05.04.2011

Det internationale samfund arbejder på at få Nordkorea til at opgive sit atomprogram mod sikkerhedsgarantier. Imens ser Kim Jong-il med rædsel Gaddafi blive bombet i Libyen af USA og Vesten. Moralen for ham er klar: Atomvåben er den eneste reelle sikkerhedsgaranti.

Af Jonas Parello-Plesner, RÆSONs Asienredaktør

I 2010 skabte Nordkorea overskifter med angreb på Sydkorea. Hvad bliver nyhederne fra det isolerede rige i år? De seneste nyheder fortæller om et sultent Nordkorea. Der er en mulig ny hungersnød på vej. Fra maj løber de offentlige fødevarelagre ud. Det er stadigvæk herigennem at en en stor del af befolkningen brødfødes. Det anslås at være lidt over 6 millioner nordkoreanere der ikke kan forvente selv en daglig skål ris fra næste måned. I forvejen lever en stor del af befolkningen på en minimumsgrænse.

Nordkorea har meldt situationen åbent ud til det internationale samfund og en smule donationer er begyndt at komme. Samtidig er der også en vis donortræthed med Nordkorea. Der har altid været mistanker om, at Nordkorea kan sende nødhjælpen videre til militæret. Særligt Sydkoreas regering står i et dilemma. Uofficielt håber man på, at krisen kan få Nordkorea til at falde sammen og sørge for en genforening på sydkoreanske vilkår. På den anden side er regeringen under pres fra interne grupper for at genoptage fødevarehjælpen til det nordkoreanske nabofolk.

Spørgsmålet er også, om man kan sulte Nordkorea tilbage til forhandlingsbordet eller til kollaps? Hidtil var det ikke set sådan ud. Nordkoreas regime overlevede den store hungersnød i midten af 1990’erne, hvor anslået en million mennesker døde. Det er svært at fundere en strategi på at Nordkorea vil falde sammen af sult. Sultne mennesker laver ikke oprør, men leder efter mad. Så længe den over 1 million store militære styrke får mad og nyt militært isenkram, har styret den nødvendige magtbase.

Så selv et sultent Nordkorea kommer ikke ydmygt tilbage til forhandlingsbordet og afleverer sine bomber i bytte for økonomisk assistance. Oveni så har Kim Jong-il fulgt godt med i verdensnyhederne og aktionen i Libyen. Det ser ikke godt ud set fra paladset i Pyongyang: Endnu en diktator, der falder. Allerede i 2003 så Kim Jong-il Saddam Husseins fald med så stor bekymring, at han efter sigende opholdt sig under jorden i en lang periode efter. Han så sig selv som næste på listen, efter at være blevet udpeget som en del af ondskabens akse. Lektien var allerede dengang, at atomvåben er den eneste ægte beskyttelse mod ekstern ledet regimeforandring. Det forstærkes af Libyen.

Den officielle nordkoreanske presse skjuler ikke den udlægning. Libyen blev ’lokket…med søde ord’ så som en ’sikkerhedsgaranti’ og ’forbedring af forholdet’ mod at afvæbne sig selv, og så blev det ’opslugt med magt’. Det betyder, at atomvåben er den eneste sikkerhedsgaranti, Kim rigtig kan stole på. De amerikanske sikkerhedsgarantier, som han allerede har fået i sekspartsforhandlingerne, ser han blot som skalkeskjul for det ægte mål: at afsætte endnu en diktator.

Derfor er det ikke usandsynligt, at Nordkorea kommer til at skabe overskifter i år med endnu en atomprøvesprængning eller en test af langtrækkende missiler. Kim vil vise USA, at han ikke kan klares på samme måde som Gaddafi, og at Nordkorea stadigvæk er bevæbnet og farligt. Paradoksalt nok – med Nordkoreas aggresive adfærd i 2010 – kan en testning pludselig forekomme mere godartet end yderligere angreb på Sydkorea.

2012 er det store jubilæumsår i Nordkorea med 100-året for Kim Il-Sung, og programerklæringen er et stærkt og velstående Nordkorea. Men det bliver et Nordkorea velbeslået med bomber og missiler og ikke med mad til befolkningen. De virkelig store tabere i spillet om Nordkoreas atomprogram er den sultne befolkning.

Foto: Sydkoreanske soldater i den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea (commons.wikimedia.org).

Jonas Parello-Plesner (f.1973) er RÆSONs Asienredaktør. Han er senior Policy Fellow, European Council on Foreign Relations. Uddannet cand.scient.pol. og tidl. Asienschefkonsulent i Udenrigsministeriet. Har bidraget med analyser af asiatiske forhold til bl.a. East Asia Forum, tænketanken CSIS i Washington DC og “Orientering” på DR P1. Ekspertiser: Asien, Kina.