25.09.2011

„Venstre vil gerne fremstå som gode tabere. Det er lykkedes godt, på nær da Kristian Jensen kom til at sige, at Lykketoft ikke var værdig som folketingsformand.‟ Det siger den liberale blogger Jarl Cordua til RÆSON. „Men det er klart, at Løkke nu kan sige ting, han ikke kunne før. Det bliver i stigende grad Løkkes opgave at finde alle hårene i suppen.‟

INTERVIEW af Lasse Marker

RÆSON: Hvad bliver Løkkes projekt som oppositionsleder?
Jarl Cordua: Som opposition kan man ikke sætte dagsordenen, så Løkkes politiske projekt er at komme tilbage i statsministeriet. Og muligheden er til stede, for det er ikke mange stemmer, der skal flyttes, før der igen er blåt flertal. Betalingsringen kostede de røde mere ved valget, end mange nok forestiller sig, og takket være den mærkesag, og at Løkke fandt formen frem i den sidste uges tid, fik Venstre et langt bedre valg end forventet. Venstre gik et mandat frem og er dermed fortsat Danmarks største parti, hvilket betyder meget for partiets selvtillid. En tredje årsag til Venstres gode valgresultat er, at V-toppen trods vigende meningsmålinger aldrig panikkede under valgkampen, men fastholdt deres strategi om økonomisk ansvarlighed fra start til slut. De deltog ikke i den almindelige gaveuddeling og fremstår derfor i den økonomiske debat troværdig. Det er vigtigt for Løkkes fremadrettede muligheder, hvor den økonomiske krise vil sætte dagsordenen. Løkkes opgave som oppositionsleder må være at genvinde de vælgere, som især Venstre tabte til Radikale. Han vil formentlig forsøge at fremmane ”reformflertallet” – det der i Schlüters tid hed ”det ikke-socialistiske flertal” – og appellere til de frafaldne blå vælgere, at de kun kan få økonomisk ansvarlig politik gennemført, hvis blå blok sidder med regeringsansvaret. De radikale har de sidste 20 år aldrig seriøst overvejet at skifte til den borgerlige side, og de blå ved godt, at det kun sker, hvis S begynder at opføre sig uansvarligt. Så enhver tilnærmelse fra V til de radikale handler om at få deres vælgere til at skifte ved næste valg, medmindre de radikale mod forventning står uden for en ny rød regering.

RÆSON: Bliver Løkke som oppositionsleder frem til næste valg, også selvom der går 4 år?
Cordua: Ja absolut, og det er der flere grunde til. For det første har Venstres overraskende gode valgresultat givet et kæmpe rygstød også til Løkke personligt. Løkke ser naturligvis sig selv som leder af oppositionen, og den blå blok accepterer ham som leder. Venstre er trods alt det klart største parti. Det giver ikke mening at påstå, at Løkke med tabet af statsministerposten er politisk styrket efter valget. Men han er til gengæld heller ikke svækket i synderlig grad. Forestillingen om, at Løkke ved et stort valgnederlag måtte gå som leder af Venstre savner realisme. I Venstre er der ingen tradition for paladsrevolutioner, hvor høvdinge tvinges bort. Sidst man med nogen ret kan sige, at det var tilfældet, var Erik Eriksen i 1965, der efter at have set skriften på væggen gik selv. Da havde han også været Venstres leder i 17 år. For det andet er Løkke med sine kun 47 år relativt ung i dansk politisk sammenhæng – hvad skulle han foretage sig? Han har aldrig lavet andet end politik. Han er et politisk dyr ud over alle grænser. Forestillingen om, at topstillinger i erhvervslivet står og venter på ham, er grebet ud i den blå luft. Hvis Løkke fortsat vil være med på topplan og lave noget, han elsker, så har han ingen andre alternativer end at blive som partileder og oppositionsleder. Og endelig er der ingen naturlig arvtager til posten.

RÆSON: Vil frontfigurerne i Venstre fortsat være de samme?
Cordua: Vælgerne belønnede Venstre med et mandats fremgang, og Løkkes parole lyder derfor, at Venstres politiske linje, hvor man slår på den økonomiske ansvarlighed, er god nok. Netop derfor behøver der ikke ske politiske ændringer eller personrokeringer. Venstre stiller med samme hold og med samme politik. Det er bl.a. også derfor, at Ellen Trane Nørby fortsætter som politisk ordfører – udover at Venstre har behov for en synlig kvindelig frontfigur. Venstre er i meget høj grad et vælgermæssigt jysk parti, og Kristian Jensen inkarnerer Jylland. Bl.a. derfor vil han også fortsat være frontfigur som gruppeformand. Derover finder vi en række yngre folk som Peter Christensen, Søren Pind, Troels Lund Poulsen, Inger Støjberg og Jacob Jensen, som også bliver. Claus Hjort Frederiksen vil stadig spille en central rolle som den, der holder forbindelsen til de andre partier i blå blok. DF’s bedste ven i Venstre er Claus Hjort, og udover Løkkes spindoktor Mikael Børsting forbliver han Løkkes nærmeste rådgiver og chefstrateg.

