29.09.2011

”Findes der visioner i S for et forandrings- og reformprogram? Ja. Er Helle blevet valgt på dem i specifik form? Nej. Hun er historisk fri.” Det siger Ritt Bjerregaards tidligere spindoktor Kasper Fogh Hansen til RÆSON. Han spår hende netop derfor succes. ”Hun kan vise sig at have nogle af Schlüters evner til at samle meget modstridende interesser bag et velfungerende og meget reformorienteret lovprogram.” Vigtigst: Hun kan lave en aftale med fagbevægelsen om at bremse lønudviklingen.

INTERVIEW af Magnus Boding Hansen, RÆSONs ansv. chefredaktør

Læs også
– Kommentar: Her er problemet med Helle Thorning-Schmidt
– Hverken Helle eller Løkke har svaret: Hvad hvis væksten udebliver?
– Kasper Fogh Hansen på K-forum: Ingen begejstring, ingen problemer

RÆSON: Du skriver 17. september i en kommentar på K-forum, at Thorning ikke er valgt på en specifik kontrakt og vil kunne slippe af sted med at løbe fra sin betalingsring, Fair Løsning, mm. Hvorfor?
Fogh Hansen: Danskerne har stykket et parlament sammen, der ikke tillader Thorning-Schmidt at gennemføre mange af sine løfter i oprindelig form. Desuden har S-SF’s forslag været udsat for en meget voldsom kritik. Eksempelvis har vi i meget lang tid levet med et åbent spørgsmål om, hvordan trepartsforhandlingerne skal forløbe. I min optik virker det som om, danskerne har givet rød blok majoriteten, men uden at styrke nogen særligt klare politikker i S/SF.

RÆSON: Helle Thorning kan altså slippe af sted med ikke at gennemføre sine løfter, fordi hun med god ret kan sige, ’hør, det er ikke muligt at få flertal for’?
Fogh Hansen: Det er den ene del af det. Den anden er, at der ikke er nogen af S-SF’s programmer, som er gået rent ind i den danske befolkning. Jeg tror simpelthen ikke på, at du kan få bare 20 pct. af den danskerne til at forklare, hvad der står i Fair Løsning. Folk har købt intentionen, men ikke opskriften.

RÆSON: Men hvorfor fanger bordet ikke på de rigtig mange konkrete løfter, hun har givet?
Fogh Hansen: Fordi valgresultatet simpelthen ikke siger, at S-SF’s politikprogrammer har fået stærk folkelig opbakning. De er ikke slået igennem som policyprogrammer – fx med klar forventing om, at de skal gennemføres inden 100 dage. De er ikke blevet fremlagt på samme måde, som Obama lovede at lukke Guantánamo, trække tropperne ud af Irak og at holde arbejdsløsheden under 8 procent. Det er ikke helt konkrete kontrakter. Der er ikke nogen af de her programmer, der indeholder ufravigelige løfter – udover måske løftet om 24-årsreglen. Og så måske millionærskatten, men den bliver også svær at få gennemført.

RÆSON: Thorning er altså valgt på et meget åbent mandat. Hvor er dets grænser?
Fogh Hansen: Den intention, der ligger i Fair Løsning om at lave socialt afbalancerede reformer i Danmark – så det ikke er de dårligst stillede, der betaler først – er alt, hun skal leve op til. End of story! Hun vil langt hen ad vejen, fx i forhold til betalingsring og millionærbeskatning, kunne sige: ”Jeg gjorde ikke, hvad der stod i Fair Løsning, men jeg har gjort det, der kunne lade sig gøre”. Lever det op til en anden fordelingsprofil og skaber det arbejdspladser, er hun i mål. Med andre ord: Grænsen for hendes mandat ligger i negativ forstand ved fx 24-årsreglen – i positiv forstand i, at hun skal handle.

RÆSON: Hun behøver altså ikke gennemføre noget bestemt. Men noget skal vel gennemføres for, at hun lever op til sit mandat fra vælgerne?
Fogh Hansen: Ja. Hvis hun ikke lægger et andet reformspor end den borgerlige regering, som alt andet lige har begunstiget boligejerne og de højeste indkomster og har inddraget muligheden for de dårligst stillede til fx at planlægge deres egen tilbagetrækning, så vil det være et løftebrud. Hvis ikke hun leverer et andet spor, hvor de bedst stillede holder for, så svigter hun sit mandat. Men om det skal foregå præcis som beskrevet det ene eller det andet sted i et af S/SF’s valgoplæg? Nej. Intet derfra er slået igennem som kontrakter med vælgerne, og alle kan se, at der ikke er 90 mandater bag.

