22.11.2011

Kan Monti redde Italien? Hvordan? Og hvad er worst og best case scenario for Italien om fem år? Det giver professor i finansiering ved CBS Jesper Rangvid her sit bud på i en kommentar. Han vurderer, at Italien sammenlignet med andre kriseramte eurolande er betydeligt bedre stillet. Men den ny regeringsleder Mario Monti må og skal gennemføre de lovede spareplaner for at genvinde markedets tillid – ellers kan konsekvenserne blive uoverskuelige.

KOMMENTAR af Jesper Rangvid

ARTIKELOVERBLIK
– Kan Europa redde sig selv?

Italien har som andre kriseramte eurolande en uheldig kombination af høj gæld og lav vækst. Alligevel har Italien noget bedre muligheder for at kæmpe sig ud af gældskrisen end lande som Grækenland og Portugal. For i modsætning til en del andre udviklede lande er den offentlige gæld i Italien ikke steget med samme fart gennem de senere år. I Japan er den offentlige gæld de sidste ti år steget fra 150 pct. til 200 pct. af BNP. I USA er udviklingen i samme tidsrum en stigning fra 60 pct. til 100 pct. af BNP, og selv Tyskland har øget skyldnerkontoen fra 60 pct. af BNP til 80 pct. de sidste ti år. I Italien derimod er gælden faktisk – set i forhold til økonomiens størrelse – næsten ikke steget gennem de seneste ti år.

Der er også andre relativt positive træk, man kan fremhæve ved den italienske økonomi: I modsætning til mange andre europæiske lande, er der en stor privat opsparing i Italien. Der er overskud på det, vi kalder ”den konjunkturjusterede strukturelle balance”, dvs. hvis Italien ikke skulle betale renter og afdrag på gæld, ville der være overskud på det offentlige budget, når den økonomiske udvikling tages i betragtning. Underskuddet i Italien er heller ikke så stort som i mange andre lande.

Disse ting betyder samlet set, at den kur, Italien bliver nødt til at gennemgå for at overbevise markederne om, at Italien er solvent, ikke er så voldsom, som den kur f.eks. Grækenland, Irland og Portugal har måttet gennemgå.

Når vi så alligevel ser de italienske renter stige hurtigt og kraftigt, så skyldes det mistillid til politikerne. Selvom de nødvendige reformer måske relativt ikke er så voldsomme som i andre lande, er reformer nødvendige. Og hvis markedet mister tiltro til, at de nødvendige ting kan gennemføres, vil de ikke finansiere italiensk gæld, og vi ser renterne stige.

Nu er Monti så kommet til. Og hvis han kan overbevise markedet om, at opstramningerne rent faktisk bliver gennemført, kan operationen måske lykkedes. Men det kræver, at han holder det løfte.

Best case scenario for Italien om fem år
Best case-scenariet er, at Monti forholdsvis hurtigt får gennemført de spareplaner, der er nødvendige for at skabe overskud i 2014, som målet er. Derudover er det nok nødvendigt, at den europæiske redningsfond EFSF snart træder i karakter. Ved topmødet 26 oktober blev det bl.a. vedtaget, at EFSF skulle garantere dele af nyudstedelser af obligationer, men vi har ikke set det ført ud i livet endnu. Og endelig er det nødvendigt, at markedet som følge af disse to overordnede forhold igen bliver villig til at finansiere Italien til normale renter. På denne måde vil gælden i Italien langsomt blive sænket, og der kan komme ro på situationen.

Worst case scenario for Italien om fem år
Worst case-scenariet er som navnet antyder ikke nødvendigvis det mest sandsynlige, men risikoen eksisterer, og derfor må vi forholde os til det. Risikoen er, at det ikke lykkes at vende situationen til en positiv udvikling. Det kan være, fordi Monti ikke får politisk opbakning til spareplanerne, eller fordi der kommer modstand i befolkningen mod spareplanerne. Og hvis Den Europæiske Centralbank holder fast i ikke at ville lægge bund under priserne på italienske statsobligationer ved at købe op, kan vi se renterne stige endnu mere, hvilket kan ende med at gøre Italien insolvent. Dette negative scenarie kan indebære to situationer, der begge vil være helt uoverskueligt omkostningsfulde for Europa.

Den ene er en italiensk statsbankerot. Hvis renterne bliver ved med at ligge på eller over 7 pct., og det ikke lykkes at skabe vækst, vil gældssituationen ikke være holdbar. Dvs. at Italien kan gå statsbankerot. Problemet er bare, at hvis man er bekymret for konsekvenserne af en græsk statsbankerot, så er konsekvenserne af en italiensk statsbankerot så meget større og uoverskueligere: Vi vil se mange, også store banker, komme i problemer, hvilket vil medføre en kreditklemme, og afledt deraf, at virksomheder går konkurs. Vi vil se så store opstramninger på de offentlige budgetter, at det vil føre til voldsom nedgang i økonomien. Og vi vil se voldsomt stigende arbejdsløshed. Alt i alt en ganske uoverskuelig situation.

Den anden mulige konsekvens af worst case-scenariet vil være en italiensk udtræden af euroen. Igen vil konsekvenserne være fuldstændig uoverskuelige og indebære voldsom recession; ikke bare i Italien, men også i resten af Europa.

Da disse scenarier medfører MEGET store omkostninger, både politisk og økonomisk, tror og håber jeg, at man vil gøre meget for at undgå dem.

Jesper Rangvid er professor i finansiering ved CBS og ofte benyttet i medierne som ekspert i økonomi og finansiering. ILLUSTRATION: Fra venstre mod højre: Italiens nye premierminister Mario Monti, minister for europæiske anliggende Enzo Moavero Milanesi, minister for international koordination og integration Andrea Riccardi og præsident Giorgio Napolitano ved den ny regerings officielle tiltræden 16. november 2011 (foto af Dipartimento Politiche Europee via Flickr).