17.08.2011

Vejen til succes i Afghanistan går gennem en pashtunsk opstandelse. Sådan én er David Petraeus’ efterfølger, general John R. Allen, den helt rette til at realisere. Han har gjort det før i Irak. RÆSON tegner et portræt af den ny ISAF-chef med det intellektuelle ry og af hans største udfordringer.

Af Morten Hansen

Den 6. august i år led de amerikanske styrker deres til dato største enkeltstående tab i den snart ti år lange krig i Afghanistan. Med nedskydningen af en Chinook-helikopter i Wardak-provinsens Taliban-dominerede Tangi-dal bekræftede Præsident Karzai, som den første offentlige person, at adskillige amerikanske og afghanske specialstyrker var blevet dræbt. Senere har Pentagon bekræftet, at der blandt de dræbte var 17 Navy Seals, og deriblandt flere medlemmer af den 300-mand store eliteenhed Navy Seal Team 6, der stod bag drabet på Osama bin Laden i Pakistan i maj.

Nedskydningen af den amerikanske Chinook, som Taliban hurtigt har taget ansvaret for, markerer kulminationen på den seneste tids tiltagende problemer for ISAF-missionen. Således har de seneste måneder været præget af likvideringerne af en række fremtrædende politikere og embedsmænd i Afghanistan. Ofrene tæller blandt andre Hamid Karzais halvbror og formand for provinsrådet i Kandahar, Ahmad Wali Karzai, cheferne for indenrigsministeriets sikkerhedsstyrker i det nordlige Afghanistan, Kunduz-provinsen og Kandahar-provinsen, generalerne Mohammed Daud, Abdul Rahman og Khan Muhammad Mujahid, samt den tidligere guvernør i Uruzgan-provinsen og en betroet Karzai-rådgiver, Jan Mohammad Khan, der blev dræbt i sit hjem i Kabul sammen med et parlamentsmedlem. Senest blev også borgmesteren i Kandahar, Ghulam Haider Hamidi, den 27. juli i år dræbt i et selvmordsattentat.

Disse henrettelser fortæller den sørgelige historie om en Taliban-bevægelse, der nok er svækket i de konventionelle kampe mod ISAF som følge af den seneste tids intensivering af de militære operationer særligt i det sydlige Afghanistan, men som har andre strenge at spille på.

På trods af de seneste måneders højtprofilerede attentater annoncerede præsident Obama 22. juni, at han ville påbegynde tilbagetrækningen af 33.000 styrker, der havde været et altafgørende fundament for den seneste tids militære optrapning. Obamas udmelding blev hurtigt mødt af en del kritik både i Pentagon og Kongressen, hvor mange frygter, at de skrøbelige fremskridt nu ikke vil kunne fastholdes. Desuden mener mange afghanere, formentlig som følge af den seneste tids likvideringer samt nedskydningen af Chinook-helikopteren forleden, at momentum ikke er med ISAF-styrkerne for tiden, men med Taliban.

En intellektuel leder
Nu har den første U.S. Marine Corps general så overtaget kommandoen i den krig mod terrorisme i Afghanistan, som George W. Bush erklærede for vundet i juni 2004. I mellemtiden har konflikten dog ændret karakter fra en kamp primært mod Al Qaeda til en kamp mod en oprørsbevægelse, der synes at have haft held til over for den afghanske befolkning at udstille den internationale indsats i landet som en gentagelse af Sovjet-invasionen i 80’erne.

General John R. Allen var af Obama blevet udpeget som den ”rigtige” mand til verdens formentlig sværeste og mest højtprofilerede militære chefstilling. Efter en snart tiårig tilstedeværelse i Afghanistan synes der nemlig ikke at være skabt noget nær et demokratisk samfund i landet. Juni måned var således den mest blodige siden konfliktens start. Og på trods af en bistandsindsprøjtning på enorme 135 milliarder dollars om året viste en Pentagon-undersøgelse i foråret 2010 opbakning til Hamid Karzais regering i blot 29 ud af 121 distrikter, der vurderedes at have særlig strategisk betydning. Undersøgelsen kunne påvise en stigning i antallet af voldelige hændelser på 87 procent i det forgangne år. Lige så bekymrende understregede Pentagon-rapporten, at Taliban havde udbygget både deres operationelle evner samt deres geografiske kontrol. Mere foruroligende er det dog, at Talibans skyggeregering har evnet at udvide dets myndighed i mange områder og derved yderligere forringet den siddende regerings legitimitet og autoritet. Det er nemlig forfejlet at tilskrive de mange pashtuneres manglende loyalitet over for Karzai-regeringen en simpel frygt for Taliban-overgreb. I mange tilfælde anses Taliban rent faktisk som det mindst ringe alternativ til Karzais regering og endog et alternativ, der i mange tilfælde fortsat er garant for en hurtig og effektiv konflikthåndtering.

