08.03.2011

Tidligere trak Indonesien overskrifter som et autoritært og etnisk kludetæppe – et asiatisk Jugoslavien. I danske medier ses Indonesien fortsat som et arnested for tossede terrorister, vilde vulkaner og dræbertsunamier. I mellemtiden er Indonesien imidlertid blevet verdens tredjestørste demokrati, er på toppen af den næste bølge af opadstigende økonomier, en global spiller i G-20 og USA’s strategiske partner i Sydøstasien. Indonesien er Asiens skjulte stormagt.

Af Simon Redder Thomsen

Den 9. april 2009 gik Indonesien til valg. 176.000.000 vælgere kunne på 535.000 valgsteder vælge imellem 44 partier og 1.000.000 kandidater. I sig selv en imponerende logistisk øvelse i et udviklingsland med over 300 sprog og 17.000 øer. Øvelsen, der blev gentaget tre måneder senere til præsidentvalget, illustrerer den imponerende udvikling, som Indonesien har gennemgået, siden demokratiseringen påbegyndtes med general Suhartos fald i 1998.

Parlamentsvalget var dog ikke noget, de danske medier fandt interessant at dække. Ellers havde Søren Espersen nok heller ikke bare 20 dage senere i Kristeligt Dagblad kunnet udtale: ”Det forholder sig jo således, at i det øjeblik et land […]får et muslimsk flertal, er det farvel til demokratiet”. Kommentaren faldt paradoksalt efter, at de muslimske partier, moderate såvel som islamiske, havde oplevet den laveste tilslutning nogensinde i verdens største muslimske land. Samtidig tredoblede Præsident Susilo Bambang Yudhoyonos parti, det sekulære og moderate Demokratiske Parti, sit stemmetal i en jordskredssejr.

Desværre var dækningen karakteristisk for den danske opmærksomhed på Indonesien, der til tider omtales som det vigtigste land, verden ved mindst om. Dette ses også i Lene Espersens nylige debatoplæg om de kommende danske udenrigspolitiske udfordringer, hvor Indonesien blot nævnes i sidebemærkninger som et af flere mellembølgelande, vi forresten bør huske på. Søren Espersens bemærkning er, om end fremsat som en almindelig generalisering omkring muslimske lande, på sin vis også karakteristisk for det dominerende syn på Indonesien som et arnested for tossede terrorister, vilde vulkaner og dræbertsunamier.

Virkeligheden er naturligvis mere nuanceret og vi gør klogt i at holde et tættere øje med øriget i Østen. Både fordi Indonesien med over 200 mio. troende muslimer kan nuancere den udbredte opfattelse af Islams manglende kompabilitet med demokrati. Men især fordi Indonesien i disse år gennemgår en bemærkelsesværdig udvikling med høj økonomisk vækst og en stadig mere selvsikker international fremfærd – både i G-20 og i Asiens regionale magtspil.

Økonomisk vækst
Indonesien var blandt de økonomier som bedst klarede sig igennem det globale kriseår 2009, der blot medførte et fald i væksten til 4,5 pct. Samtidig nedbragtes inflationen og den offentlige gæld, og indoneserne oplevede derfor aldrig rigtigt den økonomiske krise. I 2010 var væksten tilbage på seks pct. og forventes frem til 2015 at vokse med 6-8 pct. årligt. Sammen med Kina fremhæves Indonesien derfor af UNDP som afgørende for, at Østasien er den region i verden med de største økonomiske fremskridt.

Allerede i dag er Indonesien Sydøstasiens klart største økonomi, der er mere end dobbelt så stor som ASEANs næststørste, Thailand. Indonesien passer ud fra mange kriterier bedre ind i BRIK end Rusland, og flere nye kategoriseringer af nye betydningsfulde lande inkluderer Indonesien, såsom MIKT (Mexico, Indonesien, Korea, og Tyrkiet) og OECD’s BRIIKS med Indonesien som det ekstra ’I’. Fremskridtene afspejler sig også i World Economic Forums konkurrenceindeks for 2010/2011, hvor Indonesien er hoppet ti pladser frem til en 44. plads foran konkurrenter som Indien, Brasilien, Tyrkiet, Rusland, Sydafrika og Mexico.

Men Danmark halser fortsat efter, og der er betydeligt færre danske virksomheder i Indonesien end hos naboen Malaysia, hvis økonomi er en tredjedel og befolkningen en tiendedel i størrelse.

Det asiatiske magtspil
Den økonomiske styrke gør Indonesien til en vigtig partner, som både USA, Kina og Indien i dag bejler til. Barack Obama besøgte Jakarta i november 2010, hvor befolkningen, grundet Obamas barndomsår i byen, har taget præsidenten til sig som deres egen, hvilket har givet pizzeriaerne i Jakarta et nyt navn til menukortene og kickstartet karrieren for hans indonesiske dobbeltgænger. Det var dog nok hverken lysten til at smage en Obama-pizza eller til en nostalgisk tur op ad barndommens gade i Menteng-bydelen, som lå til grund for besøget. I stedet var hovedformålet skabelsen af et omfattende amerikansk-indonesisk strategisk partnerskab. Datoen var derfor næppe tilfældig, da kinesiske embedsmænd, dagen inden Obama-besøget, landede en aftale om investeringer på 6,6 mia. USD i Indonesiens hårdt belastede infrastruktur. Kampen mellem Kina og USA om indflydelse i landet er hård og trods udbredt indonesisk skepsis overfor kinesere, vokser Kinas indflydelse i disse år markant, grundet en stigende kinesisk eksport. Indonesien importerer for dobbelt så meget fra Kina som fra USA, hvis eksport til Indonesien imidlertid også er fordoblet på fem år.

