28.01.2011

“Det Muslimske Broderskab har tidligere ført an i protesterne mod styret, men har i de senere år valgt en mere pragmatisk linje, der bygger på en vis magtbalance i forhold til styret – de holder hinanden i skak ved gensidige indrømmelser. Broderskabet ser indtil videre ikke ud til at være interesseret i at rykke ved dette status quo, så de ser tiden an og vil formentlig kun gå på gaden, hvis de aktuelle demonstrationer ser ud til at lykkes.”

1. Tunesien: Forfatningen kræver at der skal afholdes valg. Hvad er udsigten til, at dette valg bliver demokratisk? Hvordan vil islamisterne klare sig? Vil dele af det gamle regime overleve?
Tunesiens overgangsleder Muhammed Ghannouchi har ganske rigtigt udskrevet valg og har lovet, at det bliver det første frie valg siden landets uafhængighed i 1956. Han selv trækker sig tilbage ved den lejlighed. Det er store ord, men det er ikke det samme som at sig, at valget også bliver frit og demokratisk efter vestlig målestok. Der er tre magtstrukturer i Tunesien, som vil gøre sig gældende ved valget: i) oppositionen, som gennemførte revolutionen, ii) islamisterne, som ønsker en indflydelse, de længe har været afskåret fra, og så iii) RCD-partiet, der repræsenterer det gamle regime, men hævder at ville opstille med klar afstandtagen fra dette. Om RCD er så reformeret, som dets nuværende ledere lægger op til, er et åbent spørgsmål, og om islamisterne og venstreoppositionen vil være i stand til at samarbejde er et andet, så der er på forhånd lagt op til en uvis situation. Tunesien har nok har en formel, demokratisk struktur på plads, men dens politiske medspillere gennem mange år har levet uden en demokratisk tradition.
2. Ægypten: Hvorfor kommer protesterne nu? Hvor samlet står oppositionen i landet?
De egyptiske protester har hele tiden været der, men de er blevet mere synlige, og det hænger sammen med den tunesiske udvikling. Den tidligere generalsekretær for IAEA, egypteren Muhammed ElBaradei, agter at stille sig i spidsen for venstreoppositionen, og han siger, at det egyptiske folk har “nedbrudt frygtens barrikade”. Som han ser det, er demonstranterne altså ikke længere bange for styret og for myndighederne fordi Tunesien har lært dem at det kan lade sig gøre. Men det er i den forbindelse interessant at se på hvor protesterne kommer fra. Det meste foregår i det miljø, som længe har opponeret mod Mubarak-styret på blogspots og Facebook. Det er studerende og intellektuelle, der kun i begrænset omfang har forbindelse til den såkaldt brede del af Egyptens befolkning. I befolkningen trives til gengæld den anden, og meget større, egyptiske oppositionsbevægelse, Det Muslimske Broderskab. Broderskabet har tidligere ført an i protesterne mod styret, men har i de senere år valgt en mere pragmatisk linje, der bygger på en vis magtbalance i forhold til styret – de holder hinanden i skak ved gensidige indrømmelser. Broderskabet ser indtil videre ikke ud til at være interesseret i at rykke ved dette status quo, så de ser tiden an og vil formentlig kun gå på gaden, hvis de aktuelle demonstrationer ser ud til at lykkes. Således kan man sige, at Egypten har en splittet opposition overfor et særdeles stærkt magtapparat. Regimet vil forsøge at komme Broderskabet imøde med indrømmelser for at holde den islamiske opposition i ro, og det vil isolere venstreoppositionen og dermed underminere dens chancer for at nå virkelige resultater.

3. Dagen inden regeringens afgang i Tunesien havde Hillary Clinton i en tale i Doha opfordret til forandringer i regionen: “Each country, of course, has its own distinct challenges, and each its own achievements. But in too many places, in too many ways, the region’s foundations are sinking into the sand.” I sin State of the Union-tale bød Obama forandringerne i Tunesien velkommen og tilføjede at USA står bag alle, der ønsker demokrati – ifølge iagttagere en formulering, der sigtede på Ægypten. Har Obama/USA en klar Mellemøstenpolitik? Hvad er USA’s målsætninger – og hvad er USA’s muligheder overhovedet for at påvirke udviklingen?
USA har under Obama-administrationen forspildt mange chancer i Mellemøsten. Obama lagde stærkt ud i juni 2009 med sin Cairo-tale, A New Beginning, hvor han lovede et stærkt amerikansk engagement for fred og demokrati i Mellemøsten. Disse løfter er endt i dyb arabisk skuffelse. Det er fuldstændig rigtigt, at Obamas bemærkninger om demokrati også
opfattes som havende adresse til Egypten, og det er på mange måder problematisk. For her opfattes den som et frontalangreb på Hosni Mubarak, der ses som en af USAs tætteste allierede i Mellemøsten. Udtalelsen skaber altså kold luft mellem Cairo og Washington. Og selvom demonstranterne nok kan opfatte det som et klap på skulderen, har de ikke lyst til at stole på Obama, som jo gang på gang har skuffet i regionen. Set fra Mellemøsten er der således ikke megen tillid til USA. Obama har igen sat sig imellem to stole, og det indskrænker hans muligheder for at påvirke udviklingen på nogen meningsfuld måde. Og overordnet set kan man tilføje, at hans mellemøstpolitik siden Cairo-talen har foretaget så mange skift og ført så få resultater med sig, at det er vanskeligt at se nogen klar linje. Det er da heller ikke tilfældigt, at mange lokale iagttagere mener, at Obamas mellemøstpolitik mest af alt er en redningsplanke, der skal dække ind for mangler på det indenrigspolitiske område.