Allen var Obamas førstevalg som efterfølger til den uhyre populære David Petraeus og beskrives som noget så usædvanligt som en intellektuel Marine Corps officer. Allen har ikke mindre end tre master-grader inden for militærstrategiske discipliner. Han har endda produceret et detaljeret memorandum til yngre kolleger med interesse i mere dybdegående studier inden for særligt beslutningstagen i kamp. Han betegnes som en strategisk tænker, der forstår det politiske spil i Washington samt har et indgående kendskab til denne type konflikt, ikke mindst fra tiden som chef for de amerikanske styrker i Al Anbar-provinsen i Irak. Som type synes John Allen således at passe endog meget fint i forhold til Obamas værdier og intellektuelle ledelsesstil, som denne skribent har beskrevet mere detaljeret i et tidligere bidrag til Ræson.

Ny mand – samme strategi?
Flere analytikere mener dog, at man ikke skal forvente nye strategiske perspektiver fra Allen. Ifølge Andrew Exum fra Center for a New American Security vil Allen højst sandsynligt videreføre David Petraeus’ linje og gennemføre Obamas tilbagetrækning uden nogle svinkeærinder. Mine egne forbindelser i amerikanske militærkredse tegner et tilsvarende billede. Tidligere efterretningsofficer i hæren med to års tjeneste i Irak og nuværende PhD-studerende ved Georgetown University, Raphael Cohen, beretter således om en populær og respekteret general, der dog ikke kan matche Petraeus’ karisma og således kan få svært ved at modstå presset fra Det Hvide Hus. Ifølge Cohen er det de finansielle problemer kombineret med befolkningens generelle krigstræthed, der vil styre den næste tid, hvor Obamas genvalg nu langtfra ser sikkert ud. Min medstuderende på PhD-uddannelsen ved Korea University og også tidligere amerikansk officer i hæren med tjeneste i Irak, Young Kim, ser således valget af Allen som stort set irrelevant ud fra et strategisk perspektiv. Det altoverskyggende tema i USA i disse tider er økonomien, og den vil også sætte rammerne for en konflikt i Afghanistan, der ikke længere anses som fronten i kampen mod terrorisme.

I dag er der ikke mange analytikere, der tror på etableringen af et bæredygtigt demokrati i Afghanistan, og man skal være mere end almindeligt naiv for at forestille sig at amerikanernes tilstedeværelse har noget med kvinders rettigheder at gøre.

En vigtig affyringsrampe
Omend der i dag på intet givent tidspunkt opererer mere end 100 Al Qaeda-medlemmer i Afghanistan, forbliver landet dog en vigtig brik i den fortsatte kamp mod terrorisme. Amerikanske militærstrateger opererer i dag med Afghanistan og Pakistan som én konfliktmæssig region, og Afghanistan er fortsat en altafgørende affyringsrampe for de mange droneangreb i det pakistanske grænseland. I den seneste udgave af Foreign Affairs har New America Foundation’s Peter Bergen sammen med Katherine Tiedemann illustreret, hvorledes Obama ikke blot har videreført, men kraftigt intensiveret det amerikanske droneprogram, særligt på pakistansk territorium. Obama har således på blot to år givet tilladelse til næsten fire gange så mange droneangreb som George W. Bush gjorde i hele sin præsidentperiode. Og selvom angrebene ofte kritiseres som uetiske og skyld i store civile tab, har Bergen og Tiedemanns database over droneangrebene påvist en præcision på omkring 85 procent med en opadgående tendens. Dette har ført til, at mellem 1.145 og 1.822 oprørere eller terrorister er blevet dræbt.

På trods af den stigende anti-amerikanisme i Pakistan som følge af droneprogrammet, anses det for den eneste effektive strategi – eller som den nye amerikanske forsvarsminister, Leon Panetta, har betegnet det, ”the only game in town.” Alternativerne, inklusive konventionelle styrker eller specialstyrker på land, ville blive mødt med endnu kraftigere protester i Pakistan, sådan som det også var tilfældet efter Osama bin Laden-operationen. Droneprogrammet vil derfor fortsætte.

