26.04.2011

„Vores evne til at forny og genopfinde os selv er blevet slidt af et årti, hvor ideologiske floskler er blevet brugt som erstatning for ægte reformer‟
På torsdag d.5. maj udkommer det nye trykte nummer af RÆSON med 32 artikler og interviews. Denne artikel er med i bladet og derfor forbeholdt RÆSONs abonnenter – tegn abonnement nu og få omgående adgang til denne og alle RÆSONs andre betalingsartikler.

Bo Lidegaard (f.1958) er chefredaktør på Dagbladet Politiken. Han er uddannet historiker, har været departementsråd, ambassadør for Statsministeriet og leder af ministeriets Klimasekretariat. Dr.phil. i 1997 med en disputats om Henrik Kauffmann, som udkom i bog med titlen “I kongens navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958”. Yderligere har han bl.a. udgivet et to-bindsværk om Jens Otto Krag, en bog om dansk udenrigspolitik (1914-1945), og han har modtaget forskellige priser. Han udgiver til efteråret ”En fortælling om Danmarks historie i det 20. århundrede”.

Af Marie Dørup Olesen

Hvor står Danmark politisk nu? Vi står politisk der, hvor vi har en lang erfaring for at skabe vækst og konkurrenceevne ved at inddrage flere af os i det produktive liv. Det er en bestræbelse i Danmark, som startede allerede i 1800-tallet, hvor bønderne blev ”oplyste” og skabte andelsbevægelsen. Den kæmpemæssige arbejdskraft, der lå i landbrugssektoren, blev på kort tid meget mere produktiv og eksportorienteret. Den næste store gruppe, der trådte i karakter, var arbejderne, der begyndte at organisere sig og forholde sig aktivt til deres ret og pligt. Med Grundloven i 1915 fik også kvinder, tyende og tjenende valgret, og deres grundlæggende rettigheder blev anerkendt. Det betød, at samfundet begyndte at respektere også de laveste sociale klasser som fuldgyldige borgere. Dermed var der også skabt grundlag for, at de blev inddraget i det økonomiske og politiske samfundsliv.
Denne bevægelse i retning af inddragelse af stadig større grupper i samfundslivet og anerkendelsen af deres rettigheder og rolle er en vigtig erfaring, vi har med os som land og folk. Glem ikke, at der hver gang har været røster, der har ment, at ”folk i træsko” ikke kunne lukkes ind i det gode selskab, at ”socialister” skulle bekæmpes med hård hånd, og at ”fruentimmere” var uegnede til at tage politisk medansvar. Men bevægelsen gik den modsatte vej, og netop inddragelsen kom til at spille en helt afgørende rolle, da det endnu ret skrøbelige danske demokrati i 1930’erne blev udfordret både af den økonomiske krise og af de totalitære ideologiers fremmarch i kølvandet på massearbejdsløshed og social opløsning. I de fleste europæiske lande førte det til en stærk opblussen af totalitære bevægelser – kommunismen, fascismen og nazismen – men her i landet lykkedes det at dæmme op for disse tanker og i stedet bruge trykket til yderligere at befæste demokratiet. Datidens politikere erkendte, at truslen ikke kun kom udefra – fra Tyskland og Sovjetunionen. Den virkelige fare var, at vi selv begyndte at tænke på samme måde og selv blev bærere af en tankegang, der er demokratiet grundlæggende fremmed. Politikerne var klar over, at ansatser til en sådan ”os og dem”-tankegang og tendensen til politisk radikalisering også fandtes i Danmark, og de udviklede med forbløffende klarhed den forsvarsstrategi at mobilisere omkring demokratiet, blandt andet ved at lade samfundet række ud til så mange grupper som muligt. Det blev en bevidst strategi at inddrage de marginaliserede grupper og gøre dem til en del af fællesskabet. Og det virkede jo: Støtten til de totalitære ideologier, kommunismen og nazismen, var mindre i Danmark end, tror jeg, noget andet sted i Europa.
Den bevægelse fortsatte efter krigen, og den næste store gruppe, der blev inddraget på arbejdsmarkedet som ligestillede samfundsborgere, var kvinderne. Med professionaliseringen af børnepasning, fritidsordninger og ældrepleje i 60’erne og 70’erne, fik også kvinderne mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet, hvilket gav produktiviteten og væksten endnu et ordentligt løft.
Denne stadige inddragelse af endnu flere grupper på arbejdsmarkedet har været forudsætningen for den model, vi har i dag. Og en del af udfordringen er, at vi med rekord mange på arbejdsmarkedet og en demografisk udvikling, hvor der bliver stadig færre unge og stadig flere ældre, ikke har nye store reserver af arbejdskraft, vi kan inddrage. Den gruppe vi har tilbage, er indvandrere. Spørgsmålet er nu, om vi kan være lige så succesfulde med at inddrage indvandrerne.
Dét er et af de underliggende politiske temaer nu. Vi har været dårlige til det indtil nu – og det skyldes flere ting. Blandt andet har nogle af de grundlæggende træk i selve velfærdstankegangen vist sig at være lige så dårlige til at inddrage indvandrerne, som de tidligere var gode til at inddrage de socialt udstødte. For eksempel er adgangen til arbejdsmarkedet i en velfærdsøkonomi alt andet lige sværere end, hvis du bare kan tage et uorganiseret arbejde uden rettigheder og til en ussel løn. Meget af det, der i velfærdslogikken giver god mening – og bidrager til såvel den sociale sammenhængskraft som produktiviteten – virker omvendt, når det gælder integration af arbejdskraft, der ikke kommer med de grundlæggende sproglige og faglige kvalifikationer, der udgør entrébilletten på et dansk arbejdsmarked, hvor også startlønnen skal være af en størrelse, man kan leve af. Samtidig har vi med globaliseringen erstattet rigtig mange dårligt betalte arbejdspladser med avancerede og godt betalte arbejdspladser. Det er jo den vej, vi skal, men det stiller store krav til dem, der skal ind på arbejdsmarkedet. Også for mange danskere er disse krav svære at matche, men typisk vil det være endnu sværere for nytilkomne, og især for den del af indvandrerne, der ikke behersker sproget, og som ikke har den nødvendige uddannelsesmæssige baggrund.

