22.07.2011

Der skal lægges pres på Golflandene, så de stopper den pengestrøm, som sikrer Assad-regimets overlevelse. Det mener Naser Khader (K), der netop er vendt hjem fra en rejse til Syrien. Han mener, at EU’s udenrigschef Catherine Ashton har svigtet: ”Ashton har skuffet i forhold til Syrien – og i øvrigt i forhold til Bahrain også. Hun har ikke trådt i karakter”. Khader foreslår konkret, at den tidligere britiske udenrigsminister David Miliband gøres til EU’s særlige repræsentant på området – ”Hvis EU skal gøre en forskel, er der brug for en særlig udsending, så fokus virkelig kan fastholdes‟ – og fastslår: „Problemet er, at Ashton er totalt passiv i forhold til den her konflikt.”

Interview af Malthe Rasmussen

RÆSON: Du er netop vendt hjem fra Syrien. Kan du give et kort indtryk af, hvordan situationen er lige nu?
Naser Khader: Det er kun et år siden, jeg sidst har været i Syrien, og der er sket enormt store forandringer blandt befolkningen. Tidligere var det frygt, der prægede dem. Angsten for at blive angivet. Man holdt sine meninger for sig selv, og det var tabu at kritisere styret. Der var billeder overalt af Assad, hans far og hans bror – nu er der flere områder, hvor man slet ikke kan finde billeder af Assad. I og omkring byen Barzeh, hvor jeg er født, opfatter man sig nærmest som befriet. Der er ikke et eneste billede af Assad, og det er virkelig tankevækkende. Tidligere kunne man nærmest få lukket sin forretning, hvis ikke man havde et billede hængende. Folk taler helt åbent om et regimeskifte; væk med styret, væk med Assad. De taler nedsættende om ham. Det ville have kostet en livet for et år siden. De er virkelig opsatte på at fjerne styret. De er forbithe point of no return.
RÆSON: Er det det, der kommer til at ske i Syrien? Bliver Assad væltet, eller kører oprøret fast i en situation, hvor oprørerne har kontrol over Hama og landområderne, og styret har kontrol over Damaskus?
Naser Khader: Nej, det bliver ikke ligesom Libyen, fordi oprøret er så bredt. Det er over hele Syrien, hvor oprøret i Libyen havde udgangspunkt i landets næststørste by Benghazi. Oprøret kommer alle steder fra i Syrien. Regimet er økonomisk i knæ. Jeg ved, at USA overvejer at sige til Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater og Kuwait, at de skal stoppe pengestrømmen til regimet. Jeg tror også, EU skal koble sig på her.
RÆSON: En af de ting, der har været oppe i kommentarer i blandt andet New York Times og Foreign Policy over den sidste uge er netop, at selskaber i EU-lande som Tyskland, Italien, Frankrig og Holland stadig aftager betydelige mængder olie fra Syrien, og dermed understøtter regimet, som du nævner. Rejser det ikke spørgsmålet, om vi gør nok selv i Vesten?
Naser Khader: Generelt kan man sige, at Syrien på mange måder er selvforsynende. Det er svært at ramme dem sanktionsmæssigt. Der er frugt, grønt, korn og så videre. Man kan overveje at boykotte olie og gas, men det har vi dårlige erfaringer med i Irak. Det går ud over befolkningen og ikke regimet. Jeg synes, man skal være tilbageholdende med at sanktionere på områder, hvor man risikerer at ramme befolkningen. Der vil jeg hellere have, at man forsøger at ramme regimets folk og deres private økonomiske transaktioner. Økonomien er i knæ, og regimet overlever på golfpengene. EU skal derfor støtte op om de tanker, man har i USA om at dæmme op for pengestrømmen.
RÆSON: Hvad kan vi stille op i Danmark bortset fra de ting, det internationale samfund kan gøre, og hvordan skal vi stille os i forhold til situationen?
Naser Khader: Vi står i Danmark stærkest, når vi taler gennem EU. I EU skal vi samlet opfordre Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater og Kuwait til stoppe med at hjælpe styret økonomisk. Mange siger, at hvis de stopper med det, kan ramadanen blive afgørende. Det bliver som en fredagsbøn hver eneste dag. Derudover har jeg et forslag i forhold til EU, som jeg også har videregivet til vores udenrigsminister: EU’s udenrigschef Catherine Ashton har skuffet i forhold til Syrien – og i øvrigt i forhold til Bahrain også. Hun har ikke trådt i karakter og givet EU den stemme i det udenrigspolitiske, EU fortjener i forhold til dets størrelse og økonomi. Hun har ringet til Assad, og han vil ikke tale med hende. Derfor har jeg foreslået Udenrigsministeriet at udpege en særlig EU-udsending til Syrien. Ashton skal dække hele verden. Så må man sige, at Syriens udvikling er så vigtig, at vi skal have en udsending til udelukkende at beskæftige sig med landet. En, der kan pendle mellem de europæiske hovedstæder og Syrien. Mit forslag er David Miliband. Han har en god baggrund som tidligere udenrigsminister for Storbritannien. Han har et godt forhold til Hilary Clinton. Han kunne rejse til Syrien på vegne af EU og tale med store bogstaver til regimet og dets folk. At have sådan en særlig udsending ville gøre det muligt at fastholde presset på styret fra EU’s side.