RÆSON: Vælgerne vil have Løkkes politik, men de vil have, at det er Thorning, der fører den?
Fogh Hansen: Det synes jeg ikke er rigtigt. Der er en vælgerstrømning henover midten…

RÆSON: Men valget var om økonomi og reformer. Og reformpartierne – Radikale og blå blok – vandt et klart flertal…
Fogh Hansen: Jeg er ikke sikker på, at man kan fortolke De Radikales fremgang som en støtte til den borgerlige blok, og slet ikke til VKO’s politik. Det er forkert at tro, at der ikke efterspørges ny politik, og Radikale og Enhedslisten er jo dem, der har ført den hårdeste oppositionslinje over for VKO og de er blevet belønnet for det. De gamle partier er blevet straffet, og de nye og kommentarpartierne gået frem – bortset fra Dansk Folkeparti. Danskerne stemte ikke for efterlønnen, men det betyder ikke, at de stemte for den borgerlige fordelingspolitik.

RÆSON: Så når min analyse er, at en blå regering har ført rød politik i 10 år, og nu får vi 10 års blå politik ført af en rød regering, så er du ikke enig?
Fogh Hansen: Nej. For min pointe er netop, at ingen endnu ved, hvilken politik Thorning kommer til at føre. Men det er jo helt åbenlyst, at når de nu sidder og laver regeringsgrundlag med De Radikale, så er der store dele af Fair Løsning, der ryger i skraldespanden. Helle Thorning er ikke tvunget til at gennemføre Fair Løsning eller 2020-planen, og når man er valgt til bare at gennemføre noget – og ikke noget bestemt – så kan alle omkring bordet få lov at se bedre ud. Det er en meget fordelagtig forhandlingsposition, hvor hun ikke skal tvinge andre til at lægge stemmer til noget, der i sidste ende kun vil gavne hende selv.

RÆSON: Så Thorning bliver en reformstatsminister, der skaber løsningerne på kryds og tværs fra gang til gang og fra emne til emne?
Fogh Hansen: Ja.

RÆSON: Hvilke reformer vil hun få gennemført?
Fogh Hansen: Af uddannelsesområdet og på erhvervsområdet blandt andet. Der ligger nogle bomber under dansk politik, som den borgerlige regering har skubbet foran sig: Vi har alle snakket om efterlønspengene, men mig bekendt har vi et dansk landbrug med et underskud på 350 mia. kr. og en nettogæld pr. medarbejder i landbruget på 30 mio. kr. Der er meget, meget store problemer mange steder.

RÆSON: Men hvad bliver hendes rigtig store reformer?
Fogh Hansen: Jeg tror, det kan blive noget lig Nyrup og Lykketofts projekt ”Gang i 90’erne”. Det hvilede grundlæggende på en antagelse om, at hvis vi holdt den danske lønudvikling på et par procent under de omkringliggende landes lønudvikling, så ville det på sigt gavne vores konkurrenceevne og beskæftigelse. Det var meget vigtigt for de 15 års vækst, vi havde op gennem halvfemserne og forbi årtusindeskiftet. Jeg tror, at Helle Thorning vil kunne lave den samme aftale med fagbevægelsen igen. Hun har nogle gode forudsætninger for at få skabt en langsigtet strategi for en alliance med lønmodtagerne om, hvordan vi får skabt arbejdspladser. Også fordi hun har opbakningen fra systemet. Mit håb er, at man finder en fælles national strategi mellem lønmodtagere, virksomheder og regering, som sikrer en udvikling i produktiviteten, der modsvarer vores indtægtsniveau, så vi ikke igen mister 200.000 arbejdspladser.

RÆSON: Altså en tilnærmelse til den tyske model. Vil det lykkes?
Fogh Hansen: Det var den socialdemokratiske medicin gennem 90’erne, og det kan sagtens blive den socialdemokratiske medicin gennem 10’erne. Men det skal samtidig være på en måde, der ikke konstituerer en reallønnedgang for arbejdstagerne.

RÆSON: Den borgerlige regering havde som mål at effektivisere den offentlige sektor. Det mislykkedes. Samme mål har Thorning nu. Hvorfor skulle det lykkes for hende?
Fogh Hansen: Siden 80’erne har skiftende hold af politikere forsøgt at udvikle produktiviteten i staten gennem bureaukratiet. Schlüter lavede ”Operation Regelstorm” – vist nok i ´83 – og siden har vi haft den ene afbureaukratiseringsøvelse efter den anden i næsten 30 år. Det var jo komisk, hvis ikke det var så trist. Erfaringen må være, at det offentlige bureaukratis evne til at reformere sig selv ikke længere er til stede. Hvis man skal reformere den offentlige sektor, er man nødt til at gøre det uden om, hen over, igennem og på trods af den ministerielle, kommunale og regionale ledelse af produktionen.

RÆSON: Hvordan?
Fogh Hansen: Når Thornings regeringsforberedelse sender signaler om, at den politiske tilstedeværelse i toppen af ministerierne – det vil sige mennesker, der er ansat for at gennemføre et politisk projekt og ikke for at bevare systemet – skal opnormeres, så afspejler det, at hun forstår, at løsningerne ikke kommer inde fra systemet.

