02.04.2011

I august 1993 befandt jeg mig ved en tilfældighed sammen med andre europæiske chefredaktører i Jerusalem, netop som Oslo-aftalen blev offentliggjort efter hemmelige forhandlinger mellem PLO og den israelske regering. Der var en euforisk stemning – endelig et gennembrud – og jeg kan huske, hvordan en af forhandlerne – Israels Yossi Beilin – med stor overbevisning lagde aftalen frem. Siden er fredsprocessen afgået ved døden.

Af Jørgen Flindt Pedersen

Allerede dengang måtte vi, der kom udefra, erkende, at modstanden mod ”Oslo” var rigtig stor mange steder i det israelske samfund. Vi fik ikke mindst indtryk af modstanden i det israelske samfund, da vi mødtes med premierminister Yitzhak Rabin på hans kontor. I tusindvis af bosættere var kommet til Jerusalem og protesterede højlydt mod den gradvise overdragelse af selvstyre til palæstinenserne med PLOs formand Yassir Arafat i spidsen. Vi mødte en Rabin, som meget åbenhjertigt fortalte, hvor svær denne beslutning havde været for ham. Det var jo trods alt den samme Rabin, som havde stået i spidsen for den brutale ”break the bones”-politik under den første intifada. Han havde ry for at være en tough guy. Og nu var der udsigt til, at han skulle trykke hånd med Arafat på plænen ved Det Hvide Hus; et billede, som kunne koste ham dyrt politisk. Da vi er på vej ud ad døren, kan vi høre, hvordan bosætterne råber nedsættende ord mod landets premierminister, og han siger til os: ”Det skal i hvert fald ikke være dem, som bestemmer.” Kun to år senere var han dræbt af en repræsentant for bosætterbevægelsen, og hans besværgende ord synes efter det sidste års begivenheder virkelig at være blevet gjort til skamme.

Jeg kom til at tænke tilbage på disse bevægede dage i 1993, da jeg forleden i den israelske avis Haaretz så et indlæg af Yossi Beilin, der begyndte med disse ord: ”Stilheden, som karakteriserer den israelsk-palæstinensiske politiske proces, er totalt døvende.” Beilin, som har været kabinetsminister under Rabin, Shimon Peres og Ehud Barak, men nok er mest kendt for sin prisværdige fredsplan – Geneve Initiativet fra 2003 – kommer nu frem til, at amerikanerne bør indkalde til en international fredskonference tyve år efter den Madrid-konference, som den daværende udenrigsminister James Baker tog initiativ til, og som i virkeligheden blev en slags afledningsmanøvre, mens de virkelig forhandlinger foregik i hemmelighed i Oslo. Når Beilin slutter af med at sige, at det trods alt er bedre, at parterne taler sammen end den nuværende stagnation, aner man omfanget af desperationen hos den lille fredsfløj i Israel.

Siden fredsforhandlingerne i Camp David brød sammen i september 2000, og Ehud Barak udtalte, at Israel ikke havde nogen partner i fredsprocessen, har det været utrolig svært at trænge igennem for folk som Beilin. Ariel Sharon saboterede med sin march på tempelbjerget alle forsøg på at udbedre det, som var gået galt i Camp David, og udbygningen af bosættelserne på Vestbredden og i Østjerusalem fortsatte i et sådant tempo, at først Sharon og siden Ehud Olmert erkendte, at de havde skabt et slags gøgeungeproblem. Ingen af dem var som udgangspunkt specielt interesseret i fred gennem en tostatsløsning, men blev i stigende grad opmærksom på den demografiske bombe – altså frygten for, at drømmen om en jødisk stat ville blive ødelagt af, at der inden for et Storisraels grænser ville være et arabisk flertal, og at omverdenen ikke ville acceptere forskellige rettigheder ud fra etniske kriterier til borgerne inden for disse grænser. Derfor skulle der bygges mur og hegn, og derfor skulle der ryddes bosættelser i områder, hvor der var et stort flertal af arabere. Ikke mindst Olmert nåede – inden han blev fældet af en banal korruptionssag – meget langt i denne erkendelse. Som lækkede dokumenter viste, demonstrerede Mahmoud Abbas, at der faktisk var en palæstinensisk partner for fred, ja, i en sådan grad, at Abbas sandsynligvis aldrig ville være kunnet kommet igennem med indrømmelserne hos sine egne.

