07.04.2011

Har Indien svigtet sit ansvar som gryende stormagt ved at stille sig uden for FN’s aktion i Libyen? Den indiske beslutning kritiseres både internationalt og på hjemmefronten. Det understreger, at Indien – som Kina – først og fremmest plejer egne snævre interesser på vej ind i stormagternes klub.

Af Christiane Bjerglund

LÆS OM TEMAET ‚BRICS-LANDENE OG DET ARABISKE FORÅR‛ HER

Hvordan agerer et land, der økonomisk og politisk står på spring til at melde sig ind i nationernes superliga? Hvordan signalerer et land, at når de tunge beslutninger skal træffes, står det brask og bram i forreste række? – Ikke sådan som Indien i hvert fald, har svaret lydt fra flere kanter i den seneste tid.

Sammen med Brasilien og Tyskland (der som Indien sidder valgt ind i Sikkerhedsrådet på et tidsbegrænset mandat), og de faste medlemmer Rusland og Kina afstod Indien fra at stemme for FN’s resolution 1973, der autoriserede medlemslandene til at gribe ind overfor Gaddafis overgreb mod civile og indføre en flyveforbudszone over Libyen. Efterfølgende har Indien taget skridtet videre og i lighed med Kina, Brasilien og Rusland udtrykt decideret uvilje over den militære indsats: ”Vi ser med stor bekymring på den igangværende vold, angreb og tilspidsende humanitære situation i Libyen. Vi beklager at luftangrebene finder sted”, lød det fra udenrigsminister S M Krishna.

Indiens stillingtagen har overrasket mange af de iagttagere, der har fulgt det store sydasiatiske lands stigende engagement i det internationale samfund – især i lyset af de senere års tilnærmelser mellem Indien og USA. Efter at Indien følte sig tæt på ignoreret i Clinton-årene, accelererede det indisk-amerikanske forhold under George W. Bush, særligt med den såkaldte 1-2-3-aftale, der de facto ser igennem fingrene med Indiens selvskabte plads som atommagt, og dermed fjerner en af de væsentligste anstødssten for Indiens indtræden i det gode selskab af internationale stormagter. Men med overskrifter som MSN Indias ”India snubs US over Libya vote”, kan Indien have slået skår i forholdet.

I Indien er der især bekymring over hvorvidt beslutningen anfægter et af landets store erklærede udenrigspolitiske mål: En permanent plads i FN’s Sikkerhedsråd, der skal stadfæste Indien som en stormagt. Indien har opnået støtte fra Rusland, Frankrig, Storbritannien og altså senest USA.

Et af de voldsomste udfald stod at læse i en kronik i den store engelsksprogede avis Deccan Chronicle, hvor Sumit Ganguly, professor ved Indiana University, anklager Indien for at skulke fra sit internationale ansvar: Beslutningen skader forholdet til USA og det internationale samfund, og ved at vise sig ude af stand til at tage den moralske forpligtelse på sig, har Indien afsløret sig selv som en kujon, uværdig til overhovedet at sidde i Sikkerhedsrådet, argumenterer Ganguly.

At Indien og de øvrige BRICS-lande har undermineret deres egen fremtidige rolle i det internationale samfund, er også Michael Cecires vurdering i en artikel til World Politics Review: ”Afstemningen i Sikkerhedsrådet var en prøve på internationalt engagement – en prøve, som BRICS-landene (…) dumpede. Snarere end at hævde dem selv som ansvarlige vogtere af internationale normer, som det ville være passende for deres geopolitiske opstigning, fortsætter disse lande med at nyde godt af frugten af de globale fælles goder, så længe regningen bliver samlet op af den vestlige militære magt”.

Men hvorfor har Indien valgt at følge en beslutning, der tilsyneladende skader landets langsigtede udenrigspolitiske mål, og udsætter det for anklager om nasseri, kujonagtighed og hykleri? Indien har officielt henvist til humanitære hensyn og at man burde afvente effekten af økonomiske sanktioner indført med den første Sikkerhedsrådsresolution. I et mere kynisk lys kan man diskutere to andre underliggende årsager: Indiens interesse i selve Libyen og de mulige paralleller til Kashmir-problematikken.