RÆSON: Bureaukraterne har bremset den offentlige sektor i at blive billigere og bedre?
Fogh Hansen: Ja, deres interesser er jo ikke nødvendigvis at forandre ting. Hvorfor tror du ellers at pædagoger passer flere børn i dag end de gjorde for femten år siden, mens udgifterne til området er steget? Pengene bruges i de administrative mellemlag hvis ledelse af mange velfærdsområder sænker produktiviteten.

RÆSON: Og grunden til, at det vil lykkes for Thorning, er, at hun vil tilføre kompromisløse folk udefra, som vil være klar til at skære væk og lave om eller hvad?
Fogh Hansen: For det første virker det som om, at Helle Thorning har tænkt sig, at hendes politiske ledelse skal være stærkere suppleret af folk, der er loyale over for projektet og ikke over for systemet. For det andet ligger der en enormt stor mulighed i, at De Radikale taler om en tillidsreform, og at venstrefløjen taler om at gøre noget ved ledelsen på de offentlige arbejdspladser. De to ting kan godt smeltes sammen, og det, der er utroligt heldigt for Helle Thorning er, at det ikke er markedsført endnu. På den måde vil SF kunne gå tilbage til FOA og sige, at det giver mere indflydelse og frihed til vores medarbejdere, mens De Radikale kan gå ud og sige, at den statslige regulering med de offentlige arbejdspladser bliver mindre.

RÆSON: Tiltagene skal gennemføres af nogen, der kommer udefra, og det skal gøres ved at skabe mere tillid til dem, der skal gennemføre det?
Fogh Hansen: Ja. Jeg tror, at bureaukratiernes forrang i forhold til policy-udviklingen i ministerierne vil blive udfordret under Helle Thorning. Og det er på tide!

Fogh Hansen: Så du føler dig sikker på, at Thorning kan rydde op i bureaukratiet?
RÆSON: Ja. For markeringerne om en udvidet politisk betjening af ministrene har været meget klare.

RÆSON: Noget, Thorning har sagt gennem hele valgkampen, er, at hun kan skabe vækst. Er det ikke dét, der er hendes afgørende valgløfte? Og vil hun kunne overleve, hvis der kommer de 5-7 års nul- eller lavvækst, som flere og flere økonomer spår?
Fogh Hansen: Sverige har skaffet 100.000 job de sidste fire år, vi har tabt 200.000. Og det er ikke kun på grund af en flydende svensk krone. Det afgørende er en fleksibilitet i opfattelsen af, hvad der er jobskabende. Sverige har fx sænket momsen for restaurationsbranchen, fordi man havde et problem med at få lavtuddannede i arbejde – det fik man på den måde. Det er samme tanker om at gøre det billigere at skabe jobs, jeg ser i at fx Nick Hækkerup taler om straksafskrivning af investeringer og omlægning af erhvervsstøtte.

RÆSON: Men hvad nu, hvis det ikke lykkes: Kan Thorning overleve 5-7 års lavvækst?
Fogh Hansen: Ja. Det tror jeg faktisk. Af to årsager. Hun vil let kunne vise, at hun arbejder på politiske forandringer, og Lars Løkke har tænkt sig at blive siddende. Han læser sit overraskende gode valg som en tillidserklæring til ham som statsminister. Det er en foræring til Thorning.

RÆSON: Du tror, at Helle bliver en historisk stor statsminister?
Fogh Hansen: Ja. Eller rettere – det kan hun blive, hvis hun kan samle 90 mandater bag nogle meget nødvendige reformer. Kan hun ikke, så giver det jo sig selv, at hun bliver en kortlivet affære. Men jeg siger netop, at hun vil have lettere ved det end andre på grund af hendes meget åbne mandat.

RÆSON: Hvad vil overraske folk mest ved Thorning som statsminister?
Fogh Hansen: Jeg tror, hun kan vise sig at have nogle af Schlüters evner til at samle meget modstridende interesser bag et velfungerende og meget reformorienteret lovprogram. Hun bliver stor, hvis hun succesfuldt skaber reformer på kerneområder, og det er der god chance for. Findes der visioner i S for et forandrings- og reformprogram? Ja. Er de skrevet ud i konkrete valgløfter, og er hun blevet valgt på dem i specifik form? Nej.

RÆSON: Hun kan blive god, fordi hun ikke som alle nyvalgte statsministre de sidste tyve år har lovet konkrete gaver ud til højre og venstre?
Fogh Hansen: Ja. Hun er historisk fri.

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansvarshavende chefredaktør og redaktør for krig og fred. Kandidatstuderende i retorik med tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i militær- og fredsstudier. Har skrevet til Information fra Sydsudan og Haiti og været praktikant på DR2 Udland.