Så velfærdsstaten kræver en homogen befolkning? Velfærdsstaten er ikke det letteste sted for en indvandrer at starte. Derudover opstår der et klassisk solidaritetsproblem, når relativt flere af indvandrerne så står uden for arbejdsmarkedet. Tidligere mange på arbejdsmarkedet også dem, der stod uden for – de boede samme steder, stod i samme fagforening og havde i vid udstrækning samme erfaringsgrundlag. Det var lettere at skabe indbyrdes solidaritet mellem dem, der af den ene eller den anden grund var havnet på hver deres side af hegnet mellem arbejde og arbejdsløshed, end det er at skabe solidaritet mellem de mest udsatte danske grupper på arbejdsmarkedet og indvandrergrupper, der i vid udstrækning bor nogle andre steder, taler et andet sprog og har en anden kulturel baggrund til fælles. Her opstår let den modsatte tilbøjelighed til at se problemet ikke som socialt, men som ”de andre” eller endnu værre, som ”de anderledes”. Det lægger op til ”de er ikke ligesom os, de ønsker ikke det samme som os, de ønsker ikke at arbejde – hvorfor skulle vi hjælpe dem”-tankegangen. Det skaber en kæmpe udfordring for sammenhængskraften – og udfordringen går begge veje, fordi den tankegang jo også har sit spejlbillede blandt indvandrere, der opfatter den høje tærskel ind på arbejdsmarkedet som diskrimination, og som føler sig socialt afvist og udstødt. Det skaber en dynamik, der er meget skidt for det, vi vil og skal: inddragelsen af de nye danskere på arbejdsmarkedet – med respekt for både de fælles regler og for den forskellighed, som vi – rigtigt håndteret – kan vende til en styrke.
Af samme grund er jeg heller ikke enig med dem, der nu siger, at indvandrerne skal blive ”ligesom os”. Det er jo at opstille et mål, de aldrig kan nå, og som i øvrigt ikke giver nogen mening. Bestræbelsen er, at indvandrerne skal arbejde på lige fod med andre og bidrage til samfundet på linje med andre borgere – hvilket jo også er, hvad rigtig mange allerede gør, og langt de fleste ønsker at komme til. Men hvis vi begynder at stille krav om, at de også skal ”være” ligesom os, er vi tilbage i en tankegang, der stiller ”os” over ”dem”. Det er en tankegang, vi skal vogte os for, både fordi vi har meget dårlige erfaringer med den historisk, og fordi den modvirker integration og dermed spærrer for løsningen af de aktuelle problemer i vores økonomi.

