Irland: Ny regering i landets vigtigste valg nogensinde
26.02.2011
.Gårsdagens valg i Irland er det vigtigste i landets historie, fordi det afgør Irlands økonomiske fremtid. Den økonomiske krise og hjælpepakken fra EU og IMF gør, at den nye regering ikke bare skal overbevise vælgerne, men også EU og IMF, om, at de kan få styr på økonomien. Stemmerne bliver stadig talt op, men det står klart, at regeringsmagten overtages fra Fianna Fáil af Fine Gael og Labour.
Af Kristian Bøg
“Valget denne fredag er fyldt med så mange øjeblikke uden fortilfælde, at selv ‘historisk’ virker som et banalt udtryk.” Det siger The Guardians politiske analytiker Elaine Byrne om det irske valg i går. Det handler nemlig om, hvem der skal danne en ny regering og forhandle vilkårene omkring den irske redningspakke på plads i Bruxelles. Redningspakken på €80 milliarder blev igangsat i november 2010. Det bliver afgørende at vinde EU’s tillid til at projektet kan lykkes. Det kræver barske besparelser, men også tiltag for at holde på de bedste hoveder.
Redningspakken på €80 milliarder blev igangsat i november 2010, da det stod klart at den irske økonomi var på vej mod et krak. Den siddende regering med partiet Fianna Fáil i spidsen stod til at blive straffet af vælgerne for den økonomiske nedtur. Partiet, der siden det blev stiftet har siddet i regering i 61 ud af 79 år, er i en overvældende krise. Kun 4 procent af vælgerne troede på at de var i stand til at redde Irlands økonomi. Og ifølge den seneste exit poll har de kun fået 15.1 procent af stemmerne, 20 procent mindre end ved det sidste valg i 2007.
Den store vinder af valget er partiet Fine Gael, den traditionelle rival til Fianna Fáil. Med en folkelig opbakning på 36.1 procent bliver Enda Kenny, lederen af partiet, nu den nye taoiseach – det kalder irerne deres statsminister. Kenny planlagde allerede før valget et møde i Helsinki med EU-gruppen The European People’s Party Bloc. Det møde skal bane vejen for fremtidige forhandlinger om at sænke renten på Irlands gæld.
På trods af den store folkelige modstand mod den siddende regering lykkedes det ikke Fine Gael at opnå de 83 sæder i parlamentet som er nødvendige for at have et absolut flertal. Fine Gael havde i de sidste dage nægtet at udtale sig om, hvem de kunne finde på at indgå i koalition med, men Labour partiet er det bedste bud. Det forventes at de to partier vil indlede forhandlinger om en koalitionsregering så snart valgresultaterne ligger fast.
Men hvordan vil de to partier få Irlands økonomi på ret køl? Fine Gael har planer om at sænke landets budgetunderskud fra 32 pct. til blot 3 procent allerede i 2015. Fine Gael vil investere 18.2 milliarder i energi, kommunikation og vandinfrastruktur for at gøre Irland mere konkurrencedygtig. I den populistiske ende findes tiltag om at afskaffe ministerbiler og skære en tredjedel af landets politikere væk. Ved præsentationen af sit partis økonomiske plan “NewERA” fortalte Enda Kenny, at planen vil gøre Irland til “det bedste lille land at gøre forretning i.” Redningspakken vil dog næppe dække Irland ind økonomisk indtil 2015. Så det er stadig tvivlsomt om den regering, der overbeviser vælgerne, også består den virkelig test: at overbevise IMF og EU.
Kristian Bøg (f. 1985) er RÆSONs Englands-redaktør. Han er kandidatstuderende i Engelsk med tilvalg i Latinamerikanske studier ved Københavns Universitet.