21.07.2011

CITAT: “Finansiel nedsmeltning” er en overdrivelse, jeg ville hellere tale om en “ekstrem finansiel risiko”, der navnlig knytter sig til det forhold, at Danske Bank har ca. halvdelen af det finansielle marked i Danmark, og en samlet balance, der er mere end det dobbelte af det danske bruttonationalprodukt (og som ydermere er eksponeret i udlandet). Her er der mindelser om de islandske forhold, hvor ganske få banker havde vokset sig alt, alt for store. Der er således ikke kun tale om en betydelig systemisk risiko i banksektoren; men om en regulær virksomhedsrisiko med samfundsøkonomiske implikationer og dermed også politiske implikationer.”

Er verden på vej mod en ny nedtur? RÆSON spørger økonomer og kommentatorer: Niels Lunde, Christen Sørensen, Torben M. Andersen og herunder Jesper Jespersen, professor ved RUC

af RÆSONs CHEFREDAKTION

1. Ja eller nej: Får vi nu en ny decideret nedtur (anden halvdel af et “double dip”) – eller er vi *kun* i en meget, meget, meget sløv vækstperiode?
JESPER JESPERSEN: Det er mest sandsynligt, at vi i EU under ét får en sløv vækstperiode ca. 1 pct./år – formentlig bliver væksten lidt kraftigere i USA, der dog vil fastholde arbejdsløsheden på sit historisk høje niveau. I EU er der fortsat en vis risiko for et kollaps i banksektoren om end af mindre styrke end 2008. Bemærk yderligere, at Europa under ét ikke har haft fordel af den øgede tyske eksport, idet der er et stigende underskud på Euro-zonens handelsbalance over for omverdenen. Danmark vil forment opleve endnu et kvartal 2011,2 med negativ vækst; men det vil være en overdrivelse at kalde det ’a double dip’. Så ’decideret nedtur’ – næppe!
     Specifikt om Danmark: Blandt institutioner som Finansministeriet, Det økonomiske Råd, bankernes analyseafdelinger m.fl. synes der at være enighed om, at dansk økonomi nu ligger i en steady fase, med en vækst i underkanten af 2 pct., der dog er stærk nok til i løbet af 3-4 år at nedbringe arbejdsløsheden til sit ’strukturelle’ niveau på ca. 3 pct. Dette under forudsætning af verdens- og europaøkonomien ligeledes holder steady med en vækst i den internationale handel på ca. 5 pct./år – og en (forbrugerpris-)inflation, der flader ud på et niveau ikke markant afvigende fra 2 pct./år. Bemærk i øvrigt:
     I. Der er et betydelig slack (output gap) i OECD-landenes økonomi, hvilket betyder, at den økonomiske udvikling i den aktuelle situation overvejende er ’efterspørgselsdreven’ [forklaring på output-gap: økonomierne kunne lige nu producere mere, end de gør – en del af maskinerne er sat på pause, fordi kunderne er tilbageholdende med at købe nyt, red.]
     II. Der hersker desuden en betydelig usikkerhed med hensyn til, hvorledes fremtiden vil forme sig på en række områder: den finansielle sektor, den offentlige (og private) sektors gældsproblemer, udviklingen på råvare- og fødevaremarkederne med deraf følgende tendens til inflation, valutakursudviklingen mellem hovedvalutaer
     III. Den økonomiske politik synes i de fleste lande at stå på finans- og pengepolitiske stramninger i de nærmeste 2-3 år, hvis de planlagte budgetter skal overholdes, og inflationstendenser holdes i ave.

2. I USA blev der i juni måned kun skabt 18.000 nye arbejdspladser – en iagttager konstaterer: “It is still as bad as it has ever been”. Hvad er hovedproblemet i USA?
JESPER JESPERSEN: Der er forbavsende mange lighedspunkter med situationen i begyndelsen af 1930erne, hvor Roosevelt gennemførte en markant lovgivning, der dog først afgørende ændrede den økonomiske udvikling, da oprustningen satte ind i slutningen af årtiet. Dengang kom opsvinget ikke af sig selv- og det gør det heller ikke nu. Opsvingene i 1980erne (Reagan – ekspansiv finanspolitik), i 1990erne (Clinton – ekspansiv pengepolitik) og i 2000erne (Bush -ekspansiv finans- og delvis pengepolitik) var primært båret af en ekspansiv økonomisk politik – der har det vist sig havde en række negative konsekvenser, som der ikke blev taget hånd om i tide.