Det første punkt er det svageste: Indien har vigtige energiinteresser i den arabiske region, men andelen fra Libyen er relativ lille. Under stor bevågenhed er de omkring 18,000 indiske gæstearbejdere blevet fløjet ud af Libyen i en omfattende indisk evakueringsindsats. På trods af økonomiske forbindelser mellem de to lande, er der ingen ømme følelser for Muammar Gaddafis styre: Gaddafi har ved flere lejligheder udtrykt støtte til et uafhængigt (og Ba’ath-muslimsk) Kashmir, hvilket er den sikreste måde at lægge afstand til Indien. At Gaddafi så siden revolutionen brød ud har vendt 180 grader og forsøgt at appellere til Indien ved at sammenligne den libyske oprørsbevægelse med Kashmirs separatister, samt tilbudt fordelagtige oliehandler til venligstillede lande, har næppe fristet Indien – især fordi Gaddafi sandsynligvis ikke vil være i stand til at levere sine løfter. Som en analyse for den indiske tænketank Takashila Institute påpeger, står Indien derfor ikke som sådan til at vinde noget ved at stå uden for FN-resolution 1973, uanset udfaldet af kampene mod Gaddafi.

Gaddafis udtalelser peger dog på det andet og væsentligere punkt, nemlig betydningen af den uafklarede konflikt i Kashmir. Indien er skeptisk overfor internationale interventioner, fordi Indien ligesom Rusland og Kina er sårbar overfor spørgsmål om national suverænitet og behandlingen af separatistgrupper. Kashmir er altid et ulmende problem, som denne sommer oplevede en genopblusning. Indien var stærkt utilfreds med FNs Generalsekretærs Ban Ki Moons tilkendegivelser om de indiske myndigheders hårdhændende håndtering af urolighederne – og slog netop på suverænitetsargumentet. Problematikken afspejler i hvor høj grad disse landes adfærd på den internationale scene afgøres af snævre nationale interesser. Som det er blevet påpeget flere steder, holder Indien sig ikke for god til at intervenere under et humanitært banner, som f.eks. ved oprettelsen af Bangladesh i 1971 eller i Sri Lanka i slut-firserne. Det springende punkt er at der i disse konflikter var tungtvejende indiske interesse på spil – og det er ikke tilfældet i Libyen.

Valget stod derfor for Indien mellem på den ene side at konsolidere forholdet til USA og det internationale samfund og på den anden at følge en vej, der lå mere i tråd med Indiens traditionelle udenrigspolitiske tilgang – det vil sige en prioritering af nationale interesser i snæver forstand og en hævdholdelse af alliancefrihedsprincippet. Som Alistair Scrutton påpeger i en analyse for Reuters har det siddende indiske lederskab stadig dybe rødder i netop alliancefrihedsprincippet – der også falder i god jord hos store dele af de indiske vælgerskarer.

Det helt afgørende er, at Indien ikke står alene over for dette valg: Afvejningen mellem international deltagelse og nationalt betingede hensyn er bestemmende for, hvordan BRICS-gruppen og de øvrige økonomisk og politisk fremadstormende lande i disse år navigerer globalt – ikke altid med det udfald, Vesten har sat sin lid til. Forhåbningen om disse lande i takt med at de vokser sig ind i klubben af globale sværvægtere, også vil tage en større del af ansvaret for globale løsninger – i klimaforhandlinger, i WTO-regi, og i humanitære kriser, såsom Libyen – synes slidt. Dr. Harsh V Pant fra King’s College London udtrykker det klart: ”Indtil videre er de nye stormagter ikke parate til at give et svar på de svære spørgsål om deres globale prioriteter. BRICS-landene har endnu ikke udviklet en sammenhængende filosofi om borgerrettigheder og nationalstatens rolle i en indbyrdes forbundet verden. Ved at afstå fra at tilbyde et troværdigt alternativ, sikrer de nye stormagter at ansvaret for at forsvare mennesker mod masseovergreb forbliver et vestligt ansvar, ikke et internationalt ansvar.”

Den indiske udenrigssekretær Rao kunne på Twitter konstatere, at de lande der afstod fra at stemme for resolution 1973 til sammen repræsenterer godt 3 milliarder mennesker – eller tæt på halvdelen af menneskeheden. Libyen-beslutningen viser, at Indien som resten af BRICS-gruppen fortsat ikke har interesse i forpligtende internationalt ansvar og internationale forventninger.

Foto: Indisk militær fremviser et mellemlangtrækkende Agni-II-missil i en parade i New Delhi i 2004 (commons.wikimedia.org).

Christiane Bjerglund Andersen (f. 1983) studerer International Business and
Politics på CBS, er BA i Medievidenskab fra Københavns
Universitet og har læst politisk kommunikation og vælgeradfærd ved
University of Wisconsin-Madison. Christiane er studentermedarbejder i
Integrationsministeriet, og har tidligere arbejdet som politisk
praktikant ved den danske ambassade i New Delhi.