvesteringer ikke nødvendigvis en direkte forbindelse til boligboblen, for det er primært private investorer, der står bag boliginvesteringer.
RÆSON: I hvilken retning burde investeringerne være gået?
Yao Yang: Med sociale udgifter tænker jeg på uddannelse, sundhedsydelser, pensioner og infrastruktur, der støtter borgenes hverdag. For eksempel er der et hul i pensionssystemet på adskillige billioner yuan, og mere end 100 millioner mennesker har ikke adgang til rent drikkevand.
RÆSON: Den kinesiske regering fører en stram monetær politik for at tæmme økonomien og særligt inflationen. Vil det lykkes for dem, og er det det rette at gøre?
Yao Yang: Den stramme pengepolitik har ikke kølet økonomien ned, som regeringen
forventede. Men jeg tror, at vi vil se en effekt i løbet af årets sidste måneder. Myndighederne er på rette spor – hvis de ikke gjorde noget, ville inflationen forværres. .

Lokalregeringer kan godt betale deres gæld – men de vil ikke
RÆSON: Hvis lokalregeringerne ikke er i stand til vedligeholde eller refinansiere deres gæld, vil vi så se et scenario, hvor den kinesiske stat kautionerer for lokalregeringerne? Hvilke konsekvenser ville det få for den kinesiske økonomi på sigt?
Yao Yang: Lokalregeringerne er i stand til at tilbagebetale størstedelen af deres gæld – hvis de ønsker det. Problemet er, at de kun har en lille interesse i at betale tilbage, fordi de lokale embedsmænd normalt har ret korte ansættelsesperioder. De bliver enten forfremmet eller forflyttet til en ny by inden for to til tre år. Som sagt, så kan andelen af lån, der misligholdes, godt være høj, uden at det vil få seriøse konsekvenser for den kinesiske økonomi.

Kinesiske bebrejdelser er ren symbolpolitik
RÆSON: Ifølge det statslige nyhedsbureau Xinhua skal USA “kurere sin afhængighed af gæld” og “reetablere det sunde fornuftsprincip om ikke at leve over evne”. Har den kinesiske opsang fået en hul klang?
Yao Yang: Ja. Jeg tror ikke, de her udtalelser er noget, USA tager sig så nær. Desuden har USA indset sit problem. Kinas hævede pegefinger er udelukkende til ære for den kinesiske befolkning. Regeringen er nødt til melde ud for at stille befolkningen tilfreds og vise omverdenen, at Kina er utilfreds med USA’s adfærd.

Christiane Bjerglund Andersen (f. 1983) studerer International Business and
Politics på CBS, er BA i Medievidenskab fra Københavns
Universitet og har læst politisk kommunikation og vælgeradfærd ved
University of Wisconsin-Madison. Christiane er studentermedarbejder i
Integrationsministeriet, og har tidligere arbejdet som politisk
praktikant ved den danske ambassade i New Delhi. ILLUSTRATION: En arbejder hopper over en vandpyt på en byggeplads i Taiyuan i Shanxi-provinsen (Reuters).