18.02.2011

Den 20. januar blev 50-års jubilæet for John F. Kennedys indsættelse som USA’s præsident fejret. Med tiden er Kennedy ikke blot blevet en kulturel superstjerne, men en målestok for nutidens politiske ledere. Men den yngre generation af Kennedyer har haft problemer med at indfri Kennedy-magiens løfte.

Af Anne Mørk

Få præsidenter har nydt så stor popularitet 50 år efter deres indsættelse som John F. Kennedy, og årsdagen for indsættelsen blev også fejret med maner i hans hjemby, Boston, og i hovedstaden Washington, DC. John F. Kennedy Library and Museum vil over de tre kommende år fejre jubilæet med begivenheder, der skal afspejle Kennedys præsidentperiode. I Washington blev han mindet ved en højtidelighed på Capitol Hill, der udover hans familie talte Joe Biden, Senatets formand Harry Reid og John Boehner, formand for Repræsentanternes Hus. Ved en mindekoncert udtalte Præsident Obama, at Kennedys berømte budskab fra hans indsættelsestale – ”ask not what your country can do for you, ask what you can do for you country” – stadig er relevant. Jubilæet har givet anledning til en stigning i antallet af nye bøger om Kennedy og hans embedsperiode. Efteråret 2011 vil byde på ny historisk indsigt, når hidtil hemmeligholdte interviews med Kennedys enke offentliggøres.

Og at Kennedys arv stadig er et vidt diskuteret emne ses i den kontrovers, der har udspillet sig over en miniserie om præsidenten, produceret af History Channel. Serien er blevet mødt af stærk kritik på grund af dens fokus på Kennedys skandaløse privatliv. Efter pres fra Kennedy-familien har History Channel valgt ikke at vise serien alligevel. I stedet bliver serien vist på den mindre kendte ReelzChannel.

Kennedy-arven i dag
John F. Kennedy anerkendes ofte i meningsmålinger som en af USA’s mest populære præsidenter. Kennedys appel til ungdommen og det nationale fællesskab har gjort ham til et forbillede for nutidige politikere, der håber at kunne kopiere hans evne til at motivere en stadigt mere kynisk og politisk passiv befolkning. Derfor har en betydelig del af jubilæet været dedikeret til at genopfriske Kennedys arv for de yngre generationer, der primært kender ham som Marilyn Monroes elsker. Arven har udviklet sig i form af idealet om ”public service” frem for konkrete politiske tiltag. Hans fortsatte popularitet skyldes i høj grad hans universelle budskab om national selvopofrelse, optimisme og patriotisme. Især hans indsættelsestale citeres ofte for dens opfordring til uselviskhed og sammenhold. I en tid med stigende politisk fremmedgørelse og partipolitisk splittelse på grænsen til det voldelige repræsenterer Kennedy et ideal på tværs af politiske skel.

Kennedys evner som taler og kommunikator er et andet vigtigt aspekt af hans fortsatte popularitet. Han var den første præsident der forstod at udnytte tv-mediet, og hans tv-debatter mod Richard Nixon i 1960 nævnes stadig som eksemplet på at tv-mediet kan afgøre et præsidentvalg. Desuden gjorde han præsidenten til en kulturel superstjerne på højde med entertainere og Hollywood-skuespillere, og hans offentlige image skabte en hidtil uset interesse i hvad der foregik bagved lukkede døre i Det Hvide Hus. Som resultat har navnet Kennedy fået magisk betydning i amerikansk politik – et synonym for veltalenhed og klasse – et idealbillede, der dyrkes af begge partier og som i nyere tid er blevet brugt til at beskrive Bill Clinton, Barack Obama og det nye Republikanske håb, Marco Rubio. Desuden tiltaler hans kombination af humanistiske værdier (Fredskorpset samt hans støtte til den sorte borgerrettighedsbevægelse) og hårdhudet viljestyrke i den Kolde Krig og rumkapløbet både Demokrater og Republikanere. Både Ronald Reagan og George W. Bush brugte i deres præsidentperioder Kennedys skattelettelser i 1962 – et middel til at kickstarte økonomien – som argument for lignende tiltag.

Et effektivt middel i valgkampen
På trods af hans popularitet på tværs af den politiske skala, anvendes Kennedy i dag primært af Demokraterne i valgkampagner. Kennedy er den forhenværende præsident, som oftes nævnes af Demokraternes præsidentkandidater som deres forbillede. I 2004 spillede John Kerry på lighederne mellem ham selv og Kennedy, og også Obama blev adskillige gange sammenlignet med ham på grund af det historiske aspekt (Kennedy var den første katolske præsident) samt deres evner til at inspirere vælgere og opfordre til sammenhold frem for egoisme og splittelse. At flere Kennedyer valgte offentligt at støtte Obama – og ikke mindst, at John F. Kennedys datter, Caroline, sammenlignede ham med sin far – var med til at give Obamas kampagne et tiltrængt boost.