RÆSON: Du har i et af dine rejsebreve fra Syrien på din blog på Berlingske Tidendes hjemmeside skrevet, at ’den syriske opposition er en utroligt sammensat størrelse’. Kan du fortælle mere om, hvad oppositionen består af, og hvor velorganiseret den er på nuværende tidspunkt?
Naser Khader: Det, der overraskede mig var, at vi i Vesten er mere bekymrede over Syrien efter et regimeskifte, end syrerne selv er. Jeg havde møder med næsten alle fremtrædende oppositionspolitikere, ngo’er og advokater – både den ældre opposition, forfatterne til Damaskuserklæringen, og de nye, yngre ledere. En af de figurer, der betragtes som en vigtig leder af den yngre opposition, fortalte mig, at han er alawit [det samme er Assad, red.]. Han sagde, at blot fordi man er alawit, behøver man ikke gå ind for diktatur. Vi har den opfattelse i Danmark og i Vesten, at det er alawitterne mod resten. Jeg mødte også alawitter blandt erhvervsfolk, der er mod Assad. At tilhøre samme etniske gruppe som Assad er ikke ensbetydende med at støtte op om ham. Jeg spurgte helt konkret de alawitter og kristne oppositionsfolk, jeg mødte, om ikke de var bange for fremtiden. Noget af det, vi er stolte af som syrere, siger de, er, at forskellige religioner i århundreder har kunnet leve side om side. Frygten for, at broderskabet overtager, er overdrevet. Islamisterne, salafisterne og broderskabet har næsten ingen betydning.
RÆSON: Så du mener, at oppositionen dels er moden til at overtage et land som Syrien og lede det på stabil, demokratisk kurs, og dels fri for religiøse og sekteriske konflikter?
Naser Khader: Jeg skal ikke være jubeloptimist. Det er meget afhængigt af, hvor længe konflikten kommer til at vare. Hvis regimeskiftet kommer i år, kan det lade sig gøre. Hvis konflikten trækker i langdrag over de næste to-tre år, og hvis det lykkedes regimet at så splid mellem de forskellige etniske grupper, så er der risiko for borgerkrig. Risikoen er der, men jeg tror ikke, at vi får irakiske tilstande, som nogen henviser til. Man skal passe på med at sammenligne de arabiske lande med hinanden. Der er mange ligheder, men der er også afgørende forskelle. I Irak var det 60% shiamuslimer, der blev undertrykt af en lille magtelite af sunnimuslimer. Syrien er sammensat af langt flere etniske grupper, der har sameksisteret i århundreder. Der tales om at videreføre det verdslige – fremtidens Syrien skal være sekulært.
RÆSON: Hvor er Den Arabiske Liga henne i det her? Ligaen har holdt forholdsvist lav profil, og den nyudpegede generalsekretær Nabil Elaraby opfordrer Vesten til at stoppe sin indblanding. Kunne man ønske sig, at ligaen spillede en mere aktiv rolle? Har ligaen på sin vis spillet fallit i forhold til situationen i Syrien?
Naser Khader: Den Arabiske Liga har været nogle kujoner i den sammenhæng. Der findes folk i Den Arabiske Liga, der er venner med Assad. Det er ulig situationen i Libyen, hvor ingen var venner med Gaddafi. Assad har venner i ligaen fra Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater og Kuwait, der gør alt hvad de kan for, at Den Arabiske Liga ikke blander sig.
RÆSON: Det er altså et eksempel på nepotisme hele vejen op igennem Den Arabiske Liga, vi ser her?
Naser Khader: Ja. Assad har til forskel fra Gaddafi nogle rigtig gode venner i Den Arabiske Liga. Der er nogle indbyrdes forhold mellem Syrien og Saudi-Arabien. Nogle ægteskaber med saudiske prinser og lignende gør, at der er meget tætte forbindelser. Igen er mit forslag, at en særlig EU-udsending skal til Damaskus og fortælle generalsekretæren for Den Arabiske Liga, at de bliver nødt til at gøre noget. Problemet er, at Ashton er totalt passiv i forhold til den her konflikt. Hvis EU skal gøre en forskel, er der brug for en særlig udsending, så fokus virkelig kan fastholdes. Man ville få mulighed for at tale til regimet hver dag.

Illustration: Ashton holder pressekonference med Hillary Clinton under besøg i Washington DC (foto: EU)