30.03.2011

Irans atomprogram kan starte et regionalt kapløb. Særligt Saudi Arabien anser et iransk atomvåben som en alvorlig trussel – og saudierne frygter også, at de store omvæltninger i regionen vil være til Irans fordel. Det saudiske regime kan derfor overveje at skaffe sig en bombe – muligvis gennem sine gode forbindelser til atommagten Pakistan.

Af Jonas Toxvig Sørensen

Til trods for tekniske problemer og det internationale samfunds intensive diplomatiske indsats fortsætter det iranske regime ufortrødent sit atomprogram. Vurderingen hos eksperter og embedsmænd er nu, at Iran kan have kapacitet til at udvikle et atomvåben inden for to-tre år.

Hvis Den islamiske republik bliver verdens tiende atommagt, vil det få alvorlige konsekvenser for både Israel og de arabiske lande. I sin årlige vurdering af det internationale trusselsbillede fra 10. marts vurderer den amerikanske efterretningstjeneste, at der er en reel risiko for, at det iranske atomprogram kan presse Irans fjender til at starte deres egne atomprogrammer.

Saudi Arabien skiller sig ud blandt de arabiske lande. Det saudiske regime har de bedste muligheder for hurtigt at anskaffe sig atomvåben og samtidig anser regimet iranske atomvåben som en alvorlig trussel mod sine regionale og interne interesser. Spørgsmålet bliver derfor, om den saudiske kongefamilie har den nødvendige politiske vilje til at engagere sig i et regionalt atomkapløb, der vil blive udsat for hård kritik af dets allierede?

Viljen kan blive forstærket af de aktuelle omvæltninger i Mellemøsten, som Saudi Arabien frygter vil styrke Irans rolle på den arabiske halvø. Det skyldes, at det iranske regime støtter de undertrykte shiamuslimske mindretal i Saudi Arabien, Bahrain og Yemen. Selvom det saudiske regime næppe risikerer at blive væltet, sådan som det er sket i Egypten og Tunesien, vil en endnu mere aktiv iransk rolle i regionen øge presset på Riyadh for at svare igen.

Den pakistanske forbindelse
Saudi Arabiens omfattende økonomiske ressourcer og gode forbindelser til Pakistan betyder, at regimet har en reel mulighed for at anskaffe sig atomvåben relativt hurtigt. I modsætning til Egypten og Syrien har den kongelige Saud-familie aldrig indledt sit eget atomprogram. Men der har gennem tiderne været vedholdende rygter om et saudisk-pakistansk samarbejde. Det saudiske regime har fra starten været med til at finansiere det pakistanske atomprogram, og i 1999 kvitterede Pakistan ved at lade den saudiske forsvarsminister Prins Sultan være den første udlænding, som officielt besøgte landets atomfaciliteter. Siden har der været talrige kontakter mellem de to landes embedsmænd på højeste niveau. Men samarbejdet er aldrig blevet officielt bekræftet.

Det iranske atomprogram udgør en trussel mod Pakistan, der gerne vil forblive den eneste muslimske atommagt. Og som sagt mod Saudi Arabien, som frygter det mere end noget andet. Landene har derfor en fælles interesse i at bekæmpe Iran.

Men på trods af det saudiske regimes gode forbindelser og omfattende økonomiske assistance til Pakistan er det langt fra sikkert, at det pakistanske regime ønsker at lade Saudi Arabien kontrollere sine egne atomvåben. En mere sandsynlig løsning er derfor, at Pakistan stiller atomvåben til rådighed for Saudi Arabien, men samtidig bevarer kontrollen med disse våben ved at lade dem styre af pakistanske teknikere. Uanset fremgangsmåden udgør den pakistanske forbindelse en oplagt genvej til atomvåben for Saud-familien, hvis kongen træffer de nødvendige politiske beslutninger.

Frygten for Iran
Siden den iranske revolution i 1979 har Saudi Arabien opfattet det shiamuslimske regime i Teheran som sin alvorligste fjende. De to landes forhold har i perioder oplevet fremgang – baseret på enighed om tilgangen til fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne og samarbejdet i OPEC. Men det iranske atomprogram har skabt panik hos styret i Riyadh. Wikileaks-dokumenter afslørede, at Kong Abdullah gentagne gange har bedt USA ”hugge hovedet af slangen” – en reference til Iran. Tilsvarende har den indflydelsesrige Prins Turki Al-Faisal, som er tidligere saudisk efterretningschef og ambassadør i USA, bedt stormagterne udstede en officiel sikkerhedsgaranti til Golflandene om beskyttelse mod et iransk atomvåben.

I saudisk optik er et af problemerne, at en iransk kapacitet til at udvikle et atomvåben vil rykke den militære magtbalance yderligere til fordel for Iran, som i forvejen har overlegne konventionelle styrker. De færreste anser det dog for sandsynligt, at Iran vil sætte alt på et bræt ved at udføre et direkte militært angreb på et af sine nabolande. Analysen i Riyadh er snarere, at iranske atomvåben vil forbedre Irans stilling som den regionale stormagt i Golfen og øge truslen mod det saudiske regimes interne stabilitet.