For Demokraterne er Kennedy med tiden blevet et nostalgisk symbol på en anden tid. Hans kombination af humanisme og styrke er netop det ideal som Demokraterne efterstræber i en tid, hvor de ofte beskyldes for at være svage og blødsødne. Desuden styrkede hans smukke familie og hans kones sans for det finkulturelle blot hans popularitet. I nutidens politiske klima hvor demokratiske politikere ofte beskyldes af FOX News for at være elitære ved det første tegn af en Harvard-udddannelse, repræsenterede Kennedy en tid, hvor det var acceptabelt at være elitær.

Triumfer og skandaler
Kennedy-familiens indflydelse og popularitet har i høj grad været afhængig af de tre brødre John, Robert og Ted Kennedys politiske kunnen. Men da Ted (som den sidste bror) døde i 2009 efter mere end 40 år i Senatet, konkluderede adskillige amerikanske medier, at Kennedy-imperiet var dødt. Efter Patrick Kennedy, Teds yngste søn, for nyligt trak sig fra sin plads som Repræsentant for Rhode Island (som resultat af psykisk sygdom og stofmisbrug) var USA for første gang siden 1947 uden en Kennedy i Kongressen. Generationen af Kennedyer efter John, Robert og Ted har været plaget af flere personlige skandaler end politiske triumfer. I den yngre generation er det primært Robert Kennedys børn, der har deltaget i det politiske liv. Hans datter, Kathleen, var viceguvernør i Maryland, inden hun tabte valget til guvernørposten i 2002, og sønnen Joe, sad i Kongressen for Massachusetts, inden hans ambitioner om et højere offentligt embede blev ødelagt af ekskonens skandale-bog.

En helt særlig position har den afdøde præsidents eneste overlevende barn, Caroline. Hun opfattes som Kennedy-arvens beskytter, hvor hun primært udfører sin magt ved støtte kandidater og tale om sin fars arv. Hun var del af i den komite, der skulle vælge Obamas vicepræsident; dog har hendes eneste eget forsøg på en politisk karriere været kandidaturet til Hillary Clintons senatspost. Dette var plaget af beskyldninger om, at hendes kandidatur udelukkende afhang af hendes navn, og hun trak sig hurtigt. Carolines senatskampagne signalerede at på trods af Kennedyernes store popularitet i medierne, opfattes de ikke længere som naturlige ledere. På grund af personlige skandaler og manglende politiske resultater fra de yngre Kennedyer er såvel medier som vælgere blevet mere kritiske over for familiens politiske ambitioner.

En ny generation af ledere?
Det er stærkt tvivlsomt om Kennedy-familien igen kan blive en magtfaktor som i familiens storhedstid i 1960erne. De faktorer, der gjorde det muligt for John, Robert og Ted Kennedy at forfølge deres politiske drømme, er i høj grad ikke til stede i dag. Patriarken Joe Kennedy Sr. (Johns far) besad en enorm formue og kendskab til det politiske spil, hvilket gjorde hans sønners politiske karrierer mulige. Kennedy-familien er stadig velhavende, men ikke i sådan en grad et den reelt kan købe sig til offentligt embede som tidligere. Når Caroline Kennedy dør vil den sidste direkte forbindelse til John F. Kennedy forsvinde, og hans position som ufejlbarlig martyr vil blot blive forstærket. Det er yderst sandsynligt, at der snart kommer en ny Kennedy i Kongressen, men familien som helhed har mistet en vigtig del af sin politiske magi.

Årsdagen har dog skabt opmærksom omkring den næste generation af Kennedyer. Ted Kennedy Jr. er efter sigende i spil til Joe Liebermanns senatspost i Connecticut. Den mest fremtrædende Kennedy i den såkaldte fjerdegeneration er dog Robert Kennedys barnebarn, Joe Kennedy III. Hans tale i Boston i forbindelse med årsdagen, hvor han angreb nutidens brutale politiske retorik, skabte øjeblikkelig sensation i de amerikanske medier. Med en succesfuld karriere som advokat og en fortid i Fredskorpset har Joe kvalifikationerne til at blive klanens næste overhoved. Hans tale fik lederen af Massachusetts’ statssenat til at udtale “we have a new Kennedy”. Udtalelser som disse viser blot, at navnet Kennedy associeres med idealer om ”public service” og lederskab.

For den unge generation er fordelen ved at være en Kennedy den konstante medieopmærksomhed, men det betyder også ekstra interesse, hvis de fejler, såvel politisk som privat. Joe Kennedy III og Ted Kennedy Jr. har skabt sig et grundlag for en politisk karriere ved deres navn, men Kennedy-magien er i høj grad knyttet til John, Robert og Ted Kennedy og ikke de yngre generationer. I takt med at Kennedys arv, i form af konkrete politiske tiltag, er begyndt at virke forældede for den yngre generation af amerikanere, afhænger de unge Kennedyers politiske fremtid af deres evne til at tilpasse hans abstrakte principper til nutidige problematikker.

Anne Mørk læser Amerikanske Studier på Syddansk Universitet med fokus på politisk historie og præsidentstudier. Hun har netop afleveret sin speciale, ”Robert F. Kennedy and Traditions of American Liberalism”.

Foto: Kennedy-familien. Fotoclose-up af Toni Frissel, 12. september 1953.