4. Demonstrationerne i Tunesien og Ægypten er blevet udlagt som et gennembrud for de sociale mediers politiske betydning. Ville protesterne have fundet sted uden internettet som kommunikationsform?
Det startede med bloggere, og nu er det Facebook og Twitter der kalder til demonstration og koordinerer de videre forløb. Det er på mange måder en styrkelse af oppositionskræfterne og det har ikke mindst ført til at tunesere, egyptere og andre i hele regionen har fået et virtuelt fællesskab, der har fået de enkelte landes nationale modsætninger til at blive et regionalt anliggende. Hvad vi ser lige nu, er på mange måder et gennembrud for de sociale medier. Protesterne ville imidlertid nok have fundet sted alligevel. Måske ikke lige nu, men på et eller andet tidspunkt, for de er resultatet af lang tids opsparet vrede. Og de ville nok være kommet fra en anden kant. De sociale medier har nemlig skabt grobund for protest i en del af de arabiske befolkninger, nemlig studerende, som traditionelt har manglet en samlende faktor, og som derfor har været forholdsvis fåmælte i kritikken. Men samtidig har de sociale medier gjort protesten elitær, idet denne kommunikationsform stort set ikke findes i den socialt ringere stillede del af befolkningen. Så derfor, også uden de sociale medier ville protesten være kommet, men det ville være sket på meget mere traditionelle vilkår og formentlig med de islamiske grupper som ideologisk bagtæppe, og det vil sige at det nok var forblevet et lokalt anliggende og derfor ville have fået langt mindre regional og international opmærksomhed.

5. Libanon: Hezbollahs kandidat til premierministerposten, Najib Miqati, skal nu danne ny regering i Libanon; den tidligere premierminister Hariri har sagt nej til at deltage i en koalition. Har Hezbollah nu overtaget landet?Hizbollah har uden tvivl styrket sin position i libanesisk politik med Miqatis kandidatur. Men om det reelt gør nogen forskel for landet er et andet spørgsmål. For selvom Hizbollah var juniormedlem af Hariri-regeringen, havde bevægelsen praktisk en enorm indflydelse ude i landet, og i den forstand har ikke meget ændret sig.

6. Libanon vs. Israel: Israels vicepremierminister Silvan Shalom har kaldt den nye regering som “en iransk regering langs Israels nordlige grænse” og den pensionerede General Giora Eiland har tidligere opfordret til at Israel i en ny konfrontation med Hezbollah også fører krig mod Libanon (dvs. i modsætningen til konflikten i 2006 som af nogle både på Hezbollahs og Israels side blev oplevet som ‘uafgjort’): “Hvis Hezbollah står bag regeringen, bliver det meget lettere at forklare det internationale samfund hvorfor vi må kæmpe mod den libanesiske stat”. Er der en ny krig på vej mellem Israel og Hezbollah/Libanon? Hvem vil vinde?
Der er kræfter i Israel, som ønsker at markere sig med bemærkninger som disse. Silvan Shalom er blevet kørt ud på et politisk sidespor af sin chef, ministerpræsident Benyamin Netanyahu, og Giora Eiland hører til den fløj i israelsk militær tænkning, der skyder først og spørger bagefter. Og det er i den forbindelse interessant at Silvan Shalom spiller det iranske kort, hvilket skal puste til en israelsk frygt.
Jeg tror dog, realiteten ser lidt anderledes ud. Libanonkrigen i 2006 havde store konsekvenser for Israel, og de fleste israelske ledere vil, som jeg ser det, helst undgå en gentagelse, som meget vel kan blive konsekvensen af en ny konflikt. I den israelske analyse indgår, at Hizbollah har genoprustet stort og er i besiddelse af flere og større missiler med længere rækkevidde end i 2006. Så følgen af en ny krig kunne blive missilbeskydning af Tel Aviv og landets centrale dele, og den risiko får beslutningstagerne til at tøve. Den israelske hær ville være ude af stand til at forhindre denne beskydning i krigens første dage, og ville være tvunget til langt større magtanvendelse end sidste gang. Det ville føre til risiko for endnu større tabstal, og endnu større ødelæggelser i Libanon, og det ved Hizbollahs strateger også. Og af netop den grund vurderes Hizbollah også at være tilbageholdende, for nok kunne bevægelsen præsentere sig selv som vinder i 2006, men ødelæggelserne var et voldsomt slag for den libanesiske økonomi, som Hizbollah må tage sin del af ansvaret for hvis en ny krig kommer – og navnlig hvis Hizbollah nu danner regering.