Hvordan ser fremtiden ud? Hvad er vejen ud af den situation? Løsningen er ikke at undvære indvandrerne – den er bedre integration. Velfærdssamfundet har før stået over for grupper, der var svære at integrere. Vi har løst det før, og vi skal gøre det igen. Velfærdsstaten er ikke ved at dø. Velfærdssamfundet har vist sig mere overlevelsesdygtigt end mange andre samfund. Velfærdsmodellen er flere gange før blevet dømt ude, men hver gang er modellen kommet ind i kampen igen, og flere meget udbyggede velfærdssamfund har vist sig som nogle af de absolut mest konkurrencedygtige i verden. Både Danmark, Sverige og Finland er gode eksempler, selv om vi netop nu står over for meget store udfordringer. Pointen er ikke, at vi kan blive ved med at gøre, som vi tidligere har gjort. Velfærdssamfundet har været en statisk ting, det er det modsatte: Velfærdssamfundet er jo et utroligt forandringsdygtigt paradigme, som gennem de sidste fem-seks årtier i den grad har forandret måden, vi har boet, levet, produceret på, og den måde, vi har haft familier og arbejdet på. Forestillingen om, at vi kan have et velfærdssamfund, der er vi havde for 10-20 år siden, tror jeg på. Men vi har erfaringen med os – nemlig at vi kan forandre og tilpasse os – og det bliver afgørende. Den ”inkluderende” tradition vil komme os til gode, men den evne er netop nu sat på en hård prøve. Og vores evne til at forny og genopfinde os selv er blevet slidt af et årti, hvor ideologiske floskler er blevet brugt som erstatning for ægte reformer.
Forandringsvilligheden hos befolkningen vil vokse i takt med, at krisens alvor bliver tydeligere og tydeligere. Danmark har gode forudsætninger for at genopfinde en konkurrencedygtig velfærdsmodel, og jeg er grundlæggende optimist: Vi skal nok finde nye løsninger – men vi kommer til at indstille os på, at de ikke betyder, at vi kan bevare velfærdssamfundet, som det ser ud i dag eller vende tilbage til det, som det så ud for 10-20 år siden. Vi skal finde den model, der er tilpasset verden, som den ser ud de næste årtier – og den kommer på en række punkter til at adskille sig fra det, vi kender.

