09.12.2011

RÆSON har bedt fire bogaktuelle forfattere om at fortælle om deres bøger og i samme omgang vurdere aktuelle politiske tendenser og problemstillinger. Her Johannes Andersen (f. 1950), medforfatter til Kunder i politikken. Bogen tegner et portræt af den forbrugeristiske medborger – en ekstremt individualistisk og pligtopfyldende skatteyder, engageret i det politiske liv, men kun interesseret i sig selv.

Interview af Lars Theil Münster

RÆSON: Hvad kendetegner den forbrugeristiske medborger?
Johannes Andersen: En mentalitet, som går ud på gerne at ville vælge, hvordan tingene i tilværelsen skal sammensættes. Jo flere valg des bedre. Den forbrugeristiske medborger har udviklet en brugerbevidsthed i forhold til især output og service fra det offentlige og det politiske. Men brugerbevidstheden virker tilbage over i det politiske systems inputside i gennem den måde politiske diskussioner og politiske partier opfattes.

RÆSON: Hvordan orienterer den forbrugeristiske medborger sig politisk? I skriver, at han både er ekstremt individualistisk, men samtidig med glæde betaler skat og går ind for velfærdsstaten, hvordan hænger det sammen?
Andersen: Den forbrugeristiske medborger er typisk fra middelklassen og udgør omkring 30 % af befolkningen, som regel bakker han eller hun op om velfærdsstaten, men vil ikke nøjes med dens standardydelser. Han/hun vil have valgfrihed. Vi betaler vores skat, fordi vi selvfølgelig betaler det, det koster. Medborgerskab bliver et spørgsmål om pris ikke om forpligtigelse, som det var hos den klassiske kollektivistiske medborger. Hvor udgangspunktet før i tiden var, at vi var forpligtet til at betale til fællesskabet, eksisterer der i dag en ny tankegang ind, der hedder: ”Hvis penge går til de gamle eller børnene eller uddannelse – til noget bestemt, vil jeg godt betale”. Vi vil selv bestemme, hvad pengene skal gå til. Det er et eksempel på, hvordan den forbrugeristiske medborger-logik breder sig til inputsiden. Vi bakker op om systemet, men vil kun betale til det og det. Og man ser det for sig: Inden længe får vi nogle forslag, der går ud på, at vi skal krydse af digitalt, hvad vi skal betale skat til, og hvor meget.

RÆSON: Er det ikke højdepunktet af demokratiet?
Andersen: Det kan man sige, men problemet med de forbrugeristiske medborgere er, at de i orienterer sig for meget i forhold til institutionernes tilbud – i forhold til hvad de kan få ude på markedet. Når det drejer sig om samfundets institutioner, har vi for længst besluttet, at vi skal rangliste dem. Det samme gælder for de politiske partier: De forbrugeristiske medborgere ser efter hvilke ledere, der gør tingene på den fedeste måde. Det, der forsvinder, er evnen til at se tingene ovenfra i en sammenhæng, hvor man ikke diskuterer med udgangspunkt i egne behov, men ud fra fællesskabet. Prioriteringer af behov er jo kunsten i politik, og hver gang man laver en prioritering, laver man en venteliste et eller andet sted, og hver gang man har en venteliste, er det et spørgsmål om at prioritere hvilken venteliste, der skal være længst. Det må være demokratiets kerne. Demokratiet har to sider, nemlig evnen til at se fællesskabet og evnen til at omsætte det billede, man har af fællesskabet, til de valg, man gerne vil træffe. Med den forbrugeristiske medborger bliver evnen til at se sig selv i fællesskabet nedtonet, og evnen til at træffe de individuelle valg bliver opprioriteret.

RÆSON: Men fællesskabet er jo ikke nogen neutral kategori, der er vel altid nogen, der bestemmer, hvad der skal definere fællesskabet?
Andersen: Det er jeg enig i. Vi kæmper om fællesskabsbilleder. Men pointen er, at den forbrugeristiske medborger glemmer helt at forholde sig til det. Den liberale medborger har sin forestilling om, at det er markedet, der driver det hele. Og den kollektive medborger vil sige, at det er det offentlige. Det, der kendetegner den forbrugeristiske medborger er, at han slet ikke forholder sig til den diskussion. Er det så lig med en øget egoisme? Det mener jeg ikke nødvendigvis, men det er oplagt, at det ligger snublende nært.

RÆSON: Det kræver et vist økonomisk, socialt og kulturelt overskud at være forbrugeristisk medborger, og den her figur udgør trods alt kun 30 % af befolkningen, risikerer man ikke, at overse den resterende del af befolkningen, som ikke har det overskud, men den type af analyse, I foretager?
Andersen: Det er rigtigt, som Lars Olsen jo påpeger, at hele den ufaglærte og faglærte tradition på et eller andet plan er blevet usynlig. De, som kæmper med de daglige problemer, har det med at forsvinde, fordi den gruppen af forbrugeritiske medborgere sætter sig på medierneog definerer den måde, vi opfatter virkeligheden på. Men det er også dem, der tegner fremtiden. Vi skal leve af at være kreative og af at vi kan producere viden – ikke af faglært og ufaglært. Vi har en tredjedel, som har sat sig på dagsordenen, og som tillægges den fremtidige ledende rolle i et videnssamfund eller oplevelsessamfund. Den tredjedel hører vi om hele tiden. De definerer de politiske problemer. De skulle så have et modspil fra underklassen, men der er ikke længere nogle talerør nedefra. Denne gruppe er blevet presset af individualiseringen, som gør fjerne de traditionelle forsvarsværker. Grunden til, at vi har et Dansk Folkeparti er blandet andet, at Socialdemokratiet ikke længere er det naturlige sted for de svage. Socialdemokratiet har hele tiden været splittet mellem en middelklasse af forbrugeristiske medborgere, som er blevet de ledende i partiets politiske og organisatoriske udvikling, og så de faglærte og ufaglærte grupper, som er deres kernegruppe, men som ikke nødvendigvis har samme valgmuligheder.