7. Israel II: Efter at Ehud Barak forlod det israelske Labour og dannede et nyt parti, ser Netanyahu-regeringen ud til at være sikret et mere stabilt liv. Betyder det mere eller mindre gang i fredsprocessen med palæstinenserne? Er det korrekt, at Israels altoverskyggende bekymring er om Iran får en atombombe – og at fredsprocessen simpelthen ikke er prioriteret?
Fredsprocessen er ikke prioriteret, fordi den uvægerligt vil føre til nogle vanskelige beslutninger for den israelske ledelse, altså primært Netanyahu. Bosættelsesrømninger er en meget varm kartoffel, han ville være nødt til at gribe om i tilfælde af et gennembrud i fredsprocessen. Derfor tror jeg nok, det har passet Netanyahu godt at bevare en status qvo overfor
palæstinenserne, altså en situation, hvor der vises formel interesse for en dialog men reelt ikke sker noget. Og det har kunnet lade sig gøre ved at give den palæstinensiske ministerpræsident på Vestbredden, Salam Fayyad, mulighed for at gennemføre sin økonomiske vækstpolitik, for denne vækst har betydet fred og ro i den palæstinensiske befolkning.
Ehud Barak har siden sommeren 2000, hvor han vendte tilbage fra Bill Clintons sidste desperate forsøg på at genoplive Oslo-processen, været af den holdning at der ikke er nogen palæstinensisk fredspartner. Også derfor har han gennem de sidste to år haft et problematisk forhold til Arbejderpartiet, hvor et flertal af parlamentarikerne krævede en
tilbagevenden til fredsprocessen, så med bruddet har han frigjort sig selv fra dette problem. Meget tyder derfor på, at mens Baraks skridt har ført til en stabilisering af Netanyahus koalitionsregering – fordi ingen længere truer med at bryde ud – har det også skabt en politisk konstellation, som kun har meget begrænset interesse i at se en ny fredsproces.
Den iranske trussel er interessant i den forbindelse. Mens en del israelske militæranalytikere ser det som en reel trussel og mener, Israel må slå først, tvivler andre på, at iranerne vil vove at bruge atomvåben, fordi Israel har kapacitet til at slå meget kraftigere igen. Den iranske trussel er derfor i et vist omfang blevet et politisk argument, der kan
retfærdiggøre stilstand i andre diplomatiske processer – så som fredsdialogen med palæstinenserne.

8. Palæstinenserne: Lækkede dokumenter viser tilsyneladende, at palæstinensiske forhandlere tidligere er gået endog meget langt i forhandlinger med Israel, bl.a. på spørgsmålet om Østjerusalem – men lækagen betyder, mener iagttagere, at selvstyret vil holde sig yderligere tilbage i de allerede strandede fredsforhandlinger. Viser dokumenterne noget nyt om indholdet af fredsprocessen? Hvordan ser palæstinenserne pt. på forhandlingerne?

Som udgangspunkt har palæstinenserne ikke megen tiltro til at forhandlingerne kommer igang igen i nogen nær fremtid. De har læst den israelske udvikling og ved at der er en Netanyahu-regering, som vil sidde to år endnu uden at bevæge sig stort. Men herudover viser lækagen af dokumenterne at Israel hele tiden har kunnet sætte dagsordenen. Så selvom sagen har ført til en del hævede øjenbryn på palæstinensisk side, har det ikke medført nogen revolution, for alle ved, at det er en del af spillets uskrevne regler. Palæstinenserne kan præsentere en officiel holdning, men ved forhandlingsbordet bag lukkede døre, må de gå på kompromis, hvis de overhovedet vil længere. Sådan vil det også være fremover.

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er Weekendavisens korrespondent i Mellemøsten. Skriver desuden bl.a. til Morgenbladet i Oslo og freelancer for DR. Han har tidligere skrevet i RÆSON. FOTO: Demonstrationer i Cairo, 25. januar 2011 (foto: Al Jazeera English)