13.04.2011

En løst organiseret jasminbevægelse engagerer kinesere via internettet og indkalder til demonstrationer i mange større kinesiske byer. Regeringen har svaret igen med en kraftig optrapning i forfølgelsen af systemkritikere og kontrollen med udenlandske journalister. Beijing, som op til OL prioriterede landets internationale image, vægter igen systembevarelse højest.

Af Magnus Hjortdal

Siden februar har der været en del mindre demonstrationer i Kina. Der er tvivl om, hvem der står bag. Der har nærmest været mere politi end demonstranter til demonstrationerne. Det skyldes primært, at demonstranterne i Kina kan imødese hårde straffe for “systemundergravende adfærd”, og at regeringens reaktion har været benhård, tangerende panisk.

Men det er måske i virkeligheden målet for igangsætterne af demonstrationerne: At vise, hvor følsom og sårbar centralregeringen er over for selv harmløse hændelser.

Demonstranterne og bevægelsen bag hævder, at målet er politiske reformer, men hvad betyder det? Muligvis mindre inflation, mindre korruption og mere retfærdighed og retsstatsprincipper. Det er få demonstranter, det drejer sig om, men problemet i den kinesiske regerings optik er, at store dele af Kina meget vel kan være enige i ønsket om reformer. Og nationale bevægelser i Kina, der er utilfredse med regeringens politik er traditionelt ikke velkomne i riget i midten.

Hvis det blot var nogle lokale eller regionale bevægelser omkring enkeltstående sager, der kan håndteres på lavere niveau, var centralregeringens indgriben ikke påkrævet. Men her har der i startfasen været demonstrationer i over 20 større kinesiske byer. Og her har internettet – ligesom i mange andre lande – givet nye muligheder for den landsdækkende protestbevægelse og dermed flere udfordringer for regeringen. Centralregeringen kan derfor ikke se igennem fingre med det.

At dræbe kyllingen for at skræmme aben
De kinesiske myndigheder er gået meget omfattende og massivt til værks. Der er foretaget præventive anholdelser af tidligere kritikere og potentielle demonstranter med militær erfaring. Endelig er flere journalister, der har rapporteret fra demonstrationerne blevet slået til blods.

Det er en ny udvikling, at udenlandske journalister er blevet hevet ind til timelange, opdragende forhør, uden at de i og for sig har forbrudt sig imod noget. Det er også nyt, at det er sikkerhedsapparatet, der har stået i spidsen for forhørene.

Kynisk kan man dog sige, at det i og for sig ikke er nogen overraskende reaktion fra magthaverne. Erfaringen taler for, at ledelsen i Beijing slår konsekvent og hårdt ned på sådanne bevægelser. Tidligere har Falun Gong, som er en harmløs spirituel-religiøs organisation, været uheldig at få prædikatet national bevægelse over sig. Det skabte en voldsom jagt på bevægelsen i slutningen af 90’erne, og Falun Gong bliver stadig den dag i dag anset som en fare for det kinesiske system.

Autoritære regimer har mulighed for at bruge jernnæven på en helt anden måde end demokratier. Den kinesiske ledelse er bekymret over udviklingen, fordi de godt ved, at deres legitimitet har baseret sig på økonomisk vækst – og hvad nu hvis folket i virkeligheden ønsker andet end blot penge? Hvad med mindre korruption og en egentlig retsstat? Der foregår mange ting, som det ikke kun er de fattige i Kina, der er utilfredse med.

Når Den Forbudte Bys nye kejsere iagttager udviklingen i Nordafrika og Mellemøsten bliver de bekymrede. USA har tilsyneladende ikke gjort meget for at hjælpe de folkelige opstande i Nordafrika og Mellemøsten på vej, men er nærmere blevet beskyldt for passivitet. De reelle magthavere i Kommunistpartiets politbureau overvejer derfor, om den samme udvikling kan overgå Kina.

Hvis regeringen ikke slår oprøret ned nu, vil der måske kunne opstå en mere organiseret front for politiske reformer. Derfor ser ledelsen sig nødsaget til at „dræbe kyllingen for at skræmme aben‟, som et gammelt kinesisk ordsprog lyder.