RÆSON: Men Dansk Folkeparti repræsenterer jo heller ikke en universel velfærdstankegang, hvor alle har ret til de samme ydelser.
Andersen: Der er en eller anden parallel mellem den kreative forbrugeristiske medborger og så den indadvendte type, som Dansk Folkeparti repræsenterer, fordi de begge to melder sig ud af fællesskabet. Når Dansk Folkeparti vil have en ældrechek, og at der skal være sikkerhed og orden i gaderne, så er det en meget konkret måde at orienterer sig på i verden, det er meget konkrete trusler. Den forbrugeristiske medborger orienterer sig også i forhold til en meget konkret hverdag, hvor der er konkrete valgmuligheder til stede.

RÆSON: ”Den forbrugeristiske medborger betragter velfærdsforbedringer og enhver form for offentlig ydelse som en selvfølgelig rettighed. Der forventes stadig mere velfærd, og velfærdsstatens legitimering knytter sig mere snævert til produktion af serviceydelser”, skriver I. Ove K. Pedersen kommer i hans analyse om ”Konkurrencestaten” frem til den omvendte konklusion: at samfundet kræver stadig flere pligter af os – til at stå til rådighed, til at maksimere vores abejdspotentiale osv. Er det det samme samfund, I analyserer?
Andersen: Man kan sige vi er blevet tvunget til frihed – i og med, at flere ting er blevet organiseret på valgets præmisser, er vi tvunget til at prioritere. Mit bedste eksempel er unge, der er blevet færdige med studentereksamen. De skal edderbankende ikke vælge at tage et sabbatår, de er tvunget til at vælge mellem ”dét der og dét der”, og ”hvis du gør det nu, får du højere karakter”. På den måde tvinger man til frihed. Tvang til at foretage disse individuelle valg er blevet mere og mere end del af vores hverdag, vi kan ikke bare få noget, vi skal forholde os det. Forpligtelsen er, at du skal lære at træffe valg.

RÆSON: ”Forpligtet til at vælge” Det er et paradoks!
Andersen: Ja, det er det jo, og det kræver jo en stærk stat, der kan lave en statsstyring til at sikre det frie valg, og det gør den på rigtigt mange niveauer i dag. På den måde er det jo paradoksalt.

RÆSON: Kan man ikke forestille sig, at i takt med at vi går en strengere økonomi i møde, så vil rettighedstænkningen også blive rullet tilbage?
Andersen: Jeg tror det ikke. Det, der vil ske er, at du tvinges til at vælge mellem resurserne i stedet. Lige nu ser vi inden for ældreområdet, hvor du f.eks. kan vælge om, du vil have rengøring på toilettet, støvsugning eller hjælp med indkøb – „Vi kan desværre ikke hjælpe dig med det hele‟. Vi vil have dig til at forstå, at du ikke kan vælge det hele. Du komme til at prioritere, hvordan de kommunale kroner skal bruges. Så med krisen i baghovedet får vi skærpet valglogikken, så du nu oveni købet er med at foretage de økonomiske prioriteringer.

RÆSON: Kan man forestille sig en styrkelse af det kollektive med den nytiltrådte regering jævnfør ønsket om en opprioritering af den kollektive trafik og en suspendering af fradraget ved de individuelle sundhedsforsikringer?
Andersen: Jo, det vil der nok komme nogle elementer af, men jeg er ret overbevist om, at der mange elementer, der føres videre. Den nye regering har ingen ambition om at rulle New Public Management-regimet [teoretisk og praktisk paraplybegreb for markedslignende indretning af den offentlige sektor, red.] tilbage, og det er så grundlæggende for den måde, kommunerne har organiseret deres serviceydelser på. De har alle sammen indført det inden for de sidste 30 år, og New Public Management er en måde at invitere brugertankegangen inden for. Det ruller man ikke tilbage for alvor. Men regeringen har valgt nogle symbolske områder at gøre det på.

RÆSON: Hvis du skulle kigge i krystalkuglen og se 20 år frem, er vi så blevet mere forbrugeristiske?
Andersen: Ja, det tror jeg egentlig. På godt og ondt. 40 % af de unge mennesker op til 26 år orienterer sig i retning af den forbrugeristiske medborger, så det ligger helt klart, at de unge med deres individualistiske og aktivistiske kultur i høj grad lægger i det spor. Vi vil få flere forbrugeristiske medborger i fremtiden. Det, der er det gode ved den forbrugeristiske medborger, er, at de er stand til at agere, at udtrykke sig og kan noget selv og er fulde af selvtillid, når de bevæger sig ud i det politiske liv og påtager sig den rolle, det er at forme sig sin egen tilværelse. Det negative er, at de tænker på en demokratisk set uhensigtsmæssig måde, hvor de ikke har blik for det overordnede.

RÆSON: Hvilke partier vil profitere på det?
Andersen: Det Radikale Venstre er jo indbegrebet af den forbrugeristiske medborger, og de bløde venstrefolk er også samme type. I virkeligheden ligger der i hele det politiske spektrum muligheder for den forbrugeristiske medborger at orientere sig politisk, og det er den forbrugeristiske medborger, der kommer til at afgøre folketingsvalg, for det er dem, der kan skifte over blokkene.

Lars Theil Münster (f.1983) er cand. mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Arbejder til daglig i forlagsbranchen. Skriver for RÆSON om kulturpolitik. ILLUSTRATION: Udsnit af forsiden på bogen „Kunder i politikken.