19.09.2011

End ikke udsigten til en palæstinensisk stat kan løse den interne strid mellem Hamas og Fatah. Deres uenigheder er simpelthen for store. RÆSON har talt med politikere fra begge bevægelser.

Af Louise Boo Jespersen

PALÆSTINA – SUVERÆN STAT? FN’s medlemslande skal 20.-23. september vurdere det palæstinensiske selvstyres ansøgning om anerkendelse som suveræn stat og medlem af FN. RÆSON belyser i denne serie spørgsmålet.

”Alene er ingen af os stærke nok til at konfrontere besættelsesmagten, sammen kan vi opnå mere magt.” Det siger Hamas-politiker, Mohammad Totah, fra den palæstinensiske, lovgivende forsamling (PLC) til RÆSON. Forsoningsaftalen i Cairo i maj mellem Hamas og Fatah binder stadig parterne sammen. Og ved første øjekast er tilnærmelsen gengældt: ”Vi vil stå sammen om den palæstinensiske sag,” siger Mohammad Al Madani fra Fatah’s øverste instans, centralkomitéen, til RÆSON.

De officielle udtalelser er forventelige. Begge partier har en klar interesse i et fælles ståsted, og det overordnede politiske mål er de enige om: en uafhængig palæstinensisk stat med grænserne fra 1967, Jerusalem som hovedstad og løsning af flygtningeproblemet.

Men her stopper enigheden. Selvom forsoningsaftalen banede vejen for et afgørende samarbejde og etableringen af en samlingsregering frem til et valg, er der lang vej til en fuldbyrdet forsoning. Hvem der skal lede samlingsregeringen, hvordan en forening af fælles sikkerhedsstyrker skal finde sted, og hvem der skal kontrollere de hellige områder i Jerusalem står stadig hen i det uvisse. I den politiske kulisse er de tos dagsordener vidt forskellige, og det vil medlemskab af FN næppe ændre på. ”FN-topmødet om en selvstændig, palæstinensisk stat er af symbolsk betydning”, siger professor i statskundskab på Birzeit Universitet, Samir Abdelrahman Awad. Han påpeger, at balancen mellem de to partier vil forblive den samme.

Den betændte situation i Gaza og på Vestbredden
Etableringen af en funktionsdygtig samlingsregering var en grundpille i den overraskende forsoningsaftale mellem de to i april i år. Men implementering lader vente på sig, ligesom præsident- og parlamentsvalg inden for et år, også er udskudt. Hamas sidder på magten i Gazastriben, mens Fatah kontrollerer Vestbredden, og FN-topmødet vil næppe ændre den fordeling. “Ingen af parterne er villige til at afgive magt til den anden, og meget tyder på, at det også er situationen om 10 år. Der er ingen dynamik, der kan fjerne Hamas fra at kontrollere Gaza. Det samme gælder Fatah på Vestbredden,” siger Samir Abdelrahman Awad.

Selvom den årelange strid nu officielt er gemt af vejen, er den kritiske situation i Gaza og Vestbredden svær at ignorere. Fatah og Hamas’ interne historie vidner om et fjendtligt opgør med voldelige sammenstød og borgerkrig. Siden Hamas smed Fatah ud af Gazastriben i 2007 – et år efter Hamas vandt parlamentsvalget i de palæstinensiske selvstyreområder – har der været ualmindelig kold luft mellem dem.

Som situationen ser ud er der stort behov for progressive løsninger. Regeringen har for længst overskredet sin regeringsperiode, landet er delt i to med repræsentanter på Vestbredden og i Gaza, og den nuværende leder, Mahmoud Abbas, anerkender ikke Hamas’ kontrol i Gaza. Hele den politiske situation synes uholdbar, og der mangler valg på samtlige niveauer i samfundet; fra lokalt til nationalt niveau.

Flere lag af forhindringer
Men foruden territoriale problemer er der en række emner, som svækker et samlet, politisk ståsted. Eksempelvis er Premierminister Salam al-Fayad årsag til en del intern røre i Hamas’ rækker. Efter splittelsen mellem Hamas og Fatah i 2007, blev al-Fayad udnævnt som premierminister, men aldrig godkendt af PLC. Hamas har flere gange ytret stærk modstand mod ministeren, som har gjort en aktiv indsats for at bekæmpe islamistiske røster på Vestbredden.

De to partiers grundlæggende strategier varierer: Hamas’ islamistisk og religiøs kurs baseret på partiets modstand mod den israelske besættelse står i modsætning til Fatah’s sekularisering og forhandling med Israel.

Ifølge Det Palæstinensiske Center for Politisk Forskning og Strategiske Studier er en af de største problemer for Fatah og Hamas netop en manglende fælles strategi over for Israel. Lige nu er der ingen retningslinjer for, om man satser på forhandling, modstand eller noget helt tredje. ”En fælles national strategi til at modstå besættelsesmagten vil kunne udligne et væsentligt skel mellem de to partier,” siger direktør for centeret, Khalil Shaheen.

Var der valg i morgen ville Fatah trække det længste strå. Lige nu klarer Abbas’ parti sig bedst i meningsmålingerne, med 30-35% opbakning mod Hamas’ 25%. Balancen kan hurtigt vippe. Men uanset styrkeforholdet bliver det afgørende for Hamas og Fatah at holde sammen på deres skrøbelige forhold efter FN’s generalforsamling, uanset udfaldet.

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Militante Hamas-folk under Hamas og Fatahs sammenstød i juni 2007.