De politiske reformer kommer til Kina, men ikke nu
Det er klart, at de demonstrationer, man hidtil har set i Kina, slet ikke kan måle sig med de arabiske landes. Det er ikke ret sandsynligt, at de folkelige opstande i Kina vil kunne true magthaverne i Kommunistpartiet på kort sigt. Det enorme kinesiske sikkerhedsapparat er yderst veltrænede i at slå mindre og større sociale uroligheder ned. Styret har bl.a. lige lanceret en 24 timers overvågning af samtlige 20 mio. mobiltelefoner i Beijing og censorfølsomt fortov, der kan identificere hvilke personer der betræder det ud fra vægt, gangart, skridtlængde og måden, hvorpå en person drejer foden på under sin gang.

Derudover er situationen i Kina forskellig fra den i Nordafrika og Mellemøsten, idet Kina, som i lang tid har været et meget fattigt land, nu i en længere periode er gået imod bedre tider. De fleste kinesere husker også tiden før 80’ernes økonomiske boom, og det påvirker lysten til at kæmpe sig igennem endnu en revolution.

Selv hvis bevægelsen om reformer vokser sig større, så er det værd at huske på at urolighederne på Den Himmelske Freds Plads i juni 1989 var meget større, men ikke gav anledning til nogen fundamental ændring i Kinas politik.

Spørgsmålet er dog, om ikke det voksende pres for politiske reformer må imødekommes før eller siden? Premierminister Wen Jiabao har ved de førnævnte partikongresser igen talt om behovet for politiske reformer, men i et adstadigt tempo. Men Wen går af næste år (ligesom Hu Jintao) og anses ikke for at repræsentere ledelsens generelle holdninger for øjeblikket. Dette bekræftes af modstridende udtalelser fra andre højtstående i partiet, som f.eks. formanden for folkekongressen, Wu Bangguo, der fremlagde et yderst konservativt syn på politiske reformer.

Men politiske reformer kan ikke skubbes helt af dagsordenen. Der kommer måske til at gå 5-10 år, før der sker større substantielle reformer af Kinas politiske system. På det tidspunkt vil kravene om øgede rettigheder være vokset til en størrelse, som økonomisk vækst ikke kan holde i baggrunden. Styret må overveje, om årsagen til ustabilitet er fattigdom eller en øget bevidsthed om rettigheder, som forstærkes af de økonomiske fremskridt?

Ligeledes er der store udfordringer med ulighed i Kina, selvom der netop er lanceret en ambitiøs satsning i den vedtagne femårsplan. De fattige bønder, der primært bor i den centrale og vestlige del af Kina har en helt anden indkomst og hverdag end de rige i byerne østpå. Det kan skabe mere rum for krav om frihed.

Den evigt omtalte kinesiske middelklasse, der vokser sig stadigt større vil på sigt også stille krav om politiske rettigheder, og særligt de unge fra middelklassen kan blive utilfredse med økonomisk at skulle bære Kinas ældrebyrde (der bliver meget voldsom som følge af etbarnspolitikkens indførsel i 1979).

Derudover er Kinas yngre generation opvokset i en tid med fremgang. De har ikke oplevet de hårde tider som Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen, hvor man bogstaveligt talt måtte kæmpe om maden. Derfor stiller de andre krav til staten. Og hvis staten ikke indfrier disse, er den unge generation også klar til at protestere på nettet og via sociale medier.

Jasminrevolutionen rammer altså ikke Kina lige nu. Og det er vel egentlig meget godt. For er der overhovedet nogen, der har en interesse i et skabe et Libyen, Tunesien eller Egypten i Kina? En revolutionær opstand i et land med 1,34 mia. mennesker og med verdens næststørste økonomi vil skabe en kraftig reaktion. Følgerne vil være uoverskuelige og have enorme globale konsekvenser, både økonomisk, politisk og militært. Og tilbage står spørgsmålet om, hvem der vil tage magten bagefter? Militæret med ønske om en mere udfarende sikkerhedspolitisk rolle eller hardlinere fra den nuværende ledelse, der er trætte af Vestens løftede pegefingre?

Foto: Den kinesiske regering censurerer indlæg, hvor ordet jasmin indgår. De ønsker ikke en kinesisk udgave af de arabiske jasminrevolutioner. Men det gør disse demonstranter i Hong Kong 19. februar 2011.

Magnus Hjortdal (f. 1984) Cand.scient.pol fra Københavns Universitet og ejer af MH International Relations, der rådgiver private og offentlige institutioner. Tidligere forskningsmedarbejder på Forsvarsakademiet.