Kommer det til at have en betydning, hvilken regering vi får efter et valg? Selvfølgelig betyder regeringens farve noget. Særligt betyder det meget, hvorvidt en regering er i stand til at finde brede inkluderende løsninger. Selve måden, hvorpå man skaber politisk opbakning til forandringsprocessor, er meget vigtig. Der har vi været privilegerede i det 20. århundrede, fordi vi har haft det senere så udskældte ”samarbejdende folkestyre”, som er udtryk for, at man forsøger at forankre forandringsprocesser meget bredt i befolkningen.
Indtil for et par år siden mente jeg, at vi med det brud, der skete i 2001, ville komme ind i en situation med vedvarende blokpolitik, hvor mindretallet ville have svært ved at få indflydelse. I dag er jeg mindre overbevist om, at det forholder sig sådan på den lange bane. Jeg tror mere og mere på, at vi kommer tilbage til en parlamentarisk situation, der minder om den, vi kender fra det 20. århundrede – dvs. den, hvor det er nødvendigt at samarbejde hen over midten. Jeg synes også det ser ud til, at den regering, som kommer efter valget, vil være afhængig af et flertal henover midten. Det vil være et opgør med blokpolitikken, fordi det tvinger os ind i nogle bredere debatter om, hvordan forandringsprocesserne skal udformes. Flere af de konkrete reformer, der skal gennemføres, vil komme på dagsordenen, uanset hvilken regeringskonstellation, vi får efter valget.
Men det er også meget afgørende, man når frem til den nødvendige politik – og det er meget afgørende, om regeringen og ledende politikere taler modsætningerne i befolkningen op eller ned. Vores fremtid står og falder jo ikke med én bestemt reform, lige så lidt som der er én enkelt løsning på alle problemer. Men velfærdssamfundets fremtid står og falder med og til at gennemføre reformer i det hele taget. Står vi stille, mens verden udvikler sig med rivende hast, bliver vi sejlet uhjælpeligt agterud. Og det kan gå stærkt, meget stærkere end de fleste forestiller sig. Dermed er ikke sagt, at vi skal styrte efter de andre og gøre, som de gør i Singapore. Men vi skal tænke strategisk og turde satse på den udvikling af vores samfund og produktion, der kan sikre vore konkurrencedygtighed og velfærd fremover. I den forstand er jeg mere bekymret over, at vores evne til at tænke strategisk er nedslidt – det gælder både politisk og administrativt – end jeg er over, at der ikke er flertal for f.eks. en konkret efterlønsreform.

Hvad ville Krag gøre? Jeg holder meget af den historie, hvor Krag i 1962, før han bliver statsminister, går til fagbevægelsen og siger: ”Hvis vi sammen skal forbedre almindelige arbejderes vilkår i Danmark, så kræver det, at vores lønfremgang aldrig overstiger fremgangen i produktiviteten. For i det øjeblik mister vi arbejdspladser. Det er ikke i nogens interesse. Så hvis jeg bliver statsminister, så vil jeg efter hver overenskomstforhandling lave indgreb, der hugger hver en øre af den lønfremgang, der ligger ud over den faktiske produktivitetsstigning. Hvis I ikke ønsker det, skal I ikke gøre mig til statsminister”. Fagbevægelsen gik i stilhed ind på det vilkår, fordi dens ledelse indså, at det var måden at sikre virkelig fremgang frem for illusionen om fremgang.