Indien smigrende i januar Præsident Yudhoyono, som var æresgæst ved fejringen af nationaldagen, og de to nye giganter, der er verdens største og tredjestørste demokratier, har indgået et tæt økonomisk og politisk partnerskab, hvor de præsenterer sig som ambassadører for demokrati og udvikling i verdens fattige lande.

Samarbejdet med Indien afspejler Indonesiens nye tobenede udenrigspolitik. På den ene side anvendes ASEAN som en platform, hvorigennem Indonesien agerer som regionens talsmand i magtbalanceringen med USA og Japan på den ene side og Kina på den anden. På den anden side medfører ASEANs svage beslutningskraft indonesisk bekymring for, at beslutningerne for regionen træffes af supermagterne henover hovedet på ø-riget i midten. Sammenkoblet med en voksende stormagtsbevidsthed, forfølges den selvstændige internationale profil derfor i stigende grad igennem allianceopbygning, etablering af nye internationale fora og selvstændige udmeldinger i det internationale magtspil. Den udenrigspolitiske tænker og politiker Jusuf Wanandi er blandt fortalerne for mere indonesisk enegang: ”ASEAN will be maintained for good neighborhood relations in the future but will no longer be the cornerstone of Indonesia’s foreign policy. The cornerstone should obviously be centered on Indonesia’s national interest.”

Hvordan denne nationale interesse bedst sikres, diskuteres fortsat, og ambitionerne flyver til tider højt, som når udenrigsministeren understreger ambitionen om at sikre Indonesien en permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd. Landet ser sig selv som en international fredsmægler og global brobygger mellem rige og fattige og mellem kristne og muslimer, og planlægger i 2011 at være i top ti over bidragydere til FN’s fredsbevarende missioner. I Sydøstasien agerer Indonesien som upartisk forhandler i territorialkonflikter, hvor både USA, Kina, Japan og ASEAN-lande er involverede. Ligeledes er udenrigsministeren blevet sendt til Cambodia og Thailand som fredsmægler, og lækkede diplomatiske Wikileaks-dokumenter har vist, at både Kina og USA påtænker Indonesien en partnerrolle i løsningen af regionens måske mest betændte problem, Burma.

Fortsatte udfordringer
Sin nye profil til trods, er Indonesien fortsat et relativt fattigt land, hvor den ideologiske udenrigspolitik har konkurrence af pragmatiske krav om vækst. Hertil kommer en række indenrigspolitiske udfordringer, der fortsat begrænser Indonesien i at indfri sit potentiale. Således undergraves gevinsterne ved den økonomiske vækst og fattigdomsbekæmpelsen af en inflation, der på ny stiger. I 2010 endte den på 7 procent.

Behovet for at forbedre en elendig infrastruktur presser sig ligeledes på. En transjavanesisk motorvej er højst tiltrængt og konstante trafikpropper på Jakartas overfyldte vejnet medfører enorme mængder tabt arbejdsfortjeneste. Konstruktionen af et metrosystem i byen er flere gange gået i stå, når midlerne forsvinder, med efterladte cementsøjler som absurde monomenter stående omkring i byen til følge. Forbedring af de uigennemsigtige og korrupte regeringsstrukturer og institutioner i landet er derfor ligeledes en prioritet. Efter store fremskridt i korruptionsbekæmpelsen i sin første præsidentperiode og et genvalg på løfter om at fortsætte denne, beskyldes SBY nu for at være for eftergivende overfor anti-reformistiske kræfter. Udover kritik af en slækket korruptionskamp er præsidentens overordnede økonomiske reformdagsorden og pluralistiske demokrati- og religionsforståelse blevet betvivlet, hvilket begrundes i inklusionen af konservative kræfter i præsidentens brede samlingsregering.

Vælgerne efterlod dog ved valgene i 2009 ingen tvivl om, at de ønsker en moderat og reformvenlig linje, og euforien efter Indonesiens sjældne fodboldmæssige succes ved de Sydøstasiatiske Mesterskaber i december 2010 vidner om en nation, der tørster efter succes. Dermed manifesterer Indonesien et fremadstormede marked og politisk magtfuld aktør, som virksomheder og politikere globalt gør klogt i at øge opmærksomheden på. Asien tager Indonesien nye status alvorligt. USA ligeså. Spørgsmålet er hvor længe der går, inden Danmark opdager dette.


4 gode grunde til at holde øje med Indonesien
1. Den økonomiske. Indonesien har verdens fjerdestørste befolkning og med en høj forventet vækst mange år frem, vil landets økonomiske tyngde og forretningsmæssige interesse kun vokse.
2. Den realistiske. Indonesien har længe stået i skyggen af Kina og Indien. Imidlertid er landets ledere fokuserede på ikke at blive klemt og glemt mellem de store og fokuserer på at sikre sig ørenlyd.
3. Den demokratiske. Indonesien huser verdens største muslimske befolkning og er regionens stærkeste demokrati. Indonesien kan derfor være et konstruktivt perspektiv i debatten om Islam og demokrati.
4. Den grønne. Når afskovning medregnes, figurerer Indonesien blandt verdens absolut største udledere af CO2. En rapport fra 2007 placerede landet på tredjepladsen efter Kina og USA. Alligevel glemmes Indonesien ofte, når der diskuteres klimaforandringer.

Foto: Jakartas skyline om natten (commons.wikimedia.org)

Simon Redder Thomsen (f. 1984) er stud. scient. pol. ved Københavns Universitet og skriver speciale om Indonesiens demokratisering. Desuden er han ansat som student i Udenrigsministeriet og har tidligere arbejdet på den danske ambassade i Indonesien.