3. Obama agter tilsyneladende ikke at bruge staten til at sætte gang i væksten – tværtimod forhandler han og Republikanerne om en markant reduktion af de offentlige udgifter. Økonomen Paul Krugman angriber denne strategi og synes at opfordre Demokraterne i Kongressen til at gå imod Obama. Har Krugman ret: Burde Obama foranstalte en ny saltvandsindsprøjtning til den amerikanske økonomi?
JESPER JESPERSEN: Den amerikanske økonomiske udvikling er mere grundlæggende ude af strukturel balance – og efterspørgslen er fortsat for svag til at suge den ledige arbejdskraft op, ikke mindst fordi arbejdsstyrken af demografiske årsager vokser med godt 1 pct. om året – OG derfor forslår 18.000 nye arbejdspladser ingenting. Hvad kunne Obama gøre? Hvis det var politisk muligt, burde han 1) redressere indkomstfordelingen, via ændret beskatning af højere indkomster, idet den nuværende og fortsatte forøgelse af uligheden mindsker den samlede efterspørgsel, 2. en forhøjelse af mindstelønnen (og reduktion af arbejdstiden) så antallet af working poors (og arbejdsløse) kan reduceres. 3) der er behov for øgede offentlige (og private) investeringer i infrastruktur, uddannelsesinstitutioner og vedvarende energi, hvilket det overordnede federale låneloft stiller sig hindrende for. 4. En reduktion af olieimporten og en bilateral handelsaftale om Kina, der sikrer bedre balance i samhandlen.

4. Ratingbureauet Moody’s har netop sænket deres vurdering af Portugal’s økonomi. Tirsdag blev det tydeligt, at også Italien har væsentlige problemer. Er vi vidner til en større sydeuropæisk krise – fra Grækenland over Spanien til Portugal – eller er disse landes problemer trods alt så forskellige, at man ikke kan tale om noget mønster?
JESPER JESPERSEN: Mønstret er grundlæggende fælles (og Italien kunne uden vanskelighed inkluderes på listen): 10 år med for lave renter og med en for hurtig omkostningsudvikling i forhold til de nordeuropæiske lande. Disse lande vil halte bagefter, fordi de ikke kan skabe en eksport-ledet vækst og samtidig skal slås med en voksende statsgæld og EU-/IMF-krav om offentlige nedskæringer. Da det indtil videre er de private banker, som har stået for størstedelen af långivningen, er der en risiko for, at gældskrisen udløser en ny (europæisk) finanskrise.

5. Hvor overraskende er Italiens problemer, som pludselig manifesterede sig på markederne tirsdag d.12/7?
JESPER JESPERSEN: Det overraskende er, at det først sker nu. For det burde være velkendt, at ØMU-lande med en betydelig statsgæld (og dermed løbende refinansieringsbehov) løber en konstant risiko for at blive ramt af en akut likviditetskrise; for de har som medlem af den monetære union IKKE direkte adgang til træk på den europæiske Centralbank. Herved adskiller ØMU-lande sig fra lande med eget pengevæsen (f.eks. Storbritannien), og indebærer en større risiko for en egentlig statsbankerot, hvilket der naturligvis skal betales for i form af en højere rente.

6. Nogle mener, at en græsk statsbankerot er uundgåelig. Er det rigtigt? Er der et alternativ? Må Grækenland – formelt eller uformelt – forlade Euroen for at redde valutaen?
JESPER JESPERSEN: Den græske stat kan ikke selv skabe likviditet. Den er afhængig af international låntagning – da renter (og afdrag) på udlandsgælden langt overstiger nettovalutaindtægterne, så må der ske et eller andet. En form for kontrolleret gældsnedskrivning – lånetidsforlængelse, rentereduktion m.m. er mest sandsynlig.

7. Danmark: Nye tal viser et ekstremt trægt boligmarked, og JP’s Lars Nielsen konstaterede forleden i et stort interview med RÆSON at ‘den finansielle nedsmeltning er en realitet’; han retter en skarp kritik af de danske realkreditinstitutter, forudser udbredte bolig-prisfald og afviser at politikerne har det helt store handlerum for at hindre det. Har Nielsen ret?
JESPER JESPERSEN: Der er mange mindelser om perioden 1987-1993, hvor et vigende og træt boligmarked satte en bremse på den økonomiske udvikling. Den finansielle sektor har behov for konsolidering i en årrække, hvilket betyder en langsommere udlånsvækst (og overhovedet). “Finansiel nedsmeltning” er en overdrivelse, jeg ville hellere tale om en “ekstrem finansiel risiko”, der navnlig knytter sig til det forhold, at Danske Bank har ca. halvdelen af det finansielle marked i Danmark, og en samlet balance, der er mere end det dobbelte af det danske bruttonationalprodukt (232 pct., kilde: The Economist, 14. maj 2011) (og ydermere er eksponeret i udlandet). Her er der mindelser om de islandske forhold, hvor ganske få banker var vokset sig alt, alt for store. Der således ikke kun tale om en betydelig systemisk risiko i banksektoren; men om en regulær virksomhedsrisiko med samfundsøkonomiske implikationer og dermed også politiske implikationer. (Erindres kandet også, at i 1911 blev det amerikanske oliemonopol Standard Oil Company of New Jersey dømt til at lade sig splitte op i 34 (i princippet) uafhængige selskaber)

Foto: Danske Bank