Under regeringen Netanyahu har man først og fremmest set en udpræget uvilje mod at binde sig til noget som helst konkret med hensyn til en to-statsløsning – fordi man i den grad politisk er bundet sammen med bosætterbevægelsen og de højrekræfter, som repræsenteres af udenrigsminister Avigdor Lieberman og hans parti Yisrael Beiteinu. Det betyder, at der i virkeligheden ikke er en israelsk partner i fredsprocessen. Ja, meget af tiden går med at genere de arabere, som lever i selve Israel. F. eks med Nakba-loven, der betyder at arabiske organisationer kan miste deres tilskud, hvis de holder arrangementer, som på den ene eller måde sørger over begivenhederne omkring staten Israels grundlæggelse i 1948 og fordrivelsen af over 700.000 arabere. En anden ny lov tillader, at man kan lave komiteer, som kan tage stilling til, hvem der har lov at bo i en bebyggelse – med det formål at holde arabere ude og skabe rene jødiske områder.

Bosætternes indflydelse er selvfølgelig kommet tydeligt frem i forholdet til de amerikanske ønsker om et stop for yderligere byggerier. Obama-regeringen gav virkelig betydelige løfter til Israel i den forbindelse, og man kun konkludere, at Bibi Netanyahus nej er udtryk for, at uanset om forhandlinger ville komme i gang, ville hans bevægelsesfrihed i forhold til en grænsedragning være uendelig lille.
Det er den bestemt også på den palæstinensiske side. I Ramallah er præsident Abbas blevet afsløret som mere forhandlingsvillig, end de fleste kunne bifalde, og der er opstået bevægelser, som ønsker en tredje intifada. Abbas har forsøgt at få større bredde bag sin forhandlingsfront ved at inkludere Hamas i Gaza. Et planlagt besøg hos den politiske leder Ismail Haniya er i skrivende stund ikke blevet til noget – og det forlyder, at de militære i samarbejde med toppen i Damaskus har blokeret det. Samtidig har først Islamisk Jihad og siden Hamas sendt raketter mod mål i det sydlige Israel. I bosættelsen Itamar dræbte ukendte gerningsmænd et ægtepar og deres tre børn. Israelske gengældelsesangreb i Gaza har ud over militære også ramt civile.

Premierminister Salam Fayyad har haft stor diplomatisk succes med sit forsøg på at udstille den manglende israelske forhandlingsvilje ved at få en række betydelige lande til at anerkende etableringen af en palæstinensisk stat på grundlag af 1967-grænserne. Mere end 100 af FNs medlemslande har anerkendt staten Palæstina. Men USA er imod, og EU viger uden om det penible spørgsmål. Herhjemme har de tre tidligere udenrigsministre Ellemann, Helveg og Lykketoft skrevet en kronik i Berlingske, hvor de støtter tanken. I september vil Abbas bringe spørgsmålet op i FNs generalforsamling, hvis fredsforhandlingerne ikke er kommet i gang forinden.

Med tanke på det håb om fred på grundlag en to-statsløsning, som jeg oplevede for næsten atten år siden, må man konkludere, at der nået alt for lidt. Man har på Vestbredden konturerne til en palæstinensisk stat med et rimeligt civilsamfund, men til gengæld er palæstinenserne dybt splittede, når det gælder spørgsmålet om en endelig fredsløsning. I Israel bliver modstanden mod en forhandlingsløsning, som koster noget med hensyn til bosættelser og Østjerusalem, hele tiden stærkere, og den fremadskridende diplomatiske isolering fremmer tilsyneladende kun vognborgsmentaliteten. Yossi Beilins forsøg på at genoplive fredsprocessen fremkalder i dag kun et resigneret smil over et menneske, som ikke vil fatte, at håbet er afgået ved døden. Og som burde beklage, at der i Oslo-aftalerne ikke stod noget om stop for bosættelser.

Foto: Den Gamle By i Jerusalem (commons.wikimedia.org).

Jørgen Flindt Pedersen (f.1940) er vinder af Cavlingprisen 1979. Cand. scient.pol. 1964 fra Aarhus Universitet. Chefredaktør ”Det Fri Aktuelt” 1987-2003. Adm. Direktør TV2/DANMARK 1993-1999. Siden 2000 freelancejournalist, forfatter og filminstruktør. Har fra Mellemøsten bl. a. produceret filmen ”De Besatte” og skrevet bogen ”Brylluppet i Ramallah”.