RÆSON: Vil Løkke satse på en fortsat samlet VKO-blok?
Cordua: Den blå blok vil selvfølgelig samle sig om Løkke som oppositionens leder, men internt i blokken vil skænderierne mellem Konservative, DF og til tider Liberal Alliance fortsætte. Der er opsparet mange frustrationer både fra valgkampen og fra de forgangne ti år, der nu skal ud, og de Konservative udkæmper med kun otte mandater reelt set sin eksistenskamp. Barfoed er som leder presset til at levere fremgang igen og har derfor et stort behov for at markere partiets selvstændighed, og det gør alt andet lige, at det bliver svært at fastholde billedet af en sammentømret blå blok. Men vi kommer næppe til at se et DF, der i større omfang laver aftaler med en rød regering uden om Venstre. DF ved godt, at deres langsigtede interesser ligger i at få en blå regering til magten, hvor de som loyalt støttepart kan få indrømmelser. Præcis som det skete i VKO-perioden.

RÆSON: Vil Løkke tillade sig at sige ting nu, som han ikke har kunnet sige som statsminister?
Cordua: Venstre vil gerne fremstå som gode tabere. Det er lykkes godt, på nær da Kristian Jensen kom til at sige, at Lykketoft ikke var værdig som folketingsformand. Men det er klart, at Løkke nu kan sige ting, som han ikke kunne før. For nu har den røde blok ansvaret. Og så bliver det i stigende grad Løkkes opgave at opponere og finde alle hårene i suppen. Da han var statsminister kunne han jo ikke få øje på hårene i suppen. Sådan skifter rollerne ved et magtskifte. Det er ”check and balances” i en nøddeskal.

RÆSON: Vil Løkke forsøge at vælte Thorning så hurtigt som muligt?
Cordua: Ja, selvfølgelig. Det er hans opgave. Løkkes analyse ligner formentlig den mange andre har af situationen efter valget: En ny S-R-SF-regering vil skulle leve med nogle indre spændinger. Det centrale spørgsmål er, om SF på lang sigt kan holde til at føre radikal – dvs. blå – økonomisk politik minus 5-10 %. SF har hele deres levetid været et parti, der har fundet hårene i suppen, men nu skal de sidde og sige, at alt, hvad regeringen beslutter, er godt. De skal forsvare alt – også de kameler, som de radikale får dem til at sluge. Det bliver vanskeligt. Den nye røde regering har sagt, at tilbagetrækningsreformen ikke bliver et kabinetspørgsmål, så man skal finde en måde, hvorpå tilbagetrækningsreformen kan blive gennemført, uden at en regering med S-SF går af. Om de vil stemme for eller undlade at stemme for så central en del af den økonomiske politik, bliver spændende at se. Parlamentarisk er situationen uden egentlige fortilfælde, hvis man ser bort fra palæstinenserloven og fodnoteperioden i 1980’erne. Venstre vil ikke være obstruktiv over for en ny regering og bare sige nej til alt, hvad den kommer med. Man vil følge Christiansborg-traditionen og deltage konstruktivt i alle større forlig f.eks. om forsvar og uddannelse. Venstre vil helt sikkert forsøge at få indflydelse, men ikke for enhver pris. Og de har klargjort, hvor deres grænse går. V og K har givet vælgerne det løfte, at det ikke må blive dyrere at være dansker. Det vil sige, at Venstre ikke kommer til at stemme for nye skatter og afgifter – selvom Kristian Jensen allerede har blødt lidt op ved at foreslå energiafgifter. De blå vil ikke lægge stemmer til skattestigninger, der rammer danskernes privatøkonomi. Det må de røde selv klare. Og det bliver nødvendigt, for vi står med et budgetunderskud til næste år i omegnen af 100 mia. kr. samtidig med, at S-SF har udstedt en række dyre løfter til vælgerne i valgkampen. Når kassen er tom, og de borgerlige ikke vil være med til at fylde den, så bliver det spændende at se, hvordan en rød regering så får gennemført valgløfterne. De kan næsten kun skuffe.

RÆSON: Søren Pind har sagt, at blå blok tilbageruller en betalingsring, så snart de kommer til magten igen. Er det tomme trusler?
Cordua: Det er svært at sige. S og SF forestiller sig, at en række fonde eller pensionsselskaber skal medfinansiere betalingsringen, og Pinds udtalelse gør, at investorer skal medregne en merrente på grund af forhøjet risiko. Det gør det alt andet lige dyrere for skatteborgerne. Vi behøver ikke nødvendigvis at se en borgerlig regering, der tilbageruller en betalingsring, når de kommer til magten igen. De kan justere den ligesom i London, hvor den konservative borgmester har sænket betalingen på den betalingsring, som de røde har gennemført.

RÆSON: Hvor længe vil den nye regering holde?
Cordua: Det afhænger af Thornings evner som leder. Vi kender endnu ikke hendes potentiale. For hun har aldrig før lavet et politisk forlig i den her størrelsesorden. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis regeringen falder inden for et par år, men vil heller ikke udelukke, at den sidder tiden ud. Den får det svært, og de borgerlige er i en position til snart igen at overtage magten. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi ser meningsmålinger om et år til halvandet, der viser klart blåt flertal.

Lasse Marker skriver og arbejder fast for RÆSON. Han har to bachelorgrader fra KU– en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Jarl Cordua.