Hvad skal der til for at ændre de eksisterende udenrigspolitiske signaler? Den udvikling, vi gennemlever med globaliseringen, gør vores europæiske forankring endnu vigtigere, end den hidtil har været. Dér har vi problemet med vores forbehold, som gør os mere sårbare, end vi behøver at være. Det er en kæmpe opgave for både denne og for en ny regering at få forklaret og få formidlet, at den sårbarhed har reelle omkostninger.
Med udvidelsen er EU som helhed kommet i en situation, hvor samarbejde ikke kan styrkes i dybden i umiddelbar fremtid. Det er de seneste år også udtryk for. Jeg tvivler på, at vi lige med det første kommer til at se en stærkere europæisk integration på tværs af alle 27 – eller flere – medlemslande – hvilket i parentes bemærket ikke betyder, at udvidelsen var en fejl. Den er bare en meget, meget stor mundfuld, som det vil tage tid at fordøje. Det skaber sammen med den økonomiske krise en dynamik i retning af forstærket samarbejde, ikke mindst mellem eurolandene. Samtidig har flere af eurolandene, ikke mindst Tyskland, en stærk interesse i at inddrage også de lande, der står dem nær, i dette forstærkede samarbejde. Her bliver det meget vigtigt for Danmark at rykke med ind og danne stærke koalitioner, især med Tyskland og de øvrige nordiske medlemslande. Det er en farlig illusion, hvis vi tror, at vi ved at lægge afstand til det forstærkede økonomiske samarbejde skaffer os større handlefrihed. Det forholder sig omvendt. Jo mere alene vi står, og des mere vi baserer vores politik på skiftende alliancer, des mere udsatte er vi, og des mindre handlefrihed har vi. Vi må aldrig glemme, at Danmark aldrig har haft større indflydelse på sin egen skæbne, end efter vi blev medlem af et demokratisk og forpligtende europæisk fællesskab, der også omfatter Tyskland og Storbritannien. Sådan vil det også være fremover.
Siden 1960’erne har Danmarks gennemgående fulgt en udenrigspolitisk linje, som kan kaldes ”europæisk atlantisme”. Den hviler på den grundlæggende tanke, at vi har et vidtgående økonomisk og politisk samarbejde med vores europæiske naboer og samtidig, ikke som modvægt, men som en parallel bestræbelse, er og skal forblive nært knyttet til USA. Disse to bestræbelser, EU og USA, skal være sideløbende. Danmark er en bedre atlantisk samarbejdspartner, hvis vi samtidig er en god europæer – og omvendt.
I Europadebatten har spørgsmålet om afgivelse af suverænitet været et gennemgående tema. Men ofte hviler den debat på forestillingen om, at hvis vi ikke deler suverænitet med andre europæiske lande, så beholder vi den selv. Men suverænitet er ikke noget man . Det er noget man . For Danmark er det europæiske samarbejde først og fremmest en mulighed for at udøve suverænitet inden for rammer, der er meget gunstige for et lille land som os. Vi har i nyere tid kunnet bestemme selv, og vi skal ikke være forbavsede over, at fem millioner mennesker ikke kan bestemme ret meget. Vores muligheder for at påvirke verden er ret beset små. Og en forudsætning for at få indflydelse er, at vi er aktive, at vi deltager, at vi påtager os en rolle. Hvis vi vælger at fokusere vores aktivisme på felter, hvor Danmark har samfundsmæssig kritisk masse og dybde, får vi også mulighed for at præge tingene på disse forholdsvis snævre felter, altså en slags udenrigspolitisk ”nicheproduktion”. Blandt sådanne felter er f.eks. klima- og energiområdet og det arktiske område.
Men vores måde at indrette samfund og produktion på er også interessant for andre. Og selv om vi naturligvis ikke kan sælge flexicurity-modellen, og da slet ikke nu, da den halter voldsomt, har vi nogle erfaringer omkring velfærd og globalisering, som vi også selv bør interessere os mere systematisk for: Hvad er det, fællesskabet skal producere, for at samfundet som helhed bliver konkurrencedygtigt? Hvilke dele af den produktion ligger bedst i offentligt regi, og hvilken kan man med fordel overlade til private operatører? Hvad skal balancen være mellem offentlig ”produktion”, som uddannelse og sundhed, og offentlig forsørgelse, som overførselsindkomster? Hvordan sikrer vi, at stadig flere bliver stadig mere kvalificerede, og at arbejdsmarkedet både er inkluderende, trygt og har stor tilpasningsevne? Hvordan kan vi sætte mål for samfundet, der kan omsættes i en efterspørgsel efter løsninger, som tilskynder dansk – og internationalt – erhvervsliv til at udvikle produkter, der ikke bare er bedre, end de hidtidige, men som også er konkurrencedygtige på det globale marked for ”smarte løsninger”? I den udstrækning, vi kan finde svar på nogle af disse spørgsmål, vil det også være med til at gøre os interessante for andre – og dermed i sidste ende være med til at øge vores indflydelse i verden.