Den næste fase i Afghanistan
Blandt andet som følge af den højest usædvanlige kritik af den amerikanske efterretningsindsats i Afghanistan, som den tidligere chef for denne indsats Generalmajor Michael T. Flynn rejste i denne CNAS rapport, begynder amerikanerne måske først nu for alvor at forstå nøglen til succes i Afghanistan. Denne består nemlig ikke alene i at målrette den militære indsats mod fjenden og hans bevægelser, men skal derimod findes i en alliance med særligt den pashtunske del af befolkningen. En sådan alliance må først og fremmest tage udgangspunkt i en meget bedre forståelse af det kulturelle billede i landet.

I bogen Taliban – The True Story of the World’s Fiercest Guerilla Fighters fortæller den britiske journalist James Fergusson historien om en gruppe islamisk lærde, som besluttede sig for at sætte en stopper for de kaotiske tilstande, der havde erstattet det vakuum, de sovjetiske styrker i 1989 efterlod sig. Denne gruppe islamisk lærde, anført af Mullah Omar, skabte efterfølgende det Taliban-regime, der blev så berygtet i det internationale samfund for stadionhenrettelser og ødelæggelse af Buddha-statuer. Det man dog nogle gange glemmer er, at disse fejltrin, samt mange andre af slagsen, især for mange pashtunere var en lav pris at betale for lov og orden i det anarki, der herskede i Afghanistan i starten af 90’rne. Selvom man nok med rette kan kritisere James Fergussons beretning som noget partisk i forhold til Taliban, så efterlades man som læser med en klar fornemmelse af en bevægelse, der rummer flere nuancer end dens almindelige beskrivelse som blodtørstig og uetisk terrororganisation.

Forhandlinger mellem Taliban og USA bliver i stigende grad præsenteret som en reel mulig og senest har Astrid Helene Washington i Ræson beskrevet, hvordan en fredsaftale kunne se ud. Endvidere har en af de fremmeste Afghanistan-eksperter, Michael Semple, i bogen Reconciliation in Afghanistan illustreret, hvorledes man ved hjælp af uformelle netværk og traditionel afghansk forsoningspraksis kunne gennemføre en varig fred med Taliban. Det forekommer dog fortsat usandsynligt, at reelle forhandlinger med Taliban kan gennemføres. I de seneste senatshøringer i forbindelse med udnævnelsen af John Allen til ny ISAF-chef og af admiral William McRaven til ny chef for de samlede amerikanske specialstyrker stod det da også klart, at jagten på Taliban-lederen Mullah Omar, der menes at befinde sig i Pakistan, fortsætter ufortrødent.

Løsning: En pashtunsk opstandelse?
Dialog er vejen frem, men den vil blive ført primært med den pashtunske befolkning, der fortsat må anses som nøglen til et fredeligt Afghanistan. Almindelige pashtunere er således de eneste, der kan udfordre Taliban-bevægelsens legitimitet.

I Irak bidrog John Allen væsentligt til den såkaldte Sunni-opstandelse, der indledtes i Allens egen Al Anbar-provins og som muliggjorde et strategisk skift, bedst som krigen i Irak så mest håbløs ud. Han roses af kolleger for sine evner til at forstå konsekvenserne af både de militære og politiske handlinger i denne slags konflikt. Disse evner er måske endnu mere udviklet end David Petraeus’, der først og fremmest nyder godt af et dygtigt personligt pr-apparat. Petraeus’ hyppige selviscenesættelse, der under Afghanistan-evalueringsfasen bragte ham på kant med Det Hvide Hus, kan meget vel være hovedårsagen til, at han i dag tilskrives succesen med Sunni-opstandelsen, selvom bl.a. CIA, Oberst Sean MacFarland og John Allen rettelig kan betegnes som de afgørende hjerner bag denne. Dette har den politisk bevidste Allen dog ikke set en fordel i at påpege, og Petraeus, som ny chef for CIA, bliver da også en afgørende samarbejdspartner for Allen. Ikke mindst når man tager i betragtning, at CIA har opereret i Afghanistan uafbrudt siden starten af halvfjerdserne og udover droneprogrammet leder en 3.000-mand stor afghansk paramilitær enhed, der er helt afgørende for missionen.

