30.04.2011

Om præcis et år – 29. april 2012 – skal de sidste af verdens kemiske våben være væk. Det har det internationale samfund besluttet. Her udløber nemlig „den endelige forlængede tidsfrist‟ for destruktion af denne type masseødelæggelsesvåben. Indsatsen har været en enorm succes. Alligevel er det tvivlsomt, om målet nås – og utænkeligt, at det nås til tiden. Hvorfor? Svaret findes blandt andet i Syrien og på bunden af Østersøen.

Af Mikael Bomholt Nielsen

Det kan forekomme besynderligt, at der er så lidt opmærksomhed omkring destruktionen af kemiske våben. De har været hyppigt anvendt i krige og terrorangreb i moderne tid. Der eksisterer fortsat næsten fem millioner sprænghoveder (plus dem i ikke-medlemsstater). Og man har – til trods for det – været i stand til at etablere et omfattende succesrigt nedrustnings- og verifikationsregime, som ser er på rette spor med sin mission om at gennemføre en total destruktion af en hel våbentype.

Kemiske våbens historie: skyld i millioner af døde
Kemiske våben har i forskellige former været anvendt helt tilbage til antikken og har været omstridt omtrent lige så længe. Man mente at anvendelsen af kemikalier til krigsførelse var umoralsk, da krig er noget man udkæmper med sværdet i hånd. Kemiske våben fik dog først reel militær betydning i moderne tid. Første gang våbentypen blev anvendt i større skala, var under Første Verdenskrig ved den belgiske by Ipres 22. april 1915, hvor tyskerne udløste klorin over de franske stillinger. I løbet af krigen forårsagede kemiske våben omkring 85.000 dødsfald og 1.176.500 sårede.

I tiden herefter udvikledes nye og langt mere effektive kemiske våbentyper eksempelvis sarin, sennepsgas og nervegas. Grundet truslen om gengældelse blev kemiske våben imidlertid ikke anvendt i større skala under Anden Verdenskrig. Kun japanerne gjorde nævneværdig brug af våbentypen, men aldrig imod allierede styrker, hvor der var risiko for gengældelse.

Anvendelsen af kemiske våben i de to verdenskrige har efterladt sig synlige spor: Granater indeholdende kemiske agenter dukker jævnligt op i Belgien, Frankrig og Kina.

Seneste eksempel på kemisk krigsførelse var Saddam Husseins brug af sennepsgas og tabun under Iran-Irak krigen. Kemiske agenter stod for omkring fem procent af samtlige militære iranske tab under den otte år lange krig. Særligt huskes angrebet på den kurdiske by Halabja i 1988, som dræbte 5000 ud af byens 50.000 indbyggere.

Indsatsen indtil nu: mange store succeser
I 1984 opfordrede USA’s daværende præsident Ronald Reagan til et internationalt forbud mod kemiske våben. Seks år senere underskrev Bush senior og Mikhail Gorbatjov en bilateral nedrustningsaftale. Allerede tre år senere, i 1993, blev Kemivåbenkonventionen underskrevet og den trådte i kraft allerede i 1997.

Konventionen indbefatter et global zero for kemiske våben. Alle medlemsstater har deklareret deres besiddelser af kemiske våben og har forpligtet sig til at destruere disse. Den oprindelige tidsfrist – ti år efter konventionens trådte i kraft – blev i 1997 forlænget med fem år for USA og Rusland, de uden sammenligning største besidderlande.

Med konventionens ikrafttrædelse blev også organisationen OPCW (Organization for the Prohibition of Chemical Weapons) oprettet. Organisationen ligger i Haag og har to primære opgaver; 1. at verificere, at besidderlandenes destruktionsprogrammer skrider frem som planlagt, 2. at inspicere og verificere, at kemiske anlæg til fredelige formål også anvendes til fredelige formål.

Kemivåbenkonventionen og OPCW betragtes af mange – heriblandt organisationen selv – som en model til efterfølgelse for multilateral våbenkontrol og nedrustningsregimer. Dette begrundes i organisationens succes med at facilitere et bredt internationalt samarbejde om et omfattende nedrustnings- og verifikationsregime.

Det er da også lykkedes at fuldende destruktionen af kemiske våben i flere lande; Albanien, Indien og Sydkorea. Samlet set er over 60 procent destrueret af de deklarerede 70.000 kemiske våben. Organisationen har altså kunnet bryste sig af gode resultater, nær ved fuld universalitet af medlemslande og en konsensuspræget samarbejdsform.

Store udfordringer: USA, Rusland, ikke-medlemslande og miljøhensyn
For Danmark er der en særlig problemstilling relateret til kemiske våben. Tidligere har den typiske måde at skille sig af med kemiske våben været at dumpe dem på havbunden. Det menes, at der befinder sig op imod 40.000 tons kemiske sprænghoveder på bunden af Østersøen (primært i områderne øst for Bornholm, sydøst for Gotland og syd for Lillebælt). At dette i den nærmeste fremtid kan komme til at udgøre en særlig problemstilling for Danmark og de øvrige Østersølande, skyldes planerne om en Nord Stream gas pipeline fra Rusland til Tyskland. Etableringen af denne kan risikere at fremprovokere kemiske udslip med store miljømæssige omkostninger.

Et større problem er dog, at de to største besidderlande, USA og Rusland, ikke når at fuldende deres destruktionsprogrammer førend den endelige forlængede tidsfrist udløber om et år. Disse bekymringer har ulmet i længere tid, men det står efterhånden klart, at spekulationerne ser ud til at blive til virkelighed.

Rusland forventes at færdiggøre sit program med en forsinkelse på et-to år, mens amerikanerne formentlig vil skulle bruge syv-ni år yderligere. Både USA og Ruslands overskridelser af tidsfristen skyldes efter sigende økonomiske og miljømæssige hensyn. Problemet er at destruktionen af de tilbageværende kemiske våben er meget omkostningstung, hvis den skal foregå miljø- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Det er endnu uklart, præcis hvordan OPCW vil håndtere denne udfordring, da der ikke i konventionen er mulighed for at forlænge tidsfristen yderligere. 29. april 2012 er den endelige tidsfrist og en overskridelse heraf, vil være en overskridelse af konventionen.
OPCW har hidtil baseret sin virksomhed og sin succes på en konsensussøgende samarbejdsvillighed, så det må formodes at problemet vil blive håndteret relativt afdæmpet.

Et mindst lige så stort problem er, at flere af de kun syv lande, som ikke har ratificeret Kemivåbenkonventionen formodes at besidde kemiske våben. Det drejer sig om Israel, Myanmar, Syrien, Egypten og Nordkorea. De 2 øvrige stater som ikke har ratificeret er Somalia og Angola. Mens resten af verden gør sig store bestræbelser på at destruere deres sidste rester af kemiske våben, befinder der sig kemiske våben uden for de omfattende kontrol– og verifikationsregimer.
Et global zero kan derfor næppe opnås – i hvert fald ikke om inden 29. april 2012.

Foto: En syrisk soldat med AK47-gevær og en sovjetisk produceret ShMS-maske til nuklear, biologisk og kemisk krigsførsel. Syrien menes at have kemiske våben (commons.wikimedia.org).

Mikael Bomholt Nielsen (f. 1985) er stud.scient.pol ved Aarhus Universitet. Primære interesseområde er international politik og globalisering, med særligt fokus på kinesiske og østasiatiske forhold. Han er tidligere praktikant ved den danske ambassade i Haag, hvor han arbejde med netop OPCW.