Saudi Arabien og Iran kæmper en bitter kamp om at være den dominerende nation i Golfregionen. Kampen handler især om prestige og indflydelse. Under krigen i Irak fra 2003 kom den til udtryk i form af saudisk støtte til sunnimuslimerne og iransk støtte til shiamuslimerne. Samme mønster ses i Libanon, hvor Iran anses for at være Hizbollahs største sponsor, mens Saudi Arabien flere gange har forhandlet på vegne af de mest magtfulde libanesiske sunnier, Hariri-familien.

Under de aktuelle folkelige oprør i regionen har det saudiske regime på trods af skarpe protester fra Iran sendt mere end 1000 soldater til Bahrain for at støtte den sunnimuslimske kongefamilies kamp mod de hovedsagligt shiamuslimske demonstranter. Dette drastiske skridt viser tydeligt, at Saudi Arabien er parat til at gå meget langt for at bekæmpe den shiamuslimske bølge.

På trods af udviklingen i Bahrain anser eksperter det for usandsynligt, at Saudi Arabien rammes af tilsvarende demonstrationer. Det skyldes blandt andet, at de fattige i Saudi Arabien primært er gæstearbejdere, som er bange for at blive udvist, hvis de bekæmper regimet.

Alligevel frygter det saudiske regime at landets shiamuslimske mindretal med inspiration fra Bahrain vil gøre oprør med støtte fra Iran. I den forbindelse udgør det iranske atomprogram en torn i øjet på det saudiske regime, fordi det illustrerer Irans militære overlegenhed. Samtidig vil et iransk atomvåben udgøre et frygtindgydende propagandavåben for Iran i en fremtidig mobilisering af de shiamuslimske mindretal på den arabiske halvø.

Forholdet til USA
Den saudiske frygt for Iran er traditionelt blevet tøjlet af en uofficiel amerikansk sikkerhedsgaranti. Selvom det saudisk-amerikanske forhold er svækket i lyset af saudiske statsborgeres involvering i 9/11 og Irak-krigen, er det stadig grundlæggende stærkt. USA garanterer Saudi Arabien militær beskyttelse mod eksterne trusler – især fra Iran – i bytte for stabile energileverancer og -priser.

Denne alliance mellem USA og Saudi Arabien bygger på fælles sikkerhedsinteresser men ikke fælles værdier. Derfor vil den kun bestå, så længe landene gensidigt handler i hinandens interesser.

Flere faktorer kan skade alliancen. Mens præsident Obama har reageret hårdt overfor Gaddafi i Libyen, har han foreløbigt trådt forsigtigt i forhold til den saudiske involvering i Bahrain. Problemet i forhold til et muligt atomkapløb opstår først, hvis Obama for alvor begynder at kritisere Saudi Arabiens adfærd og derved skader de to landes forhold. Endnu mere alvorligt er det, hvis USA ikke gør nok for at forhindre Iran i at udvikle atomvåben. Kongefamilien støtter officielt Obama-administrationens linje, men har flere gange opfordret USA til at udføre et militært angreb på Iran. Spørgsmålet er, hvor stor det saudiske regime har med Vestens linje. I sidste ende kan regimet føle sig tvunget til at anskaffe sig atomvåben gennem Pakistan for at skabe balance.

Barrierer for saudiske atomambitioner
I 1988 underskrev Saudi Arabien traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT), men kun fordi regimet var under hårdt pres fra USA. Kongefamilien bruger først og fremmest traktaten og kravet om en atomvåbenfri zone i Mellemøsten til at lægge pres på Israel. De internationale normer om ikke-spredning er derfor næppe i sig selv nok til at indgå som et væsentligt argument i regimets overvejelser.

Til gengæld er saudierne dybt afhængige af olieeksport og udenlandske investeringer. Saudi Arabien kan derfor ikke tåle at sætte sit gode forhold til Vesten på spil og samtidig risikere FN-sanktioner. Problemet er, at afhængigheden er gensidig, for olieprisen er helt afgørende for Vestens økonomi. Derfor vil sanktioner mod saudierne formentlig være urealistisk. Disse økonomiske forhold indgår dog uden tvivl i kongefamiliens overvejelser.

Indtil videre er disse to barrierer tilsammen – kombineret med den amerikanske sikkerhedsgaranti – nok til foreløbigt at afholde den saudiske kongefamilie fra at gå ind i et atomkapløb. Problemet er, at den iranske støtte til de shiamuslimske demonstranter i regionen kan øge Kong Abdullahs frygt for de iranske intentioner yderligere. Samtidig kan kongen skade forholdet til USA ved at slå hårdt ned på oprørerne. På baggrund af de folkelige oprør kan kongen altså beslutte at benytte sin pakistanske forbindelse til at engagere sig i et regionalt atomkapløb med store konsekvenser for hele Mellemøsten.

Foto: Et satellitfoto af den iranske uranberigelsesinstallation Natanz.

Jonas Toxvig Sørensen (f. 1985) studerer statskundskab på Aarhus Universitet og har brugt et år i USA på University of Washington samt Den danske ambassade i Washington D.C. Han interesserer sig for såvel dansk som amerikansk udenrigspolitik og Mellemøsten. For øjeblikket skriver han speciale om danskernes holdninger til krigen i Afghanistan.