I Afghanistan skal Allen ligesom i Irak forsøge at overbevise befolkningen om at vejen til stabilitet og økonomisk udvikling går gennem et samarbejde med de internationale og lokale styrker. Dette er selvsagt lettere sagt end gjort og den udprægede korruption, der fortsat præger Karzais regering, gør ikke denne opgave lettere. Allen beskriver selv udfordringen som et forsøg på at skabe en forbindelse mellem provinserne og den centrale regering. En sådan udfordring, der ville kræve en tilsvarende pashtunsk opstandelse kan ligne et håb om mirakler, men det er i den sammenhæng værd at hæfte sig ved, at man heller ikke i Irak anså Sunni-opstandelsen for sandsynlig før den fandt sted. Endvidere må man heller ikke glemme, at hvis den amerikanske befolkning er træt af krigen i Afghanistan, så er det nok intet at sammenligne med den afghanske befolkning.

Vejen til succes i enhver oprørskamp går gennem befolkningens hjerter og det er der i hvert fald én amerikaner i Afghanistan, der har indset. Washington Post’s Rajiv Chandrasekaran har senest fortalt en bemærkelsesværdig historie fra Garmser-distriktet i Helmand-provinsen. Dette distrikt har i løbet af to år forvandlet sig fra et af landets mest voldelige og Taliban-dominerede, til et sted der nærmest i dag betegnes som kedeligt. Og dette skyldes hverken de seneste to års fem forskellige Marine Corps bataljonschefer, to forskellige guvernører eller to forskellige politichefer. Succesen tilskrives derimod det amerikanske udenrigsministeriums udsendte rådgiver til provinsen, Carter Malkasian. Den blot 36-årige D.Phil. i krigshistorie fra Oxford University beskrives af den pashtunske befolkning, som den mest indflydelsesrige person i distriktet foran både stammeledere og regeringsrepræsentanter. Carter Malkasian, der som tegn på respekt har fået tilnavnet Sahib, har på imponerende vis fået skabt netop den forbindelse mellem provinsen og den centrale regering, som Allen efterlyser.

Malkasian har med to ophold i Irak i henholdsvis 2004 og 2006 opnået førstehåndskendskab til Sunni-opstandelsen i Anbar-provinsen og har sidenhen gennem et kortvarigt pashto-sprogkursus evnet at omstille sig til opgaven i Afghanistan på meget kort tid. Malkasian er det tydelige bevis på hvorfor enhver oprørskamp må fokuseres på befolkningen. Succes i Afghanistan er nemlig afhængig af en stærk alliance særligt med den pashtunske befolkning. En sådan alliance tilvejebringes ikke udelukkende ved at afskære befolkningen fra muligheden for en Taliban-regering, men i højere grad ved at tilvejebringe et positivt tilvalg af den siddende regering. Et sådant tilvalg kræver dog en meget bedre forståelse for afghanernes situation og som Carter Malkasian selv påpeger, så kommer en sådan forståelse ikke ved ophold i en toværelses-lejlighed med bar og swimmingpool i et stort ambassade-kompleks i Kabul. Det starter derimod ved at opholde sig tæt på befolkningen – i Malkasians tilfælde i en skurvogn i Garmser-distriktet.

To problematikker kræver to strategier
I sidste ende ligger nøglen til succes i kampen mod terrorisme i denne region i en erkendelse af en ny virkelighed. For det første udgør Afghanistan ikke længere en eksistentiel trussel mod USA og for det andet kommer mere end 80 procent af de personer, der udfører selvmordsoperationer i Afghanistan, fra Pakistan.

Ved at betragte denne region samlet under AfPak-begrebet [Afghanistan og Pakistan, red.], har man korrekt understreget, at de to landes sikkerhedsproblemer ikke kan analyseres isoleret. Desværre har man tillige antydet at problemerne kan løses med én strategi. Det kan de ikke. I dag er Pakistan nemlig den ny front i kampen mod terrorisme, mens konflikten i Afghanistan er en helt anderledes kamp om den pashtunske befolknings hjerter og sind. Eller som den tidligere øverstkommanderende for Marine-soldaterne i Afghanistan, generalmajor Larry Nicholson, har udtrykt det: ”Vi har brug for en Carter Malkasian i hvert distrikt i Afghanistan.”

Morten Hansen (f. 1975) er PhD-stipendiat ved Korea University i Seoul, hvor han forsker i nye tendenser indenfor amerikansk efterretningsvirksomhed. Morten er bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet, master i militærstrategiske studier fra S. Rajaratnam School of International Studies ved Nanyang Technological University i Singapore samt MBA fra Aarhus Universitet/Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: David Patreus til højre og hans afløser som ISAF-chef, John R. Allen, til et møde 9. juli (U.S. Navy Chief Petty Officer Joshua Treadwell).